Forfatterarkiv: admin

Hammershøi-maleri under hammeren

Udgivet den af
Svar

Endnu et Hammershøi-maleri er sat til salg.

Denne gang er der tale om ”Musikværelset, Strandgade 30”, som ryger under hammeren i morgen d. 16. maj på Sotheby´s Modern Evening Auction i New York. Maleriet er vurderet til at indbringe mellem 20 og 35 millioner kroner, hvilket vil blive den højeste pris nogensinde for et værk af Hammershøi.

Danmarksbloggen er delt.

På den ene side er det skønt, at en dansk maler får så meget opmærksomhed i udlandet – og anses for så god, at hans billeder bliver solgt på samme auktion som værker af mestre som Monet og Pisarro.

Men på den anden side tænker man automatisk: HVORFOR lige Hammershøi?

Mandens billeder er mere end kedelige: Store flader. Linjer. Minimalisme i en 1800-tals-version. Gråt i gråt – og kun enkelte andre farver end de grå nuancer, og som regel endda kun hvidt og sort og måske en anelse brunt.

Man bliver også træt af Hammershøis malerier, inden man har set dem.

Men måske formidler de dén måde, som udlandet kan lide at se Danmark og danskerne på?

For Hammershøis malerier er som et Nordic Noir skildret så dystert og kedeligt, at det bliver et mareridt. Et mareridt uden liv og uden farver. Bare stilstand og død i en del af verden, som er frosset til i kulde og lukkethed størstedelen af året.

Sådan er Danmark måske – og i så fald har vi ingen bedre repræsentant end Hammershøis billeder, som er et vældigt dyrt (åbenbart) og dødsens kedeligt mareridt i grå nuancer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, også i år har den desværre en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hip-hip-hurra for Onkel Reje

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skal ærligt indrømme, at den aldrig havde set eller hørt Onkel Reje, før shitstormen – og støttestormen – rejste sig. Jo, navnet var bekendt. Men Danmarksbloggen havde aldrig beskæftiget sig med denne pirat-lignende figur, som ellers i flere år har huseret hos DR.

Men nu måtte Danmarksbloggen jo i gang med at se og høre nærmere på fænomenet Onkel Reje.

Hvem og hvad er denne Onkel Reje, som deler vandene noget så eftertrykkeligt?

Er han en pædagogisk åbenbaring pga. hans politiske ukorrekthed, som mange fra børn til kendte mener? Eller er han den sataniske forfærdelighed, som skader børn, som andre beskylder ham for at være?

Ja, en gennemgang viste, at det var hverken-eller.

Onkel Reje er – som Danmarksbloggen ser ham – en underholdende figur, der siger, gør og synger det, som ”man bare ikke gør”. Han er altså upassende i en grad, så det er hylende morsomt.

SATIRE på et eksistentielt plan.

Man skal derfor være meget firkantet i hovedet, hvis man skal være i stand til at misforstå/mistolke noget af det, som Onkel Reje fyrer af. Dét er børn ikke. Børn er superskarpe, så de gennemskuer onkel Reje på et sekund – og storgriner af hans geniale tosserier.

Onkel Reje er altså hverken særlig farlig eller særlig super-pædagogisk. Han er noget så vidunderligt som skøn underholdning. SPAS.

Men at noget – som altså Onkel Reje – kan være så uskyldigt og så fint er åbenbart svært at forstå for de mennesker, som deler andre mennesker op i kasser med labler på efter devisen: Han er ligesom mig, så han er god nok. Eller: Han er anderledes end mig, så han er ikke god nok.

Den slags mennesker med kasse-og-label-og-dømme-trang er der for mange af. Deres yndlingsbeskæftigelse er at forpeste tilværelsen for andre – og nu også for Onkel Reje, hvis alterego Mads Geertsen har måttet sygemelde sig.

Og det er – og nu bander jeg – fanme ikke i orden.

En ting er ikke at kunne lide Onkel Reje. Det er en ærlig sag. Ingen kan lide alle tv-programmer. Men at overfalde en mand på dén måde, som det er sket her – og som er så groft i sin chikane og trusler, at sagen er politianmeldt. Det er fanme for dårligt.

Onkel Rejes altergo Mads Geertsen er en mand, der bare vil underholde og skabe grin og glæde. Så at gå efter ham på den måde, som det er sket, er en råhed og et barbari, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Det er den verbale version af høtyve og brændende fakler – og man kan næsten se hvide spidse hætter dratte ned og dække de sølvpapirshatte, som angriberne har på i forvejen. For ja, der er lige linie mellem dem, som fører an i kampen mod onkel Reje og så dem, der mener, at Corona er en hoax, og som er imod vaccinen.

Man kan derfor passende spørge: HVEM er idioterne? Os, som anerkender videnskab og fakta, og som griner af Onkel Rejes påhit – eller dem, som seriøst mener, at Onkel Reje er farlig, og som ikke vil tage en Corona-vaccine, fordi de mener, at Bill Gates eller andre fra den i deres fantasi eksisterende organisation Deep State har puttet noget i vaccinen, så ”de” kan overvåge og styre os.

Dét kræver ikke ret lang tid for et normalttænkende menneske – barn eller voksen – at se, hvem der er bimlende-bamlende bims – og hvem der lever i den rigtige verden.

Selv er Danmarksbloggen blevet fan af Onkel Reje. Kæmpe-mega-stor fan. Han er sjov – og så rører han måske indimellem ved noget, som det er godt at snakke med sine børn med. Hvorfor skal man gå i bad fx?

Den slags med at tale med sine børn hedder i øvrigt forældreansvar – og kan sammen med tid og omsorg generelt anbefales. Både i sig selv og som et værn mod at ens børn som voksne bliver dømmende mennesker med hang til konspirationsteorier og andet ildelugtende nede fra bundslammet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan påvirker kroningen i London den vestlige civilisation

Udgivet den af
Svar

Kan man sammenligne den vestlige civilisations situation med kroningen af Kong Charles og Dronning Camilla? Ja, det kan man faktisk.

Der skete nemlig noget i London i lørdags, som ikke er sket i 70 år – men som til gengæld har rødder mere end 1000 år tilbage.

Nemlig kroningen af det britiske kongepar, som var en flot og sælsom affære med guldkareter, hermelinskantede rober, hellig olie, glitrende diamanter på kroner, sceptere og alt det andet, som enten stod og glitrede oppe på alteret – eller sad på hovederne af kongen og dronningen.  

Men det, som stak mest ud, var dog, at Gud – og vel og mærke den kristne Gud – fyldte så meget i de ældgamle ritualer – og nok også mere end nutidens mennesker er bekvemme med.

Men sådan er – eller rettere VAR vores del af verden i mere end 1000 år og indtil for ikke så mange årtier siden. En kristen verden, hvor der var EN rigtig tro – nemlig den kristne, og hvor alle i samfundet spillede efter de samme regler og de samme normer. Så at regenten flere gange nævner og lover at forsvare den kristne tro har været en naturlighed gennem historien.

Nutiden i Vesten er så anderledes. Den er mangfoldig og med plads til alle verdenssyn og religioner, hvad kong Charles OGSÅ sagde i Westminster Abbey. Det har vi i Vesten også besluttet er godt, selvom vi strengt ikke ved, hvad mangfoldigheden på langt sigt vil betyde for vores samfund.

Danmarksbloggen tror, at meget vil være godt – som fx en større frihed for den enkelte. Man kan også blive klogere og rigere som menneske, hvis man nysgerrigt og åbent møder mennesker, som tror på noget andet end en selv.

Men noget kan også vise sig at være skidt som den manglende sammenhængskraft, der let kan komme, når en befolkning ikke lever efter de samme normer. For så kan en befolkning i et land – eller en verdensdel – blive opsplittet i grupper, som ikke kan samles om noget – og slet ikke den gamle orden, som virker antikveret og ude af trit med nutidens virkelighed.

Og det er faktisk lige dér, at vi er: Den vestlige verden i dens gamle kristne version er som det nykronede britiske kongepar: På den anden side af pensionsalderen, gråhåret og med rynker – og det kan selv mere end 2.000 diamanter på hovedet ikke gøre noget ved.

Og vi kan ikke gå tilbage. Det er også kun et mindretal, som ønsker verden tilbage til dengang, at det var unaturligt i Vesten at være andet end hvid, kristen og heteroseksuel.

Sådan er det heldigvis ikke. Men vi skal ikke bare lalle og tumle af sted nu. Vi kunne derimod med fordel tænke os om, inden vi ender i stridigheder og ballade mellem samfundets forskellige grupper.

For der kommer så let social uro – og i sidste ende måske borgerkrig og opløsning af landet, hvis ikke vi finder noget nyt, som vi kan samles om ALLE SAMMEN. For vi skal have et værdimæssigt fællesskab i Danmark og i Vesten, hvis vi skal undgå indre opløsning.

Et fællesskab, som kunne baseres på værdier som solidaritet, frisind og tolerance som de bærende elementer i samfundet – også i praksis, og ikke kun i skåltaler.

Og her er det måske, at et ældre gråhåret kongepar faktisk kan gøre noget i England – ligesom man kan i de andre lande, hvor der er et monarki. For har man et kongehus, har man en kontinuitet, som man ikke ser i lande med en præsident.  

Måske fordi man – selv når man trækker en nitte i regent-rækkefølgen, og det gør alle lande fra tid til anden – trods alt ikke risikerer en Trump eller en Putin. Til gengæld får man HVER GANG en regent, som uanset om det er en, man griner af eller er vild med, giver landet en sammenhængskraft.

Tag fx vores eget kongehus. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra: Når man bor i Danmark, så lytter man til Dronning Margrethe d. 2., når hun taler – både til nytår og ved andre lejligheder som under pandemien. Hun siger kloge ord.

Det forventer ingen, at hendes efterfølger – den kommende kong Frederik d. 10 – kommer til at gøre. Men han er til gengæld folkekær allerede nu. Fordi han virker som en flink fyr, der er ligesom alle os andre. Han vil det bedste, men han kvajer sig, og så drikker han et par øl eller ti for meget og den slags. Så vi føler os i øjenhøjde med kronprinsen, selvom han lever et vældig overprivilegeret liv langt fra den måde, som flertallet af danskere lever på.

Men alligevel giver han og hans mor en sammenhængskraft i et dansk samfund, hvor uligheden ellers vokser, og hvor de såkaldte vestlige værdier og normer og regler udfordres voldsomt – både af folk udefra og af kræfter indefra (visse muslimske grupper, visse højrefløjsgrupper, antivaxx´ere og andre fakta-fornægtere samt såmænd regering og folketing).

Så hvad så? Kan monarkierne redde den vestlige civilisation og dens fokus på individ og viden? Kan konger og dronninger sikre sammenhængen i de vestlige samfund? Chancen er i hvert fald større end for så mange andre aktører – læg herunder de nationale parlamenter og EU, som alle lider under en stigende mistillid.

Danmarksbloggen tvivler dog på, at de fleste monarkier er klar over dette forhold, ja dette ansvar, inkl. det danske kongehus.

Det britiske kongehus har derimod forstået det. For på den ene side holder de fast i de gamle traditioner – men på den anden sagde den nye britiske konge til kroningen, at han var konge for ALLE mennesker, uanset farve, fødested, seksuel overbevisning, køn og tro.

Så til resten af Vesten: Kig over til det lykkelige kongepar på Buckingham Palaces balkon, som endelig efter et langt liv fik lov til sammen at modtage folkets hyldest. De viser – sammen med det næste kongepar og deres tre børn, som også var med på balkonen – faktisk vejen frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededag – også i 2024

Udgivet den af
Svar

I aften er det St. Bededagskvæld – og i morgen St. Bededag. For sidste gang.

For 11 år siden troede vi, at det måske var ved at være slut med St. Bededag. Det var det så ikke – dengang i 2012.

Men her i 2023 ved vi, at det i år er sidste gang, at vi – officielt – kan fejre St. Bededag.

Helligdagen, der overlevede to verdenskrige, en statsbankerot i 1813 og Struenses helligdagsmassakre i 1770, hvor 11 ud af 22 helligdage måtte lade livet, findes ikke mere fra 2024. Dét sørgede den – på alle måder uduelige – SVM-regering for i vinters.

For: Riget fattes penge – til våben og til skattelettelser til de rigeste og den rigeste del af middelklassen, og så må St. Bededag lade livet. Officielt i hvert fald.

For Danmarksbloggen vil opfordre alle til at holde St. Bededag – også i 2024, hvor dagen i øvrigt falder fredag d. 26. april.

HUSK DET NU:

I 2024 ER DET ST. BEDEDAGSKVÆLD TORSDAG D. 25. APRIL – og:
ST. BEDEDAG FREDAG D. 26. APRIL

Så der skal varme hveder på bordet dér sidst i april 2024 – og alle andre år. For selvom det officielle Danmark ikke er med på dén – og selvom det ikke vil fremgå af kommende kalendere, så gælder stadig:

St. Bededag falder den fjerde fredag efter påske – og dagen skal fejres med varme hveder og en gåtur på Volden, hvis man er nærheden af en sådan.

PS. I år er det så også Befrielsesaften samtidig med at det er St. Bededagskvæld. Så i aften skal der både tændes lys i vinduerne og spises varme hveder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Våren er kommet – men saften og kraften?

Udgivet den af
Svar

Det er ganske vist: Våren er kommet. Som altid – og uanset hvad der ellers sker i verdenen og i vores lille andedam her i Danmark.

Så fuglene synger, træerne grønnes og blomsterne pibler frem fra jorden og på træer og buske. Det dufter sødt og dejligt. Ja, selv luften er lun til tider.

Man får nærmest lyst til at synge – og skulle man nu ikke kunne dy sig, så iler Danmarksbloggen her med hjælp.

Nemlig med en forårssang, som netop fortæller om alt det, der sker derude i naturen. Om den saft og kraft, som kommer. Måske også inde i os mennesker, så vi alligevel orker at give det et nap mere i en tid, hvor kampen for godhed og retfærdighed kan synes tabt på forhånd.

”For alle de små blomster” hedder visen, som blev skrevet i 1870 af Mads Hansen, mens Hans Hansen lavede melodien allerede året før.

Visen er oprindelig skrevet på fynsk, og skal forstås med det in-mente, at teksten er skrevet af en ung bondesøn, som netop i den nye højskolebevægelse så en gylden mulighed for bondestanden ved at vække kærligheden til fædrelandet, modersmålet og folkeånden.

Partiet Venstre blev også dannet kort efter. Samme parti som i øjeblikket slås for om ikke sin eksistens, så dog for at være en reel magtfaktor i dansk politik – også efter et valg. Ja, hvis førerposition i blå blok er seriøst truet af ikke den gamle modstander Konservative, men det nye dyr på savannen: Liberal Alliance under ledelse af Alex Vanopslagh.

Det er spændende, men uanset hvad så kommer foråret nu, og uanset politisk ståsted så kan vi nyde foråret og blive smittet af den saft og kraft, der er derude.

Vi har god brug for det med en magtfuldkommen regering, hvis lige man ikke har set i Danmark siden Estrups 19 år som politisk leder af Danmark fra 1875 til 1894, og det var endda inden parlamentarismen.

Og her kommer visen så:

For alle de små blomster

For alle de små blomster, der dog er til i år,
og fugle, det er ikke til at sige.
Så fin og frisk og fager som bøgeskoven står,
dertil har jeg aldrig før set lige.
Og hvor jeg vender øjet hen, jeg ser så sære ting,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind,
naturen er forandret, eller jeg har været blind.

Om morgenen da flyver de fugle ud med sang,
som om de for nattero vil takke.
Og går jeg ned ved bækken en aftenstund engang,
det er, som bølgerne ku’ snakke.
Så hvisker det så sælsomt i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Naturen er forandret, eller jeg har været døv.

Og folkets liv er heller knap, som det plejer van,
der skyder blomst i mangen simpel hytte;
og vil I bare vente endnu et lille gran,
så bliver vi unge landets bedste støtte.
De gamle folkeviser, der har lydt ved kamp og leg,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Det hele er forandret, eller også er det mig!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SVM-regeringen er som en teenager alene hjemme

Udgivet den af
Svar

SVM-regeringen har flertal. Det bruger den så på at gå imod alt det, som befolkningen vil.

Befolkningen ville beholde St. Bededag, men afskaffe brugen af PFAS.

SVM-regeringen gjorde det modsatte:
De afskaffede St. Bededag.
De tillod fortsat brug af PFAS.

SVM-regeringen siger, at den er grøn.
Men den støtter kulsort energi, den indfører ikke grønne afgifter etc. Sig Aalborg Portland, Amager Fælled og den kunstige ø i Øresund.

SVM-regeringen siger, at den er social ansvarlig.
Men den øger uligheden med skattelettelserne til de rige og forringelserne af de svages levevilkår – som fx da den permanente fattige-ydelse blev afskaffet pr. 1. marts.

Alt sker under henvisning til at det er så ganske demokratisk. For regeringen har jo parlamentarisk flertal, må man forstå.

Korrekt – regeringen har flertal i Folketinget.

Men dét flertal fratager den ikke fra at søge brede forlig – og lytte til befolkningen. Tværtimod så forpligter en så afgørende magt. Men det kan SVM-regeringen ikke håndtere. De mener selv, at de alene ER demokratiet.

SVM-regeringen er derfor som en teenager, der har fået lov til at være alene hjemme en weekend og slet-slet ikke kan styre det.

Danmarksbloggen håber, at SVM-regeringens tid bliver kort.

For der venter et stort oprydningsarbejde bagefter.

Vi skal have reddet klimaet.

Vi skal sikret en større lighed.

Og ikke mindst: Vi skal genopbygge tilliden til demokratiet – og til politikerne.
Og dét bliver svært med den magtfuldkommenhed, som Frederiksen, Løkke og ja, hvem der nu end er i spidsen for Venstre, udviser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal intet ondt om medicinen

Udgivet den af
1

Danskerne vil have deres medicin – og ingen skal komme og sige noget om bivirkninger og livsstil. Sådan må konklusionen lyde.

Man skal i hvert fald tænke sig godt om, før man blander sig i en debat på Facebook, hvis emnet er noget, som står troldene nær. Troldene og deres hjælpere – også kaldet folkedybet og deres slægtninge også kendt som resterne fra Nationen på Ekstrabladet – sidder nemlig altid klar ved tasterne.

I kender dem nok. Det er de eksistenser, som altid vælger de lette løsninger og de nemme svar – både på politiske problemstillinger, samfundsmæssige spørgsmål – og selvfølgelig når det kommer til sundhed.

Som fx slankemidlet Wegovy, der skal sprøjtes ind – og som sælger som varmt brød. Man kan undre sig over hvorfor. For ifølge indlægssedlen kan 1 ud af 100 få akut betændelse i bugspytkirtlen, 1 ud af 10 få galdesten, 1 ud af 10 betændelse i mavesækken – og det er bare nogle få af de ret alvorlige bivirkninger af en medicin, som kun virker, mens man tager det. Når man holder op, tager man de tabte kilo på igen, medmindre man laver seriøse livsstilsændringer.

Men folk er åbenbart ligeglade. De læser mere, at man kan tabe op til 17% af kropsvægten i løbet af få måneder. Jeg tillod mig så at opfordre til at læse indlægssedlen – og tænke over, om ikke man skulle kaste sig over motion og kost i stedet.  

Det var for meget. Så gik troldene amok, og jeg røg ud i en shitstorm af den anden verden. Hvad bildte jeg mig ind?! Problemet var nemlig mig, som åbenbart dømte andre helt vildt (!) – og ikke den medicin, som kan gøre folk syge, mens de taber sig, og som kun virker, så længe de tager medicinen.

Det var interessant, men også rystende at opleve, hvor meget det betyder for folk at få deres medicin – i hvert fald når de skal tabe sig. For dét skal være nemt, må man forstå.

Det er, som om intet må kræve noget af nogen mere. Bare en pille eller sprøjte, og så vupti, så er vi good to go. Sådan skal der være, synes en del.

Men sådan er livet jo ikke. Vi kan ikke medicinere os ud af alting. Nogle af dårligdommene – hvis ikke de fleste – hænger sammen med livsstilen. For lidt fysisk aktivitet, for meget fed mad, for meget røg, for meget alkohol. Vi kender det godt. Vi gør det alle sammen – også undertegnede, som i øvrigt skal tabe sig en del, men ikke via Wegovy, men via den der metode med at indtage færre kalorier, end der forbrændes.

Det er så svært at efterleve. Så der skal gøres noget, hvis danskerne skal tabe sig. Men hvad? Løsningen er i hvert fald ikke medicin, der gør folk syge af andre ting. Måske løsningen er overskud til at leve sundt. Lille moms på sunde fødevarer, mindre arbejdstid og gratis adgang til sport og kultur. Alt det, som giver mere tid til leg og sjov – men også mere lyst til at gå ombord i gode kalorier til kroppen, hjernen og sindet fremfor fordummende underholdning foran skærmen.

Måske vi skulle turde stille de krav, så verden kunne blive sådan. Men kan vi håndtere det – som samfund? Efter at have mødt troldehæren kan jeg godt tvivle. Så måske er løsningen, at vi bare skal acceptere, at en del – måske flertallet – er tilfredse med brød og skuespil – piller og streaming, som romerne sagde det?

Det er i så fald et nederlag, hvis man tror på dannelse og viden og kultur. En bitter pille at sluge, men én som skal have lov til at svie hele vejen ned igennem erkendelseskanalen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Udgivet den af
Svar

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

Udgivet den af
Svar

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk