Danske bær: Solbær

Danmarksbloggen fortsætter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor fortsætter vi i dag med solbærret.

Solbær

Solbær er små, sorte bær, der vokser i klaser på buske. De anvendes blandt andet til snaps, likør, syltetøj – og saft. For solbær er mest kendt som saft, hvor især Ribena-versionen gennem flere generationer har været synonym med kommerciel solbærsaft i Danmark.

I dag findes der dog også adskillige alternativer på markedet. For slet ikke at tale om den tendens, der er i tiden omkring at lave sin egen saft og juice.

Solbær avles i stor stil i Danmark, men gror også vildt. Tidligere brugte man i øvrigt afkog af bladene til medicinske formål. I dag anvendes bladene til te.

Solbær kan – hvis man ikke har en have – også dyrkes i en krukke.

Solbærsæsonen løber fra medio juli til medio august.

Sorterer man de typiske solbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Titania, Ben Sarek og Risager
Middel: Ben Alder
Sen: Ben Tirrana

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076
Hindbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7080

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fagbevægelsen er flyvende

Fagbevægelsen er ikke død – men sprællevende, ja nærmest flyvende. Det er nemlig lykkedes en målrettet fagbevægelse af stoppe de asociale og løndumpende Ryanair i Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke – og håber, at det samme vil ske for flere andre brancher.

For nok har vi – forhåbentlig kun en lille tid – en blå regering, der udelukkende går kapitalens og den stigende uligheds ærinde. Men det summer og bobler – og der er noget nyt undervejs.

Noget, der taler om sammenhold og fællesskab, om at tænke og handle i solidaritet. For kun sådan er samfundet og alle dets individer flyvende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Hvor smiler fager – også til dem der rejste ud

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Hvor smiler fager – også til dem der rejste ud

Det er forfatteren, digteren og nobelprismodtageren Johannes V. Jensen, der i 1925 skrev ”Hvor smiler fager den danske kyst”, som Oluf Ring satte musik til.

Johannes V. Jensen var på det tidspunkt meget optaget af natur og nation – og derfor lavede han denne version af en Danmarks-sang, der har mange ligheder med H. C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

Begge handler de om den danske natur, den danske identitet og glæden ved Danmark, der er så stor, at mange på vej ud til andre lande og verdensdele vender deres skude og tager hjem til Danmark.

For denne version handler nemlig i høj grad også om de danskere, der rejste ud i verden – og hvor en del aldrig kom hjem mere, men blev derude i det fremmede – primært USA, som i årene omkring 1900 fik mange immigranter fra Europa – og også Danmark.

Og det er især til dem – og til søens folk – at denne sang er tilegnet med sit budskab om, at én gang dansk, altid dansk i hjertet.

Men vi andre – os hvis forfædre blev herhjemme – kan nu sagtens synge med alligevel. For sangen handler også om den danske sommer – og det at være dansk.

Læs her hele sangen:

HVOR SMILER FAGER

Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge.
Og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! hvor stort!

Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!

Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedes bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand.

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af den, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.

Men du, der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Var Genforeningen en fejl?

Idag er det 95 år siden, at Christian d. 10 på sin hvide hest red over den dansk-tyske grænse, og Sønderjylland atter blev dansk efter at have været tysk siden 1864.

Men hvordan gik det egentlig med at blive dansk igen for det sønderjyske?

Ja, de første mange årtier så alt rosenrødt og idyllisk ud, når Dannebrog igen vajede over byer som Haderslev og Åbenrå, og beboerne valfartede til deres gamle land Tyskland for at købe billige øl, sodavand med mere.

Men et eller andet sted er noget trods alt gået galt. For idag er Sønderjylland en del af det såkaldte Udkants-danmark – og hvad værre er: Det er gult DF-land som ingen andre områder i Danmark.

Så måske var Genforeningen trods alt en fejl? Måske skulle Danmark kun gå til Kongeåen?

Eller også kunne vi afskaffe alt det der med udkantsdanmark og dem og os – og istedet satse på fællesskabet og åbenheden, på solidariteten – altså typisk det stik modsatte af det angste mørke-syn, som Dansk Folkeparti står for.

Dét er Danmarksbloggen tilhænger af. At være dansk er ikke at være hadsk og angst og have nok i sig selv. At være dansk er at være åben og tolerant og givende … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Hindbær

Danmarksbloggen fortsætter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor fortsætter vi i dag med hindbærret.

Hindbær

Hindbær er et af de mest udbredte og elskede bær i Danmark, og det er da også mere end egnet til både grød, saft, kager, desserter og ellers bare lige til at spise direkte fra buskene en varm sommerdag.

At spise sig mæt i solvarme hindbær en dansk sommerdag er noget, som man aldrig glemmer. Duften, smagen og bare hele fornemmelsen af sol og sommer sætter sig fast i sjæl og sind – også selvom der er torne.

For hindbær gror på buske fulde af torne, der tilmed er gode til at filtre grenene sammen, så det kræver en vis kamp at få fat på de små røde bær, der faktisk også kan være gule. Men de røde versioner er dog de langt mest udbredte.

Hindbær har stort set altid været i naturen i vild form, mens en egentlig dyrkning i den store stil kun er et par hundrede år gammel i Danmark.

Hindbærsæsonen løber i øvrigt i to omgange. Den første fra starten af juli til starten af august – og så en efterårssæson fra medio august til medio oktober.

Sorterer man de typiske hindbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Algonquin, Meeker og Glen Prosen
Middel: Veten, Preussen, Rutrago og Tulameen
Efterår: Polana, Autumn Bliss og Fallgold

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok svigter Danmark

Den nye regering kan ikke beskyldes for nøl. Tværtimod er den meget flittig.

Det er desværre bare med de forkerte ting:

1) Miljøet trues og ødelægges med afskaffelsen af randzonerne, bebyggelse ned til kysterne osv.

2) Genindførelse af mere fattigdom, når i forvejen for lave sociale ydelser sættes endnu mere ned, når kontanthjælpsloftet og starthjælpen genindføres m.m..

3) Dårligere service til ældre og andre, der er afhængige af kommunal velfærd, når der skal spares op mod en procent. (Endnu et løftebrud – Løkke gik til valg på nulvækst, men indfører reelt minus-vækst = nedskæringer).

4) Så mangler vi bare betaling på sundhedsvæsenet – men det kommer nok også, for noget skal jo finansiere regeringens skattelettelser til dem, der har så rigeligt i forvejen.

Danmarksbloggen spørger: HVOR ER DANSK FOLKEPARTI I DET HER? De ville ikke acceptere sociale nedskæringer, sagde de i valgkampen – og de er blå bloks største parti. Men de siger ingenting. Ingen verdens ting. Det er ikke kun løftebrud – det er svigt af deres vælgere.

Og det skal de ikke have lov til at slippe afsted med. Dansk Folkeparti og Venstre skal stilles til ansvar for deres politik og svare på spørgsmålene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Det er selvfølgelig H. C. Andersen, der har skrevet ordene til ”I Danmark er jeg født”.

Det skete i 1850, og oprindelig var sangen et digt med titlen ”Danmark”.

Og digtet skulle bruges til at samle penge ind til det monument, der blev til Landssoldaten i Fredericia, og som markerede den danske sejr i Treårskrigen 1848-50. Men teksten viste sig hurtigt at kunne mere end bare at være en lejlighedssang.

Digtet – og sangen – beskriver nemlig smukkere end noget andet steds i den danske lyrik Danmark, historien, sproget, kulturen og landskaberne. Og det handler – trods baggrunden – slet ikke om hverken krig eller sejr – eller til H.C. Ørsteds utilfredshed om videnskab og de store tekniske landvindinger, som også skete på dette tidspunkt i historien.

Men det er netop disse ”mangler” sammen med skønheden i ordene, der alle handler om dansk identitet, der gør digtet/sangen langtidsholdbar – og som har betydet, at mange gennem tiderne har ment, at ”I Danmark er jeg født” var Danmarks rigtige nationalsang.

Sangen har da også det hele, når vi taler om kærligheden til Danmark. Med sin fine lyrik kalder den på den store nationalfølelse, den der ligger helt nede i hjertets dyb. Det føles simpelthen godt at være dansk, når man synger ”I Danmark er jeg født”, som er vores nationale dna.

Teksten er desuden blevet populær med flere forskellige melodier af Henrik Rung, Poul Schierbeck og Sebastian.

De fleste foretrækker dog Rungs melodi, der kan spilles, så den lyder både højtidelig og pompøs – eller stille og følsomt. Det kommer helt an på anslaget og instrumenterne.

Læs her hele sangen:

I DANMARK ER JEG FØDT

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Stikkelsbær

Danmarksbloggen fortsætter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor startede vi også med jordbærret og fortsætter i dag med stikkelsbærret.

Stikkelsbær

Stikkelsbær er ikke blandt de mest udbredte bær, men de smager godt og kan spises både rå og som grød og syltetøj. De er også gode i kager og desserter.

Vær dog obs på, at der er meget forskel på de forskellige sorter, når det kommer til smag og egnethed som spisebær direkte fra busken. Mange mener, at de gamle sorter smager bedst.

Stikkelsbær har altid de karakteristiske striber hele vejen rundt, men kan derudover være små som ribs eller store som valnødder. Nogle er gule eller grønne, mens andre er røde. Nogle er hårede, andre er glatte. Men de sidder alle på buske fulde af torne.

Stikkelsbærrene i Danmark kom hertil i 1600-tallet via England, hvor de allerede var kommet med normannerne flere århundreder tidligere.

I England hedder de i øvrigt gooseberries, altså gåsebær. Nogle mener, at det skyldes, at man serverede stikkelsbærkompot til gåsestegen.

Sorterer man de typiske stikkelsbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Meget tidlig: Yellow Lion
Tidlig: Green Willow, Hönings Früheste, Rokula, Larell (tornfri) og Whinhams Industri
Middel: Invicta, Hinnomäki (gul), Hinnomäki (rød), Whitesmith og Rolanda
Sen: Achilles

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være dansk er …

Apropos den nye regerings snak om at være dansk. Så kommer her Danmarksbloggens bud på det:

At være dansk er 

1) At sikre et frit og åbent liv for alle danskere ved de danske kyster – og ikke at tillade bebyggelse ved kysterne, som regeringen vil gøre det

2) At interagere med andre folkeslag og andre lande – og ikke lukke alt og alle ude, som regeringen vil gøre det

3) At sørge for at alle får en fair løn og behandling på arbejdspladsen – og ikke starte et løn-ræs mod bunden, som regeringen vil gøre det

4) At sørge for at alle danskere kan leve et værdigt liv, uanset om de er gamle, unge, syge eller raske – og ikke starte en massakre på de sociale ydelser til fordel for skattelettelser, som regeringen gør nu

5) At alle sikres en gratis og god behandling i sundhedssystemet – og ikke starte en brugerbetaling, som regeringen vil gøre det

Konklusion: Løkkes regering er altså ganske u-dansk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Sommer og lyse nætter hører sammen i Danmark. Digtere og sangere har gennem alle tider hyldet disse nærmest magiske nætter, hvor mørket aldrig bliver fuldstændigt – men hvor tusmørket ligger fortryllende og besnærende over by og land.

Én sang forbindes dog mere end nogen andre med disse særlige nætter, nemlig Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der oprindelig blev skrevet som et lejlighedsdigt til Jeppe Aakjærs sommerfest og trykt første gang i 1914.

Men teksten var så helstøbt, at den hurtigt blev kendt og elsket over hele Danmark – og i dag er den optaget i Kulturkanonen.

Næsten alle synger sangen på Oluf Rings oprindelige melodi fra 1922, men også både Carl Nielsen, Jørgen Bentzon, Otto Mortensen m.fl har skrevet musik til teksten. Ingen af dem har dog formået at slå Oluf Rings version af pinden. Den er simpelthen en fast del af drømmen om den danske sommerlykke.

Læs her hele sangen:

DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk