Lars Liebst scorer Tivoli-millioner

Udgivet den 10. april 2015 af admin

Det giver bare ikke mening.

For et par år siden skar Tivoli så kraftigt ned på både Promenadeorkesteret og Big Bandet, at der reelt var tale om en lukning af de to hæderkronede orkestre.

De var for dyre i drift, lød begrundelsen.

Alligevel er der råd til at give Tivolidirektør Lars Liebst og økonomidirektør Claus Dyhr 12,5 millioner kroner i løn, bonus og pension. Et beløb, der svarer til en fjerdedel af Tivolis overskud sidste år.

Læs mere her: http://finans.dk/finans/erhverv/ECE7596391/L%C3%B8nnings-jackpot-til-Tivoli-toppen—fik-en-fjerdedel-af-overskuddet/?ctxref=ext

Det er ikke alene grådigt – det giver heller ikke mening. Og galskaben fortsætter.

For hvordan kan Tivoli i grunden få råd til at bygge – og drive – et nyt ballethus, når der ikke er råd til de to orkestre? For nok fik Tivoli nej af Københavns kommune til det første forslag, men mon ikke der kommer et nyt. Prisen vurderes at være cirka 130 millioner kroner.

Det lugter langt væk af, at Peter Bo Bendixen, Tivolidirektør Lars Liebsts protegé, skal have noget sjovt at lege med. Men hvorfor, når vi allerede har Den Kgl. Ballet, der er og vil fortsætte med at være niveauer bedre end det, som Tivolis balletskole kan præstere?

Hvorfor kaste kvalitet og arvegods som Promenadeorkesteret og Big Bandet overbord? En handling, der smadrer eventyret i Den Gamle Have – og som nu også er fuldstændig ulogisk rent økonomisk.

For hvorfor skal pengene ende i Liebst´s lomme, når de kunne gå til den kultur, der engang gjorde Tivoli til et eventyr?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Udgivet den 30. marts 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen. Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede. Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Udgivet den 27. marts 2015 af admin

Svar

Englænderne griner i disse dage over danske udtryk som fx “ingen ko på isen” og “det blæser en halv pelikan”, som de selvfølgelig siger på engelsk – og så giver det jo ingen mening, men lyder lidt fjollet.

Men fred med det. Det er da jolly good, at de således kan more sig derovre på de britiske øer.

Danmarksbloggen gik derfor også i gemmerne for at finde ud af, hvor flere gamle udtryk stammer fra. Her kommer nogle stykker:

At være i kridthuset = at være populær/elsket/ønsket hos en bestemt person. Det stammer var de små æsker med låg, som man tilbage i middelalderen og renæssancen brugte til at opbevare kridt i. Senere gemte man dog kærlighedsgaver i æskerne. Altså så længe at man holdt af vedkommende. Så allerede dengang var man ked af det, når man ikke længere var i kridthuset. Og dengang skulle det tages helt bogstaveligt, for så røg ens gave ud af æsken – og en andens gave røg måske ovenikøbet i.

Gå fra snøvsen = blive ude af dén (nutidens fortolkning). For oprindelig handlede det ikke om hverken at være ude af den eller om Benny Andersens søde, lille Snøvs. Det handlede om noget så enkelt som at gik man fra snøvsen, så havde man ikke gjort sit job ordentligt. For den øverste del af en sæk kaldte man for snøvsen, og havde man ikke bundet sækken ordentligt sammen, så den gik op og indholdet løb ud, ja så gik sækken fra snøvsen.

At gå over stregen = At gå for langt, krydse grænserne mellem mennesker. Udtrykket stammer helt tilbage fra vikingetiden, ja måske endda endnu længere. Oprindeligt betød det, at man – helt konkret fysisk – overskred den streg, der blev ridset i jorden for at angive to kæmpendes områder under en tvekamp.

Have rent mel i posen = Være uskyldig, ikke have gjort noget galt. Igen kommer det fra noget helt konkret. Nemlig dengang – op til cirka midt i 1800-tallet de fleste steder – hvor bønderne skulle gennem et toldeftersyn, inden de bragte varerne ind i byen for at sælge dem på byens markeder. Nogle af disse varer var afgiftspligtige – og derfor kunne nogen godt finde på at skjule dem i en sæk eller pose med mel. For at undgå ulovlighederne og sikre byen toldindtægten jog tolderen en spids jernstang ned i melet, så eventuelle skjulte varer blev fundet.

Leve på en stor fod = have og bruge mange penge. Udtrykket stammer fra middelalderen og skulle tages helt bogstaveligt. Det kommer fra de snabelsko, som især blev anvendt i 1300- og 1400-tallet. De fik enorme størrelser og i flere europæiske lande blev det ved lov vedtaget, at almindelige borgerlige kun måtte bære sko med 6 tommer lange næser (svarer til ca. 15 cm), baroner måtte bære 12 tommer (30 cm) lange næser, mens grever måtte gå med helt op til 24 (60 cm) tommer. Således blev dem med den største fod – ihvertfald målt på stoffet – også dem, der havde flest penge og mest status. De levede på en stor fod!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Udgivet den 23. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor St. Patricks Day i Danmark?

Udgivet den 17. marts 2015 af admin

Svar

Det er idag. d. 17. marts, St. Patricks Day – den irske nationaldag, der fejres over hele verden – også i København, hvor blandt andet det berømte “3 Legged Charity Race” finder sted. Det er et løb, hvor turen går fra pub til pub, og hvor der hvert sted skal drikkes ½ pint øl. Deltagerne er typiske udklædte – altid i grønt og gerne, så de ligner irske figurer som fx St. Patrick.

Et andet sted i byen – på Rådhuspladsen – er der optræden med blandt andet River Dance og irsk folkemusik. Børnene kan også blive malede – fx med de trekløvere, der er Irlands nationalsymbol. Og den store finale er selvfølgelig paraden med Tom McEwen som St. Patrick. Her kan alle deltage, blot man er iklædt noget grønt.

Læs mere her:

http://www.paddysday.dk/

http://stpatricksdayparade.dk/

Men hvorfor holde den irske nationaldag i Danmark? Hvad kan danskerne bruge farven grøn, en gammel biskop (St. Patrick) og trekløvere til?

Næppe meget. Men når deltagelse ikke kræver nogen særlige forudsætninger, og fejringen kombineres med rigelige mængder af irsk øl, stor folkelig hygge og også noget til børnene – og det gør St. Patricks Day altid – så har man opskriften på en succes.

St. Patricks Day er nemlig munter og ligetil – og det kan alle lide, også danskerne.

I øvrigt: Hvem var St. Patrick?

Han er Irlands værnehelgen og ham, der gjorde irerne kristne. Han levede formentlig i 400-tallet og var født i England af kristne forældre. Som stor dreng blev han ført som slave af sørøvere til Irland, hvor St. Patrick boede i seks år, inden det lykkes ham at flygte hjem til England. Dér fik han et syn, hvor Gud sagde, at han skulle vende tilbage til Irland og gøre irerne kristne. Det gjorde St. Patrick så. Og det lykkedes, fordi han brugte den allestedsnærværende trekløver (shamrock) til at fortælle og overbevise de dengang hedenske irere om treenighenden – og dermed kristendommen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Udgivet den 16. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to royale markante kvinder i sidste del af 1800-tallet, to kvinder hvor den mest spændende, mest markante og hende der gjorde mest godt ikke havde en dråbe blåt blod i årerne. Nemlig:

Grevinde Danner og Europas Svigermor

I alle andre lande end Danmark har det op igennem historien været tradition at forskellige slægter har siddet på landets trone. Men ikke hos os. Fra Gorm d. Gamle til Frederik d. 7. – eller gennem næsten 1000 år – præsterede kongeslægten det utrolige: Hele tiden at producere en arving.

Men nu stoppede det. Frederik d. 7. fik ikke – officielt – arvinger. Til gengæld var han gift tre gange, de to første gange i arrangerede og fyrstelige ægteskaber, der gik i vasken næsten ligeså hurtigt, som de var blevet indgået.

Men tredje gang i 1850 giftede Frederik d. 7, som i øvrigt var ham, der gav danskerne Grundloven, sig af kærlighed med den borgerlige Louise Rasmussen (1815-1874), datter af en tjenestepige og dennes gifte arbejdsgiver. Det var et ægteskab til venstre hånd, så Louise blev ikke dronning.

Alligevel kunne dét næsten ikke være værre set med datidens moralske øjne: Danmarks konge gift med et uægte barn, som børn født udenfor ægteskabet hed dengang. Og så tilmed en borgerlig – og en tidligere balletpige.

For Louise Rasmussen, der senere blev det, som man kalder en frodig dame, der kun med besvær bevægede sig rundt, startede med at være slank som et siv og meget graciøs, når hun dansede på Det Kgl. Teater. Dét var der ikke prestige i. Datidens balletpiger blev opfattet som noget nær prostituerede.

Så nej, kredsene omkring kongehuset brød sig ikke om Frederik d. 7´s valg af kone. Befolkningen, som generelt elskede Frederik d. 7. for hans folkelige stil, brød sig heller ikke meget om kvinden, der først havde været balletpige og siden haft en modebutik på Strøget. Adskillige smædeviser handlede om hende, der steg fra ”Dybet”.

Frederik d. 7. var til gengæld ligeglad. Han kunne lide Louise – og hun ham, også selvom hun i årevis havde en romantisk affære kørende med Frederik d. 7.´s bedste ven, avismanden Berling, med hvem Louise også fik et barn, som dog voksede op andetsteds. Så hun kunne godt få børn. Det var Frederik, der ikke kunne, selvom den nyeste forskning tyder på, at han måske alligevel havde et barn et sted i Jylland.

Men altså Louise, der blev adlet og derfor fik navnet grevinde Danner, og Frederik havde det dejligt sammen – og især når de var væk fra København og hoffet, der ligesom alle andre behandlede grevinde Danner skidt.

Deres favoritslotte var Frederiksborg og Jægerspris slotte i Nordsjælland, hvor de kunne have de gæster, som de ønskede, læse og tale sammen, hvis ikke han fiskede eller gravede efter oldtidsfund.

Det var et dejligt ægteskab, der kun blev skæmmet af kongens alt for store alkoholforbrug, som grevinde Danner i øvrigt var den eneste, der kunne dæmpe – bare lidt.

Frederik d. 7. døde i 1863, og straks var grevinde Danner forvist fra det såkaldte gode selskab. Det har hun formentlig set komme, og hun gik da også i gang med at sikre, at hendes store formue gik til velgørenhed.

I 1873 (to år før hendes død) oprettedes derfor ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen” i Gyldenløvesgade i København og ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse” (et børnehjem for unge piger) på Jægerspris slot.

I dag er Danner-huset i Nansensgade krisecenter og asyl for voldsramte kvinder. Noget som blev muligt pga den store Grevinde Danner-indsamling i 1979.

Men tilbage til 1800-tallet og den næste på tronen, Christian d. 9. – og nej, han var netop ikke en oldenborger som forgængerne, men dog alligevel af samme slægt, nu blot den glückburgske gren, der siden har siddet på Danmarks trone.

Christian d. 9. er også kendt som Europas svigerfar, da han og hans dronning Louises børn i høj grad satte sig på Europas troner:

Den ældste søn blev selvfølgelig konge af Danmark under navnet Frederik d. 8. Han blev dermed også oldefar til den nuværende Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Den næstældste søn Wilhelm blev under navnet Georg d. 1. konge af Grækenland – og er dermed også stamfar til den græske eks-konge Konstantin, som er gift med Dronning Margrethes søster eks-dronning Anne-Marie.

Den yngste søn Valdemar fik tilbudt Bulgariens trone, men sagde nej, tak. Han risikerede at skulle gå i krig med sin egen bror, kongen af Grækenland. I stedet blev han i Danmark og blev gift med franske Marie, der var efterkommer af den franske konge.

Den ældste datter Alexandra blev gift med den engelske konge Edward d. 7. og blev dronning af England – og er dermed oldemor til den nuværende dronning Elizabeth d.2. af England.

Den næstældste datter Dagmar blev gift med den russiske zar og blev dermed zarina af Rusland og mor til zar Nicolai, der senere blev henrettet sammen med sin kone og børn. Selv overlevede hun revolutionen og boede til sin død igen i Danmark.

Den yngste datter Thyra blev gift med hertugen af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover.

Endelig skal også nævnes barnebarnet Carl, der under navnet Haakon d. 7. blev konge af det igen frie Norge i 1905.

Så når Christian d. 9 er Europas svigerfar, er dronning Louise også Europas svigermor – og det er en overset faktor, at især somrene på Fredensborg slot, hvor hele den store familie fra Europa samledes i årene op til og lige efter år 1900, har været styret af hendes evne til at få alle til at føle sig godt tilpas. For sammenkomsterne på Fredensborg handlede – stik imod hvad den tyske kejser troede – om hygge og ikke om politik.

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om de kvindelige kunstnere, malere og forfattere, der markerede sig omkring 1900-tallets start.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Udgivet den 9. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere. Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Udgivet den 6. marts 2015 af admin

Svar

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande.

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Udgivet den 2. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om en kvinde, der er vidt berømt i Danmark for sin dramatiske og tragiske skæbne:

Caroline Mathilde

Oplysningstidens 1700-tal var godt i gang. Der blev sat spørgsmålstegn ved alt, både religion og samfundsorden – og for de mest frisindede også kvindens rolle i samfundet. Så ja, spirerne til kvindernes frigørelse kunne så småt anes, i hvert fald ude i Europa. I Danmark gik det lidt langsommere.

Vi var også midt i den florissante tid. En tid med handel, velstand og fremgang, primært pga kolonierne og den begyndende industri . Men også videnskabens indtog gjorde meget. I Danmark havde vi i 1700-tallet såkaldt oplyst enevælde, hvilket betyder, at kongen bestemte alt – på papiret.

For i virkeligheden var administrationen af landet for længst blevet så kompleks, at ingen mand længere kunne overkomme det hele, hvorfor embedsmændene også fik mere og mere magt. Dog havde kongen det sidste ord, og det fordrede selvfølgelig en mand, der var i stand til at bevare overblikket og tænke klart. Noget, som man ved enevældens indførelse midt i 1600-tallet, anså for en selvfølgelighed, at kongen kunne.

Men sådan skulle det ikke gå, da Christian d. 7. kom på tronen i 1766 som kun 17-årig.

Hans far var levemanden og drukkenbolten Frederik d. 5, der døde midt i livet – og hans mor den elskelige dronning Louise, der kom fra England og medbragte en arvelig sindslidelse, hvad man ikke vidste, men som fik afgørende indflydelse på Danmarkshistorien. Hun døde endnu, mens Christian var en lille dreng, og hans far giftede sig igen, denne gang med Juliane Marie, der også fik en søn. Hun blev Christian d. 7´s onde ånd.

Christian d. 7. var nemlig et meget følsomt og skrøbeligt barn, og i stedet for at støtte og hjælpe ham, mente man, at han skulle hærdes. Resultatet var selvfølgelig, at Christian d. 7. blev et frygtsomt og usikkert menneske, som af samtiden blev anset for sindssyg, fordi han kunne sige og reagere højst mærkværdigt i stort set alle situationer. Det blev heller ikke bedre af, at omgivelserne – fra stedmoderen til kammertjeneren – behandlede ham såre dårligt, og som om han ikke var rigtig klog.

Og ja, der var noget galt med ham, men havde han fået den rigtige hjælp og støtte, kunne meget sikkert være blevet anderledes. Men altså nu rendte den danske konge rundt i natskjorte og råbte og skreg på gader og stræder sammen med sine drukbrødre og den horde af prostituerede, som altid var sammen med dem.

Til dette kongehus kom så den purunge engelske prinsesse Caroline Mathilde i 1766 og skulle være dansk dronning.

Hun var født i 1751 – og hun døde i 1775.

Det kan ikke have været let for hende at skulle rejse hjemmefra og over Nordsøen til dette cirkus. Alligevel er der meget, der tyder på, at hun og kongen i starten prøvede at nærme sig hinanden – og at det måske kunne være lykkedes. Men de var begge unge og usikre mennesker, så det var svært.

Og helt ødelagt blev det, da den ledende hofdame Louise von Plessen opfordrede Caroline Mathilde til at lukke sovekammerdøren for kongen og kun lade ham komme ind ved særlige lejligheder. Det blev nemlig anset for fint dengang, at kvinder ikke interesserede sig for eller viste interesse for erotik, og desværre lyttede den ellers ret varmblodige Caroline Mathilde til sin ældre hofdame. Resultatet var selvfølgelig, at kongeparret gled totalt fra hinanden.

I Arcels film ”En kongelig affære” er von Plessen skildre som heltinden, men i virkelighedens verden var det hende, der ødelagde det spirende kærlighedsforhold mellem Christian d. 7 og Caroline Mathilde – og som dermed lagde grunden for den tragedie, der fulgte.

For Christian d. 7 tog på rejse i Europa i 1768, hvor alle spændt ventede på at møde den sindssyge danske konge. Men fra alle hoffer indløb rapporter om en kultiveret og dannet mand, der var behagelig at være sammen med. Noget, der bestyrker tanken om, at han ikke var sindssyg – blot mobbet udi det ekstreme her i Danmark. For i udlandet blev kongen behandlet med respekt – og så blomstrede han op.

På denne rejse mødte han også Struense, den unge læge, der var optaget af oplysningstiden og dens tanker om frihed og rettigheder. En mand, som kongen fik så stor tillid til, at Struense hurtigt blev hans nærmeste rådgiver – og herfra er historien velkendt.

Kongen og Struense kom hjem, og Struense blev reel regent i Danmark og satte gang i en lavine af reformer. Det alene var nok til at gøre ham upopulær, og allermest hos enkedronningen og hendes søn, der gerne ville være konge i stedet for Christian d. 7.

Og helt slemt blev det, da Struense og Caroline Mathilde forelskede sig i hinanden og indledte et forhold. Kærligheden mellem den unge læge og den danske dronning var så også modpartens våben, især fordi de to turtelduer var meget uforsigtige og åbenlyst løb ind og ud af hinandens værelser på slottet. For nok var det ikke noget særsyn, at en dronning havde en elsker, men det skulle ske diskret.

For Caroline Mathilde må det have været fantastisk – efter års ensomhed – endelig at få en at tale og være sammen med, som hun kunne stole på. Men lykken varede kort.

Enkedronningen slog til i 1772. Struense og hans ven Brandt blev henrettet. Dronningen og kongen skilt – og Caroline Mathilde blev sejlet til byen Celle i Tyskland.

Det siges, at kongen ikke vidste, hvad der skete – og at han slet ikke ønskede hverken Struense henrettet eller Caroline Mathilde sendt væk. Det skal nok passe. Christian d. 7. var alle dage let at skræmme, let at få til at makke ret.

Og så sad den danske konge ellers i saksen hos fjenden i de næste 12 år, inden hans søn – den kommende Frederik d. 6. – nåede til skelsår og alder.

Så lang tid fik Caroline Mathilde ikke. Kun få år efter hun blev sendt bort, døde hun – helt alene – nede i Celle i Tyskland, hvor hun stadig ligger begravet.

Men fremskridtet kunne ikke holdes tilbage. Et statskup var under opsejling – og med det indvarsles den danske guldalder og en perlerække af markante danske kvindeskikkelser indenfor kunst og kultur.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Udgivet den 23. februar 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to kvinder, der begge prøvede faldet fra tinderne:

Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Renæssancen var forbi. Barokken og enevælden blomstrede. Forholdene for Danmarks kvinder var dog ikke væsentligt ændrede siden middelalderen. De var stadig underlagt mændene i stort set alt.

Dog var der noget i gang, men endnu førte det ikke andet med sig end ulykke for de to kvinder, der – med meget forskellige bevæggrunde – udfordrede et statisk og mandsdomineret samfund. Den ene gjorde det bevidst – og den anden fordi hun forelskede sig i en konge.

Vi starter med hende, der gjorde det bevidst. Hun hed Marie Grubbe og levede fra 1643 til 1718 – og hendes skæbne har fascineret forfattere gennem alle tider: Ludvig Holberg er interesseret i det moralske og omtaler hende i ”Epistel 89”, Steen Steensen Blicher har hende som kvindelig hovedskikkelse i hans berømte novelle ”Af en Landsbydegns Dagbog”, hos I. P. Jacobsen er hun hovedpersonen i hans store roman ”Marie Grube”, H. C. Andersen tegner hende i det ret ukendte eventyr ”Hønsegrethes familie” – og i nyere tid har Juliane Preisler skrevet om hende i ”Kysse Marie” og Lone Hørslev i ”Dyrets år”.

Marie Grubbe var datter af Erik Grubbe til Tjele, en adelsmand, der led hårdt under svenskekrigene midt i 1600-tallet, men som alligevel formåede at have en fin position ved hoffet og få sine døtre godt gift, og bedst Marie Grubbe, der i 1660 blev gift med ingen ringere end Ulrich Frederik Gyldenløve, der som efternavnet indikerede det var en uægte søn af kongen, her Frederik d. 3.

Ægteskabet varede i 10 år – og var en total fiasko. Ingen af de unge havde ønsket hinanden. Det var udelukkende en aftale mellem fædrene. Marie Grubbe hævnede sig ved nærmest med det samme at gå i seng med mandens sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort.

Dengang var der ellers ikke tradition for, at kvinder var så oprørske. Det var mere stilen, at kvinderne fandt sig i tingene, led i stilhed og græd i smug, men altså ikke Marie Grubbe.

Da skilsmissen endelig var en realitet, tog Marie Grubbe også medgiften, som hun fik tilbage og stak af til udlandet, hvor hun brændte det, der svarer til mindst to millioner kroner i nutidsmønt, af på kun to år, inden hun fattig og helt til rotterne vendte hjem til faderen.

Faderen fik hende gift igen i 1673, denne gang med adelsmanden Palle Dyre til Sindinggård. Det endte også galt. Palle Dyre kunne ikke styre Marie Grubbe, der hurtigt fik kontrollen over pengene og satte det hele over styr, så hun og manden måtte flytte hjem til hendes far Erik Grubbe. Hjemme igen på Tjele fortsatte Marie Grubbe den diktatoriske adfærd, også overfor den gamle far, som hun behandlede som en hund, som det er beskrevet af flere kilder.

Faderen skrev til kongen om ikke han ville sætte Marie i fængsel for hendes forargelige levned. Dengang kunne mænd nemlig få sat både kvinder og børn i fængsel for meget lidt.

I fængsel kom hun dog ikke. Til gengæld fik Palle Dyre sin skilsmisse, faderen slap af med datteren – og Marie Grubbe? Ja, hun havde i mellemtiden forelsket sig i kusken Søren Møller på Tjele, og 48 år gammel vandrede hun så sammen med ham ud af porten på Tjele.

I de første mange år spillede parret formentlig til markeder og andet for at overleve, men i 1706 havnede de i Borrehuset ved Grønsund på Falster. Her holdt de færgekro og stod for færgefarten over Grønsund. De havde det ikke elendigt, men alligevel niveauer under Maries normale levestandard.

Alligevel kan man sige, at der til sidst kom der lidt stabilitet i historien om Marie Grubbe, adelsfrøkenen, der blev gift med en kongesøn, men som endte som færgekone sammen med en kusk, som hun vistnok elskede som den første af sine mænd.

En historie, som især tidligere tider selvfølgelig elskede at svælge i for dens mange moralske pointer.

Den anden kvinde, der udfordrede normerne, var som sagt styret af kærligheden. Hun hed Anna Sophie Reventlow og levede fra 1693 til 1743. Hendes far var kong Frederik d. 4´s storkansler, der oprindelig stammede fra Clausholm slot i Jylland. Og det var også til et maskebal i Jylland i 1711, at den purunge Anna Sophie og den yngre Frederik d. 4 mødte – og forelskede sig – i hinanden.

Kongen var gift og havde børn – og nok havde konger friller, som man kaldte elskerinderne dengang, men det var en ting. Noget andet var, hvis man ville gifte sig til venstre hånd, som det hed, når man tog sig kone nr. 2. Noget, der for alle andre kongen var det samme som en dødsstraf. Men kongen var jo enevældig og dermed lige under Gud, så kongen kunne godt.

Frederik d. 4. havde også allerede gjort det en gang tidligere, men frøken von Vieregg, som dog døde i barselsseng. Og nu var han altså forelsket i Anna Sophie og hun i ham. Moderen sagde dog nej og holdt dem fra hinanden. Men som altid fandt kærligheden en vej, og en mørk nat i 1712 bortførte kongen – med Anna Sophies velsignelse – hende fra Clausholm, og de blev gift ved en hemmelig ceremoni i Skanderborg.

Kongens kone til højre hånd og landets dronning tog det selvfølgelig ilde op, og hun fortalte sine børn, og især sønnen, den senere Kong Christian d. 6 om faderens nye kone, som han kaldte både en tøjte og en hore. Drengens sind mod Anna Sophie blev selvfølgelig ikke mildere stemt, hvilket hun fik at føle senere.

Men i første omgang gik årene for kongen og Anna Sophie, der elskede hinanden hele vejen – dog ikke kun lykkeligt. Alle Anna Sophies og Frederiks otte børn døde som spæde – noget, som hun især tolkede som Guds straf over det, som de havde gjort ved at gifte sig, imens dronningen stadig levede.

Helt galt gik det dog, da dronningen døde i 1721. Hun blev bisat i Roskilde d. 3. april. Dagen efter d. 4. april var der om formiddagen sørgefest – og om eftermiddagen blev kongen og Anna Sophie gift – og hun blev kronet som dronning. Dét vakte forargelse langt udover landets grænser. Alligevel elskede hun og kongen hinanden hele livet, og han prøvede at sikre hende.

Men forgæves. Da Frederik d. 4 døde, kunne sønnen med den første dronning endelig få sin hævn. Og det fik han ved at forvise Anna Sophie til Clausholm og tage store værdier fra hende. Det var småligt, men måske også psykologisk forståeligt.

Paradoksalt nok blev både den nye konge og Anna Sophie begge dybt grebne af pietismen, der fejrede triumfer landet over i de år, og som var en meget følelsesladet og inderlig kristendom, hvor mange af dens tilhængere især fokuserede på det syndige, som de selv og andre havde gjort. Livet var en jammerdal, mennesket var syndigt og kun troen på Jesus kunne frelse én, var holdningen hos de pietistiske.

Det var altsammen vældig trist, også for Danmark og danskerne, der oplevede, at Christian d. 6 lukkede teatre og dansesteder og forbød kortspil og druk. Danskerne kunne først trække vejret igen, da den næste konge, altså Frederik d. 5 kom på tronen sammen med sin kone dronning Louise, som danskerne elskede for hendes milde og muntre væsen. Tragedien lurede dog lige om hjørnet for dette populære kongepars barn – og især svigerbarn.

For den måske mest triste, mest tragiske skæbne i Danmarkshistorien ventede en anden kvinde, en engelsk-født prinsesse, der som dansk dronning oplevede at få sine børn taget fra sig, inden hun selv blev deporteret til udlandet, hvor hun døde helt alene og ganske ung.

Denne markante kvinde skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Lars Liebst scorer Tivoli-millioner

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Hvorfor St. Patricks Day i Danmark?

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow