Anmeldelse: “Homeriske genklange”

Der er bøger, der kommer som kaldet. En af disse er Marcel Lysgaard Lechs ”Homeriske Genklange”, der netop er udgivet på Hans Reitzels Forlag.

”Homeriske Genklange” er en spændende bog i sin egen ret, som dog får et ekstra vingeslag i en tid, hvor museer og andre kulturtempler er lukkede, hvor de studerende og deres professorer er sendt hjem, og hvor alt åndeligt liv i fællesskabets og samtalens ånd ligger underdrejet i pandemiens svøbe.

Men som bekendt skal man ikke lade en god krise gå til spilde, og når man læser ”Homeriske Genklange” får man et tiltrængt pust af erkendelse af, at tilværelsen er større end vores her-og-nu-udfordringer.

For livet har altid været besværligt, har altid budt på død, triumfer, erobringer, ødelæggelser, erotik, sygdomme, krige, svigt og andet, som man ikke kan curle sig ud af eller hen til. Og i ”Homeriske Genklange” kan man læse om det meste som for eksempel Det gyldne æble og prins Paris´ rov af Den Skønne Helena, Zeus som tyr på pigejagt, musenes krig mod frøerne, Træhesten og Trojas Fald.

Alle tekster – altså digte – har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Homers uovertrufne univers, som vi kender det fra Iliaden og Odysséen. De kan også blot være skrevet på samme melodi. Deraf også titlen – nemlig at det vækker genklang af Homer og hans sprogtone, når vi læser teksten, uanset hvornår den er skrevet. For bogens digte er blevet til over en periode på 800 år, fra Alexander d. Stores erobringer til Romerrigets fald.

Og så er det tilmed første gang, at de fleste af dem er oversat til dansk – af netop Marcel Lysgaard Lech, som kan sit kram.

Der er nemlig en dejlig frisk tone, som man fx ser det i Moschos´s to digte ”Europa” og ”Eros”, hvor den sidstnævnte fremstår som det, man på nutidsdansk ville kalde en decideret fuckboy – ironisk understreget af, at det er moderen og kærlighedsgudinden Afrodite, der taler. Mens Olympens hersker Zeus i ”Europa” som sædvanlig skifter ham, og tager en kvinde, fordi han har lyst – og helt uden at tjekke med hende, om hun er med på den. Ja, faktisk skal hun bare være glad for, at selveste Zeus vil i seng med hende, er meldingen fra top-guden, som også lister sin store score-liste op i mini-eposset. Det var ikke samtykke-og-Metoo-tider dengang, kan man roligt konkludere.

Og i Theokrits bryllupssang til Helena og Menelaos får vi en vidunderlig feministisk bredside, da pigerne til brylluppet giver brudgommen tørt på, da de bebrejder ham, at han har drukket så meget, at han er faldet i søvn, og tilmed har låst sig selv og bruden inde, når nu hun i stedet for at kede sig sammen med en sovende og døddrukken ægtemand kunne have pjattet med sin mor og sine veninder til langt ud på natten.

Den vidunderlige Helena slipper vi ikke lige med det samme, for hos Kolluthos hører vi om bortførelsen af den skønne og turen til Troja sammen med prins Paris. Stadig i en forfriskende stil, men også mere højstemt og beskrevet i smukke poetiske vendinger. Marcel Lysgaard Lech er nemlig som altid tro mod den tekst, som han oversætter – samtidig med at han tør gøre den nutidig.

I den korte tekst af Bion hører vi om en kjoleklædt og elskovssyg Achilleus. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer til at tænke på Monty Python og flere af deres bedste scener, hvor de laver spas med den klassiske kulturelle arv, som de kunne til fingerspidserne. Nu kom Bion først … endda med et par årtusinder, så det må i sagens natur være Cleese & Co, der evt. kopierer. Men uanset hvad fik jeg et stort smil på læben, mens jeg læste om den unge Achilleus´s kvaler, der dog ender med, at han kommer i seng med den udkårne.

I ”Trojas fald” af Trifiodoros er vi – som i de bedste af de klassiske græske tragedier – oppe på de helt store dramatiske nagler, og der er patos over teksten som fx i Resten af Hæren forlader Troja, hvor man kan læse: Da bød heroldernes stemmer nu hele folket at flygte. Men hele den kendte historie om Troja og hesten er malende og præcist beskrevet i billeder på en måde, som man ellers kun kan finde det hos Euripides – og så selvfølgelig Homer.

For som læser kan man for sit indre blik se tragedien folde sig ud i Troja, og man har lyst til undervejs med Kassandra at udbryde med vanviddets stemme: Stakler, hvorfor trækker I dog den fjendtlige træhest? Det er jo vanvittigt, sådan som I nu haster mod natten – jeres sidste – mod enden på krig og mod endeløs slummer! For vi ved godt, hvordan det ender – som det er beskrevet her: Da havde grækerne bragt krigens gru og møje til ende.

Ovenpå dén historie har man brug for noget mentalt balsam, og det får man i ”Hero og Leander” af Musaios, som er en sanselig og poetisk tekst om elskov. En tekst, som det er ren nydelse at dykke ned i, som de bølger, der skiller de to byer Sestos og Abydos, hvor henholdsvis jomfruen Hero og ungersvenden Leander bor.

Historien om Hero og Leander er fortællingen om det unge elskende par, der ikke får hinanden, men dør. Leander knuses nemlig af klipperne, da han – selvom det er vinter – vil svømme over Hellesponten til Hero, som da hun ser hans lig, begår selvmord. Og således kan de – tro mod romantikken – være sammen i døden.

Historien tiltalte den engelske og svømmeglade poet Lord Byron så meget, at han selv svømmede turen i 1810. Og man kan stadig svømme turen. Nu er den bare sat i system pga. den livlige skibstrafik i området, men en gang om året kan man svømme denne ældste og historiske Åbent Vand-distance. Ja, der er dem, som siger, at man først kan kalde sig Åbent Vand-svømmer, når man har taget samme tur som Leander (!). Til info er turen 4½ km lang, og der er pænt med bølger og også strøm.

Så Leanders tur kræver – hvis man ser bort fra vandtemperaturen – lidt mere end den hyggelige 2 km´s svømmetur Christiansborg Rundt, som ellers er vældig populær blandt danske Åbent Vands-svømmere – og som undertegnede har taget syv gange, og glæder sig til den ottende. Også selvom min Hero er en mand, der ganske uromantisk ikke sidder i et tårn, men foran en computer og programmerer. En lille genklang fra om ikke antikke, så dog guldalder-tider kan man dog få på den københavnske svømmetur, hvis man undervejs husker at kigge hen på de underjordiske statuer af Agnete og Havmanden ved Højbro Plads.

H. C. Andersen forsynede gerne møbler og dyr med menneskelige egenskaber. Det sker også i ”Batrachomyomachia”, historien om frøen der drukner en mus, hvor digteren beskriver hele balladen – inklusiv Olympens guder – på måder så meget lig Homer, at man længe troede, at det var Homer, som var forfatteren. Men det er han formentligt ikke. Men morsom er den lille fabel med sine parodier på livet, som det blev levet i Antikkens Grækenland.

Erik Barfoeds fine tegninger er et godt supplement til teksterne. De er sprudlende og fulde af liv – og humor. For ”Homeriske Genklange” er ligesom meget andet fra den græske kulturarv ikke kun alvorligt og dramatisk. Det er også morsomt og fuld af vid og smil. Heldigvis. Uden gode grin og humor holder en kulturarv heller ikke i mange generationer.

Og den græske holder, hvad vi også så på Glyptoteket i sæsonen 2019-2020, hvor Marcel Lysgaard Lech var hovedpersonen i seks samtaler om lige så mange græske klassikere, som han selv har oversat. Qua pandemien blev de to sidste samtaler som så meget andet udsat. Men vi nåede dem lige i anden omgang, inden nedlukning no. 2 begyndte i december 2020.

Og det er vist meningen, at der også skal ske noget på Glyptoteket med udgangspunkt i denne bog. Det håber undertegnede, og mens vi venter, kan vi læse og genlæse ”Homeriske Genklange.” Som alle klassikere tåler den at blive taget frem igen og igen. Den er godt oversat i et sprog, som giver mening, og har substans.

Danmarksbloggen giver ”Homeriske Genklange” 5 ud af 6 laurbærkranse, som dem de sejrende fik til de oprindelige olympiske lege, der som så meget andet i vor kultur er opfundet i Antikkens Grækenland.

Ps. Allerbagerst i bogen er der et overskueligt register over steder og navne, som er god at have ved hånden under læsningen, især hvis man er ny-rejsende i Antikkens Grækenland. For den mere erfarne rejsende indeholder bogen derimod en solid portion noter, som det anbefales at læse, inden man går i gang med selve teksterne. Og ALLE – også den, som tror at vide alt og ikke er bange for at begå hybris – anbefales at læse introduktionen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *