Afsluttende partileder-debat, del 1

Den afsluttende partileder-debat, del 1 har lige rullet over skærmen. Det var DR, der stod for den – og de 10 partiledere fik for en gangs skyld masser af tid til at forklare sig. Noget, der var rigtigt godt.

Det var også interessant, at der blev taget udgangspunkt i en konkret sag som fx en manglende læge i den lille by Haderup i Midtjylland, hvor beboerne i syv år har været nødt til at køre med bussen i tre kvarter for at komme til en læge. Noget, der fik politikerne til at tale om udkant og byer, planlove med mere.

Men uanset om de snakkede om kontanthjælp, indvandrere eller andre emner, så skinnede mærkesagerne tydeligt igennem:

Blå blok tænker i penge til dem, der har rigeligt i forvejen – og rød blok tænker i at deles om goderne.

Danmarksbloggen forudsiger, at sådan kommer det også til at gå i morgen aften, når TV2 blænder op for den afsluttende partilederdebat, del 2.

Og nej, det flytter ingen krydser, men måske en tvivler eller to finder ud af, hvad vedkommende mener – og hvem vedkommende tror (mest) på.

Danmarksbloggen synes også, at flygtningedebatten fylder så altfor meget. Vi har andre – og større – problemer: Fattigdom, social dumping, en truende brugerbetaling i sundhedsvæsenet og mange andre ting, der vil sætte store skel mellem mennesker, hvis blå blok kommer til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *