Forfatterarkiv: admin

Juleglæde behøver ikke tændte juletræer på torvet

Udgivet den af
Svar

Et tændt juletræ på byens torv = Juleglæde

Ja, det er de fleste nok enige om. Men hvad gør man så et år som i år, hvor vi for alvor skal spare på energien? Ja, de ansvarlige lader være med at tænde juletræet på byens torv. Nogle steder i Danmark tænder man det så alligevel.

For så koster det heller ikke mere at have tændt – og slet ikke med LED-pærer, lyder argumentet.

Nu handler det så ikke blot om prisen, men om at minimere energiforbruget så meget som muligt. Så dér skal slukkes.

Ja, man hvad så med juleglæden? Det er så smukt med de tændte lys – og vi behøver lyset i en mørk tid, siger dem, som vil have lysene tændt – for nærmest enhver pris, også deres børnebørns fremtid på kloden.

Ja, det er fint med et tændt juletræ i vintermørket. Men vi er i en situation, hvor vi ikke kan tillade os den luksus, som det også er. Klimakatastrofen er i fuld gang, 3. Verdenskrig venter lige om hjørnet og så videre.

Vi har altså vældig alvorlige ting at forholde os til – og bruge energien på i en verden, hvor mange slås for at få mad nok, vand, varme – ja, blive i livet, mens bomberne regner ned.

Men danskerne bekymrer sig om, der er tændte lyskæder på de udendørs grantræer, som de kun sporadisk går forbi!!!!

Det er absurd.
Det er forkælet.

Det er at ophøje den rene luksus til en livsfornødenhed.

Det må stoppe nu. Ellers så kører boomer-generationerne, som er primus motor på vi-vil-have-tændte-juletræer-på-byernes-torve-projektet, hele verden i sænk.

Der er derfor også kun én ting at sige til alle dem, som ikke forstår vigtigheden af at undvære det tændte juletræ på byens torv: BLIV VOKSEN. TAG ANSVAR FOR KLODEN.

Der er i øvrigt mange andre gode måder at finde juleglæden på.

Den bedste er nok at hjælpe andre – praktisk eller ved at give en skærv. Når man giver, så tændes der nemlig et julelys i hjertet på én selv, og det brænder hele julen – og giver en indre juleglæde og julefred.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Præmie-køer og præmie-borgere

Udgivet den af
Svar

Alle ved, hvad en præmie-ko er. Det er sådan en ypperlig ko, der giver masser af mælk. Gør masser af nytte. Leverer ved kasse A. Den får masser af ros. Fin ko.

Men har du nogen sinde tænkt på, at det på ret samme måde er en hæder for en dansker at være en præmie-borger? Og at der findes mange præmie-borgere i Danmark, som leverer ved kasse A – og får masser af ros? Fin medarbejder, fin leder, fin alt muligt.

Så måske skulle vi til at tale om det at være præmie-borger. For måske er det slet ikke så godt, som mange går og bilder sig ind.

På den anden side: Hvorfor skulle der være noget galt i at passe sit arbejde og betale sin skat, som er de to ting, der mere end nogen andre kendetegner en præmie-borger?

Det er der heller ikke – men som altid ligger djævlen i undtagelsen. I det, som ikke gøres – og som her er den selvstændige tænkning.

Både præmie-koen og præmie-borgeren gør nemlig de samme ting dag efter dag – år efter år uden at reflektere over, om livet kunne være på en anden måde.

Koen kan så ikke andet. Men det kan mennesket – i udgangspunktet, i teorien.

For i praksis dyrkes den svære kunst at tænke selv kun af ganske få. Nemlig dem, der tør møde sig selv nøgen og afslørende som det spejl på de menneskelige dyder og dårskaber, vi alle sammen også er.

Dyderne sidste plejer så at fylde mest i et menneskes selvopfattelse. Men dårskaberne findes også, og det er dem, som gør os spændende, giver os kant, gør os levende … gør os til selvstændige individer fremfor præmie-køer, der løber i flok.

Man altså: De fleste når slet ikke dertil i deres erkendelse og deres tilværelse. De tramper blot samvittighedsfuldt rundt i hamsterhjulet som en vaskeægte præmie-borger.

Dét er ganske forstemmende, og det spiller middelmådighedens kedelige melodi fremfor vildt og med risiko for at falde i dybet at søge den stråleglans og eufori, der ligger i at gå med sine drømme.

For gør man det, så kan man vinde. Eller man kan fejle og miste alt. Men uanset udfaldet, så sker det med identiteten i behold – og visheden om, at man lever.

Og dét gør alverden til forskel. Man får aldrig en præmie for det. Men man får en sitrende sjæl, der er helt sig selv – og bedre kan det aldrig blive.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: ”Who killed Don Calzone?”

Udgivet den af
Svar

Hvordan skal man beskrive årets Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli ”Who killed Don Calzone?”

Som en fra sidste år fortsat firser-farce, der er festlig, forrygende, fuld af farver og flamingoer – og helt igennem fabulous? Absolut.

Som et mega-musikalsk, morsomt mord-mysterium i Miami? Totalt.

For som der synges, danses og spilles allerede i åbningsnummeret ”We´re still standing”. Ja, det skal jeg lige love for, at de gør deroppe på scenen – og vi i publikum drages traditionen tro helt med ind.

Stemningen i den gamle Glassal er gennem hele forestillingen nemlig lige så elektrisk som de neonfarver, der kendetegnede både 80´er-årtiet, kostumerne og kulisserne.

Og aldrig har jeg grinet så meget. Aldrig er der blevet sunget så godt. Aldrig har det swinget så meget. Og jeg har ellers overværet en del Crazy Christmas Cabareter i min tid – og grinet meget hver eneste gang.

Men denne – den ellers i teorien så svære 2´er – fortsættelse på sagaen om familien Calzone suser som en orkan af latterbrøl, dans og sang over scenen og ud til os i publikum – og bliver på vejen til noget mere, noget større her i 40-året for Crazy Christmas Cabarets begyndelse i Danmark – og 25-året for opførelserne i Glassalen i Tivoli.

Vi løftes nemlig (på mange måder) op og ind i en decideret kærlighedsaffære – en smuk menage-a-trois – mellem Crazy Christmas Cabaret, Glassalen og os i publikum, som begejstret skråler med på boo og hooray, rejser os op, læner os frem og alt det andet, som hører sig til.

I år har man så også mulighed for sammen med det sjældne, nemlig en virgin som en af det faste hold på scenen, at få sig en proper English lesson i forskellen på shit, piece of shit, ass, piece of ass og asshole? Den slags er god viden, som altid kan komme in handy.

Det er Mikkel Hoé Knudsen, som har sin debut på CCC-scenen, omgivet af det sædvanlige cast, der som altid er splendid in every way:  

Mesterinden herself Vivienne McKee, der med lige dele flirteri, glimmer, ømhed og varme fylder hele Glassalen.

Hendes to partners in all for fun and fun for all gennem årtier: Den altid bemærkelsesværdige David Bateson samt Andrew Jeffers, som man ikke kan andet end elske og adlyde, når han er Mama Calzone. Love and obey, også når han/hun/hen spørger, hvad man har spist og røget.

Katrine Falkenberg, der har det her je-ne-sais-quoi, men som også kan alt det andet, komedie, sang og dans. Og endelig Kevin Kiernan-Molloy og Claus De Lichtenberg, der kan være alverdens nationaliteter og erhverv, og som binder det hele sammen.

Det politiske er igen i år tonet ned – undtagen den sædvanlige bredside mod Donald Dump. I ved ham med sumpen, også den i Florida, hvor showet foregår. Og hvor hans alter ego i går – på selve premiereaftenen – meddelte, at han stiller op til præsidentvalget i 2024. For naturligvis måtte Donald Dumps alter ego vælge lige netop dén aften at gøre det, når nu han ikke kunne sidde i Glassalen.

Den politiske satire plejer at være en af styrkerne. Men allerede sidste år var det pillet ret meget ud og erstattet med mere klassisk varité. Og i år har Vivienne McKee vovet at gå hele vejen og foldet varité-delen endnu mere ud.

Det er et godt valg i den tid, som vi lever i. Vi har brug for latteren, lyset og varmen. Vi har brug for den specielle aftapning af dans, musik, ordspil og sjov, som kun Crazy Christmas Cabaret kan give os.  

Så Danmarksbloggens juleønske er: En sæson mere, please. Det er rent plageri. Det ved jeg godt. Men vi har altså gang i en kærlighedsaffære her. Lad den aldrig stoppe.  

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas Cabaret ”Who killed Don Calzone” seks ud af seks julehjerter, som det dr. Bent Van Helsingør også er i besiddelse af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ETIK: Boycot VM i Qatar

Udgivet den af
Svar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At skelne …

Udgivet den af
Svar

Der sker meget i denne uge i Danmark. Noget er vigtigt. Andet slet ikke vigtigt – men vældig symbol- og følelsesladet. Så dét tales der om. Den er helt gal.

Danmarksbloggen tillader sig her at prioritere:

VIGTIGT:

KLIMA: Vi oplever i disse uger en varme, som er helt ekstraordinært usædvanlig for årstiden. I nat var det fx lige så varmt som en sommernat – nemlig mellem 12 og 14 grader. Det er klimaforandringerne, som spøger. Klimaforandringer skabt af os – og som ødelægger vores fremtidsmuligheder på planeten. De fleste siger: Uha, men dejligt at vi ikke behøver at tage så meget tøj på!

REGERING: Regeringsforhandlingerne trækker som forventet ud. Fordi den gamle regering og mange andre gerne vil have en regering over midten. Det KAN også være en god idé, hvis vi ender i en mere aktiv krig mod Rusland. Men ellers er det skidt nyt for kampen for miljøet og for mere lighed i samfundet.

IKKE VIGTIGT:

REGENTJUBILÆUM: Dronningen kører i morgen, lørdag, i karet gennem København for at fejre regentjubilæet på Københavns Rådhus. Det er tredje omgang fejring. Første omgang var på selve dagen i januar. Den blev skåret ned pga. Corona-nedlukning. Anden omgang var i september, hvor Elizabeth d. 2´s død satte en stopper for den folkelige fejring. Men nu skal det åbenbart være – her i november og efter titel-balladen med prins Joachims børn. Måske det skulle have været klaret med en tur i glemmebogen fremfor i kareten.

KAGEMAND: Region Sjælland har lavet en kagemand med et amputeret ben. Det hidser mange – også politikere – sig vældig meget op over. Men hvor var deres engagement, da det handlede om de alt for mange amputationer af levende menneskers ben og lemmer? Det er nemlig vigtigt. Det er en kage ikke.

MEN det kniber voldsomt med at skelne … både hos politikere, medier og dele af befolkningen. ER DER EN VOKSEN TILSTEDE?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fædre & Mødre”

Udgivet den af
Svar

Der er film, sågar komediefilm, som giver en ubehagelig følelse af deja-vu over en del af ens fortid, som man ellers troede, at man succesfuldt havde fortrængt.

Paprika Steens nye film ”Fædre & Mødre” er en af disse. For den kunne sagtens være en dokumentar. Jeg genkendte i hvert fald i en gennem-hele-filmen-varende-tilstand af kvalme og ondt i maven 1:1 situationerne og dialogerne fra dengang, at jeg havde barn i grundskolen.

Dét er den slags, der også kaldes for et godt manuskript, som her er skrevet af den talentfulde Jakob Weis. For filmen er nemlig fiktion, og handler om forældreparret Piv og Ulrik, hvis datter Hannah starter i 6.B. på en attraktiv privatskole, fordi det med Pivs ord ”vil være så godt for det liv, vi lever”.

Bemærk pronomenet VI. Heri ligger filmens kerne, filmens handling og filmens budskab:

Nemlig at skolelivet for især den urbane kreative klasse (det er den med det store behov for anerkendelse, som kun matches af et tilsvarende stort mindreværd – og storhedsvanvid) ikke blot handler om børnene, men i lige så høj grad – hvis ikke mere – om de voksne og deres indædte kamp i klassens hierarki.

En giftig kamp, der udfolder sig nådesløst, mens den pakkes ind i falske smil og korrekte begreber, og skylles ned med først hjemmebagt kage – og senere alkohol i umådelige mængder.

Størstedelen af filmen foregår på den af forældrene arrangerede årlige hyttetur med alle de klassiske ingredienser: Et uhyggeligt natløb, musik omkring det flammende bål, den rituelle badning i en sø, ophedede debatter om hvad korrekt ernæring er og ros til den, der laver den mad, som er in i øjeblikket, fremvisning af statussymboler som biler, en intern konkurrence om hvem der er bedst uddannet/er mest kreativ – og generelt bare voksne, der opfører sig værre end umodne teenagere, mens børnene er statister til de voksnes leg – og derfor også lægges i seng, når de voksne har brug for ”voksentid”. 

Alt sammen noget, som jeg husker alt for godt fra de hytteture, som jeg var med på. Hytteture arrangeret under samme motto som i filmen: ”Et godt sammenhold mellem forældrene giver et godt sammenhold mellem børnene.”

Det er sikkert sandt. Men hverken i filmen eller i virkeligheden holder de voksne sammen, og de hjælper slet ikke de nye børn ind i gruppen – eller de udsatte børn med at få det bedre.

Det er derimod jungleloven, der hærger. Og den stærkeste vinder retten til at bestemme, hvem der er inde og ude i den store forældregruppe – og med i de eksklusive grupper, som i filmen BADEKLUBBEN.

Sætningen fra den ene forælder til den anden Hvem af jer tager hytteturen i år, som vi hører i filmen, viser med en skarphed som en syl, at tjansen med den årlige hyttetur er forældreskabets allerstørste uriaspost (også værre end en kolikramt baby).

Mind mig om, at jeg ikke kan takke min mand nok for, at han tog den de sidste mange år.

For engagerede forældre skal der til, hvis børnene ikke skal udstødes – af de andre forældre. Forældre, som mener, at børnenes venskaber er for vigtige til at overlade til børnene selv, når nu man som forælder har nogen forældre, som man hellere vil være ven med end andre.

Det er direkte ulækkert, men sandt. For Paprika Steen ser klart, når hun viser, at forældre af i dag og i de sidste 10-15 år er meget langt oppe i egen røv. Når man er dér, kan man ikke se særligt langt – og naturligvis går det også galt på hytteturen – i filmen.

Konflikterne kommer op til overfladen, og en reel kamp tager sin begyndelse. Hvad der sker derfra, skal ikke røbes her. Men det er mesterligt lavet – og spillet. Man sidder og tænker, at Paprika Steen, Jakob Weis og skuespillerne nok også har haft poder i sådanne nogle klasser her, så researchen er på plads.  

I hovedrollerne ses Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann, der spiller forældre med så megen nerve og bid, at de er mere end overbevisende. Det samme er Ida Skelbæk-Knudsen, som spiller deres følsomme, men også stærke datter Hannah, der lige er startet på skolen. Hun er også aktuel i Halloween-serien ”Felix & Åmanden”, hvor hun også gør det forrygende.

I de andre roller ses Lise Baastrup, Rasmus Bjerg, Nikolaj Lie Kass, Line Kruse, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Martin Greis-Rosenthal og Merete Mærkedahl som forældre – samt Victor Madsen som Hannahs klassekammerat og ven Julian (Han spiller også med i Felix & Åmanden).

Og ja, alle forælder-arketyperne er dér: Klassens klamme score-fædre, hende med referatet, hende der altid laver kage, den forælder, der altid ved bedst, designer-typen, den konstant-aktive, den forælder, der altid kommer for sent – og alle de andre.

Samt Lars Brygmann, som en på alle måder forfængelig og forfærdelig rektor, der samtidig er kalif over alle klasser på hele skolen – og ikke er bange for at bruge den magt, som alle kæmper om, men som ingen vil vedstå sig.

Danmarksbloggen Paprika Steens ”Fædre og Mødre” seks ud af seks skole-kridt. Fordi den kan så meget. Fordi den er både sjov og skræmmende som ind i helvede på en og samme tid.

Det er årets med længder største psykologiske gyser om det værste i verden: Forældre med alt for mange ambitioner på deres børns – og egne – vegne. Socialrealisme fra samfundet wanna-be-top hældt ned med dyr rødvin i stride strømme og pakket ind i ord som fællesskab, der lyder flot, men ikke betyder en skid i kampen om den rå magt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

.

Halloween-valget

Udgivet den af
Svar

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Udgivet den af
1

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den poetiske raptus”

Udgivet den af
Svar

Kan De forestille Dem en teaterkoncert stort set uden musik, men med ord? Masser af ord. Ord i forestillingen, ord på scenetæpperne, ord på nærmest samtlige rekvisitter – og selvfølgelig det talte ord fra start til slut i den mere end to timer lange forestilling fra 1976 skrevet af dramatiker Ernst Bruun Olsen, hvis virke startede længe for nogen kunne stave til teaterkoncert.

Uanset hvad, så kan et sådant actionfyldt, højtråbende og med vilde-scene-skift-fyldt tour-de-force-ridt i Holbergs enorme komedie-produktion opleves i Folketeatrets forestilling ”Den poetiske raptus”, der er en fri fortælling over Ludvig Holbergs liv – og i hvert fald dele af hans virke.

Ja, dén Ludvig Holberg. Ham, som skrev mange ord i sit liv. Både værker om historie, geografi, naturret, kristendom og meget mere – og så skuespillene eller rettere komedierne, som især er dem, vi husker i dag – og som stadig spilles for fulde huse.

Dét er fuldt fortjent. For Holberg er en mester til at vise menneskets natur, drømme, håb, konflikter og dårskaber – og han gør det så rammende og så elegant, at vi i nutiden sagtens kan genkende os selv i de for os ellers ofte ret fremmede 1700-tals-miljøer.  

Det bliver simpelthen ikke bedre – på dansk – end når Holberg folder sig ud. Det gør han desværre ikke i forestillingen med undtagelse af enkelte skyggespil som fx en del af Nilles monolog med mester Erik i hånden. Vi ser heller ikke noget til Holbergs forsvar for kvinder og jøder, som han mente skulle være ligeværdige medlemmer af samfundet.

Nu kan man selvsagt ikke nå omkring alt i et manuskript, men det er ærgerligt, at vi går glip af den store oplysningsmands insisteren på tolerance baseret på hans glimrende iagttagelsesevne og forståelse af både mennesket og af samfundets forskellige klasser og deres interaktion.

For deri ligger netop nøglen til, hvorfor Holberg blev Holberg. Manden, hvis tekster startede ikke kun dansk teater for 300 år siden i år, men også dansk litteratur – og som stadig har leveret noget af det bedste skuespil skrevet på dansk. Pøblens sprog, som i nationalstatens stigende betydning i de kommende århundreder, afløste den europæiske overklasses fælles fascination og brug af fransk, tysk og latin.

Sprog, som Holberg selv i øvrigt mestrede glimrende. For militærsønnen fra Bergen blev ikke kun professor – han blev skam også baron. Det ser vi så ikke i stykket, som fokuserer på Holberg som manisk skrivende – og med et nødvendigt sidekick i den enfoldige købmandskone, der sørger for, at han får både kaffe og indspark. Som modsætning til Holberg har vi den pietistiske præst – der på sin side igen udfordres af den flamboyante teaterdirektør.

Der er dermed skabt et klassisk konflikt-set-up, som skal drive handlingen, og det gør det også. Men den historiske virkelighed var en lidt anden, skal man bare vide. Holberg var nok begejstret for teatret, den kritiske tanke og videnskaben, men han var også troende. Han favnede med andre ord så bredt både som person og i sit virke, at han er umulig at presse ned i en enkelt form – hvad enten man bruger komikken eller dramatikken.

”Den poetiske raptus” gør så begge. Manuskriptet er vældig dramatisk, men har også sine morsomme øjeblikke, og som publikum kan man enten blive forvirret, eller lade sig rive med af de dygtige skuespillere, der leverer præstationer direkte taget ud af lærebogen for teaterkunst.

For hver og én eksekverer, som de skal: Anders Juul, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted – og Tom Jensen, som glimter lidt ekstra. Han har også spillet store Holberg-roller tidligere – blandt andet Jean de Frances plagede far Jeronimus i sommeren 2021.

Danmarksbloggen giver ”Den poetiske raptus” fire fjerpenne ud af seks mulige – og iler med information om, at ordet raptus stammer fra middelalderen, kommer af det latinske raptus, der betyder ryk eller krampe. Ordet raptus beskriver iflg. Den Danske Ordbog (DSL) en bestemt trang, mani, følelse eller lignende, der pludselig griber én, og ofte giver sig mærkelige udslag.

Forestillingen spiller på Folketeatret og flere steder rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret er mere uhyggeligt end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien nærmer sig.

For mange en hyggelig uge med kakao, brætspil og den slags. Ja, for nogle måske endda en tur til udlandet.

MEN. For en del danskere – og flere end i mange årtier – handler ferien ikke om at have det rart og måske skære sig et græskar eller en tur i biffen.

Dér handler det om at overleve!!!

Om at få de alt for få penge til at slå til, så der kan være både varme og mad i huset.

Forleden mødte jeg en børnehave, og normalt har alle børnene flyverdragter og vinterstøvler på her midt i oktober. MEN her var der flere i sommerjakker og gummisko.

Dét kan selvfølgelig skyldes, at lige de børn trodsede forældrene og insisterede på sommerbeklædning. Men det kan også – og mere sandsynligt – skyldes, at forældrene simpelthen ikke har haft råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter.

Ting, som når børnene er små, skal købes hvert år, da de ikke kan passe det fra sidste vinter. Men det er der ikke penge til i år. For alle pengene skal bruges på mad, varme og el.

Ja, der findes børn nu, som kommer sultne i skolen – fordi der ikke er råd til morgenmad derhjemme.

Vi taler Danmark anno 2022!!!!!!!!!!

Rige, rige Danmark – hvor der er mere end nok – hvis vi ellers delte om det. Det gør vi ikke. Den sociale ulighed vokser stærkt og meget.

Og imens taler de blå politikere om skattelettelser til de rigeste. Det er så rystende umenneskeligt og frækt, at det ikke burde kunne foregå.

Men det gør dét – og deri ligger det virkeligt uhyggelige. Efteråret 2022 er det mest uhyggelige i nyere tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk