Sommerminder 2020: Mindestenen i skoven

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 3, som også bliver det sidste.

En tur i skoven er selvsagt altid natur. Men den kan også være kultur – og historie. Og den nye viden kan komme ganske uventet, som det skete for undertegnede en lun og delvis overskyet aften i Gribskov i Nordsjælland i juli.

For hverken jeg eller min ledsager kendte til mindestenen og skovarbejderskolen i forvejen. Men på den sene aftentur i Gribskov, som også bød på skovhindbær og observeringen af ugler i skumringen, stødte vi på mindestenen sat over Skovarbejderskolen, som uddannede skovarbejdere i tiden efter 2. Verdenskrig.

Skolen nedbrændte så allerede en frostklar februar-nat i 1953, men arbejdet videreføres den dag i dag i Fredensborg, hvor man har samlet skovuddannelserne og – kurserne. Det er så godt, og det hele startede altså i Gribskov, hvor man d. 3. oktober 1998 rejste en mindesten over denne første skovarbejderskole.

På mindestenen kan man læse følgende tekst: På dette sted startede uddannelsen af skovarbejdere i året 1948. Til gavn for helbred, indtjening, selvværd og fagstolthed.

Der er gode ord, som gælder os alle – og alles arbejde. For ud af selvværd og fagstolthed vokser og trives vi – og samfundet. Så det er ord, som det er vigtige at huske på i en tid, hvor uligheden stiger, men hvor udfordringerne kræver, at vi arbejder sammen allesammen.

For alle hjul er nødvendige, hvis samfundet skal snurre godt rundt og komme frem.

Og her tænkes ikke blot på Coronaen, selvom vi har vist, at vi som samfund kan noget, fordi vi står sammen – og fordi vi har selvværd og fagstolthed alle sammen. Jeg tænker også og især på den klima-trussel, som er mange gange større end Corona, hvor slemt Corona end er.

For hvis vi skal give skoven, hindbærrene, uglerne og alt det andet videre til kommende generationer, så skal vi i gang NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: En regnvejrsaften

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 2:

Byger, der går og kommer – det er den danske sommer, skriver Thøger Larsen i ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Ord, som danskerne hver sommer glemmer. For det er jo først RIGTIG dansk sommer, når temperaturen viser +25 grader, og solen stråler fra en skyfri himmel. Og ja, sådan var sommervejret også i år. Fx i ugen omkring Skt. Hans, hvor studenterne sprang ud og jublende af glæde kørte rundt på deres vogne i solen – og lige nu hvor heden igen er over landet.

Men det danske sommervejr er omskifteligt. Og en lørdag aften i juli var det som de fleste andre dage i sommerferiens storheds-måned, juli, direkte gråt, vådt, koldt og blæsende. Men dét kan også være et skønt vejr. Dét syntes ihvertfald undertegnede, som tilbragte en del af den lørdag aften på Rødvig havn på Stevns.

Rødvig er et dejligt sted. En havneby, som IKKE er ødelagt af folk med for mange penge og uden sans for, at der skal være plads til alle – også ham på knallerten med mælkekassen, og hende, der hver dag kommer og køber en pølse til sin hund, mens hun fortæller de samme historier som i går.

Mange vil kalde en by som Rødvig udkant og måske endda grine lidt. Jeg vil sige, at der er plads til mennesker i sådan en by.

Jeg kan vældig godt lide Rødvig, og især sådan en stille, grå lørdag aften i juli, hvor det blæser og regner så meget, at bådene knager og svajer, mens mennesker og dyr holder sig inde – altså undtagen undertegnede, min ledsager og nogle få andre, som var ude og mærke regnen, blæsten og skumsprøjtet fra havet på egen krop.

For vi mærkede for alvor den danske sommer fra dens grå og våde side, mens vi spiste en is og nød at se på store, grå bølger med hvidt skum, smukke huse, grimme huse – og at der centralt på havnen IKKE er en smart café eller et kæde-kaffe-sted, men en vaskeægte havnegrill der lugter, som den skal af pommes frites og friture – og har priser, så alle kan være med.

Dét er også Danmark, når Danmark er bedst – både i sol og i regn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: Lysende natteskyer

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no.1:

Stranden er normalt noget, som man tager til om dagen. Men for undertegnede gik turen til Amager Strand og Lagunen en lys og kølig sommernat i juli. Jeg havde nemlig set striberne på himlen, der fortalte, at det var årets måske sidste chance for at opleve fænomenet lysende natteskyer for fuld styrke.

Lysende natteskyer er kort beskrevet skyer, der overvejende består af frossent vand, og befinder sig på grænsen til Rummet 70-90 km oppe. Lysende natteskyer er altså de højest beliggende skyer, og når de lyser om natten i ugerne omkring Skt. Hans, er det fordi, at solen lyser på dem. For nok kan vi ikke i Danmark se solen om natten, men i nogle gyldne sommeruger rammer solens lys de højtliggende skyer, som så lyser.

Lysende natteskyer ses bedst 1-2 timer efter solnedgang, og når solen er mellem 5 og 13 grader under horisonten. Man skal kigge mod nord, hvis man vil se de lysende natteskyer, som altid er et spektakulært syn.

Jeg har dog aldrig set dem som dén sommernat i juli i år: Bånd i sølv, gyldne, rosa og blå nuancer bølgede og snoede sig over den dybblå nattehimmel – og spejlede sig ned i Lagunens sorte vand, der var så stille og ubevægeligt, at det var umuligt at se, hvad der var himmel, og hvad der var hav.

Langt ude stod de mange vindmøller helt stille som sorte silhuetter – og kun deres røde blinkende lys afslørede, at de var menneskeskabte – og ikke en del af den natur, der på en eller anden måde havde overtaget scenen dén nat – også selvom Amager Strand og Lagunen til alle sider af omgivet af byen.

For lige dén nat var dér en særlig stemning over Lagunen, som jeg aldrig har oplevet før – heller ikke på mine mange sene eller tidlige svømmeture samme steds.

Det var næsten magisk. Men intet varer ved – heller ikke den særlige stilhed, som der var på Amager dén nat. For efter en tid tændte nogen for en soundbox ovre på den anden side af Lagunen, og så var fortryllelsen brudt – i hvert fald for mig.

Jeg var også blevet træt, og skulle hjem. De lysende natteskyer lyste derimod et par timer endnu.

De er også – formoder jeg – ophøjet ligeglade med menneskers gøren og laden, selvom meget tyder på, at vores miljøforurening og de stigende temperaturer (som kommer pga. vores klima-adfærd) bevirker, at der årligt kommer stadig flere sommernætter med lysende natteskyer.

Men er det én god nyhed? Ikke rigtig, vel? For nok er de lysende natteskyer uendeligt smukke og altid værd at ofre en nattesøvn på, men i klimaets navn kan vi godt nøjes med lidt, men godt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk