Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesolen danser sammen med Karnevallet og Distortion

I morgen er det pinsedag, og dér kan man – ifølge overleveringen – se pinsesolen danse ved solopgang. At det så egentlig er påskesolen, der danser af glæde over, at Jesus er genopstanden, har vi heroppe nordpå valgt at se bort fra.

For her hos os er det pinsesolen, der danser – sammen med Distortion og Karnevallet, hvor sidstnævnte egentlig hører hjemme ved fastelavnstide. Men ligesom ved påsketid er det også i reglen meget koldt til fastelavn, så dansen – både solens glædedans og menneskenes ditto – flyttes i Danmark til pinsetide, hvor Helligånden som bekendt fo´r i disciplene, så de kunne forkynde evangeliet.

Nu er det så som oftest mere noget med procenter, der farer i de unge og yngre mennesker, der primært befolker hovedstadens gader i disse pinsedage og -nætter.

Men på en måde forkynder de festende mennesker alligevel et “glædesbudskab” – især karnevallets dansende og positive mennesker, der har brugt måneder på at lave deres kostumer og øve deres dansetrin – og NU skal det hele vises. Dét er livsglæde på højt niveau.

Det kan man desværre ikke sige om Distortion-gæsterne, der nok selv har en fest undervejs, men som spreder mere affald og larm end egentlig glæde hos alle andre. Og det er synd. For dét vil på den lange bane lukke gadefesten, der kunne være en god begivenhed, hvis deltagerne viste mere hensyn til beboerne og den by, som de også holder af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk