Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Disruption i Folketinget, tak

Udgivet den af
Svar

Disruption er det nye mode-ord. Direkte oversat fra engelsk betyder det forstyrrelse eller skabe uorden.

I det danske erhvervsliv og nu også hos regeringen bliver disruption nærmest ophøjet til at være noget helt fantastisk revolutionært, der i sig selv er en garanti for succes.

Men nej, at kaste alt op i luften og så se, hvor det lander, er IKKE en mirakelkur, der automatisk løser noget som helst. Men det ser fint ud – ligesom stjernekastere og nytårsraketter gør det.

Men det er blot lir og leg, og det er ikke ok, når menneskers liv, job og sundhed står på spil. Det er derimod alvor og altfor vigtigt til at Løkke og co. leger disruption med det, som de gør i dag.

For ja, vi skal imødegå de kæmpemæssige digitale forandringer, der sker i samfundet – men det skal ske ved at bygge på det, der virker. Et af de bærende elementer her er UDDANNELSE – og muligheden for livslang læring, hvilket vil sige muligheden for at tage uddannelse nummer 2, 3, 4 ….

For viden er Danmarks eneste råstof, og det eneste råstof, der er langtidsholdbart i denne verden, men det bliver afmonteret i dag, når forslaget om uddannelsesloftet vedtages.

Det er SÅ TORSKEDUMT, at det skriger til himlen, og det viser, at Danmark pt. ledes af så inkompetente mennesker, at det ikke burde være muligt.

Danmarksbloggen anbefaler derfor en god portion disruption i Folketinget. For ikke kun regeringen, men også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet siger ja til uddannelsesloftet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ud med Danmarkskanonen

Udgivet den af
1

Så kom Danmarkskanonen og de ti såkaldt særlige danske værdier …

De blev – ikke overraskende – frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed samt lighed for loven.

Danmarksbloggens første reaktion var et nå. For det virker mest af alt, som noget enhver skoleklasse kunne skrabe sammen på 20 minutters brainstorming, og noget som ingen i Danmark kan være uenige i, selvom vi ikke har kønsligestilling endnu – og selvom velfærdssamfundet er igang med at blive afmonteret.

Apropos skolebørnene, så er det sikkert også dem, der kommer til at trækkes med denne kanon ligesom de allerede nu trækkes med de andre kanoner … der med deres kasser og bestemmelser om, hvad børnene og de unge SKAL læse, er stik modsat den frihed og det frisind, som i øvrigt er med i Danmarkskanonen.

For livet og verden og værdierne kan ikke puttes i kasser. At putte i kasse begrænser derimod den udvikling, der sker naturligt i både et menneskes liv og i et land. Så skrot Danmarkskanonen og tag de andre kanoner med til skraldespanden …

For Danmark og danskere og det danske klarer sig fint uden – ja, klarer sig bedre. Danskhed er nemlig det levende ord, det levende liv på gader og stræder, i hovedstaden og i landsbyen, i skolen og derhjemme – og ikke noget, som er skabt ved et skrivebord i et ministerium eller med klik på en computer fra dem, der tilfældigvis stemte en mørk novemberdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ny regering – men måske et lille lys i mørket

Udgivet den af
Svar

Det nye kirkeår starter i dag – og Danmark fik også en ny regering i dag.

Danmarksbloggen er ikke overraskende MEGET LIDT begejstret for den nye blå-sorte regering, som desværre nok har en lang levetid – måske endda helt indtil sommeren 2019, fordi den går ind for en årlig stigning i det offentlige forbrug på 0,3 %. Dermed er hånden strakt frem til Dansk Folkeparti – og så er det parlamentariske grundlag på plads. Også selvom en stigning på 0,3 % reelt er en nedgang.

Det er meget trist …

Ét lys er der dog i mørket – et lille bitte lys. Mindre end det ene lys, der tændes på adventskranse i danske hjem i dag og meget mindre end de lys, der blev tændt i løbet af eftermiddagen på juletræer på pladser og torve overalt i Danmark – men dog alligevel et lys.

De tre regeringspartier har nemlig bebudet, at de i 2017 vil ændre en omstridt paragraf i den omdiskuterede offentlighedslov, således så ministerbetjenings-reglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces skal lempes i forhold til de nuværende regler.

Nu kan det selvfølgelig vise sig et være et blålys. Men på denne første søndag advent, hvor ventetiden til jul og Jesu fødsel starter i kirken, må vi i resten af samfundet godt håbe på, at ministrenes eventuelle svinestreger fremover lettere kan afsløres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarkskanonen – et makværk

Udgivet den af
Svar

Så er der en uge til at bestemme, hvad der er SÆRLIGT DANSK …

Kulturminister Bertel Haarder satte i dag 20 forslag til afstemning ifbm den såkaldte Danmarkskanon. Læs mere her: http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/20-vaerdier-udvalgt-til-danmarkskanon-afstemning/1/1/

Danmarksbloggen finder det rimeligt fjollet for nu at sige det pænt. For man kan ikke putte danskhed ned i en kasse – og selvom man prøvede på det, så er en uge alt for lidt tid til indgående at tale om og diskutere vort land og dets udvikling, hvilket kunne være en spændende proces. Men ikke med en kanon som endemål. Det er derimod en fortløbende proces.

Tiden er også på andre måder en vigtig faktor. For hvis andelsbevægelsen fx er speciel dansk, så har vi kun være danske i lidt over 100 år. Og hvis velfærdssamfundet og medmenneskelighed er specielle danske værdier, ja, så er Haarders egen regering da godt i gang med at gøre Danmark ganske udansk.

Dén Danmarkskanon er ligesom de andre kanoner et forsøg på at putte noget, der hele tiden udvikler sig, og som er større end noget menneske og nogen tid, ned i kasser. Det er makværk. Tåbeligt og fordummende og begrænsende.

Og desuden kunne flere af forslagene ligeså vel være globale – eller i hvert fald europæiske eller nordiske. Det eneste, der er særligt dansk, er det danske sprog og Danmarkshistorien, hvor Grundlovsdag er en særlig dag i vor tid, hvor der igen skal kæmpes for demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen binge-watchede i sidste uge både sæson 1 og sæson 2 af ”Ditte & Louise”, der er en såkaldt TV-komedie-serie om det umage makkerpar Ditte og Louise, der gerne vil være kendte, kvindelige komikere.

Men det er svært at slå igennem, så undervejs i det ene mere gakkede forsøg efter det andet må de udover at kæmpe mod instruktører, castere, skuespillere og andre i mediebranchen slås med både mænd, kærester, mødre, kendis-faktoren, utroskab, sex-faktoren, drømme, pengemangel, for mange penge, teenagebørn, børnehavepædagoger – og hvad der ellers hører til storby- og medielivet her i 10´erne.

Det går selvsagt aldrig som planlagt for de to kvinder. Og hvis ikke de selv fucker det op (og det er de mere end gode til), så sørger en ond skæbne for, at det partout går galt på diverse tåkrummende, pinlige og sjove måder, der samtidig også spidder vor tid.

Første sæson vandt en Robert – og det var mere end velfortjent.

For serien er nemlig mere end blot en komedie-serie om Ditte og Louise. Det er en serie om alle kvinder over 40 – og ikke kun dem i skuespils- og teaterbranchen, men også mange andre steder i et samfund og en verden, hvor ungdommen er det, der sælger, og mændene stadig har pengene og magten – men hvor kvinder over 40 stadig har både drømme og lyster – også til succes og sex.

Så ja, det er en komedie – men en komedie med store træk af både drama og tragedie. For både sæson 1 og 2 er uhyggeligt tætte på virkeligheden, hvad alle kvinder over 40 kan skrive under på. Kvinder, hvor mange accepterer usynligheden og giver op og slår sig til tåls med strikketøjet, den perfekte krumme på det italienske brød eller andre ligegyldigheder. Men hvor nogle (også ude i den virkelige verden) heldigvis kæmper videre, som Ditte og Louise gør det på trods af nedturene, men med rødvins-samtalerne, tilgivelsen og krammene som god energi.

Og mere af det, tak, både på skærmen og i virkeligheden. Også selvom man kan undre sig over, hvor modet og kræfterne til at fortsætte kommer fra, når man igen og igen slås mod jorden. Men måske er det nødvendighedens lov? Vi – de – Ditte og Louise – kvinderne gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi kan lide det, vi laver. Så enkelt er det.

Enkelt er det imidlertid ikke at skrive så godt et manus, som Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det. Og det er kun sværere at spille så overbevisende – også i de mange grænseoverskridende – og som regel rimeligt afklædte scener. For i ”Ditte & Louise” får vi det hele – råt for usødet. De to kvinder viser sig, som de er – på alle måder. Det er FEDT, og undertegnede kunne sagtens tage otte afsnit mere. Snildt endda.

Danmarksbloggen giver derfor også fem store glas rødvin ud af seks mulige og opfordrer alle – både mænd og kvinder – til at se serien og måske endda blive inspireret til at turde leve sine egne drømme ud.

Begge sæsoner – i alt 16 afsnit på hver små 30 minutter – kan ses hos DR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Udgivet den af
Svar

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Udgivet den af
Svar

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformationsdag – også for kvinder

Udgivet den af
1

Halloween, keltisk nytår, reformationsdag – d. 31. oktober har mange navne og mange ting at mindes.

Men et er sikkert: Det er efterår – og i år er dagen d. 31. oktober endda ekstra speciel for mange heroppe i Norden, da den romersk-katolske pave for første gang i små tre årtier er på besøg. I denne omgang dog kun i Sverige, hvor pave Frans besøger Lunds Domkyrka, der i øvrigt blev bygget af danskerne, da Skåne var dansk, dengang katedralen blev skabt i 1100-tallet.

Men nu er Lund altså svensk. Og det er måske meget passende, at paven ved begyndelsen af 500-året for Luthers teser (han bankede dem op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517) og dermed reformationens start besøger ikke kun Nordens første domkirke. Men også en kirke der ligesom resten af Svenska Kyrkan har bevaret meget af den katolske liturgi, selvom kirken i sit bekendelsesgrundlag er evangelisk-luthersk.

Svenska Kyrkan er derfor en god brobygger mellem en ord-fokuseret protestantisme og en følelsesladet katolicisme, som dog har det tilfælles, at de diskriminerer kvinderne. I klassisk protestantisme er jomfru Maria fx reduceret til at være en fødemaskine, mens der i de katolske kirker fx ikke er kvindelige præster. Kvinderne skal med andre ord begge steder kende deres plads.

I Svenska Kyrkan derimod må kvinderne gerne fylde, både på prædikestolen og i selve troen. Her vrimler det med både kvindelige præster og biskopper – men også med Maria-statuer og dage og andet tilegnet Maria. Det er dejligt at opleve, og det minder om, at reformationen også handlede om kvinder – og især om en kvinde: Reformatorens hustru Katharina Luther, hvis liv var både dramatisk og rørende – og som man i løbet af det næste år kan opleve i mere end 120 kirker over hele Danmark.

Danmarksbloggen kommer også med en anmeldelse, når forestillingen rammer Hovedstadsområdet. Men inden da, så læs denne reportage (skrevet af undertegnede) om premieren på den fantastiske forestilling: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop nu de frivillige

Udgivet den af
Svar

Det er godt at tage ansvar og være aktiv i sit lokalområde, ikke? Nej, ikke altid. For som en undersøgelse viser, så varetager flere og flere frivillige opgaver, der normalt er kommunale kerneopgaver.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-flere-borgere-bruger-fritiden-paa-arbejde-kommunen

Kommuner over hele landet sparer derfor penge på driften ved at lægge arbejdet over til frivillige – og vel at mærke på måder, så det ikke blot er ekstra NICE-TO-opgaver, som løses af frivillige, men deciderede NEED-TO-opgaver.

Danmarksbloggen finder det mere end bekymrende. For en ting er, at det er mere end usikkert, hvordan opgaven løses, når det hænger på om og hvilke frivillige, der melder sig.

Men praksissen udhuler også danskernes muligheder for at få rigtige, reelle jobs – og arbejde er der mange danskere, som gerne vil have – også flere end der er jobs til.

Så alene af den grund burde kommunerne droppe den spareøvelse, som den øgede frivillighed i bund og grund er. Ved samme lejlighed kunne kommunerne så passende droppe at lade arbejdsløse udføre reelt arbejde, når de kun får dagpenge får det.

For det udhuler alt – også respekten for det kommunale system – at lade frivillige og arbejdsløse udføre det, som der i stedet skulle ansættes uddannede medarbejdere til – som fik en rigtig løn for deres indsats.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sko til 3000 kroner

Udgivet den af
Svar

Man læser om dem. Ældre, der hjælper deres voksne børn udover al rimelighed. Men helt tror man først på det, når man selv møder det, som jeg gjorde det for nogle dage siden i Ecco-butikken på Strøget i København.

Der skete det, at en pæn, ældre mænd – måske præst, lektor eller højskolelærer eller lignende – kom ind for at hente nogle sko, der var stillet til side. Det var der ikke så meget i. Undertegnede var der selv i samme ærinde, nemlig for at hente en søster-version til dem, som jeg havde på, og som var rimeligt udtrådte. Så jeg havde ringet og fået et par nye stillet til side.

Men tilbage til historien om manden og skoene. For han skulle nemlig ikke hente sko til sig selv. Ja, han vidste end ikke, hvad han skulle hente, viste det sig. Han blev i hvert fald kendeligt overrasket, da ekspedienten kom med ikke en, ikke to, ikke tre – men HELE FIRE kasser sko. Alle børnesko. Samlet pris: Tæt på 3000,-

Tre tusind kroner, som han betalte med sit Dankort.

Om han så får pengene retur eller hvad, ved jeg ikke – og det var upassende at spørge. Men jeg synes også, at det var upassende (for nu at sige det mildt) at sende farfar eller morfar i byen og ikke fortælle ham, at det drejer sig om at hente 4 par sko til en samlet pris på små 3000,-

For hvis nu han er en af de ældre, der ikke har mange penge, så er der noget af en udskrivning. Og selvom han har en fed pensionsopsparing, så er det faktisk direkte uforskammet ikke at fortælle ham, hvad han skal hente.

Ja, hvis hans børn var så voksne, som de burde være det, så hentede de selv skoene til afkommet – og en flaske rødvin til farfar/morfar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk