Danmarksbloggens Påskefortælling: Skærtorsdag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Skærtorsdag, hvor Jesus siden Palmesøndag overalt i København er blevet ved med at tale om næstekærligheden. I dag er han ude på Christiania, hvor han sammen med sine 12 bedste venner nyder et måltid mad, mens forårsdagen skumrer og bliver til aften – og de tunge, mørke natteskyer kommer på himlen.

Også i overført betydning. For en af hans venner har i dagens løb sendt en sms til politiet om, at Jesus kan sigtes for terror. Den sms er politiet og magthaverne glade for. For de er ved at være godt trætte af Jesus og hans insisteren på ligeværd og social retfærdighed. Og med denne sms bakkes de op omkring påstanden om at Jesus truer med at omstyrte samfundet med al sin snak om 1) næstekærlighed, og 2) at vi er forpligtede til at dele samfundets goder med hinanden.

Men inden alt det skal ske, fortæller Jesus, at det er vigtigt, at hans venner for fremtiden husker på ham, når de sidder sammen og spiser. At hans navn for evigt skal nævnes sammen med den altomfavnende kærlighed.

Politiet tænker ikke på kærlighed. De indkalder i stedet den øverste ledelse til krisemøde samt regeringen. Denne Jesus er nemlig efterhånden en kendt mand med mange tilhængere, så man skal træde varsomt. Men stoppes skal han. Det er man enige om. Så det besluttes at tage ud til Staden og arrestere Jesus.

Alt det ved Jesus godt vil ske, så han går lidt afsides og beder til Gud. For han ved, at det kommende bliver voldsomt og grimt – men også at det er nødvendigt.

En af de 12 venner, Peter, har forinden sagt, at han ALDRIG vil svigte Jesus. Men Jesus ved bedre – og da politiet kommer, og nogle af de besøgende på Staden peger på Peter og siger: Han var også med, så bander Peter og siger, at det var han i hvert fald ikke. Bagefter går Peter ned på Volden og græder.

Jesus er imens blevet kørt til Politigården, hvor han afventer sin skæbne.

Og hermed slutter anden del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Tredje del kan læses i morgen Langfredag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Påskefortælling: Palmesøndag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi starter i dag med Palmesøndag, hvor Jesus kommer trækkende med en brugt barnevogn over Langebro med kurs mod Rådhuspladsen, hvor jublende folkemængder møder ham.

I dagene op til Palmesøndag har Jesus sammen med 12 venner været rundt i København, fx bag Hovedbanen, ude ved Nørrebro Station, ved Kofoeds Skole på Amager og mange andre steder, hvor hjemløse, socialt udsatte og andre uden ressourcer holder til. Dér – og ikke på de bonede gulve på Christiansborg og Amalienborg – har man kunnet finde ham og høre hans ord om næstekærligheden og dens nødvendighed.

Ingen vifter dog med palmeblade denne disede forårsdag, hvor han beskidt og lidt lugtende kommer forbi med sin vogn. For palmeblade har vi ikke i Danmark. Men nogle skriver Je suis Jesus på et stykke papir og holder det op i luften.

Endelig ankommer Jesus til Rådhuspladsen, hvor han holder en kort tale, inden nogen trækker ham ind på et hotel og giver ham et bad og sørger for, at han får masser af creme på.

Og hermed slutter første del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Anden del kan læses Skærtorsdag. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggen ønsker Glædelig Jul

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi vil åbne vores hjerter, både for dem, der står os nær og dem, der er længere væk – og endda måske dem, som vi ikke kan lide.

For julen er næstekærlighedens store højtid. Det er her, at vi fejrer, at glæden blev født på Jorden i form af det lille barn. Og enhver, dér har stået ved et barns vugge, ved, hvordan man pludselig får foræret alverdens visdom bare ved at se ind i det lille barns øjne. Se den lille stjerne som tindrer og blinker derinde.

Det er også derfor, at vi ved juletid skal blive som børn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, på næstekærligheden.

Som den engelske forfatter C.S. Lewis sagde det: Fødslen af Guds Søn, der gjorde Ham til menneske, giver også os mennesker muligheden for selv at blive Guds børn.

Så lad os blive som børn igen … og gå på stjernetæpper lyseblå og se mildt til hinanden ned i denne søde juletid, hvor vi os ret fornøje.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om blandt andet juleuhygge og julespøgelser – men også om aktuelle emner.

Glædelig jul til alle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-politiker vil have mere Jesus i politik

Mennesket har brug for håb og perspektiv i sin tilværelse, hvis livet skal være et liv med mening og ikke blot en overlevelse. Der er derfor brug for autenticitet. Og her kommer Jesus ind i billedet iflg. den afgående EU-præsident Herman Van Rompuy, der for nylig sagde:

“Jesus Kristus er det bedste eksempel. Som uskyldig døde han på korset. Det er autenticitet.”

At politikerne taler om religion er ikke hverdagskost i Europa, men erkendelsen af at mennesket er mere end en forbruger, og at livets mening ikke kan vedtages politisk, breder sig i disse år, hvor værdikampene bliver mere intense (også i Danmark), end de har været det i mange generationer.

Iflg. Van Rompuy har kirkerne meget at bidrage med, når det gælder solidaritet og fattigdom. I skyggen af finanskrisen kan de fx bidrage med et nyt perspektiv på menneskelivet. Kirkerne skal turde engagere sig bredt, mener han.

Vi kan kun forandre, når vi er involveret i samfundet, lyder det fra den tidligere EU-præsident.

Læs evt. mere her: http://www.kristendom.dk/synspunkt/jesus-kan-blive-den-autencitet-vi-laenges-efter

Danmarksbloggen er enig. Kristendommen har med sit næstekærlighedsbud meget at tilbyde en verden, der bliver mere og mere jungle-agtig og egocentreret.

Men andre religioner skal vi også have med. Der er mange veje op af bjerget – og alle store verdensreligioner betoner vigtigheden af, at vi skal være gode ved hinanden.

For det er som bekendt på vores handlinger, at vi skal kendes – og på det, som vi gør eller ikke gør for vores medmennnesker. Så betyder det mindre, om vi tror på Jesus, Muhammed, Buddha – eller måske Tyggegummikongen eller sågar “The Flying Spaghetti Monster.”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesolen danser sammen med Karnevallet og Distortion

I morgen er det pinsedag, og dér kan man – ifølge overleveringen – se pinsesolen danse ved solopgang. At det så egentlig er påskesolen, der danser af glæde over, at Jesus er genopstanden, har vi heroppe nordpå valgt at se bort fra.

For her hos os er det pinsesolen, der danser – sammen med Distortion og Karnevallet, hvor sidstnævnte egentlig hører hjemme ved fastelavnstide. Men ligesom ved påsketid er det også i reglen meget koldt til fastelavn, så dansen – både solens glædedans og menneskenes ditto – flyttes i Danmark til pinsetide, hvor Helligånden som bekendt fo´r i disciplene, så de kunne forkynde evangeliet.

Nu er det så som oftest mere noget med procenter, der farer i de unge og yngre mennesker, der primært befolker hovedstadens gader i disse pinsedage og -nætter.

Men på en måde forkynder de festende mennesker alligevel et “glædesbudskab” – især karnevallets dansende og positive mennesker, der har brugt måneder på at lave deres kostumer og øve deres dansetrin – og NU skal det hele vises. Dét er livsglæde på højt niveau.

Det kan man desværre ikke sige om Distortion-gæsterne, der nok selv har en fest undervejs, men som spreder mere affald og larm end egentlig glæde hos alle andre. Og det er synd. For dét vil på den lange bane lukke gadefesten, der kunne være en god begivenhed, hvis deltagerne viste mere hensyn til beboerne og den by, som de også holder af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 2.: Det endelige opgør med mobningen – i den helt store sammenhæng

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure fortsætter med sinolog, skribent og kommentator Sune Nielsen, der skriver:

Når jeg tænker på ønsker for 2014, så tænker jeg i problemstillinger, som jeg synes mangler at blive italesat, set i et nyt lys eller bragt op på et helt nyt niveau. Et problem, som jeg tænker særligt på, er et problem, som ikke mangler omtale. Det er også blevet anskuet fra mange vinkler gennem en del år, men jeg synes, at det bør bringes til et andet niveau.

Det er et problem, som findes over hele kloden, men som samfund betragtet, tror jeg Danmark kan være et af de mere udsatte. Det tror jeg fordi, at Danmark er et forholdsvis homogent samfund, og fænomenet, som jeg tænker på, er en gammel form for konfliktløsning, der skaber harmoni og samhørighed for en gruppe af mennesker eller et helt samfund, som føler, at homogeniteten er truet.

Problemet er, at det ikke er gratis at løse konflikter på denne måde, og i virkeligheden er det en illusion, at det løser noget som helst. Men når kriser truer, som nu den allestedsnærværende finanskrise, så ligger det fristende nær for et samfund.

Jeg tænker på mobning. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ordet, fordi jeg synes, at det er lidt for indsnævrende og giver folk for snævre associationer. Her tænker jeg meget bredt, og jeg mener ikke, at det udvander min betragtning, at fænomenet er ganske enkelt og genkendeligt i mange sammenhænge. Tværtom synes jeg, at det gør det så meget desto større og påtrængende.

For nylig har der været en del historier fremme om børnefødselsdage, hvor ingen af fødselarens klassekammerater troppede op til fødselsdagsfesten. Det fik mig til at tænke på, at mobning ikke bare er en grim ting mellem børn i en klasse, men selv voksne forældre til børn i en skoleklasse bidrager til udelukkelsen af en kammerat. Ikke så underligt at børn kan opføre sig grimt, når de ligefrem bliver inspireret af forældrene. Det er skræmmende at tænke på, at forældre synes, at det er en naturlig og ok ting at bidrage til.

Mobning er selvfølgelig alle steder – blandt børn – blandt voksne. Det er kedeligt, at det er en selvfølge, men når man tænker over det, så er det jo samme fænomen, der gør sig gældende lige fra oldtidens moselig til udryddelsen af jøderne.. og til skoleklassen, der ikke tropper op til en børnefødselsdag.

Det er den metode, som mennesker løser konflikter på, nemlig ved at kaste al skyld på et enkelt individ eller en gruppe individer for derefter at udelukke eller slå vedkommende ihjel. Det er nemt og virker øjensynligt. Alle mennesker uden undtagelse har erfaring med fænomenet enten som mobber, offer, begge dele eller betragter.

Der behøves såmænd ikke engang være en udtalt konflikt. Det kan være konfliktforebyggende bare at have et offer, som det er bekvemt at skyde på, en afspændingsmekanisme om du vil. Jeg vil sige, at mobning er naturligt forekommende og indgroet i mennesker.

Men i stedet for at løse problemerne har fænomenet ført krige med sig, som har udryddet millioner af mennesker. Det er en illusion, at det virker. Det er en kortsigtet tankegang. Hvis vi ikke gør noget ved det, hvis det får lov til at udvikle sige, gro og vokse, så ender det med at udrydde os.

Kirken burde kende sin besøgelsestid. Den burde i den grad engagere sig i netop dette problem. Det synes jeg som et kristent menneske, at jeg mangler at se. Essensen af Jesu gang på jord vil jeg påstå er opgøret med dette fænomen.

Antropologen James Frazer genkendte i sin tid historien om Jesus som en myte i lighed med oldtidens myter. Hvad Frazer ikke så var, at Jesus i modsætning til ofrene i oldtidens myter var uskyldig. Han er ikke som Ødipus, som alle personer, der omgav ham, var enige om var skyldig og derfor måtte dø. Ødipus følger mytens logik. Jesus gør op med den mytiske logik, fortællingen om, at der er et offer, som kan pålægges al skyld. I Jesus udlever Gud offerets rolle i den menneskelige mobbemekanisme for at destruere den.

Menneskeheden har ikke været den samme siden.

Mobningens logik, mytens logik er ødelagt. Jesus er det uskyldige lam i Johannesevangeliet og ikke den grimme syndebuk, der er et udslag af menneskelig fantasi om at forenes på en bekvem måde og se bort fra kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg synes, at et af de største mirakler, som er sket i menneskehedens historie er kvindefrigørelsen. Det er utroligt på mange måder. På samme måde, som menneskene har gjort sig fri af, eller rettere, stadig arbejder på at gøre sig fri af undertrykkelsen af kvinderne, og for den sags skyld gøre sig fri af undertrykkelsen af racer, gøre sig fri af undertrykkelsen af homoseksuelle …

På samme måde må menneskeheden også gøre sig fri af mobningen, der egentlig er et samlet udtryk for de forskellige former for undertrykkelse. Vi har gjort op med køn og racer som mobbeofrer. Vi ser det måske ikke som mobning, fordi det var så omfangsrigt og varede så længe. Men det er den samme mekanisme, som lå bag. Vi er kommet en del af vejen.

Menneskeheden må nu gøre sig fri af undertrykkelse, udelukkelse og benægtelse af mennesker som sådan. Noget, der i bund og grund er vores urmekanisme for løsning af konflikter.

Jeg vil ønske, at 2014 vil blive et år, hvor mobning kommer yderligere i fokus i Danmark, og hvor det vil blive set på med den alvor som kræves og på det niveau, hvor det hører hjemme.

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – kort oversigt

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk