Den glemte luksus: MAD

Mange i den vestlige verden har ikke alene mad nok. Vi kan også vælge, hvad vi vil spise.

Vil jeg smøre mig et stykke brød, lave noget kødsovs, skrælle nogen gulerødder? Det er faktisk – når man tænker over det – vild luksus ikke kun at KUNNE få nok at spise, men også at kunne vælge, hvad man VIL spise.

Og nej, her tænker jeg ikke på de promiller af befolkningen, der – ligeså tit de ønsker det -kan spise dyrt Kobe-kød, dyr Beluga-kaviar og drikke dyr Moët & Chandon-champagne.

Nej, jeg tænker på alle os, der kan gå ned i det lokale supermarked og vælge mellem oksefars og flæskefars, mellem auberginer og squash, mellem bananer og æbler, mellem rugbrød med kerner eller rugbrød med gulerodsstrimler.

Vi tager det som en selvfølge at kunne det. Men det er i virkeligheden vild luksus i en verden, hvor mange sulter ihjel, og hvor endnu flere må spise det, der nu engang er tilgængeligt.

Men det er en luksus, som vi har glemt, er en luksus. Og det er skidt. For så forstår vi ikke hverken at værdsætte vores gode liv – eller dele ud af vores voldsomme overflod, både til mennesker i andre lande, men også i vores egne lande.

For man tror, det er løgn. Men der findes faktisk mennesker i vores overflods-rige lande, som ikke har nok at spise, fordi uligheden er så stor – og voksende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Måske klarer vi dén

Måske klarer vi dén

Husker I for et år siden?

Det var INDEN Brexit. INDEN Trump. INDEN valget i Tyrkiet. INDEN USA bombede i Syrien.

Det var en helt anden verden, og der var mange, som spåede verdens undergang, hvis det, der nu er sket, skete.

Nu er faren heller ikke forbi endnu.

Især er situationen omkring Nordkorea farlig – og man skal heller ikke undervurdere Rusland – eller strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

MEN verden er også ganske sejlivet – heldigvis … så måske, bare måske, klarer vi også de udfordringer, der er i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Über out

Fællesskabet vandt en sejr i dag.
Über lukker i Danmark, hvilket Danmarksbloggen billiger.

For det er gift for samfundet, når egoismen sættes i system som det skete hos Über, hvor den, der havde bilen, tjente en ekstraskilling uden at betale skat, mens den, der hyrede bilen, slap billigere end med et normalt taxi-selskab.

Men nu er det altså slut … for denne model på denne måde. Desværre er kampen langtfra forbi. For egoismen og mig-mig-mig-mentaliteten lever stadig i bedste velgående, hvad man også kan se i den debat, som der kører pt.

Der er med andre ord nok at tage fat på for os, der stadig tror på fællesskabet og solidariteten – og som tænker, at kun sammen har vi en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Britta Thomsen: “Derfor har vi brug for KVINFO”

Vidste du, at Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked? At vi ligger under EU-gennemsnittet, når det kommer til kvindelige forskere? Og ved du, hvorfor det hænger sådan sammen?

Nej, vel. Men den viden har KVINFO i deres bibliotek, som er et landsdækkende forsknings- og specialbibliotek, der registrerer, indsamler og formidler dansk og international kønsforskning. Biblioteket har offentlige udlån og hjælper gerne folk, der skal bruge materiale.

I EU har vi en fælles politik om at fremme ligestilling i medlemsstaterne. Men det kræver viden, og derfor har man selvfølgelig videncentre til dokumentation af de konkrete forhold.

Når regeringen vil flytte biblioteket og lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek, så fjerner de meningen med KVINFO

Højrepopulisterne går efter kvinderne. Derfor blev der demonstreret imod Trump. Pegida vil sende kvinderne hjem til kødgryderne, og LA vil eliminere nødvendig viden.

Kvinder, lad os gå i aktion imod den middelalderlige heksejagt.

Kvinder må åbenbart ikke være for kloge, specielt ikke om deres egen situation i samfundet. Og lad os så høre, hvordan LA har tænkt sig at leve op til EU´s ligestillings-lovgivning? Danmark er jo flere gange blevet kritiseret af både EU-Kommissionen og FN for manglende tiltag på ligestillings-området!

Skrevet af: Britta Thomsen, tidligere medlem af EU-parlamentet for Socialdemokratiet og adjungeret professor på CBS

Magtens dronning – og kagen

Der var engang en fransk dronning, som ifølge overleveringen udtalte følgende om de fattige inde i Paris, der ikke havde råd til brød, og derfor sultede: Hvis ikke de har brød, så spis dog kage. Historien er vist en skrøne, men den illustrerer fint den daværende franske dronning Marie-Antoinettes manglende forståelse af hendes tid og det oprør, der kom mod hende, kongen og hele den franske adel – og deres dekadente overforbrug. Ja, det kostede hende også hovedet et par år senere, da hun sammen med kongen blev henrettet i forbindelse med den franske revolution, der startede en helt ny tidsalder i Europa.

Nu bruger vi heldigvis ikke guillotiner mere, men derfor kan magtens dronninger m/k godt miste deres politiske liv. Og især i denne tid, der på mange måder minder om tiden op til den franske revolution med stigende ulighed, stigende spændinger og en samfundsorden, der har spillet fallit. Dermed ikke være sagt at magtens mænd og kvinder ikke prøver at gribe magten. For det gør de – og med alle midler.

Og med kagen i går, hvor der stod 50 på, har Inger Støjberg vovet mere end bare at få én over næsen. For hendes berygtede kage, der markerer, at udlændingestramning nr. 50 er vedtaget, har så meget sprængstof i sig, at den enten sender Støjberg helt ud af enhver mulighed for at blive Løkkes efterfølger – eller også placerer kagen hende direkte i stolen som den næste V-formand.

Det er højt spil af en af Venstres mest markante bejlere til magten i partiet – og måske også i virkeligheden det, som kagen handler om. Det og så at tage stemmer fra Dansk Folkeparti, som i sædvanlig kræmmerstil har været ude og kopiere kage-stuntet med at love citronmåner ved stramning nr. 100. Ren copy-cat – og så endda så billigt. Så er der trods alt mere stil over Støjbergs flotte konditor-kage, selvom det at købe kage for at fejre, at man har gjort livet svært, ja umuligt for andre mennesker, er så umenneskeligt og lavt, at Støjberg burde kunne retsforfølges for det.

Men altså reelt retsforfølges – og ikke en skueproces, som dem under den franske revolution. For nok er Støjbergs kage-stunt langt under enhver anstændighedsgrænse – men derfor behøver vi andre jo ikke at følge hende derned.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Andeby har – heldigvis – mange nasty kvinder

Et af tidens mode-ord er bashing. På dansk kan man kalde det mobberi – og nu er turen kommet til Andeby, og angrebet kommer fra en af Anders And & Co´s potentielle kernelæsere, nemlig en 11-årig pige som i en kronik i Politiken i går gav udtryk for, at det er for dårligt, at kvinderne i Andeby udelukkende fremstilles som enten sure eller som nogen, der bager kager og går op i smykker, mens mændene har de fede jobs.

Men er det nu så enkelt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Andeby er heldigvis et meget nuanceret univers, hvor der er plads til mange roller – også til kvinderne.

Den lilla Madam Mim er fx både glad og indehaver af eget trolddomsværksted. Det samme er hendes kollega Hexia de Trick, som også er en evig trussel mod Andebys rigeste and Joachim von And, der nok har så mange penge, at han kan svømme i dem. Men det har hans evigt uheldige nevø Anders And ikke – tværtimod så hutler den arme og koleriske and sig igennem tilværelsen og er meget langt fra de fede direktør-jobs. Det samme gælder Fedtmule (som pånær når han er Supermule) fjumrer rundt uden at noget rigtig lykkedes. Og hvor var Georg Gearløs uden Lille Hjælper – forløberen for Google?

En anden kvindelig rollemodel er Bedstemor And, som nok bager og gør rent – i sin fritid. For resten af tiden driver hun et middelstort landbrug – helt uden hjælp fra nogen og især uden støtte fra Fætter Guf, som ellers er ansat på gården, men som er så utrolig doven.

Andersine bruger heller ikke hele tiden på perlekæder og på at være sur på Anders. Hun er aktiv i mange foreninger og ikke bleg for at presse penge af onkel Joachim. Men udover en benhård fundraiser kan hun skrive både detektiv, superhelt og hemmelig agent m.m. på cv´et. Og det er noget mere end fx Fætter Højben, som ellers også kurtiserer hende. Men han får jo bare alting forærende, fordi han er så heldig.

Ja, og Disney´s store helt – den irriterende perfekte Mickey Mouses kæreste Minnie Mouse er også med på superhelte-dillen. Endda så meget at man kan købe en plysversion af Minnie Mouse i fuldt superhelte-kostume og med en knyttet næve som hendes signatur.

Så nej, det du´r ikke at mobbe Andeby og hævde, at der er et gammeldags kvindesyn dér. Der er plads til alle i Andeby – også kvinder, der vil noget – og piger. Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle lader i hvert fald ikke Anders And´s nevøer Rip, Rap og Rup noget efter, når det kommer til opfindsomhed og midler for at få deres ønsker opfyldt.

Så Danmarksbloggen vil på denne kvindernes kampdag ivrigt opfordre alle til at læse om livet i Andeby. Dér er altså meget at hente, også for piger og kvinder …  og d´damer i Andeby kan være mindst ligeså nasty som alle os andre. Heldigvis.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden og demokratiet er under angreb

Det er farlige tider vi lever i. Friheden og demokratiet er under angreb – også i Danmark.

Tag bare Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen – pengemanden bag LA – som i går aftes hos Clement gjorde sig til talsmand for, at det amerikanske nyhedsmedie CNN var blevet et politisk parti. Han mente også, at beskrivelsen i medierne af Trump var unuanceret … ! Trump var jo bare en bramfri mand.

Men også fra den anden side af det politiske spektrum kommer der pt. en trussel mod demokratiet og friheden. Alternativet, Radikale og SF er gået sammen om at prøve at lave en aftale med de andre partier om, at der aldrig skal laves en afstemning i Danmark om fortsat dansk medlemskab af EU.

Hvis det lykkes, vil det være tordnende udemokratisk og unfair overfor både nuværende og kommende generationer.

Samfundet og demokratiet skal have lov til at udvikle sig – og det gøres bedst med frie valg, fri debat og en fri presse.

Så enkelt er det …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihed for Loke såvel som for Thor

Dansk Folkeparti hævder, at kristendommen er så central i dansk selvforståelse, at indvandrere bør gå i kirke for at lære den at kende.

Det kan der være lidt om, i hvert fald delen med at lære kristendommen at kende. Kristendommen har trods alt fyldt meget i 1000 års Danmarkshistorie, og den spiller stadig en rolle.

Så jo, tilflyttere til Danmark (UANSET HVOR DE KOMMER FRA) kan med fordel sætte sig ind i, hvad kristendom er – i den danske version vel at mærke. For der er unægtelig stor forskel på den rummelige danske folkekirke og mange andre versioner af kristendommen. Det KAN så også gøres via bøger og andre kilder til viden.

Og man behøver ihvertfald ikke at være kristen for at være dansk. Man kan sagtens være jøde, muslim, ateist eller alt muligt andet og stadig være ligeså dansk som en trofast kirkegænger i den danske folkekirke – eller en såkaldt kulturkristen.

MEN når nu vi er i gang, så vil Danmarksbloggen kraftigt opfordre Dansk Folkeparti til at lære Grundtvig at kende, åndskæmpen i dansk trosliv og manden der om nogen skabte den folkekirke, som vi har i dag.

Præsten, højskolemanden og salmedigteren N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet, og sagde de berømte ord: Frihed for Loke såvel som for Thor – altså tros-, ytrings og åndsfrihed.

Og netop dén frihed er det særligt danske … det har de kultur- og historieløse DF´ere bare endnu ikke fundet ud af. Eller også har de – og kæmper bevidst imod det. Uanset hvad, så er DF ganske udansk – for nu at blive i deres egen dem-og-os-retorik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle ud af Danmark – NU

Danmark må nødvendigvis skulle affolkes – som i TOTALT AFFOLKES. Alle bosiddende i Danmark skal nemlig hvis loven skal holdes UD – og det NU.

Danmarksbloggen har nemlig med lige dele hovedrysten og skræk set debatten om danskheden udfolde sig efter Folketinget i sidste uge besluttede, at ”danskerne ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”

At beslutte sådan noget er dels racistisk og dels tudetosset.

Det er så også et vidnesbyrd om, at de folkevalgte INTET kan af Danmarkshistorien. Danmark er nemlig som alle andre lande her op mod nord udelukkende beboet af indvandrere.

Nogle af os kom efter sidste mellemistid, mange flere flyttede ind i jernalderen under de store folkevandringer, en del trælle blev importeret med magt fra England i vikingetiden – og sådan er det ellers fortsat med indvandrere op gennem historien. Fx hollænderne i renæssancen, huguenotterne fra Frankrig i barokken, kartoffeltyskerne i oplysningstiden, de polske roearbejdere i starten af 1900-tallet, tyrkerne i 70´erne osv, osv.

Men nu må der altså ikke være for mange indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Så derfor er der kun ét at gøre: RØM landet.

Gad vide, hvor vi kan tage hen? Gad vide, om der er nogen, der vil have verdens lykkeligste folk med bonde- og kræmmermentaliteten i behold – og lykkepillerne i baglommen?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk