Samme pligt for Über som for Ryanair

For ikke så mange måneder siden var en aktiv arbejdskamp med til at forhindre flyselskabet Ryanair i at skabe dårlige løn- og arbejdsforhold i Danmark.

Nu handler det så om pirattaxierne i Über, hvor de såkaldte chauffører hverken har uddannelse, førstehjælpskursus eller noget af alt det andet, som en uddannet taxi-chauffør og vognmand SKAL have i forhold til loven.

For Danmarksbloggen er det soleklart, at de danske love og regler bør gælde for alle – også Über.

Så det er under al kritik, at Henrik Sass Larsen og socialdemokraterne ikke vil støtte et forslag om at få dannet en særlig indsatsgruppe under SKAT med netop det formål at stoppe forehavender som Über.

Læs mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-03-29-s-traekker-stotten-flertal-for-oget-indsats-mod-uber-smuldrer

I kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår skal ALLE støttes – det burde sige sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fagbevægelsen er flyvende

Fagbevægelsen er ikke død – men sprællevende, ja nærmest flyvende. Det er nemlig lykkedes en målrettet fagbevægelse af stoppe de asociale og løndumpende Ryanair i Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke – og håber, at det samme vil ske for flere andre brancher.

For nok har vi – forhåbentlig kun en lille tid – en blå regering, der udelukkende går kapitalens og den stigende uligheds ærinde. Men det summer og bobler – og der er noget nyt undervejs.

Noget, der taler om sammenhold og fællesskab, om at tænke og handle i solidaritet. For kun sådan er samfundet og alle dets individer flyvende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ryanair – og det gode i høj løn og høj skatteprocent

Danmarksbloggen har modtaget følgende tanker om det gode i høj løn og høj skatteprocent:

Ryanair´s etablering i Danmark får mig til at tænke på, at der findes flere måder, hvorpå mindsteløn m.m. kan bestemmes i et land. Fx kan man lade politikerne bestemme det 100%. Det tror jeg ikke, at mange i Danmark ønsker. Så kan man lade det være op til den enkelte, eller man kan melde sig ind i en organisation og lade den forhandle for én.

Se, det er faktisk en lidt sjov tanke.

For når du skal købe en flybillet, så vil du sikkert ønske, at flypersonalets løn ikke er så høj, for så er din billet potentielt billigere.Men når du skal have din egen løn, vil du (eller mange vil i hvert fald) gerne have en høj løn.

Ved at forhandle gennem organisationer får alle medarbejdere en gennemsnitlig højere løn end ved individuel forhandling. Det betyder, at din flybillet koster mere. Du vil måske også påstå, at du kan forhandle en bedre løn hjem end overenskomsterne har fundet frem til.

Det er meget muligt…. Lige nu!

Men slipper arbejdstagerorganisationerne taget, og man lader “det frie marked” styre, så er det kun et spørgsmål om tid, inden også din løn falder – eller du mister dit arbejde til en anden, der kan lave det samme arbejde til en meget lavere løn.

Priserne på varerne vil falde (eller arbejdsgiverne vil score en højere gevinst) og skatteindtægterne vil ligeledes falde. Derved vil mulighederne for at hjælpe de svageste i samfundet på sigt forringes væsentligt.

Jeg tror på, at en af grundene til at vi i Danmark igen og igen kaldes verdens lykkeligste folk er, at vi har den velfærd, som bl.a. arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne har været med til at skabe. Altså nogle fornuftige rammer for hvad man skal yde for at kunne få denne relativt høje løn.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Ryanair´s flybilletter er altfor dyre

Det irske luftfartsselskab Ryanair etablerer sig i Københavns Lufthavn. Det er skade. Deres løn- og medarbejderpolitik er en direkte trussel mod den danske skatte- og arbejdsmarkedsmodel.

Den gode nyhed er heldigvis, at det kan vi gøre noget ved. Og dét endda temmelig nemt.

Vi skal blot lade være med at købe Ryanair´s flybilletter.

Som alle andre virksomheder er Ryanair nemlig sat på jorden for at tjene penge, og hvis ikke de gør det, så lukker de igen.

Ergo: Lad være med at købe Ryanair´s flybilletter – uanset hvad de koster. På den lange bane er Ryanair´s flybilletter også altfor dyre. Meget dyrere end nogen andre flybilletter faktisk.

Ryanair´s flybilletter er nemlig et skridt på vejen til at skabe en klasse af working-poor – og det skal vi ikke have i Danmark, da det er en direkte trussel mod hele det danske velfærdssamfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk