Folkestyret er i fare

Danmarksbloggen er mere end sjældent enige med Pia Kjærsgaard. Men i dag er en af de specielle lejligheder.

Danmarksbloggen deler nemlig fuldt ud Pia Kjærsgaards frygt for folkestyrets bevarelse i en tid, hvor politikerleden når nye højder, og mennesker søger over til de partier, der står stejlt på deres egne holdninger i stedet for at søge kompromiset og den politiske forhandling.

Læs mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-09-25-politikerleden-har-ikke-vaeret-storre-i-25-ar

For i dag stormer de nye partier – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Alternativet og Enhedslisten – frem, mens de gamle partiers tilslutning falder.

Det er farligt. For ingen kan få deres vilje 100%. Politik er det muliges kunst – og dermed forhandlingen og forståelsen af, at alle skal have noget, men ingen kan få alt.

Dét skal danskerne til at forstå – igen.

Visse politikere, visse kapitalfolk, visse magthavere skal så OGSÅ til at forstå, at den stigende ulighed netop fremmer de her ekstreme holdninger, så skal folkestyret bevares, skal goderne også omfordeles noget bedre end det sker i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye Borgerlige er hverken nye eller borgerlige

Er der noget, som det senest opstillingsparate parti Nye Borgerlige IKKE er, så er det netop nye og borgerlige.

Partiet har slået sig op på danske værdier i betydningen fremmedhad – og på en ultraliberal holdning til velfærden = minimalstat.

Det er ikke særligt NYT – Dansk Folkeparti er rundet af netop fremmedhadet og Liberal Alliance (og dele af Venstre) af den brølende liberalisme.

Det er heller ikke særligt BORGERLIGT – for i det at være borgerlig, som man ser det hos det mest borgerlige af alle borgerlige partier, nemlig de konservative, så er det at være borgerlig noget med at kende sin historie, sin kultur – og ikke mindst være et dannet menneske med stor viden og stor vilje til at samarbejde som fx den tidligere klima- og energiminister og EU-kommisær Connie Hedegaard er det.

For der er unægtelig meget langt fra den vidende og dygtige Connie Hedegaard til den populistiske og højtråbende Pernille Vermund …

Og desværre er det den sidste, som danskerne kan stemme på til det kommende folketingsvalg … og ja, Danmarksbloggen siger desværre – selvom bloggen bestemt ikke er særlig blå.

Men Connie Hedegaard står for viden, høj standard og kvalitet – det gør Pernille Vermund IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skattelettelser giver ikke vækst

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der viser en stigende ulighed i samfundet. De seneste 15 års skattereformer har nemlig betydet, at de ti procent med de højeste indkomster har fået en skattelettelse på 41.000 kroner i forhold til hvis der ikke havde været nogen skattelettelser. Omvendt har de ti procent med den laveste indkomst kun fået 900 kroner i skattelettelse. Til sammenligning har den ene procent, der tjener mest, fået hele 95.000 kroner mere.

Så den som meget har, skal åbenbart meget gives …

Analysechef Jonas Schytz Juul hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slår også fast: De ti procent rigeste har fået syv eller otte gange mere end de ti procent fattigste har. Også hvis man ser på skattelettelserne i procent i forhold til indkomsten, har de rigeste fået markant højere skattelettelser

Hos Dansk Erhverv har skattepolitisk chef Jacob Ravn en anden vinkel. Han siger: Det drejer sig ikke kun om, at de rige skal blive rigere. Det handler også om, at når man giver skattelettelser til de rigeste, så ved vi, at det øger produktiviteten, vi får større arbejdsudbud og folk får mere lyst til at uddanne sig..

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/arbejderbevaegelsens-erhvervsraad-15-aars-skattereformer-har-tilgodeset-de-rigeste

Men præmissen holder ikke. I USA, hvor man igennem flere årtier har praktiseret denne ”Trickle-down”-politik er det på den mest skræmmende måde gået den gale vej.

Siden 1979 er de amerikanske arbejderes produktivitet steget med 69 %, men middelindkomsten for arbejderne er kun steget med 6,5%. Skulle middelindkomsten siden 1979 være vokset i samme takt som den gennemsnitlige indkomst, så ville den amerikanske arbejders årlige husstandsindkomst i dag være 100.000 kroner større.

Direktørens løn var i 1979 hele 30 gange større end en arbejders løn – i dag er den 200 gange større.

Og under Bush junior´s regeringstid, hvor skattelettelser og dermed ”Trickle-down” blev praktiseret mere end nogensinde før og siden, oplevede USA den svageste jobskabelse nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24

Der er under to år til borgerkrigen starter i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen ”Den danske borgerkrig 2018-24” på Nørrebro Teater, der er bygget over Kaspar Colling Nielsens roman. Og lad det være sagt med det samme: Det er skræmmende teater – allermest fordi det er alt for tæt på vor tid fra personer over replikker og til handling.

Nu skal handlingen ikke røbes her, men hvis Danmark fortsætter ad den vej, som vi pt. er slået ind på, er stykkets handling et plausibelt – og meget voldeligt – bud på, hvad der KAN ske i vores lille lokale andedam, som slet ikke er så idyllisk og fredelig, som vi gerne vil tro.

Danmark er derimod allerede her i 2016 er et land, hvor uligheden øges meget og hurtigt, mens magthaverne gemmer sig bag deres kapital og politiske magt, der også omfatter våben i den sidste ende. Et land i krise, hvor få har for meget og alt for mange alt for lidt. Men hvor politikerne og de andre magthavere prøver at sælge tingenes skæve tilstand til vælgerne med floskler om danske værdier og dansk frihed.

Det kan ikke fortsætte. Det ved vi – og måske allerbedst os der oplevede COP15 i København i 2009 og deltog i den store fredsmarch ud til Bella Centret – og så magtens brutalitet overfor unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret, men som alligevel endte i det berømte futtog på den iskolde Amagerbrogade. Hos os rislede det ekstra koldt ned af ryggen mange gange, mens vi sad på Nørrebro Teater.

For tilbage i decemberdagene i 2009 var det nemlig ikke teater. Det var virkelighed, som fx da undertegnede – meget apropos lokaliteten Fætter BR bag Nikolai Kirke i København – blev stoppet netop foran dén butik af otte kampklædte politifolk med diverse skydevåben, der forlangte at se, hvad jeg havde i indkøbsposen fra Magasin. Jeg valgte så at samarbejde uden at brokke mig. Så efter de havde set mit nye halstørklæde, fik jeg lov til at gå videre.

Så heldige var de ikke alle sammen i forestillingen. Og det er måske også kun et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der presses – og hvor meget de mennesker protesterer, før magten og kapitalen for alvor slår igen?! Overklassen kan nemlig i reglen godt kue underklassen, men ikke middelklassen. Den er simpelthen for stor – og for vant til at have det godt. Så middelklassen vil gå til oprør, hvis den føler sig truet på sin levestandard – og så har vi en situation, hvor COP15 var en hyggelig, lille generalprøve på, hvad magten kan og vil gøre for at bevare sin position.

Generalprøve var det til gengæld ikke på scenen, da Danmarksbloggen var på Nørrebro Teater. Det var derimod toptunet performance med både røg, lys, musik og andre effekter, der understregede stemningen – og handlingen. Alle virkemidler blev taget i brug, og som tilskuer var man ikke i tvivl om, at den seks år lange borgerkrig i Danmark 2018-24 var en blodig affære.

Alligevel var det stærkeste dog ordene som fx at høre Christiansborg, kampvogne og mortérgranater i samme sætning – eller når der blev talt om at skyde ned af Købmagergade. Gader og steder, hvor mange af os færdes hele tiden, og som vi har svært ved at opfatte som andet end fredelige steder. Eller det vil sige: Det har man ikke længere, hvis man tager en tur ud på Nørrebro og ser ”Den danske borgerkrig 2018-24”.

Stykkets hovedperson, en overklassedreng fra Rungsted, der har valgt at bo i en lille lejlighed på Nørrebro, er også meget uforstående til at starte med. Men han engagerer sig og oplever det hele, endda fra begge sider af den spånplade-mur ved Dronning Louises bro, der deler Danmark.

Selv tilhører han således den ene rige del, men han bor og lever hos den anden fattige og kæmpende del. Hvordan det nærmere spænder af – og hvad det afstedkommer for både ham og hans livs kærlighed Leonora, skal ikke røbes her.

Men det er en historie om stor kærlighed, filosoferen over dødens og krigens væsen og om at miste ikke kun livet, men også sig selv og evnen til at elske. Om at være bange for skygger, hvis man er rig – men måske også hvis man ikke er. For ingen af os kan undgå vores spøgelser. Det kan personerne i stykket heller ikke.

Virkeligheden og fortiden indhenter os altid, også selvom der er gået over 400 år efter borgerkrigen, og de (rige) udvalgte nu lever i evig ungdom og fornøjelse og seksuelle eskapader, som stykkets hovedperson også gør det. Men han må trods den materielle overflod og et avanceret stamcelleprogram sande, at et grundvilkår ved det at være menneske er ikke at kunne flygte fra sig selv.

Hvordan den erkendelse så spænder af, og hvilke konsekvenser den har for ham og hans trofaste hund – og hvilke små historier, der blændende fortælles undervejs som fx den om de små, flåede tomater, skal tilskueren selv have lov til at opleve.

Forestillingen kalder sig selv for en komedie – og der er også grinagtige scener undervejs, men siden Kasper Colling Nielsen skrev romanen i 2013, har samfundet bevæget sig i en retning, så smilene må stivne.

”Den danske borgerkrig 2018-24” er simpelthen uhyggelig realistisk i sin beskrivelse af, hvad der sker med mennesker og samfund, når troen på fællesskabet og demokratiet forsvinder ned i voldens og krigens bloddryppende mørke.

Danmarksbloggen giver fem stjerner ud af seks mulige.

”Den danske borgerkrig 2018-24”spiller til og med 22. oktober på Nørrebro Teater.

I rollerne ses: Nicolai Dahl Hamilton, Troels Thorsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Benjamin Boe Rasmussen, Asbjørn Krogh Nissen, Marie Mandrup, Filippa Suenson, Nicolai Jørgensen og Sarah Boberg.

Det er Jakob Schjødt, der har instrueret. Claus Flygare har dramatiseret, og Nathalie Mellbye står for scenografien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det umenneskelige fortsæt

Når man i jura´ens verden taler om at gøre noget med forsæt, bedømmes det altid strengere end når man “bare kommer til det”.

Sådan bør det også være i politikens verden. Så når den konservative Rasmus Jarlov siger, at beslutningen om at risikere at sende 33.000 børn i fattigdom som følge af 225-timers reglen var en beslutning, som de konservative tog med åbne øjne, så er det rigtigt slemt.

For så siger han også, at han og resten af de konservative – uden at ryste på hånden – ikke har noget problem med at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Så gør de konservative det med vilje, med fortsæt …

Læs mere her: http://www.avisen.dk/konservative-rimeligt-at-boern-rammes-af-225-timers_404784.aspx

Der er også et andet ord, som kommer i spil her – og det er MORAL. For én ting er, at man kan være rygende uenige politisk og ideologisk, men når man – uden mindste problem – kan sende 33.000 danske børn ud i fattigdom, så har man en moralsk brist, som i bedste fald kan kaldes for umenneskelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drømmen om det lille lykkeland

Danmarksbloggen er på denne triste morgen, hvor en betjent kæmper for sit liv, alligevel også glad. Ikke på grund af skyderiet på Christinia. Det er en tragisk og forfærdelig hændelse, som forhåbentlig ender med, at den unge betjent klarer dén.

Men fordi Danmark stadig er en slags lykkeland, når den slags hændelser kan slås så stort op i medierne, som det sker. For nok er Danmark blevet et mere råt sted gennem de sidste par årtier, men den slags vanvittige skyderier er heldigvis ikke – som i fx dele af USA – hverdag, men noget som der går år imellem sker.

Vender man blikket væk fra nattens hændelser og mod det politiske liv, kan man også se, hvordan et flertal af danskerne vil bevare SU´en, droppe skattelettelserne og istedet betale til sundhed, ældre og børn – til velfærd.

Så jo, danskene har ikke opgivet drømmen om det lille lykkeland. Dét er gode nyheder på en trist morgen – det og så at politiet fornylig anholdt den mistænkte for skyderiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu en sort …

Endnu en sort melding fra V-regeringen … denne gang den såkaldte 2025-plan, der præsenteres i disse minutter i Spejlsalen …

Statsminister Løkke startede med at sige: “Velfærden er under pres, væksten er for lav, og flygtninge presser vores økonomi. Og alt det kan ikke håndteres med en løsning. Det kræver flere løsninger.”

Han manglede så en vigtig pointe – nemlig at vores velfærd primært presses af den stigende ulighed, som han selv og resten af blå blok har været med til at skabe – samt af alle de mange milliarder, der er forsvundet ud af landet i skattely. 

Så Venstre burde gribe i egen barm – og i dem, der finansierer Venstre, hvis Venstre virkelig ønskede, at der skulle ske noget i dette land, der ville forbedre forholdene for de svage grupper.

Venstres svar på det hele er derfor heller ikke overraskende skattelettelser og besparelser i den offentlige sektor. Denne gang er det så pensionister, SU-modtagere og andre svage grupper, som skal stå for skud.

Pressemødet i Spejlsalen er ikke slut endnu – men Danmarksbloggen vover alligevel at slutte her. For det er blot endnu en sort dag i et land, der bliver mere og mere sort.

Eneste lys i mørket er håbet om et valg – SNART.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SU´en er garant for et rigt Danmark

Danmark har EET råstof – nemlig viden.

Det er også derfor, at det er helt hen i vejret at spare på uddannelse og forskning.

Og det gælder også SU´en, som der nu foreslås skåret så meget i (fx ved at kandidatdelen skal være et lån, og at hjemmeboende ikke skal kunne modtage SU), at der reelt er tale om en tilbagevendelse til tidligere tiders klassesamfund, hvor kun velstilledes børn har en mulighed for at få en uddannelse.

Og nej, argumentet med Norge holder ikke. I Norge er gennemførselsprocenten for kandidatuddannelsen langt lavere end i Danmark plus at uddannelsen er dårligere.

Og desuden: Så er det ligegyldigt. For som sagt så er uddannelse og viden vores eneste råstof – det som vi skal leve af alle sammen – og derfor er det ikke kun moralsk, men også økonomisk rigtigt at sørge for at alle – uanset om man kommer fra et rigt eller et fattigt hjem – har mulighed for at få en lang uddannelse.

Og til det behøves en god SU til hele uddannelsen … SU´en er simpelthen garanten for et rigt Danmark.

Tallene taler også deres tydelige sprog: 1 krone i SU giver 7,50 kroner tilbage til statskassen!!! Det gør topskattelettelser IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkini eller ej

Danmarksbloggen har hovedrystende fulgt debatten om burkini´en. For det siger vel sig selv, at man i frie samfund må gå klædt, som man vil. Så er den ligesom ikke længere. Eller rettere … det burde den ikke være.

Men det er det åbenbart. Nogle hævder således, at burkini´en er et symbol på kvindeundertrykkelse – mens den for andre er et billede på kvindefrigørelse.

I Danmarksbloggens øjne er det vigtigste at se bag om badetøjet så at sige – og se på de mekanismer, som det her i virkeligheden handler om, og det er sager som:

FRIHEDSRETTIGHEDER
ANGSTEN FOR TERROR
HVORDAN VI BEKÆMPER TERROR

Tunge emner, som det er noget mere kompliceret at sætte sig ind i og noget mere svære at forholde sig til end et stykke badetøj. Så det er uden tvivl derfor, at burkini´en fylder så meget i debatten – men det er såre skidt. For vi har virkelig ikke tid til at diskutere badetøj, når verden omkring os brænder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det robuste samfund

Mange jobannoncer i dag efterlyser såkaldte ROBUSTE medarbejdere – dvs. mennesker, der kan tåle et umenneskeligt pres-, stress- og præstationsniveau, hvilket også er ok, når vi taler om jobs som spioner og den slags.

MEN resten af os burde ikke bydes sådanne arbejdsvilkår. De nedbryder mennesker.  Bruger mennesker op som var vi at sammenligne med en bøtte ketchup – men sådan er det jo. Vi regnes ikke som andet og mere end en produktions- og forbrugsressource i nutidens konkurrencesamfund.

Det vil sige: Så er der dem, der slet ikke regnes med. Alle dem, der ikke (mere) er gamle nok, unge nok, stærke nok, kloge nok, dumme nok og meget mere nok til at være med på konkurrence-vognen. De spises af med krummer – lige mange til stadig at overleve, men for få til at leve et værdigt liv.

For så robust er vores samfund nemlig blevet. Det skal vi ikke være stolte af. Tværtimod skal vi skamme os over, at mennesker udelukkende vurderes ud fra deres værdi som produktionsmidler – og forbrugere.

For det er sådan, at ethvert menneske har den samme værdi, uanset om det er Dronningen eller den hjemløse, statsministeren eller den demente på plejehjemmet, Nationalbankdirektøren eller lille Gerda, 4 år.

Og et samfund skal ikke være robust – det skal være varmt og favnende. At tage sig godt af de små og de svage er et samfunds allervigtigste opgave – og de stærkes allerstørste forpligtelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk