Terror i Barcelona NU – og i hverdagen

Alle danskere over 25 år husker, hvor de var – og hvad de lavede d. 11. september 2001. Vores verden blev én anden den dag – og vi blev klar over, at der er nogen, der hader os og vores samfund så meget, at de vil dræbe os.

Siden fulgte et årti, hvor der var enkelte terrorangreb, som hver gang rystede os … selvom vi godt vidste, at risikoen var dér.

Så kom dén vinterdag i 2015, hvor Charlie Hebdo blev angrebet i Paris – og hvor terroren tog en ny drejning. Det handlede ikke længere om bomber og store mål, men blot om at dræbe mennesker med de midler, som terroristerne nu havde.

Og siden har der været angreb på angreb … igen i Paris, i Nice, i Bruxelles, i London, i København, i Berlin, i Stockholm … og flere andre steder … mange af dem hvor en bil er blevet brugt som våben.

Senest for lidt siden i Barcelona, hvor man nu har lukket metro og togstationer efter en hvid varevogn angiveligt skulle være kørt ind i en menneskemængde med fuldt overlæg. Man skal også have lukket “gågaden” Ramblaen og minimum et sted mere.

Medierne er (selvfølgelig) gået i breaking.

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

Og denne insisteren på at leve er på den ene side sund og rigtig, for vi kan ikke lade verden gå i stå hver gang en eller flere fundamentalister laver terror. Men på den anden side er det også skræmmende, at terror kan blive så meget hverdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælger: Sæt ikke kryds ved dem, der manipulerer

Vælgere: Tænk jer om når der skal stemmes til Folketingsvalget (om laaaang tid, sandsynligvis). Og bemærk: Jeg er 100% ligeglad med, om vi kigger på højre-midten-eller-venstrefløjen. Men regler skal overholdes!

For hvis ikke vi vil ende et sted med mere korruption og magtmisbrug, så er det altså vigtigt, at vi ikke genvælger de politikere, som begår grove fejl.

Ja, lige nu tænker jeg på Esben Lunde Larsen. Han har lige fået den største påtegning, man kan af revisionen, der har gennemgået måden, hvorpå kvotesystemet inden for fiskeri er blevet til på. Det er meget muligt, at det er et godt system. Men måden, hvorpå Folketinget er blevet misinformeret, er meget groft.

Derfor skal du næste gang huske på, hvem der har manipuleret med Folketinget og vælgerne for at få en aftale igennem.

Og for at dette nu ikke bare skal stå alene hen, så er I velkomne til at nævne andre sager og navne på politikere som kommentar til dette indlæg. For som sagt: Det drejer sig ikke om, hvilken fløj politikerne kommer fra. Det drejer sig om at få nogle politikere, som vi kan stole på!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Minefeltet ved Kgs. Nytorv er under angreb

H.C. Andersen har været dér. Det samme har Kierkegaard og Holberg – og Kim Larsen, Jens August Schade og mange andre af de danske kultur- og skønånder, der gennem snart tre århundreder har beriget os og den danske kultur.

Men nu er jagten på ussel mammon gået ind, og dén jagt er tilsyneladende ligeglad med, at den på sin vej ødelægger en vigtig del af København – og af Danmark.

Vi taler om Minefeltet ved Kgs. Nytorv – som består af de tre historiske udskænkningssteder Hviids Vinstue, Skindbuksen og den noget yngre Kongens Bar – og som pt. er under angreb.

Et ejendomsselskab har nemlig prøvet at opkøbe og opsige disse legendariske værtshuse. Først med kontante tilbud, men da det ikke lykkedes ved at benytte diverse chikaner og klagemuligheder overfor offentlige myndigheder. Samt ved at forøve selvtægt i forhold til de enkelte restauranters ejendom – fx har man kappet en ølslange over til Hviids Vinstue.

En meget vigtig del af den kulturhistoriske arv i hovedstaden er altså truet. Heldigvis har en gruppe engagerede københavnere sat sig for at stoppe dette galimatias.

I overmorgen – onsdag d. 16. august kl. 16 – er der kaldt til folkemøde foran de tre værtshuse i Lille Kongensgade.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/353323211756863/?acontext=%7B%22ref%22%3A%2225%22%2C%22sid_reminder%22%3A%226454042160757936621%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Og endnu bedre: MØD OP og hjælp med at redde disse historiske udskænkningssteder, som mere end nogen andre definerer ikke kun København og københavnerne, men også det at være dansk, da de tre steder alle dage har været og stadig er mødesteder for mennesker fra hele landet og fra alle samfundslag: Hviids Vinstue, Skindbuksen og Kongens Bar.

Ældst er Hviids Vinstue, der har eksisteret siden 1723, og som sandsynligvis er landets ældste værtshus. Hviids Vinstue er især kendt for sit gode øl, mange øl og vinmærker – og gløggen ved juletid, som smager både stærkt og godt, og som undertegnede fra sin studietid i 1990´erne husker som en kær og fast tradition at drikke nogle glas af lillejuleaften, inden turen gik hjem til mor og far og en juletid ude i provinsen – langt væk fra de kære steder ved Kgs. Nytorv.

Skindbuksen har eksisteret siden 1728 og hed oprindelig Nr. 4, fordi det var husnumret – men da droskekuskene, som især brugte den dengang, havde overtræksbukser af skind, blev den i folkemunde kaldt Skindbuksen. I 1930 blev det så også det officielle navn.

Kongens Bar er noget yngre, men mindst ligeså hyggelig som dens to ældre søskende. Undertegnede har da også særdeles gode minder derfra, men som man siger det om både Paris og Las Vegas: Hvad der sker på Kongens Bar, bliver på Kongens Bar.

Læs mere om de historiske steder og kampen for at bevare dem her: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/permalink/1126614620806458/

For det er en kamp, der er værd at kæmpe – og ligesom at tyskerne og Schalburgtagen ikke fik bugt med Hviids Vinstue under besættelsen, så skal kortsigtede økonomiske gevinster til en meget snæver personkreds heller ikke få bugt med de manges glæde ved et stykke særdeles kostbart dansk kulturhistorie ved Kgs. Nytorv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump, atomkrig og Rusland

Danmarksbloggen handler selvsagt om Danmark.

Men når en atomkrig mellem Nordkorea og USA truer, så kommer det Danmarksbloggen ved, også selvom det er den amerikanske paradisø i Stillehavet Guam, der vil blive ramt af missilerne. For det her er mildest talt farligt – for hele verden.

Det er så også det hidtil mest skræmmende bevis på, at der sidder en gal mand i Det Hvide Hus. En bindegal mand, der dog har læst ”Statslederens Manual udi Manipulationens Ukunst” – hvori der på side 1 står:

Er du i fare for at blive afsløret i at have løjet, bedraget etc, etc, så flyt fokus på noget andet – helst en krig, for så glemmer både offentligheden og medierne, hvad du har haft gang i – og snakker kun om krigen.

Det er så dét, Trump har gjort i sine bestræbelser på at slippe for at blive stillet til ansvar i forhold til, hvad han har gjort/beordret i forhold til Rusland og valgkampen.

Men i stedet for en lille konventionel krig i fx Mellemamerika eller angreb på narkokartellerne i Mexico, så har Trump altså valgt at true med en atomkrig … og det mod en fjende, der er ligeså psykopatisk som ham selv.

Dermed risikerer en hel verden at blive sat i brand, bogstaveligt talt. Og alt sammen fordi Trump ikke ønsker at tale om Rusland …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Årets Bellman-dag er søndag d. 13. august

På søndag d. 13. august er det årets Bellman-dag i Danmark, hvor skaberen af den nordiske visetraditionen Carl Michael Bellman behørigt skal fejres på Sophienholm i Lyngby med en stor koncert – og det er GANSKE GRATIS at deltage.

Men hvem var denne Bellman, som lige siden han levede i slutningen af 1700-tallet, har inspireret kunstnere og musikere i en grad, så han er Nordens ukronede visekonge?

Navnet var som sagt Carl Michael Bellman, og han blev født i Stockholm, hvor han også levede og døde, kun 55 år gammel i 1795.

Hele livet igennem sloges Bellman med det økonomiske, som aldrig blev hans spidskompetance, selvom han oprindeligt blev uddannet i en bank og nød godt af kongens gunst. Han optrådte således ofte ved det svenske hof.

Men Bellmans virke og hjertebarn var digtningen og musikken. Og nok startede han ud med meget moralske og religiøse digte, men de blev hurtigt erstattet af de viser om livet på samfundets bund, som vi stadig synger i dag, og som i centrum har urmageren Jean Fredman, der ligesom visernes andre faste figurer Ulla Wiinblad, Movitz, Fader Berg m.fl virkelig har levet og gået rundt i Gamla Stans små stræder og gyder – og ikke mindst besøgt de mange kroer, som der var dengang.

Livet i Stockholm i 1700-tallet var nemlig hårdt og kort, og for at klare det skulle der store mængder alkohol til, hvad Bellman så og skrev viser om. Han lader derfor også sin hovedfigur Fredman, der oprindelig var kongens urmager, men som helt bogstaveligt døde i rendestenen, hylde vinguden Bacchus – og det i en grad, så Fredman i Bellmans digtning bliver både ridder og helgen i den fine Bacchi-orden, som også har Venus/Freja og Charon som sine guder.

For livet handler iflg. Bellman om kærlighed og beruselse, inden døden kommer. Drik ud, min ven, se døden på dig venter, som et af de mest berømte citater lyder.

Bellmans viser handler derfor også kun på overfladen om det hårde og drukfældige liv på samfundets bund i den svenske hovedstad, for samtidig er de så uendelig poetiske og smukke i deres beskrivelser af de til alle tider fællesmenneskelige vilkår som liv, kærlighed, erotik og død, at viserne mere end bare holder til tidens tand.

Viserne har også lige siden Bellman skrev dem inspireret andre kunstnere og musikere – og gør det stadig.

De mest kendte viser er dem, der er samlet i henholdsvis ”Fredmans Epistler” og ”Fredmans Sange” – to værker, der er uden fortilfælde og uden sidestykke i nordisk digtning, ja i hele verden. Det bliver simpelthen ikke bedre end Bellman. Hans værker er Bibelen, grundbogen for alt, der har med viser at gøre.

Så pak madkurven og kom ud i det grønne på Sophienholm ved Lyngby på søndag d. 13. august kl. 14 og hør Bellman-viser – og syng selv med. Det er ganske gratis. Men kig lige på Bellman-selskabets hjemmeside ved 9-tiden www.bellman.dk – for i tilfælde af regn så flyttes koncerten til Store Kapel på Gyrite Lemchesvej i Kongens Lyngby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiggere og forbrydelser

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det stinker af fisk

Det glæder Danmarksbloggen, at samtlige fisk i de nordiske have, søer, elve og åer nu kan se frem til en total ligestilling. For hvordan skal man ellers læse gårsdagens flytning af fiskeri-området fra Esben Lunde Larsen til Karen Ellemann Jensen, der nu er minister for kombinationen ligestilling, det nordiske samarbejde og fiskeri?

Det vil sige: Det kunne selvfølgelig også handle om en regering, der klamrer sig så meget til taburetterne, at man laver allehånde aftaler med alle mulige for at kunne blive ved fadet. I så fald så lugter det rigtigt grimt.

Ja, man kunne hævde, at sagen stank af fisk. Men det ville være en fornærmelse mod de norske laks, de danske makreller, de svenske sild og alle de andre skønne fisk, som trods regeringens indædte kamp MOD miljøet stadig svømmer rundt.

Hele sagen lugter til gengæld af lokumsaftaler og politik, når det er værst – og dét er en rigtig stinker!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Søren elsker Katinka

Kan man synge forårssange i høstmåneden august – og stadig få elskovsroserne til at blomstre? Svaret er ja, når det drejer sig om Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, hvor d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard synger og spiller, så Sigfred Pedersen må fornøje sig i sin himmel – måske endda med en lille én til halsen, hvis det ellers er til at få deroppe.

Det kan man håbe, også fordi at både på scenen og blandt publikum kunne vi HELT i den gode digters ånd nyde et dejligt glas, mens vi hørte om Sigfred Pedersens liv fra han sad på loftet i barndomshjemmet på Fyn over de festlige og fattige ungdomsår i København og senere i livet, hvor han var blevet dansk nationaleje og boede mange steder på Sjælland med sine to hustruer og i alt fire børn, inden han endte sine dage alt for ung, kun 64 år gammel, i huset i Snekkersten lige ved Øresund.

Men i de lidt mere end seks årtier, hvor han fik lov til at opleve naturen og våren – og kærligheden, gav han os viser, som stadig lever – og som hos Teatret OPtimis får en glød, som var de skrevet i går. Det kunne de også sagtens have været, for i deres beskrivelser af tilværelsen og livets gang er Sigfred Pedersens tekster langtidsholdbare og blandt de absolut bedste i den danske viseskat.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med skaberen af nordisk visekunst, svenskeren Carl Michael Bellman, og de har unægtelig meget tilfælles i deres fascination af livet, kærligheden, naturen, erotikken og livet på byens små beværtninger, som de begge frekventerede ganske hyppigt.

Men der er også 150 år mellem de to digtere og deres virker – og hvor Bellman havde en fast hovedfigur i sin digtnings hovedværker, nemlig urmageren Fredman, og hele livet igennem manglede penge og vel egentlig først for alvor blev anerkendt efter sin død, selvom han i levende live nød både popularitet og kongens gunst, så oplevede Sigfred Pedersen den lykke som det er for en digter at blive anerkendt – og få al den opmærksomhed, som han fortjente for sine viser, hvis fælles figur var livet i Danmark.

I dag, i 2017, er vi så dér at trods et Sigfred Pedersen Museum i Humlemagasinet i fødebyen Harndrup og diverse optrædener fra mange gode sider, så er opgaven at sørge for, at hans tekster hverken glemmes – eller gemmes hen, men sikres for kommende generationer. Så det er bedre end godt, at Teatret OPtimis kaster sig over hans viser og at de tør fortolke dem, både klassisk og med nytænkning og finesse.

For unge mennesker forelsker sig stadig, og vi andre får stadig sølvstænk i vores gyldne hår – eller hvad farve det oprindeligt havde, dengang vi forelskede os en skøn forårsdag nede i Sigfred Pedersens elskede Nyhavn, mens solen skinnede om kap med lykken.

Netop melodien og dele af teksten til den sidst nævnte vise ”Sølvstænk i dit gyldne hår” blev i øvrigt brugt til lejlighedssangen til Varnæs-parrets sølvbryllup i Matadors afskeds-scene, så Sigfred Pedersen er også med i Danmarks store tv-serie, hvad man måske ikke tænker over, når man ser afsnit 24.

Men tilbage til nutiden og Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, som Danmarksbloggen så på Metronomen på Frederiksberg, hvor der var fuldt hus til en forestilling, der varer to gange tre kvarter, og som indeholder en bred vifte af både kendte og måske lidt mindre kendte viser, der alle fremføres med en eminent dygtighed.

Allan Høier kan både fortælle levende samt synge klart og stærkt, og Allan Thorsgaards spil lyder præcis så let og legende, at man ved, at der ligger i timevis af hårdt arbejde bagved. De to er med andre ord så sammenspillede og så dygtige, at der på deres tørresnor ikke kun hænger en stor viden om Sigfred Pedersen og hans viser, men også en indføling med og en forståelse af digteren og hans virke, som man skal tilbage til en Erik Paaske for at finde magen til. Ja, arven helt tilbage til Hans Kurt kunne anes.

Mest indtryk og endda så meget at en lille tåre pressede sig på, gjorde ordene fra ”Skærslipperens morgensang”: ”Men jeg er digter, og jeg må drømme, for jeg er ét med den lyse nat”. For det var jo netop dét, som Sigfred Pedersen gjorde, og dét som vi gjorde, alle os der sad ude i Metronomen og blev så stille, da netop denne vise blev sunget og spillet med en følsom inderlighed, der blev siddende i kroppen hele vejen hjem gennem et sommerklædt København.

Danmarksbloggen giver Teatret OPtimis´cabaret ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks gule sol-unger, som dem der synges om i Sigfried Pedersens meget elskede vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”, som vi selvfølgelig også fik – endda i en smældende version. For våren stryger i dén grad gennem hele forestillingen – og måske allermest til sidst. Mere skal ikke røbes her. Gå selv ind og se og lyt – og syng med.

Danmarksbloggen garanterer, at De bliver i et forrygende Forårshumør.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM-sølv – og en lovende fremtid

Så blev det til EM-sølv til kvindelandsholdet i fodbold.

Alt var ellers kørt i stilling til den helt store fodboldfest a la modellen fra 1992, hvor mændene tog EM-guldet for første og indtil videre eneste gang. Og når man ser på det nuværende herrelandshold så kommer det nok også til at vare nogle år, inden de igen måske kan blande sig i medaljestriden til EM – og hvis vi er helt vilde VM.

Kvinderne derimod har faktisk tidligere taget VM-guld, endda to gange (i 1970 og i 1971), dog var det inden FIFA overtog turneringen, så det er at betragte som uofficielt.

Mange vil måske også sige, at kvindefodbold dengang ikke var så veludviklet, som det er i dag. Nej, det kan godt være, men det er kvindefodbold nu, hvor kvinderne har taget sølv efter de fem gange er blevet nr. 3 til EM. Det er SÅ FLOT.

Der er derfor også kun grund til at give kvinderne – og pigerne (for vi skal også tænke på kommende generationer) – ligeså gode vilkår som mændene og drengene, når det kommer til at træne og kunne dyrke sin sport uden at skulle bekymre sig om økonomi.

Danmarksbloggen håber derfor, at dette sølv bliver åbningen til mere fokus på at give kvindefodbolden både penge og plads. For det er (når alt kommer til alt) dér, hvor Danmarks potentiale ligger, hvis vi skal tale om medaljer.

Fremtiden tegner lovende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk