Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk