Fattig-turismen ødelægger Danmark

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen til heksen – men ikke på bålet

I morgen er det Skt. Hans Aften – og så tændes Skt. Hans-bålene over hele landet.

Sådan har det været i en del generationer nu. Men noget har ændret sig i de senere år. Heksen forsvinder mere og mere – og i stedet så tænder man bare et bål.

Dét er godt nyt.

For hvorfor i alverden skal vi bruge en gammel og grim kvinde som symbolet på alt det onde, som vi gerne vil af med?

Alt det onde, alt det mørke, alt det negative, som i virkeligheden findes inde i os selv … og som man ikke kan give andre skylden for. Alt det, som enhver selv må tage livtag med, så man vælger kærlighedens vej, det gode, det lyse og det positive.

Så væk med heksen som i forståelsen af heksen som noget ondt og truende. Væk med heksen på bålet.

Men ikke væk med heksen …

Tværtimod velkommen til heksen som symbol på den nye tid, på ikke kun kvindelig, men følelsesmæssig saft og kraft. På både ild og vand.

For også mænd kan tilegne sig hekse-energien. En energi, der handler om at vide, at styrke også er at vise følelser og være blød og empatisk. Være holistisk simpelthen, mens man søger viden og reflekterer – og tager ansvar selv.

God Skt. Hans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi behøver Påsken mere end nogensinde

I går var det Palmesøndag – dagen, hvor Påsken begynder, da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages af viftende palmeblade.

Så Påsken er i gang – og på torsdag (Skærtorsdag) spiser Jesus det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren, inden han tages til fange. På fredag (Langfredag) bliver Jesus så korsfæstet og dør, inden Jesus på søndag (Påskedag) genopstår fra de døde … hvis man altså tror på genopstandelsen.

Det er der nogle, som gør. Men langt de fleste – også såkaldt kulturkristne – tror ikke på den med genopstandelsen.

Det er jo videnskabeligt umuligt, lyder det fra mange – også fra mennesker, som ellers er ganske troende.

Så hvad skal vi med Påsken? Kan vi overhovedet bruge Påsken til noget som helst i en sekulær verden og tid som vores?

Jeg vil sige ja.

Ja til at vi kan bruge historien om at livet overvandt døden, at håbet og troen overvandt frygten.

Ja, faktisk er der vel ingen andre historier, som vi kan bruge til noget i denne tid, hvor sorte skyer trækker op fra alle verdenshjørner – og både gamle og nye fjender dukker frem i et tempo og et antal, så vi skal mobilisere al den modstandskraft, som vi besidder – som individer og som samfund.

Så vi behøver for alvor historien om, at døden kan overvindes. Vi har – uanset om vi ser på det med verdslige eller/og kirkelige øjne – brug for at høre Påskens budskab om, at den gyldne sol gennembryder den kulsorte sky.

For: Døden og Langfredag får aldrig det sidste ord. Det bliver igen Påskemorgen i Liv og Lyst.

Glædelig Påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De værste tider

Vi lever i urolige tider – og her tænker jeg ikke kun på told-og-aktier-balladen.
Aldrig har det været så slemt som nu, siger mange til hinanden.

MEN det holder ikke. Verdenshistorien er fuld af perioder, hvor man har sagt de præcis samme ord. Her skal nævnes fire eksempler – primært fra Europa:

Da Den Sorte Død – også kendt som pesten – kom til Europa i 1300-tallet.
Da 30-års-krigen raserede hele det europæiske kontinent (minus Norden) i 1600-tallet.
Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Verdenskrigene i 1900-tallet.

Vi lever i de værste tider, har menneskeheden over hele kloden sagt gennem hele historien, når krige, pandemier og naturkatastrofer har raset.

Forskellen på fortiden og nutiden er blot, at vi i nutiden ikke ved, hvordan og hvornår det ender. Det gør vi med fortiden. Og som bekendt er det altid nemmere at være bagklog end at komme med troværdige bud på fremtiden.

Så derfor FØLES det værre lige nu med Trump, Putin, klimakrisen og hvad vi ellers har af dårligdomme at være bange for i 2025. Men det er – måske – blot en følelse, når man tager langtidsbrillerne på.

Der er så også en anden forskel. Nemlig spørgsmålet: HVOR STILLER DU DIG? For verden drives af os mennesker – og vores valg og handlinger bestemmer fremtiden. Og her tænker jeg absolut ikke på ting som told, straftold, aktier og børskurser.

Der er noget meget større, som er på spil – nemlig om vi også fortsat skal leve i en fri verden.

Så: Hvor stiller du dig, når det gælder? For det gør det i øjeblikket, hvor kampen for Den Frie Verden er mere aktuel end meget længe. Hvad vil du gøre? Sætte dig i sofaen og håbe, at det driver over – eller gøre en indsats? For nok kan det enkelte menneske i reglen ikke gøre den store forskel. Men i fællesskab kan vi påvirke … også selvom det kan se ud, som om de store drenge bestemmer det hele. For:

De værste tider kan faktisk blive en ny chance for en bedre verden … hvis vi gør noget ved det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slava Ukraini, slava Europa

Hvor har vi ofte hørt – måske endda selv sagt – følgende ord, når noget meget godt eller meget skidt er sket: Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu.

Det passer sjældent. For selvfølgelig ved man, at man har bestået en eksamen, er blevet gift, har fået et ønskejob, er blevet forældre etc.

MEN for nogle timer siden passede udsagnet – nemlig da Trump og Vance for åbent tæppe skiftevis hånede og truede Zelenskij i Det Hvide Hus på en måde, så USA og Europa for åbent tæppe slog op med hinanden.

Den slags gøres bare ikke mellem civiliserede stater – og slet ikke mellem venner og allierede.

Men NU er vi kun på papiret allierede. Vi er de-facto skilt – i hvert fald indtil der kommer en mental normal præsident i USA.

Bruddet har været undervejs i månedsvis, ja årevis – og gået særligt stærkt siden Trumps indsættelse for ikke engang 1½ måned.

Men sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Hvad det brud så indebærer, ved vi ikke nogen af os. Men der er kun et svar på situationen:

Europa kan selv. Europa skal selv. Det kan vi også.

Slava Ukraini. Slava hele Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De store har altid trynet de små …

At de store tryner de små, hvad enten vi taler børn i skolegården eller stater i det globale magtspil, har været en sandhed gennem alle tider, som allerede den græske historiker Thukydid skrev om for næsten 2.500 år siden.

Det er også en sandhed, som vi i Danmark har det svært med. For kan vi – ærligt talt – stille noget som helst op, hvis USA vil have Grønland? Gu´ kan vi ej – og Grønland kan slet ikke.

Vores eneste håb er at få EU med på grønlændernes og danskernes side. For så står vi da en kende stærkere, selvom EU i det globale magtspil lider under ikke at have sin egen hær. Det har derimod USA, Kina, Rusland og de nye drenge i klassen – nemlig Indien, Iran og Saudi-Arabien.

Alle nævnte lande er så også i skrivende stund de-facto-diktaturstater med oligarkiet i ascendanten, og de agerer 100%, som de selv vil. Vi i det demokratiske Vesten er derimod begrænset af, at vi har lagt alle kugler i NATO´s kurv.

Det er dumt. For nok er NATO verdenshistoriens stærkeste militæralliance, men når NATO´s største land så samtidig er det land, som truer os, så er vi for alvor i knibe – og ikke en eneste international lov kan hjælpe os.

For magten sidder i spydspidsen, som Thukydid også noterede det efter Athen havde tabt “Den Peloponnesiske Krig” til Sparta cirka 404 f.Kr.

Så hvis USA virkelig vil have Grønland, så tager USA Grønland, er læren fra den græske historiker, som også har lagt navn til begrebet ”Thukydids Fælde”, som kort sagt er, at magtbalancen i verden udfordres, når en ny supermagt stiger op på den globale scene.

For så vil den eksisterende supermagt føle sig udfordret – og den konflikt vil uvægerligt ende i krig.   

En historisk analyse af de sidste cirka 2000 år viser også, at verden i den tid har oplevet 20 potentielle konflikter mellem eksisterende stormagter og opkomblinge-stormagter. De 16 gange er det endt i krig. Så Thukydid havde ret.

Og nej, Thukydid var ikke synsk. Han afskyede faktisk både orakler og religion og overtro. MEN han kendte menneskets psykologi og det politiske magtspil – og de er ens til alle tider.

Så at USA og Kina indenfor de nærmeste år/årtier vil gå i krig mod hinanden, enten fordi Kina vil kræve mere magt, eller/og fordi USA vil prøve at mindske Kinas magt, har altså alt andet lige en sandsynlighed på 80%.

Men inden vi begynder at forberede os på at være vidner til en krig mellem USA og Kina – og måske endda tro, at vi kan holde os skadesløse, så skal vi være klar over, at vores verden – uanset udfaldet – vil blive påvirket ganske voldsomt på en formentlig negativ måde.

Danmarksbloggen tænker så, at Grønland kun er begyndelsen til dén krig. For ved at have Grønland står USA stærkere, både overfor Rusland og Kina og alle andre.

Og det kan blive aktuelt, hvis Trump i den sidste del af sin regeringstid angriber Kina – hvilket han udover bevarelsen af USA som verdens førende stormagt kan finde på at gøre for at annullere det næste præsidentvalg og selv blive siddende i Det Hvide Hus efter d. 20. januar 2029.

Lyder plottet med en amerikansk præsident, der angriber en anden stormagt for selv at beholde magten som en dårlig film? JA, en rigtig dårlig film.

Men med Trump er ALT muligt. Han har allerede trukket USA ud af både WHO og Pariseraftalen, sagt at USA tager Panama-kanalen tilbage – og at han vil have Grønland – og ja, han taler allerede om muligheden for at få en tredje periode som præsident. Så en krig mod Kina – og en annullering af det næste præsidentvalg i USA er absolut realistisk i den gale mands verden.

Om det så – trods at Trump pt. er præsident – får en gang på jorden, det vil tiden vise. Men skal de gode kræfter i USA (dem som er imod Trump) styrkes, så skal de støttes. Så derfor er det skammeligt, at vi ikke i Danmark og i Europa taler Trump direkte imod. Kalder en fascistisk tyran som Trump for netop det.

For Trump er anti-demokrat og bindegal, og sådanne mennesker kan man ikke tale fornuft med. Sådanne mennesker skal fjernes med magt fra magten, hvad realisten Thukydid også noterede sig for næsten 2.500 år siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ALDRIG IGEN

I dag er det 80 år siden, at styrker fra Den Røde Hær befriede 7.000 jøder fra kz-lejrene Auschwitz-Birkenau.

Dagen – d. 27. januar – er lige siden blevet en verdensomspændende Mindedag for de mere end 6 millioner jøder, som blev udryddet af nazisterne under Holocaust.

Det er en vigtig dag at huske – og måske især i en tid som vores, hvor jøder igen forfølges, og hvor ingen af verdens to stormagter står på jødernes side.

Kina er som bekendt ligeglade med alle andre end Kina. Og USA har fået en præsident, som det er svært at beskrive uden at bruge ord som bindegal og narcissist – og som ved sin side har Tech-billionæren Elon Musk, som er åbenlyst nazist – og som tillader antisemitiske ytringer på hans sociale medie X.

Så de eneste, der er tilbage til at forsvare jøderne – udover jøderne selv, er Europa og europæerne. Men også her sker der store svigt, når jøder ikke i offentlighed kan vise sig med kippaer og Davidsstjerner, generelt bare ikke kan gå i fred på gaden eller være i sikkerhed derhjemme. Eller det faktum, at der konstant skal være bevogtning ved jødiske institutioner for at forhindre overgreb, også på små børn.

Og det er bare i Danmark. I andre europæiske lande er forfølgelsen af jøder endnu værre.

Dét er tordnende forkert. Og vi svigter vores jødiske medborgere, når vi ikke håndhæver et politiske stop, som er sagt. For vi skal simpelthen forlange af visse muslimske grupper og visse grupper på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, at de skal respektere og ikke forfølge jøder.

Det kan godt være, at disse grupper er imod Israels politik. Det må de også gerne ytre. MEN ingen må – med trusler eller hadsk tale eller spytklatter, lort ind ad brevsprækken og det som er endnu værre – gå efter jøder. Det skal vi holde fast i – og vi skal retsforfølge dem, som alligevel gør det.

I 1945 lovede vi jøderne ALDRIG IGEN. Dét løfte skal dér holdes fast i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk