Sidste duel

Den sidste valgduel mellem Thorning og Løkke er lige løbet over skærmen, og det var de gamle travere, der blev luftet:

Thornings insisteren på, at hun og hendes regering har gjort det godt og skabt resultater og økonomisk fremgang, mens Løkke som sædvanlig ikke ville fremlægge sin plan eller gøre rede for, hvordan nulvækst kan gennemføres uden fyringer og mindre service i den offentlige sektor.

Danmarksbloggen savnede nogle større visioner – men forstår også godt, at nu gælder det om at tale til de tvivlere, der sidder derude – hvis de ellers så valgduellen, hvad man godt kan tvivle på.

For det har været en lang valgkamp. En valgkamp ikke kun mellem to blokke, men også om hvem der skal lede Danmark: En dygtig kvinde eller en mand, der flere gange har haft lemfældig omgang med offentlige midler.

For Danmarksbloggen er valget klart. Vi skal vælge fællesskabet og solidariteten – og derfor håbe på endnu fire år til en rød regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det vigtigste kryds

I morgen skal krydset sættes. Et af de vigtigste kryds i nyere tid.

Danmark står nemlig ved en skillevej og skal vælge, om væksten skal komme alle danskere til gavn – eller kun nogle få.

Danmarksbloggen synes klart, at væksten skal komme alle til gavn og glæde. Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at tænke sig godt om i morgen. Tænke på hvem der vil solidariet og fællesskab – og hvem der kun tænker på at mele egen kage.

Valget handler om værdier – ikke kun de økonomiske, men også og især de medmenneskelige.

Lad ikke det blå junglesamfund vinde – sæt krydset ved det røde og det alternative fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afsluttende partileder-debat, del 1

Den afsluttende partileder-debat, del 1 har lige rullet over skærmen. Det var DR, der stod for den – og de 10 partiledere fik for en gangs skyld masser af tid til at forklare sig. Noget, der var rigtigt godt.

Det var også interessant, at der blev taget udgangspunkt i en konkret sag som fx en manglende læge i den lille by Haderup i Midtjylland, hvor beboerne i syv år har været nødt til at køre med bussen i tre kvarter for at komme til en læge. Noget, der fik politikerne til at tale om udkant og byer, planlove med mere.

Men uanset om de snakkede om kontanthjælp, indvandrere eller andre emner, så skinnede mærkesagerne tydeligt igennem:

Blå blok tænker i penge til dem, der har rigeligt i forvejen – og rød blok tænker i at deles om goderne.

Danmarksbloggen forudsiger, at sådan kommer det også til at gå i morgen aften, når TV2 blænder op for den afsluttende partilederdebat, del 2.

Og nej, det flytter ingen krydser, men måske en tvivler eller to finder ud af, hvad vedkommende mener – og hvem vedkommende tror (mest) på.

Danmarksbloggen synes også, at flygtningedebatten fylder så altfor meget. Vi har andre – og større – problemer: Fattigdom, social dumping, en truende brugerbetaling i sundhedsvæsenet og mange andre ting, der vil sætte store skel mellem mennesker, hvis blå blok kommer til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vil du betale for at gå til lægen? Venstre synes du skal

Venstre dukker sig – og det er desværre lykkes dem indtil videre i denne valgkamp at undgå at tale om brugerbetaling hos lægen.

Men faktum er, at Venstre vil indføre brugerbetaling hos lægen – om ikke i de kommende fire år, så kort derefter.

Det synes Danmarksbloggen, at den danske befolkning skal vide. For Venstre taler også om nulvækst – noget der altså bla. skal finansieres ved øget brugerbetaling.

En brugerbetaling, der selvsagt vil betyde, at de socialt udsatte bliver endnu mere udsatte – men også at danskerne bliver mere og mere alvorligt syge, da mange vil undlade at gå til lægen, hvis det skal til at koste penge.

Men sådan ser man ikke på det i Venstre, hvor den afgående regionsformand i Syddanmark og nuværende folketingskandidat Carl Holst endda kalder brugerbetaling hos lægen for tryghed:

http://syddanmark.venstre.dk/artikler/brugerbetaling-er-ogsaa-tryghed/

Danmarksbloggen synes, at vi skulle gå den modsatte vej, så også tandlæge blev gratis. Det ville give mest sundhed – og mest mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og nogle tusinder …

Venstres leder og statsministerkandidat Lars Løkke har lige været i DR´s valgstudie, hvor han som forventet talte om nulvækst (selvom han ikke længere vil kendes ved ordet) – og om samtidig at sætte skatten ned, så folk med små indtægter kan få mere ud af deres arbejde.

Men føres Venstres politik igennem, så bliver det dem med de høje indtægter, der reelt får noget ud af det, da folk med lave indtægter kun vil få nogle få hundrede kroner mere om måneden.

Men da vi selv – iflg. Venstre – også snart skal til at betale for at gå til lægen og andre ydelser, så får de penge hurtigt ben at gå på i en helt almindelig dansk familie.

Danmarksbloggen noterede sig så også, at Løkke ikke vil skære i kontanthjælp, dagpenge og SU. Det er en melding, der skal huskes – hvis han danner regering om få dage.

Endelig er det rigtig spændende, hvad Løkke mener med nogle tusinder i skattelettelse om måneden? Er det 3000? 7000? Eller?

Ingen ved det nemlig. En ophidset Løkke ville nemlig ikke sige et beløb til Kåre Quist. Men man må formode, at det er mere end de 2000,-, som Løkke selv bruger til sko.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og Pape risikerer arbejdsløshed

Lars Løkke og Søren Pape kæmper i disse dage for mere end magten i Danmark – de kæmper også for deres egen arbejdssituation.

Situationen er nemlig den, at hvis Thorning genvinder regeringsmagten, så er især Løkkes dage talte i dansk politik. Han vil ikke alene miste formandsposten i Venstre, han vil også blive arbejdsløs, noget som alle prøver at undgå – og som for Løkke kan blive en stor katastrofe, når man betænker hans privatøkonomi med høje renteudgifter og store lån.

Men også Pape risikerer at stå uden et job, da de konservative har en tradition for at gøre kort proces med deres ledere, især når de ikke har ydet det, som baglandet forventede.

Løkke og Pape risikerer altså arbejdsløshed – og er derfor ligenu formentlig så desperate som et menneske kan blive, når det blivet truet på det daglige brød. Derfor skal man også være ekstra varsom med at tro på noget som helst af det, som der kommer ud af deres mund.

Til sammenligning har Thorning en velfungerende økonomi – og et internationalt netværk, der uden tvivl vil skaffe hende et spændende job, såfremt hun skulle tabe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døgnfluer og udlændinge

Døgnfluer er i høj kurs for øjeblikket – døgnfluer i form af valgløfter – og holdninger, der ofte drejer sig om udlændinge. Men med meget forskelligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti vil bygge en fæstning om Danmark og lukke absolut ingen ind – medmindre de er hvide og spiser gris.

Venstre er enig, men vil dog gerne tillade, at østeuropæerne kommer hertil. For de arbejder nemlig til en lavere løn end danskerne – hvilket betyder, at mange danskere ikke kan få arbejde, hvis Venstre kommer til magten. De konservative er også med på social dumping af store grupper af danskere. For stik mod hvad de to partier siger, så bekymrer de sig ikke om den almindelige dansker, men kun om dem, der har pengepungen i orden.

Radikale vil have alle ind, der kan besætte et job, som ingen danskere kan. Liberal Alliance er til en vis grad enig.

Socialdemokratiet og SF er derimod enige om, at vi skal undgå social dumping – men at vi også skal tage os af flygtninge, selvom der ikke skal komme for mange udlændinge ind i Danmark. Det mener Kristendemokraterne også – altså den del med flygtningene.

Enhedslisten og Alternativet anlægger derimod det medmenneskelige synspunkt, når de anfører, at det drejer sig om at indrette samfundet, så vi deles om de goder, som der er så mange af i Danmark.

Som Danmarksbloggen ser det, kan politiske løfter omkring udlændinge være døgnfluer. Udlændigedebatten i sig selv er dog ingen døgnflue, men derimod en sejlivet klassiker i dansk politik, som man både kan vinde og tabe et valg på.

Fluen på billedet Danmarksbloggens Facebook-side i dag er i øvrigt en døgnflue, formentlig af arten Ephemera Vulgata, på dansk sø-majflue.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen?ref=aymt_homepage_panel

Den kan – trods sit skræmmende udseende – hverken stikke eller bide eller noget andet. Og står derfor på den måde i skarp kontrast til mange politikere – også fordi den er kendt for at bevæge sig med stor ynde, når den sammen med sine artsfæller flyver over vandhuller og fugtige enge.

Danmarksbloggen vil lade det være op til læserne selv at danne indre billeder af partilederne i let dans på grønne sommerenge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om de 179 dyr på øen

Weekenden er her. Det er tid til at slappe af. Så her kommer et lille eventyr:

Der var engang en skov. Den lå helt for sig selv ude på en ø i et hav med masser af andre øer. Øer, hvor der boede alle mulige slags dyr.

Men lige den her ø var noget helt særligt. Midt på øen lå en stor bakke, og inde i den boede der en masse dyr. 179 dyr, som bestemte over ikke kun deres egen ø, men også alle de andre øer.

Så de 179 dyr var noget helt specielt. Det syntes de også selv.

Nogle af dem var rigtig søde, andre var mere bidske – men de havde alle det til fælles, ar de elskede at bo inde i bakken og bestemme over de andre dyr på de andre øer.

Egentlig var det lidt mærkeligt, at de 179 dyr holdt så meget af at bestemme over de andre dyr og de andre øer. For der var ikke ret mange af de 179 dyr, der besøgte de andre øer eller snakkede med de andre dyr.

Det vil sige: En gang hver fjerde år var der valg om, hvem der skulle bo på øen med bakken og bestemme – og så kan det ellers nok være, at der kom gang i de 179 dyr. For de ville jo alle så gerne blive ved med at bestemme. Så en gang hver fjerde år svømmede og padlede og roede og hoppede de 179 dyr alt, hvad de kunne over til de andre øer og de andre dyr.

De andre dyr syntes, at det var lidt spøjst – men de tænkte som regel: Nå, ja, det er da ok. Lad dem nu bare, så får vi snart fred fire år mere. Medmindre selvfølgelig man var et af de dyr, der gerne ville over på øen med den store bakke. Så gjorde man sig store anstrengelser for at blive valgt.

Så engang hver fjerde år blev der brølet og skreget på alle øerne. På alle træer var der også hængt billeder op af de dyr, der ville over til øen med bakken.

Der var med andre ord et leben og et mylder og en vrimmel – og ingen vidste, hvad der skete, eller hvem der ville blive valgt, før valgdagen kom.

Først derefter kunne roen sænke sig over alle de andre øer igen. For ude på øen med bakken fortsatte de 179 dyr med at brøle, men nu var der ingen, der rigtig hørte efter mere – og det var i virkeligheden det største problem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde – nu med folket

Folkemødet på Bornholm er pga valgkampen blevet rimeligt amputeret. Arrangementer er aflyst, taler ændret og så videre.

MEN som Danmarksbloggen ser det, er det ikke nødvendigvis en ulempe. Ja, det er måske tilmed en fordel, at folkemødet på Bornholm ikke er det sædvanlige sammenrend af politikere og organisationsfolk, der i forvejen kender og omgås hinanden.

Men at det – ihvertfald i år – snarere er den danske befolkning, ihvertfald den på Bornholm, der har mulighed for at møde beslutningstagerne – og omvendt.

Man kan sige, at folkemødet nu er med folket – og så giver det hele så god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thuelsen Dahl vil ikke påtage sig regeringsansvar

Leder af Dansk Folkeparti Kristian Thuelsen Dahl har lige været i DR´s valgstudie, hvor han helt som forventet hævdede, at Danmark ikke skulle være et multikulturelt samfund.

Tilsvarende meldinger om sikringen af det danske sprog, dyrevelfærd, at give de ældre en god alderdom (med penge, som ikke findes) og en strammere udlændingepolitik var også lige, hvad man kunne forvente.

Der manglede så modspørgsmål om, hvor meget Dansk Folkeparti vil sælge ud på dyrevelfærden og det sociale område til fordel for stramninger på udlændingeområdet.

For partiets forslag om at udlændinge selv skal betale for deres sundhed (på starthjælp eller tilsvarende, må man formode) er næppe nok for Dansk Folkeparti, der heller ikke ser noget problem i, at en 9-årig er med for at oversætte – også svære lægelige sager – mellem lægen og en forælder.

Det eneste rigtig interessante var, at Thuelsen Dahl mente, at Dansk Folkeparti (i tilfælde af at Dansk Folkeparti bliver det største parti i blå blok) godt kunne påtage sig ansvaret UDEN AT GÅ I REGERING.

Men der tager DF-lederen fejl. For det er så meget lettere – og ansvarsfrit – at stå ude på sidelinien og kun gå ind i de ting, som man har lyst til. Men skal man lede landet, så skal man være med hele vejen – også der hvor man ikke kan få alle sine sager igennem og må gå på kompromis.

I gamle dage sagde man, at adel forpligter. På samme måde kan man sige, at partistørrelse forpligter – forpligter til at tage et demokratisk ansvar. Det lever man bare ikke efter hos Dansk Folkeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk