Jeg nejede for Anker …

En af de allerstørste danskere nogensinde, Anker Jørgensen, gik ud af tiden i går.
I den anledning har Danmarksbloggen fået lov til at bringe dette smukke eftermæle skrevet af skolelærer Katrine Paludan Kristensen. Ankers væsen og betydning kan simpelthen ikke beskrives finere:

Jeg har en gang mødt dronningen. Hun smilede til mig, og jeg smilede retur og gik videre. For et par år siden mødte jeg Anker Jørgensen på gaden på Christianshavn. Helt instinktivt kom jeg til at neje …

Det blev jeg faktisk lidt flov over, men Anker grinede bare over hele femøren. Det hjalp.

Anker Jørgensen var statsminister på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at forstå, hvad politik er for noget. Måske var det derfor, jeg kom til at neje. Måske var det fordi, han fik det fine hverv til at virke som om vi alle kunne opnå det. Jeg ved det ikke, men han er den eneste, jeg har nejet for.

Statsministeren, der voksede op i de fattigste kår, holdt nytårstale iført islændertrøje, og som valgte lejligheden i Sydhavnen til fordel for Marienborg, er død. Jeg frygter, at en æra er død med ham.

Må han hvile i fred.

Skrevet af: Katrine Paludan Kristensen 

Trepartsforhandlinger gavner de forkerte

Danmarksbloggen er ikke imod flygtninge. Tværtimod er Danmarksbloggen tilhænger af at hjælpe mennesker i nød.

Men gårsdagens trepartsforhandlinger gavner ikke andre end offentlige institutioner og private virksomheder, der nu kan få flygtninge til at arbejde for sig til en løn markant mindre end dansk mindsteløn.

Danmarksbloggen spår derfor, at især danske ufaglærte kommer til at miste deres arbejde, som så efter en tid vil blive overtaget af flygtninge i integrationens navn.

Og integration er fin. Men det vil også – når det sker på denne måde – skabe flere arbejdsløse, især blandt de ufaglærte, der i forvejen har en høj arbejdsløshed og er truet af fattigdom. På den længere bane betyder det derfor også flere på kontanthjælp – og dermed flere med en øget risiko for at blive hjemløse og syge.

Det siger sig selv, at en sådan situation IKKE gavner forståelsen for flygtninge. Nok tværtimod desværre.

Var der nogen rimelighed til, så skulle det heller ikke være dem, der har mindst, der skal dele med de ulykkelige flygtninge. Men derimod de rigeste 5%, der år for år får mere og mere, som de blot stikker ned i de forvejen bugnende skattekister.

De rigeste 5% kunne nemlig – uden at gå det mindste ned i luksus-levestandard – snildt betale, hvad det koster at hjælpe flygtningene. Og det burde de.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er jobbene?

Så stemmes kontanthjælpsloftet igennem. Det vil skabe incitament for at få et job, siger de blå. Vrøvl, siger Danmarksbloggen.

For sandheden er, at fattigdommen vil vokse – at de syge kun bliver mere syge – og at flere sættes på gaden – og at uligheden kun vil blive større.

Sandheden er OGSÅ, at de jobs, som kontanthjælpsmodtagere iflg. blå blok skal tage, ikke findes. Der er nemlig ikke 175.000 ledige jobs i Danmark. For så mange mennesker er der pt. på kontanthjælp.

Så fokus burde være på at skabe jobs (foruden at gøre syge raske). På at fortælle arbejdsgiverne at de OGSÅ har et socialt ansvar til at skabe jobs – og til at betale dansk løn, så de ansætter danske ledige – og ikke importerer billig østeuropæisk arbejdskraft.

Endelig burde det politiske fokus være på at forhindre den store skattesvindel, som gør, at statskassen går glip af milliarder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo mod kontantshjælpsloftet

En meget vigtig demo finder sted idag – nemlig den mod genindførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Det foregår på Christiansborg Slotsplads kl. 12 – 13.30. Læs mere her:
https://www.facebook.com/events/1132124890145219/

Og kan du ikke komme, så læs her 10 grunde til hvorfor det er en ualmindelig dårlig ide at genindføre kontanthjælpsloftet:

1) Tusindvis af familier vil blive sat på gaden
2) Børnene bliver de største tabere med det nye kontanthjælpsloft
3) Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen vil ikke skabe nye jobs
4) Det er ikke til at finde nye boliger til de udsatte familier
5) De handicappede rammes fortsat hårdt
6) Kvinder rammes særligt hårdt
7) Lavere ydelser giver lavere lønninger
8) Det kan allerede godt betale sig at arbejde
9) Nedskæringer kan kun finansiere en minimal skattelettelse
10) Uligheden vil vokse

Læs mere om de enkelte årsager på Peter Hummelgaard Thomsens (S) FB-side: https://www.facebook.com/phummelgaard/posts/576496769179948:0

Det er med andre ord slemt med slemt på. Det er usolidarisk, ødelægger sammenhængskraften og skaber endnu mere fattigdom og ulighed. Men desværre vil forslaget formentlig blive stemt igennem, fordi Dansk Folkeparti (modsat hvad de sagde inden valget) vil stemme ja som de andre i den blå ormegård.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Imamerne og ytringsfriheden

I Danmark er vi (med rette) glade for og stolte af vores frihedsrettigheder – og nej, hverken tros-, menings- eller ytringsfriheden kan gradbøjes, uanset om man hedder Peter eller Muhammed.

MEN hvad gør vi så med de imamer, der i moskéen taler om sharia-loven som den højeste lov? Som taler direkte imod dansk lovgivning, når de siger, at det er ok at slå børn, hvis de ikke beder, at stene en utro kvinde osv? For de imamer har jo også ytringsfrihed – og den skal ikke gradbøjes.

MEN vi har faktisk en mulighed for at gøre noget ved det, så de ikke kan fortsætte.

For én ting er, at imamer har ytringsfrihed, men i det øjeblik hvor imamer (og andre) begynder systematisk at rådgive, undervise og videreuddanne i holdninger, der er i direkte modstrid med dansk lovgivning – så mener Danmarksbloggen, at der er juridisk hjemmel til at gribe ind.

Danmarksbloggen mener også, at der bør gribes ind. For det dur ikke – som imamerne gør det – at se religion og politik som to sider af samme sag og endda have religionen som højeste autoritet.

For Danmark er – og skal blive ved med at være – et sekulært samfund, hvor religion og politik er adskilt i en offentligt politisk samfunds-sfære og en religiøs privat-sfære.

PS. Og nu vi er igang med oprydningen: Så lad os bare kigge på nogle af de andre parallel-samfund også som fx Jehovas Vidner og andre sekter. For nok fylder de fundamentalistiske muslimer meget – både i antal og især i mediebilledet, men de er ikke alene om at opfordre til handlinger, der er i direkte modstrid til dansk lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pia K. vil ikke have flygtninge som naboer

At Dansk Folkeparti ikke er særlig glad for flygtninge, er en gammel nyhed. Men nu bliver sagen aktualiseret på en særlig måde. Gentofte kommune, hvor Pia Kjærsgaard bor, planlægger at huse 50 flygtninge kun 200 meter fra Pia Kjærsgaard´s bopæl.

Det er Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup utilfredse med – og de mener ikke, at Region Hovedstaden (hvor Henrik Thorup sidder for DF) har godkendt bygningen (som ligger ved Gentofte Hospital) til formålet.

Men ifølge kommunal-direktør i Gentofte Kommune, Frank E. Andersen, er det helt normalt, at en beslutning i kommunalbestyrelsen danner grundlag for sådanne konkrete forhandlinger. Man behøver altså ikke tage det op i regionen = parret Kjærsgaard-Thorup prøver altså med deres protest at “kuppe” den almindelige sagsgang.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/pia-k.-i-krig-med-kommunen-faar-50-flygtninge-som-naboer

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Dansk Folkeparti skyer ingen midler for at opnå deres fornemmeste mål, som er at minimere antallet indvandrere og flygtninge i Danmark – og at gøre livet surt for dem, som er her. Men det bliver bare lidt ekstra grimt, når det er folketingets formand, der så åbenlyst lader hånt om demokratiets spilleregler …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Dansk Folkeparti stemme mod regeringen?

At overholde regler er ikke Løkkes stærke side. Tværtimod er landets statsminister kendt for det modsatte: At bøje og bryde reglerne efter forgodtbefindende.

Så det at V-regeringen MÅSKE kommer i mindretal på sagen om omprioriteringsbidraget udløser næppe et folketingsvalg – selvom det burde.

Sagen er nemlig den, at socialdemokraterne vil tilbageføre besparelser for 2,4 milliarder kroner i kommunerne. Ellers kommer det til at koste for megen velfærd, mener man i oppositionen.

Og det er Dansk Folkeparti tilsyneladende enige i – og så er flertallet MOD regeringen en realitet, hvis DF altså stemmer, som de siger nu, at de vil gøre. Dét gør DF sjældent, når det drejer sig om sociale forhold. Faktisk havde stort set ingen af nedskæringerne på det sociale område i de sidste 10-15 år kunnet lade sig gøre uden DF og deres stemmer.

Så Danmarksbloggen er slet ikke sikker på, at DF vil stemme for velfærden denne gang.

Omvendt er DF måske nødt til det, hvis de vil beholde deres vælgere. For med en mere indvandrings-kritisk holdning og et fokus på velfærden appellerer socialdemokraterne i dag til nogle af de samme vælgergrupper som DF.

Og selvom valget ikke kommer nu, så er der ikke mange, der længere tror på, at det først kommer om 3½ år. Dertil sidder Løkke og de andre i V-regeringen altfor løst i sadlen … også selvom reglerne bøjes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere at kæmpe for end vi troede

I dag er det kvindernes internationale kampdag – og der er stadig meget at kæmpe for. Ja, der er meget mere at kæmpe for, end vi måske troede – og det er en kamp, der kræver solidaritet.

For her i 2016 har vi ikke kun de klassiske kampe som fx kampen for ligeløn, der indtil videre nemlig kun er en realitet på papiret, men langtfra i praksis. Eller kampen for flere kvinder i bestyrelser og ledelser, hvor der stadig sidder alt for mange mænd, selvom det for længst er bevist, at diversitet i ledelsen, altså flere kvinder, giver bedre trivsel og mere overskud i virksomheden. For slet ikke at tale om at kvinder rammes meget hårdere end mænd af regeringens kontanthjælpsloft.

Men her i 2016 har vi også i Danmark en ny version af kampen for kvindens mest fundamentale frihedsrettigheder, nemlig at klæde sig som hun ønsker, færdes hvor hun ønsker, tage en uddannelse og et job, selv vælge om og hvem hun evt. vil giftes med, selv vælge om hun vil have børn, selv vælge om hun vil afbryde ægteskabet og mere endnu af samme skuffe.

For det er de ting, som nogle af vores muslimske medsøstre slås med overfor både familie og imamer – og det er en kamp, hvor de muslimske kvinder har brug for støtte fra alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De demokratiske bøller

Vi har de politikere, som vi fortjener, er en udbredt holdning med henvisning til, at hvis man er utilfreds, så kan man jo bare selv blande sig i debatten, melde sig ind i et parti og så videre.

Og det er der også noget om. MEN når det er sagt, så er det politiske spil et spil om magten (nogle gange mest internt i det enkelte parti), hvor det langtfra altid er de gode argumenter og indsigten, der vinder. Men hvor sejrherren m/k i langt højere grad er den, der råber højest, eller er bedst til at tryne de andre – altså er en rigtig demokratisk bølle. Og det gælder i alle partier – og gør det svært for de mere eftertænksomme (og måske også klogere) at blive hørt.

Så den demokratiske bølle vinder – og kan når vedkommende sidder i partiets top og centrale udvalg, fortsat buldre frem ofte uden nødvendigvis at vide, hvad vedkommende taler om – og det gør personen så, også ved forhandlingsbordet, hvor Danmarks fremtid bestemmes.

Så nej, politikerleden i Danmark handler ikke kun om manglende lyst til selv at gøre noget eller tage ansvar. Den handler også om, at den demokratiske bølle ofte vinder over den mere stille type – og dét er skade for demokratiet og for samfundet.

For burde det ikke være landets bedste og klogeste mænd og kvinder, der sad på Christiansborg – og ikke dem, der kan råbe højest, tryne mest, provokere mest og være bedst til intriger, altså alle de demokratiske bøller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye ministre: Landbrugets søn og datter

Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister. Noget, der giver Danmarksbloggen ét bestemt billede på nethinden: Nemlig billedet af en gudfrygtig minister, der fordi han er religiøs accepterer fuldt ud, at kyllinger og andet slagtes på halal-metoden – men som omvendt også er imod denne muslimske slagtemetode, fordi Esben Lunde Larsen er det, som man forsigtigt godt kan kalde fundamentalistisk kristen.

Under alle omstændigheder så bliver det spændende at se denne troens mand udfolde sig på et område, der handler om viden og fakta.

Må Danmarksbloggen i den anledning gøre opmærksom på, at miljøet ikke kan reddes ved at forvente, at Gud sender en ny syndflod, men ved at vi mennesker gør noget for at bevare naturen. 

Man kunne måske også anføre, at hans afløser på posten som uddannelses- og forskningsminister den fra EU-hjemvendte Ulla Tørnæs ville være mere egnet som miljø- og fødevareminister. På den anden side: En sådan landbrugets datter har der lige været på posten i form af Eva Kjer Hansen – og det var jo ikke den store succes.

Så nu prøves der med en landbrugets søn i stedet. Esben Lunde Larsen er nemlig – udover at være teolog – også søn af en landmand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk