Tag-arkiv: Danmark

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Udgivet den af
Svar

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vaccinerne er på vej

Udgivet den af
Svar

Lægevidenskabens svar på en månelanding, siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz om Corona-vaccinerne i det pressemøde, som er i gang om den danske vaccineplan.

For nu er vaccinerne på vej. De er ikke helt godkendte endnu, men det er tæt på.

Det lysner derude, og jeg tænker: Sådan må det have føltes, da Hitler begyndte at tabe under 2. Verdenskrig.

For nu ser vi i korte glimt forude lyset af den hverdag og det liv, som vi alle savner.

Vi er dér ikke endnu, men vaccinerne er på vej. Og der kommer til at være til os alle sammen, selvfølgelig til de ældste, de kronisk syge og sundhedspersonale først.

Dét er med længder årets bedste nyhed.

Indtil da skal vi blive ved med at holde afstand, bruge mundbind og holde os i vores sociale boble. Nu har vi også gjort det så længe, så klarer vi også det sidste seje stykke.

Thomas Senderovitz er meget tillidsvækkende, når han siger, at vi skal se ned i data, og vi går ikke på kompromis med grundigheden, kvaliteten og sikkerheden. Vi er i slutspurten, men alt skal være i orden, før vi stikker den første dansker – måske allerede i slutningen af 2020.

Det er vildt – og det bliver endnu vildere, når vaccinerne er her, og de er godkendte, og vi går i gang med at stikke. Det bliver – med tiden – som en ny befrielse for Danmark, ja for hele verden.

For det er en hel verden, som er ramt af pandemien. Men det er også en hel verden, som har løftet denne opgave med at finde en vaccine. Så vi kan godt som menneskehed.

Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at vi efter Corona vil bruge disse erfaringer om at trække i samme retning på den endnu større opgave, som venter, nemlig at redde menneskeheden fra den miljø-katastrofe, som nærmer sig hastigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Shu-bi-duas Danmarkssang Danmarks uofficielle nationalhymne?

Udgivet den af
Svar

Shu-bi-duas sang ”Danmark” er blevet vejet og fundet for let af udvalget bag den nye version af ”Højskolesangbogen”.

Det udvalg består af seks medlemmer, hvoraf fire er akademikere, og de to andre også er placeret højt på Parnasset: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historie-om-bogen/19-udgave/udvalget/

Argumentet bag ikke at tage Danmarkssangen med i 2020-udgaven var hos udvalget, at hvis Shu-bi-duas sang kom med en tredje gang, ville det være, fordi den var en moderne klassiker – men at det har den ikke kvalitet til at være.

Men holder det? Især når man tænker på, at Højskolesangbogen repræsenterer højskolerne, altså dér hvor folket kan lære nyt og blive dygtigere. Skal man så ikke netop i Højskolesangbogen sørge for at komme folket i møde dér, hvor folket er? Og folket elsker Shu-bi-duas Danmarkssang – også i 2020.

Så sent som i maj måned skrev Helen Bruus fra Lejre Bibliotekerne på Bubzoom, der er Bibliotekernes Digitale Musiktjeneste (altså det sted, hvor alle i højskolernes ånd kan søge viden om musik):

Citat: Shu-bi-duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (Hvor smiler fager den danske kyst). Med sangen ”Danmark” skabte Shu-bi-dua en sang, der favner alle aldre”. Citat slut.

Altså en klar forbindelse mellem Shu-bi-duas ´sang, dansk historie og dansk musiktradition, som tilsyneladende er gået udvalgets næse forbi.

Så hvem har ret: Udvalget bag Højskolesangbogen, som ud fra tilsyneladende personlige præferencer mener, at der ikke er kvalitet nok i Shu-bi-duas sang? Eller har bibliotekaren fra Lejre fingeren på pulsen, når hun kalder Shu-bi-duas sang for det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne, og slår på, at sangen trækker på traditionen helt tilbage fra Kingo?

Læs teksten her: https://genius.com/Shu-bi-dua-danmark-lyrics

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Udgivet den af
Svar

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

CORONA: Verdens øjne hviler på Danmark

Udgivet den af
Svar

Verdens øjne hviler på Danmark, sagde Mette Frederiksen i det pressemøde, som foregår lige nu.

Det er sandt. Vi skal handle, og vi skal handle nu.

Der gør Danmark også. Reservoiret – altså minkene – fjernes, og der smitteopspores osv. Og nu kommer der så en nedlukning i syv nordjyske kommuner. En nedlukning med ingen kollektiv trafik og ikke noget med at krydse kommunegrænsen.

Danmarksbloggen bakker op. Danmarksbloggen synes, at vi skulle tage resten af Jylland, ja måske resten af Danmark med.

For der er tale om en Cluster 5-variant, der ikke bliver hæmmet i samme grad som de andre varianter, når virus møder antistofferne. Man har også en større risiko for at blive smittet igen, hvis man får Cluster 5-varianten. Og der er en risiko for, at vi ikke kan bruge den vaccine, som vi ser i tunnelen i 2021, hvis Cluster 5 får lov til at sprede sig.

Vi taler om samfundssind, men her er det verdenssind, der skal til. Både i Nordjylland og i resten af Danmark, hvor vi iflg. WHO udviser rettidig omhu.

For det er, hvad det er. Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at tænke, om ikke vi skulle tage resten af Danmark med. For nok er 11 ud af 12 tilfælde af Cluster 5-varianten fundet i Nordjylland (og er fra august og september), men det sidste er fundet på Midtsjælland.

Så gør vi for lidt for sent? Kan smitten ikke for længst være ude i hele Danmark? Måske, men mutationen kan også være væk, da den ikke er fundet i nyere prøver. Men der tages ingen chancer. For vi må bare IKKE skabe en COVID-20 med arnested i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle mink i Danmark skal aflives for at undgå en COVID-20

Udgivet den af
1

Alle mink i Danmark skal aflives. Alle cirka 15-17 millioner mink, fordi der er fundet muteret Corona-smitte fra minkene hos 12 danskere.

Til det lige afsluttede pressemøde og hos visse politikere (ofte med base i det jyske og blå) blev der så talt en del om det økonomiske aspekt i det. Absolut absurd. Det svarer til at sidde i et brændende hus og tænke på, hvad man mon kan sælge den gamle sofa for.

STOP. Det her handler om sundhed, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi er midt i en pandemi, og hvis den muterede smitte fra mink spreder sig, så kan vi risikere at være tilbage på nul – og så skal vi starte forfra med vaccinen, og i mellemtiden vil endnu flere dø. Ja, faktisk risikerer vi at stå med en COVID-20, hvis ikke der handles i tide.

Og ja, vi har den dokumentation,  der skal til for at sige, hvad vi er oppe imod. Og hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi en ny COVID. En COVID-20 med dansk afsender

En COVID-20, som i så fald startede ikke i Kina, men i Danmark. Ikke i den sorte madgryde på et marked i Kina, men på en minkfarm i Nordjylland. Men stadig samme udgangspunkt: Nemlig for mange dyr sammen i små bure – og for tæt på mennesker.

Så nej, de mink skal bare slås ned – og det NU. Godt også at der kommer yderligere restriktioner i Nordjylland. Og godt at Den Nationale Operative Stab kan trække på alle ressourcer, når de skal i gang med at slå de mange mink ned.

Og lad os så få gang i et mere grønt, klima- og dyrevenligt Danmark. Det kan det her passende blive starten på. Ikke flere dyr i bure og lignende forfærdelige forhold. Det hænger også fint sammen med at spise mere grønt og mindre animalsk. Noget, som er sundt for både krop og klima.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: Mindestenen i skoven

Udgivet den af
Svar

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 3, som også bliver det sidste.

En tur i skoven er selvsagt altid natur. Men den kan også være kultur – og historie. Og den nye viden kan komme ganske uventet, som det skete for undertegnede en lun og delvis overskyet aften i Gribskov i Nordsjælland i juli.

For hverken jeg eller min ledsager kendte til mindestenen og skovarbejderskolen i forvejen. Men på den sene aftentur i Gribskov, som også bød på skovhindbær og observeringen af ugler i skumringen, stødte vi på mindestenen sat over Skovarbejderskolen, som uddannede skovarbejdere i tiden efter 2. Verdenskrig.

Skolen nedbrændte så allerede en frostklar februar-nat i 1953, men arbejdet videreføres den dag i dag i Fredensborg, hvor man har samlet skovuddannelserne og – kurserne. Det er så godt, og det hele startede altså i Gribskov, hvor man d. 3. oktober 1998 rejste en mindesten over denne første skovarbejderskole.

På mindestenen kan man læse følgende tekst: På dette sted startede uddannelsen af skovarbejdere i året 1948. Til gavn for helbred, indtjening, selvværd og fagstolthed.

Der er gode ord, som gælder os alle – og alles arbejde. For ud af selvværd og fagstolthed vokser og trives vi – og samfundet. Så det er ord, som det er vigtige at huske på i en tid, hvor uligheden stiger, men hvor udfordringerne kræver, at vi arbejder sammen allesammen.

For alle hjul er nødvendige, hvis samfundet skal snurre godt rundt og komme frem.

Og her tænkes ikke blot på Coronaen, selvom vi har vist, at vi som samfund kan noget, fordi vi står sammen – og fordi vi har selvværd og fagstolthed alle sammen. Jeg tænker også og især på den klima-trussel, som er mange gange større end Corona, hvor slemt Corona end er.

For hvis vi skal give skoven, hindbærrene, uglerne og alt det andet videre til kommende generationer, så skal vi i gang NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: En regnvejrsaften

Udgivet den af
Svar

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 2:

Byger, der går og kommer – det er den danske sommer, skriver Thøger Larsen i ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Ord, som danskerne hver sommer glemmer. For det er jo først RIGTIG dansk sommer, når temperaturen viser +25 grader, og solen stråler fra en skyfri himmel. Og ja, sådan var sommervejret også i år. Fx i ugen omkring Skt. Hans, hvor studenterne sprang ud og jublende af glæde kørte rundt på deres vogne i solen – og lige nu hvor heden igen er over landet.

Men det danske sommervejr er omskifteligt. Og en lørdag aften i juli var det som de fleste andre dage i sommerferiens storheds-måned, juli, direkte gråt, vådt, koldt og blæsende. Men dét kan også være et skønt vejr. Dét syntes ihvertfald undertegnede, som tilbragte en del af den lørdag aften på Rødvig havn på Stevns.

Rødvig er et dejligt sted. En havneby, som IKKE er ødelagt af folk med for mange penge og uden sans for, at der skal være plads til alle – også ham på knallerten med mælkekassen, og hende, der hver dag kommer og køber en pølse til sin hund, mens hun fortæller de samme historier som i går.

Mange vil kalde en by som Rødvig udkant og måske endda grine lidt. Jeg vil sige, at der er plads til mennesker i sådan en by.

Jeg kan vældig godt lide Rødvig, og især sådan en stille, grå lørdag aften i juli, hvor det blæser og regner så meget, at bådene knager og svajer, mens mennesker og dyr holder sig inde – altså undtagen undertegnede, min ledsager og nogle få andre, som var ude og mærke regnen, blæsten og skumsprøjtet fra havet på egen krop.

For vi mærkede for alvor den danske sommer fra dens grå og våde side, mens vi spiste en is og nød at se på store, grå bølger med hvidt skum, smukke huse, grimme huse – og at der centralt på havnen IKKE er en smart café eller et kæde-kaffe-sted, men en vaskeægte havnegrill der lugter, som den skal af pommes frites og friture – og har priser, så alle kan være med.

Dét er også Danmark, når Danmark er bedst – både i sol og i regn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk