Danmarksbloggen starter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som skal handle om bær. Og hvad er vel mere naturligt end at starte med jordbærret, der også har sin højsæson netop nu?
Jordbær
Intet bær er så elsket i Danmark som det søde, røde jordbær, der for næsten alle danskere er synonymt med sommer, sol og lange, lyse dage. Danmarksbloggen skrev også om det sidste år. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1623
I gamle dage – og det er i denne sammenhæng ikke længere end cirka 30 år siden – var det normalt udelukkende at kunne købe jordbær i ganske få uger om året. Men nye sorter, drivhuse osv har betydet, at jordbærsæsonen er forlænget, så den nu starter omkring Grundlovsdag d. 5. juni og ofte løber indtil starten af august – for de danske jordbær vel at mærke.
For udenlandske jordbær kan man få året rundt, men de smager nu ikke ligeså meget af sol og sommer, er de fleste danskere enige om.
Jordbær vokser i planter tæt på jorden og er faktisk en urt med trekoblede blade, hvis frugt, altså bærret, består af en mængde nødder placeret på en saftig blomsterbund.
Jordbær spises selvsagt ad libitum eller sammen med mælk/fløde – men er også anvendt i grød, saft, kager, desserter og meget mere.
Den første dyrkning af de røde bær i Danmark antages at være foregået i slutningen af 1300-tallet, men først i slutningen af 1500-tallet blev jordbærret lidt mere udbredt – i hvert fald i overklassen.
I 1595 skal en last jordbær således være sendt fra Mecklenburg i Nordtyskland til Nykøbing Slot på Falster, og få år senere besluttede Christian d. 4.´s dronning Anna Cathrine, at 173 potter jordbær fra hendes slotshave skulle bruges til at lave jordbærsnaps.
Men der skulle alligevel gå næsten yderligere 150 år, før en egentlig dyrkning og handel med jordbær tog fart i 1730´erne.
På verdensplan findes der i dag i alt cirka 2000 jordbærsorter – og i Danmark cirka 200.
Sorterer man de typiske jordbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:
Tidlig: Zefyr, Honeoye og Dybdahl
Middel: Korona, Polka, Elsanta, Kent, Sengana og Kimberly
Sen: Dania og Symphony
Meget sen: Florence og Pandora
Spis, spis, spis …
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk