Det er ganske vist: Våren er kommet. Som altid – og uanset hvad der ellers sker i verdenen og i vores lille andedam her i Danmark.

Så fuglene synger, træerne grønnes og blomsterne pibler frem fra jorden og på træer og buske. Det dufter sødt og dejligt. Ja, selv luften er lun til tider.

Man får nærmest lyst til at synge – og skulle man nu ikke kunne dy sig, så iler Danmarksbloggen her med hjælp.

Nemlig med en forårssang, som netop fortæller om alt det, der sker derude i naturen. Om den saft og kraft, som kommer. Måske også inde i os mennesker, så vi alligevel orker at give det et nap mere i en tid, hvor kampen for godhed og retfærdighed kan synes tabt på forhånd.

”For alle de små blomster” hedder visen, som blev skrevet i 1870 af Mads Hansen, mens Hans Hansen lavede melodien allerede året før.

Visen er oprindelig skrevet på fynsk, og skal forstås med det in-mente, at teksten er skrevet af en ung bondesøn, som netop i den nye højskolebevægelse så en gylden mulighed for bondestanden ved at vække kærligheden til fædrelandet, modersmålet og folkeånden.

Partiet Venstre blev også dannet kort efter. Samme parti som i øjeblikket slås for om ikke sin eksistens, så dog for at være en reel magtfaktor i dansk politik – også efter et valg. Ja, hvis førerposition i blå blok er seriøst truet af ikke den gamle modstander Konservative, men det nye dyr på savannen: Liberal Alliance under ledelse af Alex Vanopslagh.

Det er spændende, men uanset hvad så kommer foråret nu, og uanset politisk ståsted så kan vi nyde foråret og blive smittet af den saft og kraft, der er derude.

Vi har god brug for det med en magtfuldkommen regering, hvis lige man ikke har set i Danmark siden Estrups 19 år som politisk leder af Danmark fra 1875 til 1894, og det var endda inden parlamentarismen.

Og her kommer visen så:

For alle de små blomster

For alle de små blomster, der dog er til i år,
og fugle, det er ikke til at sige.
Så fin og frisk og fager som bøgeskoven står,
dertil har jeg aldrig før set lige.
Og hvor jeg vender øjet hen, jeg ser så sære ting,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind,
naturen er forandret, eller jeg har været blind.

Om morgenen da flyver de fugle ud med sang,
som om de for nattero vil takke.
Og går jeg ned ved bækken en aftenstund engang,
det er, som bølgerne ku’ snakke.
Så hvisker det så sælsomt i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Naturen er forandret, eller jeg har været døv.

Og folkets liv er heller knap, som det plejer van,
der skyder blomst i mangen simpel hytte;
og vil I bare vente endnu et lille gran,
så bliver vi unge landets bedste støtte.
De gamle folkeviser, der har lydt ved kamp og leg,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Det hele er forandret, eller også er det mig!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk