Så er det kildetid

Skt. Hans-bålene er brændt ned – men derfor er midsommertiden ikke forbi. Ja, faktisk varer den lidt over en uge endnu.

Det er som bekendt også Skt. Hans-dag i dag, altså Johannes Døberens Dag.

Ham, som både var Jesus´s fætter og ham, som døbte Jesus i Jordanfloden. Og han havde meget behændigt fødselsdag i dag, fandt de smarte spindoktorer på – dengang kristendommen skulle markedsføres som den nye religion.

Det ville nemlig passe med, at dagene bliver kortere efter Johannes fødselsdag, mens de bliver længere efter Jesus´s fødselsdag.

Det varer så heldigvis lidt, før vi for alvor mærker de kortere dage, for sommeren er først lige gået i gang – og til og med d. 2. juli er det ovenikøbet kildetid.

Kildetiden er betegnelsen for tiden fra Skt. Hans til Vor Frue Dag d. 2. juli, som helt indtil Struenses helligdagsreform i 1770 var en helligdag til jomfru Marias ære.

At vi på det tidspunkt havde været protestanter i næsten 250 år var ligemeget. En fridag er en fridag … og kildetiden var en god anledning til IKKE at arbejde. Mennesker har nemlig altid kunnet lide at holde fri.

Men hvad lavede man så i kildetiden? Ja, man rejste til de hellige kilder for at drikke af vandet, så man kunne blive rask, hvis man var syg – eller holde sig rask, hvis man var rask.

Man mente nemlig, at kildevandet var livgivende og magisk – og allermest Skt. Hans-nat selvfølgelig. Men også i resten af kildetiden var vandets kraft stærkere end normalt, så man rejste til de hellige kilder og sov under åben himmel.

Smarte forretningsfolk var selvfølgelig hurtige til at stille telte op og sælge mad og drikke, hvis nu man fik nok af kildevandet. Det gjorde mange.

Og således opstod kildemarkederne, hvoraf ét stadig lever i bedste velgående, nemlig Bakken nord for København, som opstod omkring Kirsten Piils Kilde, der også stadig kan ses. I dag er det dog nok de færreste, der drikker af vandet.

Men over hele landet var der hellige kilder, som både høj og lav, gammel og ung, søgte til i kildetiden.

I kunstens verden er kildemarkederne og de hellige kilder også beskrevet. Mest berømt er nok Jørgen Sonnes maleri ”De syges søvn på Skt. Helene Grav ved Tisvilde Skt. Hans nat” samt Adam Oehlenschlägers skuespil “Sanct Hansaftens-spil”.

Idag har vi ikke kildetid på dén måde mere – men se hvordan vi søger til stranden, parken og andre steder ude i de grønne, smider tæpperne, spiser og drikker, griner og hygger os, og så kan man faktisk sagtens leve sig ind i kildetiden – også selvom de fleste i dag hellere nyder et glas vin eller en øl end vand fra en hellig kilde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om de 179 dyr på øen

Weekenden er her. Det er tid til at slappe af. Så her kommer et lille eventyr:

Der var engang en skov. Den lå helt for sig selv ude på en ø i et hav med masser af andre øer. Øer, hvor der boede alle mulige slags dyr.

Men lige den her ø var noget helt særligt. Midt på øen lå en stor bakke, og inde i den boede der en masse dyr. 179 dyr, som bestemte over ikke kun deres egen ø, men også alle de andre øer.

Så de 179 dyr var noget helt specielt. Det syntes de også selv.

Nogle af dem var rigtig søde, andre var mere bidske – men de havde alle det til fælles, ar de elskede at bo inde i bakken og bestemme over de andre dyr på de andre øer.

Egentlig var det lidt mærkeligt, at de 179 dyr holdt så meget af at bestemme over de andre dyr og de andre øer. For der var ikke ret mange af de 179 dyr, der besøgte de andre øer eller snakkede med de andre dyr.

Det vil sige: En gang hver fjerde år var der valg om, hvem der skulle bo på øen med bakken og bestemme – og så kan det ellers nok være, at der kom gang i de 179 dyr. For de ville jo alle så gerne blive ved med at bestemme. Så en gang hver fjerde år svømmede og padlede og roede og hoppede de 179 dyr alt, hvad de kunne over til de andre øer og de andre dyr.

De andre dyr syntes, at det var lidt spøjst – men de tænkte som regel: Nå, ja, det er da ok. Lad dem nu bare, så får vi snart fred fire år mere. Medmindre selvfølgelig man var et af de dyr, der gerne ville over på øen med den store bakke. Så gjorde man sig store anstrengelser for at blive valgt.

Så engang hver fjerde år blev der brølet og skreget på alle øerne. På alle træer var der også hængt billeder op af de dyr, der ville over til øen med bakken.

Der var med andre ord et leben og et mylder og en vrimmel – og ingen vidste, hvad der skete, eller hvem der ville blive valgt, før valgdagen kom.

Først derefter kunne roen sænke sig over alle de andre øer igen. For ude på øen med bakken fortsatte de 179 dyr med at brøle, men nu var der ingen, der rigtig hørte efter mere – og det var i virkeligheden det største problem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk