Forfatter lader ny bog få premiere på gratis tjeneste

Biblioteket findes også på nettet – og hedder eReolen – og det er ligeså gratis at låne dér som på de fysiske biblioteker.

En af de forfattere, der i det kommende efterår, vil udgive sin nye historie på eReolen – og vel at mærke først dér, er Steen Langstrup, der på fredag kommer med den første ud af ti dele af ”Frygt fabrik fælde” – en uhyggelig historie, som Danmarksbloggen anmelder på udgivelsesdagen fredag d. 7. september.

Men inden er det tid til en snak med Steen Langstrup:

For hvorfor har du valgt denne model til dit nye værk, som i øvrigt senere kommer som traditionel bog og e-bog?

Som så mange andre har jeg set en del tv-serier de sidste mange år. Formen og fortællestilen fascinerede mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at stjæle fortælleteknikken og bruge den i en roman.
Jeg havde samtidig længe været fascineret af forladte bygninger, og det levede liv man kan fornemme eller bilde sig ind, man fornemmer, disse steder, og haft lyst til at lade en historie udspille sig sådan et sted, og da de to ting smeltede sammen, opstod der noget, jeg havde lyst til at dykke ned i. Den forladte bygnings historie som den egentlige kerne i romanen, mens vi i nutiden følger nogle, der besøger stedet, og alt fortalt og tænkt i serieform, i episoder.
Mens jeg skrev romanen, gik det op for mig, at den fortjente at blive udgivet i en eller serieform, og jeg legede med forskellige modeller, inden jeg endelig besluttede at lade det være en lydbogsserie. Lydbogen er et medie i kraftig vækst i disse år, og gys er gerne en genre, der gør sig godt på lyd.

Og hvad mener du om en tjeneste som e-reolen versus streamingtjenester som Mofibo eller Storytel, der koster penge?

Jeg er meget glad for eReolen – og biblioteker i det hele taget. Jeg holder af velfærdssamfundet og synes, vi skal genindføre det, da det mange steder nærmest allerede er afskaffet.
Bibliotekerne findes endnu, men desværre ikke som de gjorde engang. Jeg forstår selvfølgelig, at verden ændrer sig, at nye digitale medier de sidste ti år har indtaget en stor del af markedet, og det er ikke kun skidt, for mig har det overvejende været et tiltrængt skub i ryggen, men det er supervigtigt, at eReolen findes som et gratis modspil til de private streamingtjenester.
Det er utrolig vigtigt, at der er fri adgang til viden, fagbøger og litteratur i et samfund, der har andre end dem, der blev født med penge, for øje. At ‘Frygt fabrik fælde’ udkommer eksklusivt på eReolen de første måneder er min måde at sige tak til ikke bare eReolen, men også bibliotekerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed at uden dem, så ville et forfatterskab som mit være visnet bort for mange år siden.
Vi er et meget lille land, et meget lille sprogområde, og vi må passe på os selv og hinanden, vores sprog og selvforståelse, for det at have en levende kultur, en levende litteratur er ikke noget, et land på vores størrelse får forærende. Og slet ikke noget det til guddommelighed ophøjede marked kan garantere. Det er noget, vi skal være fælles om.

Hvordan ser du fremtiden for danske forfattere – i forhold til at tjene penge? Hvilke muligheder har I?

Forfatterøkonomi er noget mærkeligt noget. For det første er der ingen timeløn, ingen månedsløn, ingen fast indtægt. Man får sjældent penge for at lave noget, man lever af det, man allerede har lavet, mens man forsøger at lave noget nyt, der er godt nok – eller heldigt nok – til man kan fortsætte med at leve af det i fremtiden, og det nærmest med bind for øjnene, for ingen aner, hvad fremtiden bringer af muligheder, umuligheder, nedskæringer og forhindringer, forandringer og nye medier.
Der skal en masse flid til, en lang backlist er en god hjælp, en vilje til at blive ved på trods af alt, og så det magiske held, uden hvilket intet lykkes.

Derfor holdt jeg for længe siden op med at forsøge at se ind i fremtiden. Den ser sort ud. Det har den altid gjort. Den er uoverskuelig. Jeg fokuserer i stedet på at skrive de bedste ting, jeg overhovedet kan, og så må heldet og lykken stå mig bi – eller jeg må dø af sult undervejs. Det er de to muligheder. Indtil videre er det lykkedes mig at overleve. I den sidste ende er kunstneren eller forfatteren intet. Det er værkerne, bøgerne, historierne, der tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup: DØDSFABRIKKEN

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, runder vi af med gyserforfatter Steen Langstrups fortælling om, hvordan han som ung oplevede Auschwitz:

Det er mange år siden nu. Det var tilbage i starten af 90’erne. Muren var lige faldet. Østblokken sunket i grus, og Tredje Verdenskrig var aflyst. Gamle fjender var nu venner. Fremtiden så lysere ud, end den havde gjort i mange år. Sovjet var gået i opløsning, og fredelige revolutioner var fulgt i kølvandet i langt de fleste østeuropæiske lande. Kun i Jugoslavien var der udbrudt borgerkrig, ellers var Europa fredeligt som aldrig før.

Jeg var ung og nysgerrig. Havde lige fået antaget manuskriptet til min første roman på et anerkendt forlag, hvilket var så overvældende, at jeg faktisk ikke troede på det. Min daværende kæreste og jeg havde pakket rygsækkene, og med Interrail-billetter i lommen var vi taget ud for at udforske et Østeuropa, der stadig var mærket af den kolde krigs fattigdom og de totalitære kommunistiske regimer.

Vi havde set ubeskrivelig fattigdom i Rumænien. Et Bucarest stivet midt i Ceausescus byggevanvid. Et land, hvor det gamle styre stadig havde magten, bare i nye klæder. Eliten havde stadig særlige vognbaner til deres sorte luksusbiler. Der var stadig skudhuller i murene, hvor oprøret og gadekampene, der førte til ‘revolutionen’, havde fundet sted få år før. Politik var stadig noget, man hviskede om i kælderen, hvor naboen ikke kunne høre en. Hestevogne var almindelige i gadebilledet, der ellers domineredes af gamle rustne Daciaer. Vi havde været dybt inde i Karpaterne på jagt efter den historiske Dracula. Kærligheden til gysergenren var ikke til at løbe fra, selvom jeg endnu ikke kunne få mig selv til at kalde mig for forfatter. Rejsen var gået videre til Ungarn og det mere vestlige Budapest, hvor der både var lysreklamer og McDonald’s. Næsten som at vende hjem.

Jeg kan ikke huske, om vi havde været i Tjekkiet og Prag, der myldrede med amerikanere, eller om vi først tog dertil efter Polen. Men jeg husker tydeligt, da vi stod af toget i Oswiecim i det sydlige Polen og grinede ad, at det var forbudt at ryge uden for på perronen. Det havde ingen af os set nogen steder før. Selve tanken forekom os latterlig. Det ville aldrig nogensinde kunne ske i Danmark, tænkte vi, hvilket kan virke lidt pudsigt i dag.

Det fede ved Interrail var, at togbilletten gjaldt i hele Europa. Den gav frihed til at rejse, hvorhen man fik lyst til — og ændre planer undervejs. Polen havde ikke været på vores liste, da vi tog hjemmefra, men nu stod vi i en grå og ucharmerende afkrog af landet, der lignede en kliché på det gamle DDR. Vi stod så at sige i ruinerne af et totalitært helvedesregime, men vi var her for at se ruinerne af et andet. Det Tredje Riges mest berømte dødsfabrik: Koncentrationslejren Auschwitz.

Det var sent på eftermiddagen. Vi var trætte efter rejsen, rygsækkene var tunge. Vi skulle bare finde et sted at sove, så ville vi se, om vi kunne finde lejren dagen efter. Vi fandt et hotel nær baneområdet. Det var et underligt hotel. 70’er-beton og uden nogen egentlige naboer. Det lå bare der ved skinnerne, midt på en lille parkeringsplads. Der var ingen ledige værelser, fik vi af vide. De ventede et stort rykind pga en eller anden konference, men så fandt de alligevel et ledigt værelse, som vi kunne få for en nat og kun en nat. Der var ingen biler på parkeringspladsen — og vi så ingen andre gæster på stedet. Det var en smule skummelt.

Dagen efter gik vi ud på opdagelse. Vi vidste, at nazisterne havde udvalgt Oswiecim til at rumme deres største koncentrationslejr på grund det veludbyggede jernbanenet i området, så det virkede logisk, at lejren måtte ligge i nærheden af jernbaneområdet. Så vi gik på opdagelse i kvarteret, der hurtigt viste sig at bestå af gamle fabriksbygninger, og vi skulle ikke rundt om mange hjørner, før vi pludselig stod foran den berygtede Arbeit Macht Frei-port.

Dette var Auschwitz I. Den oprindelige lejr. Pigtråd, vagttårne og gamle to-etages kasernebygninger i mursten. Det var her lejren blev grundlagt i 1940. Ikke som led i jødeudryddelsen, men som fængsel for polske politiske fanger. Siden kom russiske krigsfanger til — og jøder, sigøjnere, homoseksuelle, asociale, kommunister, og hvem søren nazisterne ellers så sig sure på. Det er en stor fejltagelse at tro, at det mest var jøder, der havde noget at frygte fra nazisterne. Ingen kunne vide sig sikker. Totalitære ideologier er farlige for alle, ikke kun deres syndebukke nu og her.

Auschwitz bestod, da lejren var på sit højeste, af tre hovedlejre og omkring 40 underlejre. Det var den største blandt Nazitysklands mange koncentrationslejre, den mest effektive blandt udryddelseslejrene, og en af nøglelejrene, når det kom til medicinske forsøg udført på mennesker. En af Hitlers første love forbød brug af forsøgsdyr, paradoksalt måske, da man næsten i samme åndedrag opførte de første koncentrationslejre og snart erstattede forsøgsdyrene med mennesker.

Auschwitz I er ganske velbevaret. Det var en smuk og meget varm sommerdag, vi var der. Fuglene kvidrede i buskene, solen skinnede fra en skyfri himmel. Alligevel var stemningen i lejren tung. Auschwitz I har rum fulde af sko, rum fulde af kufferter, rum fulde af afklippet kvindehår. Koncentrationslejrene var pengemaskiner først og fremmest. Fangerne skulle arbejdes ihjel på private fabrikker, der betalte nazisterne for billig, rettighedsløs arbejdskraft. Men inden fangerne blev sat i arbejde, blev de frastjålet alt af værdi. Selv kvindernes lange hår blev konfiskeret og brugt til fyld i madrasser. Det var tungt at se de mange sko, kufferter og hår, det var overvældende, men det var i virkeligheden kun en beskeden rest, man så. For disse rum blev indrettet, da man indrettede stedet til museum. Dengang lejren fungerede, blev disse effekter samlet i store lagerhaller ude i Auschwitz II – Birkenau. Disse haller findes ikke længere, og det er næppe gavnligt for ens sjælefred at forestille sig, hvor store mængder hår, tøj, guldtænder osv. der blev samlet derude.

Auschwitz I rummer også torturkamre, henrettelseplads og det kælderrum, hvor nazisterne eksperimenterede med at gasse fanger med Zyklon B. Et billigt rengøringsmiddel, der afgav giftige gasser. Det var ikke i Auschwitz, at de startede med at gasse fanger, men tidligere havde man brugt udstødningsgas fra lastbiler. En teknik de udviklede i forbindelse med medlidenhedsdrabene på rigets psykiatriske patienter. Problemet var, at den metode var for langsom, besværlig og kostbar, nu turen var kommet til jøderne og sigøjnerne. De første fanger, man gassede med Zyklon B, var russiske krigsfanger. Auschwitz’ første gaskammer med krematorium kan ses i lejren. Det er ikke et rart sted at besøge.

Auschwitz I var — trods sit ene gaskammer — først og fremmest en slavearbejdslejr som så mange andre. At bruge ordet slave om fangerne er måske ikke voldsomt præcist, for slaver er mennesker, der ejes af andre, og de besidder derfor oftest en vis værdi for ejeren, men fangerne i Nazitysklands koncentrationslejre havde ingen værdi. De blev arbejdet ihjel, og når de døde udvalgte man blot nogle nye fra køen til gaskammeret. Der var ingen mangel på ny arbejdskraft.

Det tog et par timer at se hele Auschwitz I — så det var stadig formiddag, da vi forlod den gamle kasserne, og missende mod solen trådte ud af porten igen. Vi havde stirret ned i helvede, vi havde været på det sted i Europa, hvor nogle af de værste grusomheder i menneskehedens historie havde fundet sted, og oplevelsen ætsede stadig inden i os. Men vi var også meget unge, måske for unge til helt at fatte virkeligheden af den ondskab, der var sket lige her. Vi var blevet sultne — og en lille smule … skuffede … jeg ved ikke. Dette var ikke det Auschwitz, historiebøgerne beskrev. Lejren forekom ikke engang voldsomt stor. Auschwitz I var måske nok en dødsfabrik, og det er svært at skrive disse ord efter at have beskrevet de grusomheder, der fandt sted her, men det var ikke her det organiserede, industrielle massemord fandt sted for alvor. Det var i Auschwitz II – Birkenau.

Vi fik noget at spise og drikke. Det sidste var tiltrængt. Det var nu bagende hedt. Et godt stykke over tredive grader. På vej tilbage til hotellet fik vi øje på et skilt, der viste vej til Auschwitz II – Birkenau små to kilometer væk, og vi blev enige om at forsøge at gå derud og se, om den var åben for besøgende.

Vi kom ud af byen og gik langs en smal landevej. Det kunne have været hvor som helst. Det lignede Danmark. Marker, gårde, åer. Og så slog vejen et sving, og vi var fremme. Ved jernbanesporet, der førte ind gennem Birkenaus portbygning og videre ind i lejren. Vi betalte entré og trådte ind. Bag porten delte jernbanesporet sig i tre forgreninger, så der samtidig havde kunnet holde tre togstammer i lejren ad gangen. Vi stod præcis, hvor SS-vagterne engang havde tømt kreaturvognene for fanger, der var blevet delt i to grupper, dem, der var udvalgt til at arbejde sig ihjel, og dem, der blev gasset ihjel med det samme.

Men der ingen togvogne længere, og af gaskamrene og krematorierne var der kun murbrokker tilbage. Det, der virkelig ramte mig, var lejrens størrelse. Den var enorm. Det omkransende dobbelte el- og pigtrådshegn. Vagttårn på vagttårn på vagttårn. Kvindelejrens stenbarakker til venstre for os, og den uendelige række af træbarakker, hvoraf kun skorstenene var tilbage for manges vedkommende, fortsatte mod højre halvanden, måske endda to kilometer derudaf, og resterne af gaskammer/krematorium I og II foran os, lagerhallerne og længere væk gaskammer/krematorium IV og V. Og helt ude for enden af det hele havde man endda været i færd med at udvide lejren ganske betragteligt. Den skal have rummet op til 100.000 fanger. Det er næsten lige så mange, som der bor i Aalborg.

Vi tilbragte resten af dagen med at vandre rundt i lejren. Jeg tror ikke, vi sagde meget. Der var ikke meget at sige. Over 1,1 million mennesker var blevet myrdet her. Mange arbejdet ihjel, men de fleste gasset og brændt. Det svarer til hele Københavns befolkning — på kun to år. Det er meget svært at begribe en dødsfabrik af den størrelse.

Og så var den kun én ud af mange. Der var otte andre udryddelseslejre, de fleste af disse fungerede i modsætning til Auschwitz alene til dette formål, hvorfor der ikke er mange øjenvidneberetninger fra disse. Der var nogle og tyve andre koncentrationslejre, hvor fangerne blev arbejdet ihjel. Grusomhederne var på ingen måde noget, der kun foregik her.

Det er sært, hvad man husker, så mange år senere. Jeg husker en sætning skrevet på væggen med tyskernes gotiske bogstaver i lokumsbarakken i kvindelejren. Renlighed er sundhed. Og under disse ord lokumsbænke, hvor man har skidt side om side i en lejr, der må være det tætteste på helvede, mennesket endnu har skabt.

Jeg husker grafittien i byen omkring den gamle lejr. De mange ubehjælpsomme hagekors. Jeg har stadig meget vanskeligt ved at rumme, at nogle mennesker har opsøgt dette sted og følt et behov for at hylde den ideologi, der gjorde dette massemord muligt.

Jeg husker de mange gamle fabriksbygninger i nabolaget. Måske mest af alt. For det foruroliger mig stadig at tænke på, så beredvilligt de store virksomheder altid træder til, når der er udsigt til billig arbejdskraft. Det har ikke noget med nazismen at gøre, ikke noget med tiden eller uvidenhed at gøre, ikke engang med de pågældende virksomheder. Det er grådighedens triumf, at ordene ‘billig arbejdskraft’ sætter moral og skrubler skakmat i den hellige konkurrences navn, og det sker den dag i dag.

Jeg har aldrig helt rystet Auschwitz af mig igen. Det var en sær oplevelse, måske især fordi jeg var der på sådan en smuk sommerdag. Livet fortsætter. Vi glemmer. Vi gentager historien. Indtil videre har vi ikke gentaget Auschwitz, ikke i samme størrelsesforhold i hvert fald, men det var mennesker, som dig og mig, der var ofre, der udførte grusomhederne, der tjente penge på dem, der så den anden vej. Det sidste er vi stadig alt for gode til.

Skrevet af: Gyserforfatter Steen Langstrup, som også driver en rejseblog sammen med sin hustru Anne Marie: https://modnyegraenser.wordpress.com

Anna M. T. Frederiksen: RÆDSELSFÆNGSLET

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, fortsætter vi med gymnasieelev Anna M. T. Frederiksens fortælling om, hvordan hun på en skoletur i 2016 oplevede rædselsfængslet Hohenschönhausen:

Det er efterår, og der er lang vej at gå fra sporvognen…

Vi er på vej til Hohenschönhausen, det gamle DDR-fængsel lidt udenfor Berlin, som russerne oprindeligt begyndte at anvende i 1945, da 2. verdenskrig sluttede. Men russerne forsvandt med tiden, og deres venner i det kommunistiske DDR overtog i 1951 fængslet, som snart blev berygtet for den ekstreme psykiske terror, som foregik dér orkestreret af det østtyske sikkerhedspoliti, det berygtede og frygtede Stasi.

Ja, allerede inden fangerne ankom til fængslet startede det psykiske pres. For når en person blev anholdt inde i Berlin, så kunne vedkommende blive kørt rundt i en varevogn gennem gaderne i timevis, inden bilen kørte op til fængslet, og mareridtet for alvor begyndte.

For var der en ting, som man kunne være sikker på som fange i Hohenschönhausen, var det, at der blev gjort alt for at nedbryde én, så man til sidst knækkede og fortalte alt.

Man måtte ikke tale med andre fanger, ja ofte så man end ikke andre fanger, man fik frataget alt personligt, man skulle ligge på ryggen og sove – og det blev tjekket flere gange i timen, om man lå reglementeret, man måtte heller ikke sidde eller ligge om dagen, men skulle stå ret op og vente på at komme til forhør.

Forhøret var så noget af det, som virkelig viste deres umenneskelighed, for det foregik i noget, der mindede om en dagligstue med bløde stole og brunmønstret tapet på væggene, og her var der tit en ”hyggelig” atmosfære med ”rare” mennesker, som stod i skærende kontrast til de umenneskelige vilkår, iskolde betonceller og hårde fangevogtere, som fangerne mødte til hverdag.

Meningen var selvfølgelig, at fangerne dermed ikke skulle kunne lade være med at bryde sammen og fortælle alt.

Og selvom vi ved, at vi kun er der på besøg og skal tilbage til vores hotel, hvor morgenmaden godt nok ikke er noget at råbe hurra for, så er det alligevel super-ubehageligt at gå igennem fængslet. Og måske allermest at se den lille gummi-celle, isolationscellen, som fangerne sad i, og som ikke var større end et par meter på hver led og kulsort.

Den slags kan gøre hvem som helst sindssyg, tænker jeg og gyser, mens jeg tjekker min mobil, som uvist af hvilken årsag er ved at gå i stykker. Det er selvfølgelig ærgerligt, især fordi vi skal være her to dage endnu, men sammenlignet med de mange tusinde mennesker, som sad her i månedsvis – måske bare fordi de havde søgt om udrejsetilladelse til Vesten eller sagt, at kommunisterne var dumme – så er det et meget lille problem.

Det samme er mine ømme fødder, selvom turen hjem fra Hohenschönhausen føles dobbelt så lang som turen ud. Heldigvis er der en moderne McDonalds i nærheden, som vi går ind på – for Vesten og alt hvad den står for er for længst kommet til denne del af det gamle DDR.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen, gymnasieelev

Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk