Forfatterarkiv: admin

Dem fra de andre landsdele … og andre generaliseringer

Udgivet den af
Svar

Jyderne er nærige og træge i optrækket, sjællænderne snakker mærkeligt og mest om sig selv, københavnerne er hurtige på aftrækkeren og flabede, folk fra Nordsjælland er snobbede og nedladende, mens fynboerne ikke er de skarpeste knive i skuffen og så videre …

Fordomme og generaliseringer om dem fra de andre landsdele står i kø … men holder  aldrig til en nærmere analyse. Der findes nemlig alle slags mennesker alle steder. Både nærige, gavmilde, langsomme, hurtige, snakkesalige, tavse, selvoptagede, empatiske, flabede, søde, snobbede, ligetil, kloge og mindre-kloge …

Det samme gælder, når vi taler om erhvervsgrupper … og kommer med generaliseringer om de dumme håndværkere, de snobbede akademikere, skuespillerne, der drikker og bliver skilt hele tiden – eller journalisterne, der ikke er til at stole på.

De generaliseringer holder heller ikke. Der er nemlig både kloge, dumme, snobbede, ligetil, alkoholiske, moralske og alt muligt andet indenfor alle erhvervsgrupper.

Og det samme gælder, når vi taler hudfarver, køn, seksuel orientering, religion og hvad mennesker ellers kan bruge som argument for, at vi er forskellige – og (ofte) at de selv er bedst.

For hvad skal man bruge generaliseringer som ovenstående til, medmindre det er for at føle sig bedre og klogere selv? Føle sig hævet over de andre måske?

Men det er jo ynkeligt. For hvad skal man med et selvværd, der er bygget på at gøre de andre dummere og dårligere end én selv? Det kan man ikke bruge til en skid for nu at sige det bramfrit.

Ja, det er sandsynligvis slet ikke et selvværd – men bare en indskrænket og modbydelig tilgang til andre mennesker, som hvis den anvendes længe nok og systematisk nok bliver til rendyrket racisme.

Men uanset hvor langt man trækker den, så er det at generalisere mennesker på baggrund af geografi, race, køn, religion, seksualitet, erhverv og alt muligt andet en uskik, som siger mere om den manglende moralske habitus hos den, som har behov for at pege fingre, end det gør om dem, som vedkommende peger fingre af.

For det er nemlig den samme forenkling og sætten-i-bås, som vi ser alle steder, hvor mennesker prøver at hævde sig på andres bekostning. Men det holder ikke. Vi bliver hverken klogere, smukkere eller bedre af at gøre de andre dummere, grimmere eller værre end os selv.

Men hvad HVIS vi nu brænder for en forbedring, hvad så? Ja, så må vi i gang med kvinden/manden i spejlet. Hun/han er den eneste, som vi kan gøre klogere, smukkere og bedre.

Ps. Det er så en noget sværere opgave. For her skal vi nemlig selv arbejde – og ikke blot pege fingre!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Udgivet den af
1

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den forbandede 11. september

Udgivet den af
Svar

Det er idag d. 11. september – et halvt år efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020.

Det er igen den forbandede 11. september.

For 19 år siden dagen, hvor fire fly blev kapret i USA, og de to fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, det tredje ned i Pentagon i Washington D.C. – og det fjerde forulykkede på en mark, fordi passagerne havde hørt om de andres skæbne via deres mobiler – og derfor forhindrede, at det fjerde fly nåede dets mål, som formentlig var enten Det Hvide Hus eller Capitol. Dén dag ændrede en hel verdensorden.

For 17 år siden dagen, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel i NK Stormagasinet i Stockholm. Måske ikke en dag, der ændrede verdensordenen. Men det var sin generations største politiske talent i Sverige, som blev dræbt den dag – og udviklingen i Sverige siden har vist, at svenskerne mangler en politiker af Anna Lindhs format.

Og så i dag. Corona-pandemien, som har rystet, og stadig ryster en hel verden, og hvor det i dag er præcist et halvt år siden, at Danmark blev lukket ned. Og efter en sommer med lav smitte, så går det igen den gale vej. Fordi vi åbnede for meget for hurtigt. Fordi for mange slækker for meget på afstand og hygiejne, men til gengæld ikke bruger mundbind (nok). Vi er stadig midt i pandemien – og ingen ved, hvornår og hvordan det slutter.

Det er igen den forbandede 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tudsen Tue”

Udgivet den af
1

”Tudsen Tue” er skrevet af historiefortæller Anette Wilhjelm Jahn, og er en vaskeægte eventyrbog – med nogle herligt uventede twists og en slutning, som undertegnede ikke havde forudset.

Det er en moderne eventyrfortælling om pigen Anna, der bor i et hus på en villavej sammen med sine forældre, der ønsker alt det bedste for hende, men som begår den klassiske fejl, at de har lettere ved at se tingene med voksen-øjne end i børnehøjde.

Noget som beskrives med knugende realisme. For man føler med Anna, der er en ensom lille pige, som holdes udenfor, og savner en ven både i skolen, i SFO´en og når hun sidder alene nede i sit legehus i haven.

Heldigvis møder Anna tudsen Tue, der kan mere end at se livet fra et tudse-perspektiv. Tudsen Tue er i sagens natur grøn, og som en anden grøn eventyrfigur, nemlig Yoda fra Star Wars, er Tue så livsklog, at det hedder visdom – og i modsætning til Yoda så kan Tue tale rent.

Tue taler endda både tudse- og menneskesprog. Foruden at han kan fortælle eventyr – tudseeventyr selvfølgelig – samt at han kan tænke og agere hurtigt.

Quark, som han siger det fra tid til anden.

Så Tue lærer bogen igennem Anna en masse om det at være til, være sig selv og være en god ven. For på en eller andet måde hænger de tre ting sammen. For det ved Tue, som man som læser straks forelsker sig i, og håber at møde én dag – i hvert fald hvis man er et barn eller en voksen, der kan finde barnesindet frem.

Forfatter Anette Wilhjelm Jahn får nemlig på hver eneste side overbevist os om, at ens liv bliver meget bedre, hvis tudsen Tue er en del af det. Man fornemmer, at hun selv er en smule forelsket i tudsen – og hvem ville ikke være det?

Tudsen Tue er nemlig som en fe. Han kommer, når der er behov for hjælp. Men han er en realistisk fe, der ikke har hverken vinger, tryllestøv eller tryllestav. I stedet formår Tue at skubbe på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter, så Anna bliver klogere, og træffer de valg, som hun bliver glad for på den lange bane – uden at noget skal røbes her.

For som nævnt så tager handlingen nogle sving, og har nogle præmisser, som man normalt ikke ser i en børnebog, hvilket er en stor styrke. For det er en moderne eventyrbog, hvor personerne – også Anna og Tue – er mangefacetterede og ikke kun søde, stærke og lige til at elske. Anna er fx også egoistisk og nogle gange både heftig og hastig, og Tue er forfængelig og lidt selvglad som en anden Mary Poppins. Altså egenskaber, som gør det hele vældigt troværdigt.

Som læser tror man simpelthen på historien – også på den talende tudse, som kan så meget, også fortælle de gendigtede eventyr fra hele verden, som der er flere af i bogen. Eventyr fra hele verden om både en grib, en heks, prinsesser – og tudser. Altid tudser. For Tue er – med rette – stolt over at være tudse, og kan derfor også kun eventyr med tudser.

Det er Anette Wilhjelm Jahn selv, der med stor snilde og faglig dygtighed har stået for at gendigte de gamle folkeeventyr, så de passer ind i fortællingen om Tue og Anna.

Både eventyrerne, som sagtens kan stå i deres egen ret, og historien om Tue og Anna er letlæste. Bogen er også skrevet i et flydende sprog, som gør, at man som læser sluger bogen i én stor mundfuld, som når en tudse slår den lange tunge ud for at fange en flue.

Og de heldige børn, som får bogen læst højt, vil med garanti insistere på en side mere, åh, jo, bare én side mere. For ”Tudsen Tue” er mere end velegnet til oplæsning, både i klassen og derhjemme ved sengetid, og der er lidt at gå igang med. Bogen er ialt på 199 sider.

”Tudsen Tue” fås også som lydbog, hvor det er forfatteren selv, der læser højt – og dét kan anbefales at lytte til. Forfatter Anette Wilhjelm Jahn er nemlig professionel historiefortæller, og kan alene med sin stemme formidle hele bogens univers, og alle dens stemninger, fornemmelser – og væsner.

Men også bogens forside og tegninger, der er lavet af Nina Broen, formidler på fineste vis ”Tudsen Tue”.

Illustrator Nina Broen har sat sig ind i stoffet, og er man ikke allerede forelsket i Tue, så bliver man det på historiens sidste side, hvor der er en fin tegning af Tue. Men også alle andre illustrationer er præcis så søde, uskyldsrene og alligevel fulde af kalorier, som bogens hovedhistorie og eventyr er det.

Eneste anke mod de finurlige og detaljerige illustrationer er det ærgerlige i, at der sjældent i den danske bogbranche er midler til at lave andet end sort-hvide tegninger inde i bogen. For Nina Broens vidunderlige tegninger er som skabt til at være i farver, som man ser det på bogens forside, hvor hele Tue og Annas univers lever og gløder.

Danmarksbloggen giver ”Tudsen Tue” seks ud af seks tudser – og vil anbefale voksne, hvis børn selv kaster sig over bogen at læse den, når deres børn er faldet i søvn.

For ”Tudsen Tue” er en bog med et budskab til os alle sammen om at tro på talende tudser, eventyr og mirakler – også i 2020. Ja, måske især i 2020. Eventyr hører nemlig alle tider og alle aldre til.

Det er Silhuet, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger, på med mundbindet …

Udgivet den af
Svar

Det går den gale vej i Danmark med Corona-smitten, og dét går stærkt.

Der er også varslet nye tiltag i morgen, hvis ikke vi får styr på smitten. Det er der ikke noget, der tyder på. Tværtimod er det generelle smitteniveau større end det har været længe – og vi skal tilbage til 3. juli for at finde lige så mange indlagte som i dag, hvor der er 27 indlagte. Hele 11 flere end i går.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale mundbind ALLE steder i det offentlige rum, butikker, storcentre, hos lægen, på gader og stræder osv. Ellers får vi simpelthen ikke styr på Corona-satanen.

For den her lede sygdom kan og skal standses. Både fordi den koster liv, og det er det vigtigste – men også fordi vores økonomi ikke kan holde til flere nedlukninger. Og som bekendt er økonomi og sundhed hinandens modsætninger, selvom mange – både private og politikere – indimellem synes at tro, at de er hinandens modsætninger.

MEN: En sund og rask befolkning er en bedre arbejdskraft – og mennesker, som er glade for deres arbejde og stolte af at gøre en indsats, er en bedre forretning for arbejdsgiverne.

Så sundhed og økonomi går hånd i hånd. Det er derfor på med mundbindet og ind med omtanken og rummeligheden. Dét vinder både samfundet og hver enkelt af os så uendeligt meget ved.

Vi kunne få kurven til at gå ned og blive flad i foråret. Dét kan og skal vi gøre igen her i efteråret. Stadig med afstand, hygiejne og nu også med mundbind … og måske noget mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mens vi venter på Godot”

Udgivet den af
2

Fuck dig, Godot, jeg er skredet. Sådan skrev Samuel Beckett aldrig nogensinde.

Tværtimod er Beckett knugende realistisk i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”, som i går havde premiere på Teatret ved Sorte Hest i en stjerneopsætning med Nicolas Bro (Esdragon), Mads Wille (Vladimir), Steen Stig Lommer (Pozzo), Kristoffer Helmuth (Lucky) og Drengen (Olga Matthiessen).

Det var eksistentialisme og absurd teater, når det er bedst, og alle spillede med perfekt timing for komikken og med stor evne til at gestalte og formidle det vidunderligt akavede, som opstår, når en skuespiller står på scenen, og ikke siger en lyd, men netop i dét fortæller det hele.

Det skaber et tomrum, som hurtigt forplanter sig hos publikum, så vi kommer ud på den anden side af de lange, pinlige sekunder og ind i et dybere og endnu mere sort tomrum, som vi enten slet ikke kan være i, fordi det er for meget. Eller som vi elsker at være i, fordi vi ved, at livet er lige præcis sådan: Ofte ikke til at være i, men vi kan ikke andet. Så vi er det alligevel.

De fire herrer og den unge dame på scenen fik samtidig formidlingen af Becketts mesterværk til at se legende let ud, så man som tilskuer tænkte: Vi kan alle spille Beckett. Vi skal jo bare være os selv. Men jeg ville nu alligevel ikke anbefale at gøre forsøget.

For dels så ligger den største skuespilskunst i at spille, så det virker nemt, og dels så kræver det et enormt talent og kunnen ikke at have andet end hinanden, de samme replikker igen og igen, et fladt gulv, der skal forestille livets landevej og to små ikke-selvmordsegnede-grene at spille op af. Så skal man virkelig kunne walk the line, som det også sker i stykket. For de fem på scenen gør det – og de gør det i mere end 2½ time. Dét er eminent.

En anden ting er selvfølgelig, at vi alle ligner stykkets fire hovedkarakterer mere, end vi måske bryder os om at tænke på. De fleste af os kan så ikke gestalte andet end vores egen tilværelses evindelige gentagelser og ulidelige ikke-beslutninger. Dét gør vi så også – og i reglen meget bedre end vi kan følge den opfordring, som løber som en rød tråd i stykket, og som handler om REJS DIG OP OG GÅ.

I Teatret ved Sorte Hests intense og sanse-mættede version af dette absurde mesterstykke ligger de fire mænd også på ryggen i 2. akt, og filosoferer – blinde, stumme og på anden måde berøvede evnen til at nå hinanden – over livets genvordigheder og deres egen situation.

Men selvfølgelig kommer der ingen gennembrud for alvor. For nok rejser de fire mænd mange gange sig selv og hinanden op, også selvom de igen og igen slås til jorden. Men de går aldrig nogen steder hen.

Heller ikke selvom de flere gange i stykket refererer til Biblen som en moralsk rettesnor. Biblen, hvor det at rejse sig op og gå løber som et ekko gennem fortællingerne fra Adam og Eva, der jages ud af Edens Have, og først dér bliver til rigtige mennesker over Moses, der rendte rundt i ørkenen i 40 år, inden han fik ført jøderne til det forjættede land og endelig Jesus, der vandrede med sit budskab i tre år, inden han gik den sidste tur med korset op ad Via Dolorosa og grundlagde kristendommen et par dage senere.

Så det kan altså – ihvertfald for en troende – give mening at gå, hvis man vil prøve at finde eller skabe en mening med denne tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Men de fleste af os er mere Beckettske end vi er bibelske. Vi kommer til verden, mens vores mor skræver over vores grav – og mørket falder hurtigere på end vi tror. Så vores livs morgner alt for hurtigt bliver til aftner, hvor vi mindes om døden – og i stormmarch på stedet igen og igen overbevises om, at Godot kommer i morgen. Hvad enten Godot er en gud, en lottokupon, den store kærlighed, den perfekte krumme på hjemmebagt brød eller andet, som vi længes imod, og forventer kan give vores liv mening.

For vejen er lang, og så gik der tid med det, som Beckett skriver.

Tiden er så givet godt ud, hvis man tager en tur på Vesterbro og forbi Teatret ved Sorte Hest, der med sin størrelse er designet til at spille netop dette stykke. Den lille, sorte scene, og det lille tilskuerrum giver automatisk denne intime og vi-kan-ikke-andet-end-at-være-i-det-her-liv-sammen-følelse, som passer til stykket – og til den Corona-tid, som vi er i – og som også betyder, at kun halvdelen af sæderne i teatret kan bruges.

Men det er fint nok. For hvad laver vi i grunden nogen af os nogensinde? Jo, vi venter på Godot.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks støvler, som dem vi måske/måske ikke behøver, hvis vi en dag alligevel skal ud og gå.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret, og stykket spiller frem til 10. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Udgivet den af
Svar

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et halvt år med Corona

Udgivet den af
1

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk