Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden. Sådan sagde man på geologi-og geografi-studierne på Københavns Universitet i 1990´erne, hvor jeg læste til cand. scient i Kulturgeografi. Om man stadig gør det, ved jeg ikke. Men jeg ved, at vi mennesker ikke behøver vente på den formentlige naturlige udryddelse af os som art. Jeg ved, at vi selv og af helt egen drift tværtimod er godt i gang med at ødelægge livsbetingelserne for os selv – og en del andre arter – her på kloden.

Det ved flere og flere samfundsforskere heldigvis også, og som det anbefales i Rasmus Willig og Anders Bloks bog ”Den bæredygtige stat” er det på høje tide at komme med en konkret og realisérbar beskrivelse af den bæredygtige stat.

Et centralt punkt at skabe en adfærd – både for individet og samfundet – som binder mere CO2, end der frigives. For på nogle punkter kan vi ikke længere vende udviklingen. Temperaturerne ER stigende (også for meget og for hurtigt), og det samme er havene – og der er også ørkendannelse på vej i tidligere frugtbare områder som fx i mange af Sydeuropas vin- og grønsagsmarker. Det stigende befolkningstal – især i fattige dele af verden – og de deraf forventede store strømme af klima-flygtninge (hvoraf vi kun har set en dråbe i havet) er kun med til at forværre den globale situation.

I en vestlig kontekst handler det ifølge Rasmus Willig og Anders Blok også om velfærdsstatens holdning om at de brede skuldre bærer de tungeste læs versus konkurrencestatens insisteren på at de dygtige og mest produktive skal belønnes – og ikke holdes tilbage.

Begge systemer (som er baseret på en i klimamæssig sammenhæng negativ vækstideologi) er dog ved at blive overhalet af en bevidsthed om klima, som betyder, at store dele af befolkningen er i gang med at etablere normer om at fx spise mindre kød, rejse mindre med fly og køre mindre i bil. Normer, som kan virke regulerende på adfærden hos både den enkelte og også forplante sig i det politiske system, hvor beslutningerne tages.

Der er med Willig og Bloks ord tale om ”opkomsten af en ubehagelig, men også uanfægtelig civil moralisme” – hvor især tilhængerne af den liberale frihedsforestilling konfronteres med, at deres livsstil (meget kød, mange flyrejser, etc) har en effekt for resten af samfundet – og at de dermed også har et ansvar for fællesskabet, som de ikke bare kan ignorere.

Et andet problem er, at staten reagerer irrationelt, når politikerne ser på økonomi, før de ser på klima – og når de sælger ud af den vitale infrastruktur som energi, vandværker, ledningsnet, trafikale knudepunkter som havne, lufthavne og tognet. På den måde afmonterer staten også sin egen rolle som samfundsskaber.

Dette er skidt i det paradigmeskift, som vi står midt – og som beskrives indgående i ”Den bæredygtige stat”, hvor der også kommes ind på emner som dansk miljøpolitik, relationerne mellem stat og grønt civilsamfund, hvilke roller samfundets sektorer og institutioner har – også i relation til hinanden, samt at der skitseres en ny økonomiforståelse, som bedst beskrives som en demokratisk og regenerativ økonomi.

Det er en økonomi, der sætter klima først, bæredygtighed undervejs og en grøn bundlinje sidst. En økonomi, som ikke anerkender det såkaldte ”frie marked”, men som i stedet ved, at alle markeder reguleres efter ejendomsforhold og sociale normer for adfærd – og vil Danmarksbloggen tilføje: De monopollignende tilstande som en del miltunationale virksomheder de facto har skabt for sig selv på det såkaldte frie marked. Men altså en grøn omkalfatring af samtlige værdier.

Bogen slutter med et kapital om den bæredygtige stat, hvor mange af de konflikter, som allerede er i gang, også omtales – fx modstanden mod at spise mindre kød og flyve mindre. Men faktum er, at vi står ved en skillevej og med bogens ord ”skal træffe et moralsk valg, der rækker ud over os selv”.

For velfærdsstaten er død – det ved de fleste. Konkurrencestaten er også død – det ved de fleste så måske ikke. Og vi vil som art også dø – hvis ikke vi får skabt den bæredygtige stat, som bogen laver en fin indledende beskrivelse af. En beskrivelse som burde føre til en samfundsdebat om vores fremtid lige så ivrig og dækkende som den igangværende Corona-debat.

For Corona-pandemien har vist, at vi kan tilsyneladende godt som samfund, når vi skal. Og vi skal med klima – ja vi skal endnu mere med klima. Corona er slem. Men den igangværende pandemi er en søndagsudflugt sammenlignet med hvad der venter af konsekvenser, hvis ikke vi vender skuden, og etablerer ikke kun en bæredygtig stat, men en bæredygtig verden. Det ved jeg alt for godt som geograf – og det er dét og ikke Corona-pandemien, som kan give mig mareridt om natten.

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Det er Hans Reitzels forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk