Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

8. marts: Besviken

Udgivet den af
Svar

Kvindernes Internationale Kampdag. Der er også meget at kæmpe for stadigvæk. For samfundet er stadig vældig patriarkalsk. Vi kan altså stadig spejle os i Edith Södergrans digt ”Dagen svalnar” fra 1916, hvor sidste vers lyder:

Du sökte en blomma
och fann en frukt
Du sökte en källa
och fann ett hav
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du är besviken

Det findes også på dansk, hvor det lyder:

Du søgte en blomst
og fandt en frugt
Du søgte en kilde
og fandt et hav
Du søgte en kvinde
og fandt en sjæl –
du er skuffet

Digtet er bedst på svensk. Både i det hele taget og på grund af det sidste ord BESVIKEN, som betyder så meget mere end bare skuffet. Det betyder også sveget, bedraget, svigtet, ja nærmest snydt.

Men hvem bliver mest snydt? Manden og hele det patriarkalske system, når de finder ud af, at kvinden ikke kun er blid og føjelig ? Eller er det kvinden, der igen og igen giver køb på sig selv og sine drømme? Kvinden, der for at få og beholde en mand sætter sine længsler og lidenskaber på evig pause?

Jeg vil sige det sidste. Det er kvinden, der er (mest) besviken. For kvinder sammenlignes stadig mere med blomster, kilder og køn end med frugter, oceaner og sjæle. Men det duer ikke.

Vi er så meget mere. Så vi skal ikke sidde dér ved kilden og græde over de smukke blomster. Vi skal i stedet pakke sydfrugterne ned i en havtaske, tage våddragten på, kaste os i havet og så ellers svømme ud i horisonten. Sjælen vil stortrives ved øvelsen.

Så nej, vi var ikke i mål i 1916, da digtet blev skrevet. Det er vi heller ikke her 105 år senere i 2021.

Men måske er vi kommet tættere på horisonten om endnu 105 år – i 2126.

Ja, til den tid er digtet forhåbentlig ikke længere noget, som kvinder kan spejle sig i – men blot et velklingende historisk vidnesbyrd om de dårlige gamle dage.

Læs hele digtet her: https://litteraturbanken.se/skolan/poesi-forfattare-edith-sodergran-dagen-svalnar/

Læs i det hele taget Edith Södergran. Hun er formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forskellen på ”always” og ”only”

Udgivet den af
Svar

Der er ikke kun én dag, men en hel verden til forskel på ”always” og ”only”.

De fleste af os kender formentlig musicalen og historien om børnehjemspigen ”Annie”, der må gå så grueligt meget igennem, før det – som i alle musicals – ender lykkeligt.

Musicalens mest kendte sang er ”Tomorrow”, hvor Annie håbefuldt synger om, at i morgen bliver alting bedre. I morgen kommer solen frem.
Det er et fromt ønske – som vi kan genkende hos os selv her i Corona-tiden, hvor vi har brug for at blive husket på, at alt nok skal blive godt igen.

Derfor er det også meningsforstyrrende, ja skadeligt, når nogen er så sprogligt inkompetente, at de ikke kender forskellen på ”always” (altid) og ”only” (kun).

For når Annie i originalversionen af sangen ”Tomorrow” synger:
I morgen. I morgen. Jeg elsker dig, i morgen. Du er KUN en dag væk. 

Ja, så giver det håb – så skal vi KUN sove én gang mere, inden solen kommer frem, og alt bliver godt. Det er dejligt. Det giver håb.

Men det håb bliver lagt i ruiner, når Annie synger i den nyeste version, som også er den, TV2 bruger i deres reklame:
I morgen. I morgen. Jeg elsker dig, i morgen. Du er ALTID en dag væk. 

For det er som at få en spand iskoldt vand i hovedet. Altid er nemlig ikke kun længe. Det er for evigt, og skal man vente for evigt på, at alt bliver godt igen, så er det som at være ligesom Tantalos fra græsk mytologi. Ham med kvalerne.

Tantalos, der står i en sø i Hades med masser af mad og drikke, som han nok kan se, lugte og fornemme, men aldrig kan få. For når Tantalos bøjer sig ned, så forsvinder vandet – og når han rækker ud efter vindruerne, så svirper grenene væk. Så Tantalos er kronisk sulten og tørstig. Og på samme måde beyder always a day way, at uanset hvad vi gør, så er i morgen – og alt det dejlige – altid lige udenfor rækkevidde.

Dét er forstemmende. Og det mindste, man kan forlange af folk, der synger en sang, eller bruger en sang i en reklame, er en sammenhæng mellem, hvad der synges – og det budskab, der skal sendes ud.

Og man må formode, at budskabet her er håbet om, at alt bliver godt igen … lige om lidt. Men så hedder det, at i morgen er KUN en dag væk. Only a day away. Sværere er det altså ikke.

Kun er kun et lille ord, men som altid kan selv de mindste ord rumme den store forskel. Gøre forskellen mellem om vi lades tilbage på en kold jord eller om vi får håbet og troen tilbage.

ONLY – KUN én dag væk. Dét giver håb og styrke. Det giver mentalt vand og indre vindruer, så vi kan klare pandemien lidt endnu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Homeriske genklange”

Udgivet den af
Svar

Der er bøger, der kommer som kaldet. En af disse er Marcel Lysgaard Lechs ”Homeriske Genklange”, der netop er udgivet på Hans Reitzels Forlag.

”Homeriske Genklange” er en spændende bog i sin egen ret, som dog får et ekstra vingeslag i en tid, hvor museer og andre kulturtempler er lukkede, hvor de studerende og deres professorer er sendt hjem, og hvor alt åndeligt liv i fællesskabets og samtalens ånd ligger underdrejet i pandemiens svøbe.

Men som bekendt skal man ikke lade en god krise gå til spilde, og når man læser ”Homeriske Genklange” får man et tiltrængt pust af erkendelse af, at tilværelsen er større end vores her-og-nu-udfordringer.

For livet har altid været besværligt, har altid budt på død, triumfer, erobringer, ødelæggelser, erotik, sygdomme, krige, svigt og andet, som man ikke kan curle sig ud af eller hen til. Og i ”Homeriske Genklange” kan man læse om det meste som for eksempel Det gyldne æble og prins Paris´ rov af Den Skønne Helena, Zeus som tyr på pigejagt, musenes krig mod frøerne, Træhesten og Trojas Fald.

Alle tekster – altså digte – har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Homers uovertrufne univers, som vi kender det fra Iliaden og Odysséen. De kan også blot være skrevet på samme melodi. Deraf også titlen – nemlig at det vækker genklang af Homer og hans sprogtone, når vi læser teksten, uanset hvornår den er skrevet. For bogens digte er blevet til over en periode på 800 år, fra Alexander d. Stores erobringer til Romerrigets fald.

Og så er det tilmed første gang, at de fleste af dem er oversat til dansk – af netop Marcel Lysgaard Lech, som kan sit kram.

Der er nemlig en dejlig frisk tone, som man fx ser det i Moschos´s to digte ”Europa” og ”Eros”, hvor den sidstnævnte fremstår som det, man på nutidsdansk ville kalde en decideret fuckboy – ironisk understreget af, at det er moderen og kærlighedsgudinden Afrodite, der taler. Mens Olympens hersker Zeus i ”Europa” som sædvanlig skifter ham, og tager en kvinde, fordi han har lyst – og helt uden at tjekke med hende, om hun er med på den. Ja, faktisk skal hun bare være glad for, at selveste Zeus vil i seng med hende, er meldingen fra top-guden, som også lister sin store score-liste op i mini-eposset. Det var ikke samtykke-og-Metoo-tider dengang, kan man roligt konkludere.

Og i Theokrits bryllupssang til Helena og Menelaos får vi en vidunderlig feministisk bredside, da pigerne til brylluppet giver brudgommen tørt på, da de bebrejder ham, at han har drukket så meget, at han er faldet i søvn, og tilmed har låst sig selv og bruden inde, når nu hun i stedet for at kede sig sammen med en sovende og døddrukken ægtemand kunne have pjattet med sin mor og sine veninder til langt ud på natten.

Den vidunderlige Helena slipper vi ikke lige med det samme, for hos Kolluthos hører vi om bortførelsen af den skønne og turen til Troja sammen med prins Paris. Stadig i en forfriskende stil, men også mere højstemt og beskrevet i smukke poetiske vendinger. Marcel Lysgaard Lech er nemlig som altid tro mod den tekst, som han oversætter – samtidig med at han tør gøre den nutidig.

I den korte tekst af Bion hører vi om en kjoleklædt og elskovssyg Achilleus. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer til at tænke på Monty Python og flere af deres bedste scener, hvor de laver spas med den klassiske kulturelle arv, som de kunne til fingerspidserne. Nu kom Bion først … endda med et par årtusinder, så det må i sagens natur være Cleese & Co, der evt. kopierer. Men uanset hvad fik jeg et stort smil på læben, mens jeg læste om den unge Achilleus´s kvaler, der dog ender med, at han kommer i seng med den udkårne.

I ”Trojas fald” af Trifiodoros er vi – som i de bedste af de klassiske græske tragedier – oppe på de helt store dramatiske nagler, og der er patos over teksten som fx i Resten af Hæren forlader Troja, hvor man kan læse: Da bød heroldernes stemmer nu hele folket at flygte. Men hele den kendte historie om Troja og hesten er malende og præcist beskrevet i billeder på en måde, som man ellers kun kan finde det hos Euripides – og så selvfølgelig Homer.

For som læser kan man for sit indre blik se tragedien folde sig ud i Troja, og man har lyst til undervejs med Kassandra at udbryde med vanviddets stemme: Stakler, hvorfor trækker I dog den fjendtlige træhest? Det er jo vanvittigt, sådan som I nu haster mod natten – jeres sidste – mod enden på krig og mod endeløs slummer! For vi ved godt, hvordan det ender – som det er beskrevet her: Da havde grækerne bragt krigens gru og møje til ende.

Ovenpå dén historie har man brug for noget mentalt balsam, og det får man i ”Hero og Leander” af Musaios, som er en sanselig og poetisk tekst om elskov. En tekst, som det er ren nydelse at dykke ned i, som de bølger, der skiller de to byer Sestos og Abydos, hvor henholdsvis jomfruen Hero og ungersvenden Leander bor.

Historien om Hero og Leander er fortællingen om det unge elskende par, der ikke får hinanden, men dør. Leander knuses nemlig af klipperne, da han – selvom det er vinter – vil svømme over Hellesponten til Hero, som da hun ser hans lig, begår selvmord. Og således kan de – tro mod romantikken – være sammen i døden.

Historien tiltalte den engelske og svømmeglade poet Lord Byron så meget, at han selv svømmede turen i 1810. Og man kan stadig svømme turen. Nu er den bare sat i system pga. den livlige skibstrafik i området, men en gang om året kan man svømme denne ældste og historiske Åbent Vand-distance. Ja, der er dem, som siger, at man først kan kalde sig Åbent Vand-svømmer, når man har taget samme tur som Leander (!). Til info er turen 4½ km lang, og der er pænt med bølger og også strøm.

Så Leanders tur kræver – hvis man ser bort fra vandtemperaturen – lidt mere end den hyggelige 2 km´s svømmetur Christiansborg Rundt, som ellers er vældig populær blandt danske Åbent Vands-svømmere – og som undertegnede har taget syv gange, og glæder sig til den ottende. Også selvom min Hero er en mand, der ganske uromantisk ikke sidder i et tårn, men foran en computer og programmerer. En lille genklang fra om ikke antikke, så dog guldalder-tider kan man dog få på den københavnske svømmetur, hvis man undervejs husker at kigge hen på de underjordiske statuer af Agnete og Havmanden ved Højbro Plads.

H. C. Andersen forsynede gerne møbler og dyr med menneskelige egenskaber. Det sker også i ”Batrachomyomachia”, historien om frøen der drukner en mus, hvor digteren beskriver hele balladen – inklusiv Olympens guder – på måder så meget lig Homer, at man længe troede, at det var Homer, som var forfatteren. Men det er han formentligt ikke. Men morsom er den lille fabel med sine parodier på livet, som det blev levet i Antikkens Grækenland.

Erik Barfoeds fine tegninger er et godt supplement til teksterne. De er sprudlende og fulde af liv – og humor. For ”Homeriske Genklange” er ligesom meget andet fra den græske kulturarv ikke kun alvorligt og dramatisk. Det er også morsomt og fuld af vid og smil. Heldigvis. Uden gode grin og humor holder en kulturarv heller ikke i mange generationer.

Og den græske holder, hvad vi også så på Glyptoteket i sæsonen 2019-2020, hvor Marcel Lysgaard Lech var hovedpersonen i seks samtaler om lige så mange græske klassikere, som han selv har oversat. Qua pandemien blev de to sidste samtaler som så meget andet udsat. Men vi nåede dem lige i anden omgang, inden nedlukning no. 2 begyndte i december 2020.

Og det er vist meningen, at der også skal ske noget på Glyptoteket med udgangspunkt i denne bog. Det håber undertegnede, og mens vi venter, kan vi læse og genlæse ”Homeriske Genklange.” Som alle klassikere tåler den at blive taget frem igen og igen. Den er godt oversat i et sprog, som giver mening, og har substans.

Danmarksbloggen giver ”Homeriske Genklange” 5 ud af 6 laurbærkranse, som dem de sejrende fik til de oprindelige olympiske lege, der som så meget andet i vor kultur er opfundet i Antikkens Grækenland.

Ps. Allerbagerst i bogen er der et overskueligt register over steder og navne, som er god at have ved hånden under læsningen, især hvis man er ny-rejsende i Antikkens Grækenland. For den mere erfarne rejsende indeholder bogen derimod en solid portion noter, som det anbefales at læse, inden man går i gang med selve teksterne. Og ALLE – også den, som tror at vide alt og ikke er bange for at begå hybris – anbefales at læse introduktionen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen be´r om problemer: Corona-passet

Udgivet den af
Svar

Regeringen barslede her til morgen med et Corona-pas, som skal være på plads indenfor nogle få måneder.

Et Corona-pas er sådan en digital tingest, som viser, at man ER blevet vaccineret – og derfor kan komme på rejser – og ud og spise på restauranter – og ud og opleve kultur på museer, i teatre og andre steder, som er dybt savnede i øjeblikket.

Så umiddelbart kan man jo tænke: SIKKE EN GOD IDÉ med det Corona-pas. For vi skal jo – både for vores mentale sundheds og for økonomiens skyld – have gang i rejserne og kulturlivet igen.

MEN der er også en del forbehold, som skyldes, at indførelsen af et Corona-pas er det samme som at bede om problemer:

  1. ALLE – som i ALLE – vaccine-parate (og det er cirka 90% af befolkningen) vil nemlig være interesseret i at få deres vaccine ASAP, når det Corona-pas kommer. For dén vaccine vil være adgangsbilletten til de hellige haller.
    Så der kommer en sværm af ophedede debatter, om HVEM der skal have vaccinerne og HVORNÅR. Det skal nok blive kaos – og grimt. Og solidariteten med de ældste og de svage risikerer at ryge lukt ned i skraldespanden sammen med de brugte kanyler.
  2. Og så vil der være massive klagesange og brok fra dem, som kun vil nyde og ikke yde – dvs. dem, der ikke vil vaccineres. Bemærk der skrives vil. For der er også en gruppe, som ikke kan tåle vaccinerne – og som skal have deres adgangspas til de hellige haller hvornår?
  3. Og hvad med de børn og unge, som qua deres alder ikke kan vaccineres? Må de komme med flyet, i Tivoli, i cirkus, på museum etc?
  4. Og hvad med restauranter med mere: Kan vi stole på, at de viser personer uden et Corona-pas vintervejen?

Regeringen har med Corona-passet selv bedt om flere problemer. Og det i en tid, hvor nye mutationer truer med i værste tilfælde at gøre de eksisterende vacciner ligegyldige.

Som at fx den brasilianske P1 og en spritny variant (E484K) af den ellers relativt nye britiske variant B117 tilsyneladende kan gå udenom både vacciner og antistoffer fra ellers overstået COVID-sygdom – og give en ny omgang COVID-19-sygdom.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale ved VM

Udgivet den af
Svar

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen fylder 100 år i dag

Udgivet den af
Svar

I dag er en historisk dag.

Det er nemlig præcis 100 år siden i dag – d. 18. januar 2021 – at den første pølsevogn trillede ud på gaden i Danmark. Det skete i København – og der var faktisk tale om hele seks pølsevogne med et kogekar med røde pølser.

De første seks pølsevogne i København – og i Danmark – stod på henholdsvis Rådhuspladsen, Vesterbro Torv, Nørrebros Runddel, Nørreport Station, Gammeltorv og Christianshavns Torv. En pølse kostede 25 øre – og blev serveret med sennep. For formedelst 5 øre mere kunne man få et rundstykke til. Det var ikke billigt. Timelønnen for en arbejder i 1921 var 2 kr.

Udvalget – og priserne – har ændret sig en del siden. Det har pølsevognens popularitet også. Da der var flest pølsevogne i Danmark (i 1960´erne og 1970´erne), var der hele 700 pølsevogne. I dag er tallet nede på 100 pølsevogne, hvoraf de 25 står i København.

Det mest interessante er, at pølsevognen – som i dag opfattes som noget særligt ærkedansk – i virkeligheden kom senest til Danmark, hvis man ser det i nordisk perspektiv. Historien er denne:

Fra Berlin spredte pølsevognene sig i begyndelsen af 1900-tallet til Sverige og Norge, hvor en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns holdt til i Oslo. Udover musikken stod kapelmesteren for hele SYV pølsevogne i Oslo, og de rullende mad-stande ville han også gerne indføre i København.

Så kapelmesteren ansøgte allerede i 1910 om tilladelse til at stille pølsevogne op i København, men fik et rungende NEJ fra politidirektør Eugen Pedersen. Kapelmesteren blev dog ved med at ansøge. Men det var først, da magten i Københavns Kommune blev overtaget af socialdemokraterne i 1917, at der begyndte at ske noget.

Den konservative borgmester for 1. Magistrat Ernst Kaper, som længe havde ligget i strid med de københavnske restauranter, blev nemlig en allieret i pølsevognssagen. Kaper ville indføre standardpriser på hovedstadens restauranter, som han mente var for dyre, og tænkte, at han kunne bruge pølsevognene til at lægge pres på restauranterne. Andre politikere var uenige med Kaper.

Så da pølsevogns-sagen kom op, gik bølgerne meget højt i Borgerrepræsentationen. Ja, diskussionen kom også til at handle om folkekøkkener, at stade-handel generelt var af det onde, at der ville komme trafikkaos på grund af pølsevognene og meget mere. Så formanden – senere statsminister – Th. Stauning måtte flere gange ringe med klokken og bede de ophidsede kollegaer om at holde sig til PØLSESNAKKEN.

En pølsesnak, der heldigvis endte med et ja til de i dag så ikoniske pølsevogne. Dét kan man jo tænke over, hvis man i dag vælger at lægge vejen forbi en pølsevogn og fejre 100 årsdagen med en rød, en ristet, en hotdog, med ristede eller rå løg – eller hvad man nu foretrækker.

Der kommer i øvrigt en større fejring af pølsevognen og de første 100 år, når Danmark lukker op igen, melder Danish Crown. For pølsevognen er en integreret del af dansk madkultur – og dansk selvopfattelse. Ved pølsevognen er vi alle lige …

Kilder: Slagterimuseet, Danish Crown m. fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Udgivet den af
Svar

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade jul – også i en Corona-tid”

Udgivet den af
Svar

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale denne bog:

“Glade jul – også i en Corona-tid” (e-bog)

Udgivelsesdato: 2/12 2020

Forfatter: Dorte J. Thorsen

Forlag: Saxo Publish

Pris: 37,50 kr.

Jeg har netop færdiglæst “Glade jul – også i en Corona-tid”, en e-bog af Dorte J. Thorsen og er fuldstændig blown-away over den afsindige viden forfatteren har om ALLE julens aspekter. Hun kommer vidt omkring på de 132 sider, hvor man blandt andet bliver grundigt indført i julens forskellige traditioner, samt historien bag.

Vidste du, at julemanden oprindeligt stammede fra Tyrkiet, at de brunede kartofler leger kastanjer, og at nissen i virkeligheden var en meget ubehagelig fætter, man gjorde klogt i at holde sig gode venner med?

Mange af kapitlerne beskriver julens traditioner, som fx julefrokoster, gaveræs og nytårsaften og på en måde, så man udover at erhverve sig ny viden også mindes barnsdomsjulen og de faste familietraditioner. Men det bedste ved bogen er næsten, at forfatteren, som man ellers fornemmer, er meget begejstret for julekonceptet, også formår at stille spørgsmålstegn ved julen som en ren glædesfest for alle.

For hvad med de hjemløse, de fattige eller de som har mistet et familiemedlem?

Sidst, men ikke mindst indeholder bogen en inspirationsguide til en sikker corona-jul med en lang række af kreative forslag til, hvordan det kan gribes an. Og det må siges at være brugbart i denne usikre og mørke tid. I det hele taget bringes coronaen i spil gennem hele bogen, hvilket gør den yderst relevant. Både i år, men også i tiden frem.

Selvom jeg altid har holdt jul og mener at have ret godt styr på højtiden, blev jeg virkelig beriget og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Den var så velskrevet, opfindsom og grundig, og i en sådan grad, at jeg blev nødt til at dele oplevelsen med min sjette klasse, der fik læst flere af kapitlerne højt i forbindelse med et forløb om julens historie.

Eleverne sad med store øjne og labbede detaljerne i sig, og selvom det var meget forskelligt, hvad de hæftede sig ved, var fælles for dem, at de blev nysgerrige og stillede flere spørgsmål, som vi heldigvis kunne finde svar på i bogen, der i øvrigt er meget overskueligt sat op med en udførlig indholdsfortegnelse, man kan klikke sig rundt i.

Alt i alt en super læseoplevelse, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

5/5 julestjerner og glædelig jul herfra.

Bogen kan købes på www.saxo.com

Skrevet af forfatter og lærer Helle Kaare Lindberg

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

Udgivet den af
1

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Udgivet den af
Svar

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk