Trepartsforhandlinger gavner de forkerte

Danmarksbloggen er ikke imod flygtninge. Tværtimod er Danmarksbloggen tilhænger af at hjælpe mennesker i nød.

Men gårsdagens trepartsforhandlinger gavner ikke andre end offentlige institutioner og private virksomheder, der nu kan få flygtninge til at arbejde for sig til en løn markant mindre end dansk mindsteløn.

Danmarksbloggen spår derfor, at især danske ufaglærte kommer til at miste deres arbejde, som så efter en tid vil blive overtaget af flygtninge i integrationens navn.

Og integration er fin. Men det vil også – når det sker på denne måde – skabe flere arbejdsløse, især blandt de ufaglærte, der i forvejen har en høj arbejdsløshed og er truet af fattigdom. På den længere bane betyder det derfor også flere på kontanthjælp – og dermed flere med en øget risiko for at blive hjemløse og syge.

Det siger sig selv, at en sådan situation IKKE gavner forståelsen for flygtninge. Nok tværtimod desværre.

Var der nogen rimelighed til, så skulle det heller ikke være dem, der har mindst, der skal dele med de ulykkelige flygtninge. Men derimod de rigeste 5%, der år for år får mere og mere, som de blot stikker ned i de forvejen bugnende skattekister.

De rigeste 5% kunne nemlig – uden at gå det mindste ned i luksus-levestandard – snildt betale, hvad det koster at hjælpe flygtningene. Og det burde de.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *