Månedsarkiv: september 2013

De nordiske guder lever – på Folketeatret i København

Udgivet den af
2

Anmeldelse af rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret i København:

Vikingetid, vikingetid … de nordiske guder er klar til strid, kærlighed og alt muligt andet dramatisk, sjovt og rørende i den herlige rockmusical “Valhalla – balladen om Balder”, der i går d. 11. september 2013 havde premiere på Folketeatret i København efter den i sidste sæson turnerede land og rige rundt.

Det er Sigurd Barrett, der har stået for musikken, hvor han efter eget udsagn både i de hårdkogte rocknumre og de mere følelsesladede ballader forsøger at give nyt liv til de gamle guder og deres fantastiske historier.

Og lad det være sagt med det samme: At være publikum til denne forestilling er som at høre sagatonerne fra hedenold bruse direkte imod sig med alt den saft og kraft, som vi som nutidsdanskere forbinder med vikinger, aser og de gode, gamle dage.

Ja, det er som at se lige ind i gudernes verden, ja endda nærmest sidde med til bords i selveste Valhalla. For lige præcis sådan som skuespillerne i rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” ser ud, synger og opfører sig på Folketeaterets skrå brædder, sådan må de nordiske aser være, når de taler, skændes, elsker, kæmper, sørger, fester og lever livet – og døden – til fulde.

For sådan er guderne ifølge i mytologien. Intet gøres halvt. Alt er max. Og det samme gælder denne rockmusical, der har et sjældent helstøbt samspil mellem handling, musik, plot og skuespil.

Det hele starter – selvfølgelig – fristes man til at sige med, at Thor kommer ind og svinger sin hammer Mjølner, så lyn og tordenild står over scenen. Så er man som publikum klar over, at det her bliver dramatisk. Men det er nu ikke tordenguden og hans mange eventyr, som det handler om på Folketeatret.

Det er istedet historien om gudernes yndling Balder, der ung og skøn elskes af alle, undtagen Loke og i denne version også hans blinde broder Høder, der er jaloux på Balder, der kan alt og får alt, og især moderens Friggs kærlighed.

Frigg, der i øvrigt spilles stærkt og kompromisløst af Nastja Arcel fra anelsen om Balders snarlige død over håbet, da hun får hele verden pånær misteltenen til at love ikke at skade Balder og til sidst den grænseløse sorg, da yndlingssønnen Balder dør. For det er mere end en nordisk gudinde, der står på scenen. Det er også en kvinde og en mor. En moderne tre-enighed.

Ja, selv gudernes chef, selveste Odin, må bøje sig og gøre, som Frigg vil. Odin er så også er gift med hende, men han er mere end en moderne tøffelhelt. For det er ham, der magter at tage ned til Hel i Dødsriget. En Hel, der ikke er gammel og grum, men ung og smuk – og istand til at tryllebinde både en gammel og en ung gud i denne fortælling om to brødres kærlighed og kamp.

For det centrale i musicalen er historien om kærligheden mellem to brødre, der under overfladen er mere ens end de er forskellige, uanset om de kæmper mod jætter, er hjemme i Valhalla eller på vej mod deres skæbne og hiin rigtige.

For også den mere erotiske kærlighed er på programmet for de to brødre. Men på hver sin måde. Balders konstante flirten med livet til han for alvor rammes af Amors pile og døden versus Høders fantasier om den kærlighed, som han længes så frygteligt imod, men kun med nød og næppe tør omfavne, da den rækkes ham af den unge valkyriepige Nanna, der har både den romerske guds Hermes lethed og de nordiske guders intensitet og lidenskab

Kærlighed, dramatik og nordiske guder. Ja, men behøver vi så mere? Egentlig ikke. Men vi får det alligevel i dette overflødighedshorn.

For naturligvis er der også masser af humor, sjove ordspil og ping-pong med publikum, primært serveret af Odins to ravne Hugin og Munin samt selvfølgelig regnbuens Bifrosts vogter Heimdal, der gestaltes af Søren Hauch-Fausbøll, der også har en scene som pruttende, bøvsende og syngende trold til stor begejstring for især de mindste. Men også de store morer sig. For dén mand har et nærvær og en timing, som gør, at han kan være morsom bare ved at se ud på publikum.

Endelig er der stykkets skurk, Loke, halvguden, som indtil Balders død boede i Asgård sammen med guderne. Han er selvsagt på spil her og der og allevegne og tænker kun på at hytte sit eget skind – og ødelægge det for de andre. Og han smadrer da også eftertrykkeligt lykken i Valhalla, da han får Høder til at lave en pil af misteltenen, så Balder kan skydes og dø af den lille uanselige plante.

Det er dog ikke den episode, som man husker bedst med Loke. Det er derimod Lokes ankomst på scenen, hvor han så meget som man nu kan, når man gestalter Loke, nærmest imiterer X-Factor-dommer Thomas Blachmann.

Om det er tilsigtet skal ikke siges, men Blachmann og andre, der har meget store tanker om sig selv og måske knap så meget at have dem i, spiddes totalt i Kim Hammelsvang Henriksens fremstilling af Loke som en selvoptaget gud, der bruger alt og alle som statister og kulisser i hans eget kendis-ego-trip.

Det er formidabelt og helt i top, som alt andet i forestillingen er det fra skuespillet over musikken og sangen, hvor det virker mere end stærkt, når guderne flere gange i løbet af aftenen synger sammen.

Det klinger så mægtigt, at man automatisk kommer til at tænke på fædrelandssangen “Den danske sang er en ung blond pige”, hvor man blandt andet synger:

Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og
skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold

Og det er eksakt dén sagatone fra vikingetiden sunget på Bjarkemål, som bruser imod publikum hver aften på Folketeatret, hvor de nordiske guder vækkes til live, så de og deres historie griber, opsluger og holder fast, uanset om man er 12 eller 44.

Rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret får derfor de varmeste anbefalinger fra Danmarksbloggen.

“Valhalla – balladen om Balder” er bygget over Peter Madsen og Henning Kures tegneserie. Det er Kasper Wilton, der har instrueret. Musikken er af Sigurd Barrett, der sammen med Mogens Kjær, Bent Nørgaard og Jens Krøyer også har stået for sangteksterne. Kapelmester er Jens Krøyer. Søren Glad står for scenografien efter et oplæg fra Peter Madsen. Birgitte Næss-Schmidt er koreograf, mens Bent Nørgaard står for dialogen, og Tina Robinson for stage-fight.

“Valhalla – balladen om Balder” spiller til og med 19. oktober 2013.

De medvirkende er: Lars Bom, Nastja Arcel, Lise Koefoed, Charlotte Guldberg, Johannes Nymark, Pelle Emil Hebsgaard, Nis Pedersen, Kim Hammelsvang Henriksen og Søren Hauch-Fausbøll.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Udgivet den af
3

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal vi æde os ihjel? Eller skal vi gøre en forskel?

Udgivet den af
2

Vi lever i en tid, hvor mange fokuserer på dem selv og deres eget liv – og så pyt med resten. Dén egoisme og væren-sig-selv-nok har tv-stationerne fanget, så de masseproducerer i stor stil livstilsprogrammer om fx bolig og mad.

Ifølge nedenstående artikel fra B.T. er der således hele 166 madprogrammer på dansk tv om ugen:

http://www.bt.dk/film-og-tv/er-du-maet-166-madprogrammer-paa-dansk-tv-om-ugen

Det fik en af Danmarksbloggens venner, nemlig Lisa Hildegardt til at skrive til Danmarksbloggen:

“Vi skal åbenbart æde os ihjel. Der er alt for mange – både bolig og madprogrammer, hvor kendte kvajer sig for åben skærm plus reality-programmerne. Vær nu lidt kreative, kære TV-redaktioner og find på noget nyt. Vi betaler trods alt licens. Der er jo stort set ikke andet end genudsendelse på genudsendelse.”

Danmarksbloggen er 100% enig. For der må være grænser for, hvor mange kager, hvor mange fiskeretter, hvor mange nye puder og vægfarver, og hvor mange halv- og helkendte personers gøren og laden, som vi kan kapere.

For slet ikke at tale om at vi lever i et samfund, hvor der sker meget – vigtigt – i disse år. Og hvor vi med fordel for ikke kun de udsatte, men også os selv, kunne løfte fokus fra vores egen navle og gå ud og gøre en forskel.

Og i dette arbejde har medierne også en rolle, nemlig som dem der oplyser om, hvad der sker – og som bringer reportager om dem, der gør denne forskel. Men det er et ansvar, som langt de fleste medier løber fra, når de spiser os af med endnu et madprogram.

Skrevet af: Lisa Hildegardt, ven med Danmarsbloggen.dk og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politiske embedsfolk og embedsagtige politikere

Udgivet den af
2

Hvad er det lige, der sker i dansk politik i øjeblíkket?

De folkevalgte politikere synes, at embedsfolkene skal til at være politiske, mens de selv til gengæld ikke skal føre politik. Nej, de “gør blot det nødvendige”, som statsminister Helle Thorning kalder en rød regerings asociale blå politik. I den anden side af Folketingssalen sker der ikke andet end, at man venter på valget. Men med sin tavshed svigter oppositionens leder Lars Løkke sit demokratisk-politiske ansvar.

Danmarksbloggen har skrevet om det her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1851

http://danmarksbloggen.dk/?p=1870

For de danskere politikere er på en glidebane, der skader demokratiet og det danske samfund.

For det giver ikke mening, at en politiker bliver embedsagtig og fører den nødvendige politik, hvad det så end er. For politik drejer sig om valg og værdier, også og måske især i en krisetid. Derfor skal en politiker heller ikke tie stille og bare vente på at komme til fadet, men skal istedet slå på tromme for de politiske sager og holdninger, som vdkommende tror på. Og embedsfolkene skal ikke være politiske, men i stedet sikre stabiliteten og det juridiske grundlag.

Men det er ikke, hvad der lægges op i øjeblikket. Tværtimod så ønsker nutidens politikere angiveligt at bytte roller. Og snakker vi et rollespil i en skov, kan det såmænd være meget sjovt, at trolden bliver prinsesse for en dag – og omvendt.

Men det danske folkestyre er ikke et rollespil i en skov. Det er et dybt, alvorligt arbejde, hvor de involverede har ansvaret for den danske befolkning og det danske samfunds ve og vel.

Og her er der ikke plads til eksperimenteren, eller folk der kun vil mele deres egen kage. Her drejer det sig om ansvar og engagement – og om at tage hvervet som politiker seriøst.

Så politikerne skal stoppe disse barnagtigheder nu og lade embedsfolkene passe deres arbejde, således som de har gjort det i århundreder. For den danske embedsstand har en lang, glorværdig historie som hele samfundets og ikke kun de politiske magthaveres tjenere. Og dét skal de fortsætte med.

Politikerne kan i stedet med fordel tage sig sammen og begynde at føre politik, at være politikere med visioner og drømme for det danske samfund.

Danmarksbloggen vil gerne hjælpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politiske embedsfolk nej, tak

Udgivet den af
3

Fra begge sider af Folketinget tales der om indførelsen af politiske embedsfolk istedet for de neutrale, som vi har idag.

Udover at det vil svække kontinuiteten og stabiliteten i det danske folkestyre, hvis der over en bred kam i ministerier og styrelser skal byttes lederjobs hvert fjerde år, så er der heller ikke nogen politisk grund til det, hvad denne to år gamle kronik fra Politiken viser:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1386152/politiske-embedsmaend-loeser-ingen-problemer/

Dertil kommer de personlige årsager, som faktisk også påvirker de nationale forhold.

Det vil nemlig næppe tiltale samvittighedsfulde og fagligt stærke personer at søge en stilling, der er så tidsusikker som en ledende embedsstilling i så fald vil være. Og det vil derfor blive nogen helt andre typer end idag, som vil sidde og styre administrationen af Danmark, hvis embedsfolkene skal være politiske.

Det vil blive mennesker, der er vant til og trives med at tage chancer og som vil vide, at de kun er i ministeriet eller styrelsen på lånt (og ofte kort tid), og som derfor vil have mere travlt med at sikre deres egen fremtid end Danmarks.

Politiske embedsfolks neutralitet – og deraf følgende stabilitet – er derfor både for deres egen og for hele samfundets skyld et stort gode, som vi skal bibeholde. Dét sikrer sammenhængskraften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

7-9-13

Udgivet den af
1

7-9-13 siger vi og banker under bordet i håbet om at afværge noget ondt eller opnå noget, som vi ønsker os.

Og idag idag, d. 7. september 2013 – eller som man også kan skrive den: 7-9-13, er der rigtig mange, der gifter sig i troen på, at de på den måde netop sikrer sig held og lykke.

Hvordan det så går det enkelte ægtepar er nok – som altid – mere et spørgsmål om de to menneskers personligheder og evne til at kommunikere med og have respekt for hinanden end om at ægteskabet er indledt på en dato, der passer en trylleremse, som man har sagt ihvertfald siden 1800-tallet.

Jeg kunne godt ønske, at der var et 7-9-13, der virkede, men ikke kun for brudepar, også for alle andre, således at den arbejdsløse kunne få et job, den hjemløse hjælp til en lejlighed og til at kunne finde ud af at bo i den og så videre. Men i kampen for at skabe et bedre samfund er det ikke trylleremser, men politiske beslutninger, der gør forskellen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke version 2 bliver uden løftebrud

Udgivet den af
2

Den nuværende regering kritiseres til tider skarpt for sine såkaldte løftebrud, senest i sagen med den manglende barsel til mænd.

Dét kommer ikke til at ske for Lars Løkke, når han som det pt. ser ud i meningsmålingerne, sætter sig i stolen i Statsministeriet efter næste valg.

For Løkke lover nemlig ingenting, Løkke siger ingenting, han er nærmest usynlig.

Men hvad er i grunden værst?

En politiker med visioner og drømme, der så ikke bliver til noget – hver gang. For iflg. denne artikel fra Ugebladet Mandag Morgen er den nuværende regerings løftebrud et myte: https://www.mm.dk/%E2%80%9Dl%C3%B8ftebruds-regeringen%E2%80%9D-er-en-myte

Eller er det værste en levebrødspolitiker, der ikke lover en snus og som tilsyneladende heller ikke har andet på programmet end selv at få magten og give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Politikerne er dem, der skaber rammerne om vores samfund. Derfor giver det også kun mening, hvis en politiker har visioner og drømme, som han eller hun er klar til at slå på tromme for og være klar til at kæmpe for. Også selvom det ikke altid går som forventet.

For det er i selve kampen for værdierne, visionerne og drømmene, at vores demokrati foldes ud og netop viser, at det her drejer sig om mennesker, meninger og evnen til at tage ansvar og kæmpe for sin sag – og indimellem gå på kompromis. For sådan er livet. Ingen kan få alt, hvad de kunne tænke sig hver gang.

Derfor er ethvert løftebrud også altid langt bedre end det at sidde og lurepasse, som Lars Løkke gør i øjeblikket. Det er demokratiet, han på den måde sætter ud af spil. Og dét er bekymrende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi ærer soldaten, men hvad med nødhjælpsarbejderen?

Udgivet den af
2

I dag er det den officielle flagdag for alle danske soldater, der har været udsendt på internationale missioner siden 1948.

Dagen har støtte fra mere end 60% af alle danskere, som derudover mener, at Danmark bør gøre mere for de mænd og kvinder, der på Danmarks vegne har risikeret liv og lemmer udenfor landets grænser.

I år er der udover hovedarrangementet i København mere end 60 lokale arrangementer rundt om i hele landet.

Læs mere her: http://www2.forsvaret.dk/temaer/flagdag/Pages/flagdag.aspx

Flagdagen beskrives af både veteraner og andre som en god dag, hvor vi ærer dem, der faldt, dem der blev skadet, deres familier og kammerater.

Danmarksbloggen er helt enig. Vi skal vise vores anerkendelse af dem, der har gjort og stadig gør en indsats i verdens brændpunkter.

Men hvorfor begrænse det til dem, der har gjort det med våben i hånd?

Hvad med nødhjælpsarbejderne, lægerne og alle de andre, der også rejser ud for at gøre en forskel, men som gør det på forskellige humanitære opgaver. Hvorfor bliver de ikke æret med flag og anerkendelse fra det offcielle Danmark? Deres indsats er mindst ligeså stor, ja måske endda større end soldaternes.

Ja, men de sætter jo ikke livet på spil, kan jeg høre indvendingen lyde. Jo, det gør de faktisk. Flere og flere nødhjælpsarbejdere bliver angrebet og også dræbt. Så, jo – dem der rejser ud på humanitære opgaver risikerer alt præcis som soldaterne, men de har ingen stor dag.

Dét er ikke fair – og Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi som land også viser en officiel anerkendelse af de mennesker, der rejser ud til verdens brændpunkter for at yde en indsats på diverse humanitære områder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Poesi og digitale billeder i Tivolis koncertsal

Udgivet den af
1

Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vinter på vej …

Udgivet den af
2

Efteråret er her – ifølge kalenderen ihvertfald. Der er altså vinter på vej. Desværre endda i to betydninger.

Den første, den naturskabte vinter med de lange mørke aftner og nætter, kulden og måske endda sneen, er til at klare med varme vanter, kakao, d-vitaminer og måske lidt lysterapi, hvis man er særlig hårdt ramt. Her har man også en nogenlunde slut-dato på, hvornår lyset og varmen for alvor begynder at vinde frem igen.

Så nemt forholder det sig desværre ikke med den anden vinter, den menneskeskabte vinter, som startede for mange år siden, og som mange troede var ovre for snart to år siden. Det var så en fejl at antage dette, viste det sig. Vinteren blev måske lidt mindre hård, lidt mindre kold – men forår og sommer med menneskevarme og en mere ligelig fordeling af pladserne i solen har ikke været på tale i det danske samfund fra politisk side i mange år.

Som sagerne står i øjeblikket, bliver det heller ikke bedre næste gang, der skal vælges. Den snart tredobbelte Fimbul-vinter har forlængst suget de medmenneskelige d-vitaminer ud af sindet, så de fleste danskere i dag kun er istand til at tænke på sig selv og sig selv og sig selv. Og de fakta og forklaringer, der normalt oplyser et menneske og få det til at handle rationelt, virker som et altfor skarpt lys for den vinter-udmattede dansker, der kun orker at se på det flimrende lys fra “reality-vind-og-se-mig”-programmerne på tv-skærmen. Og der er ikke mange tilbage, som orker at strikke vanter – eller lave varm kakao til andre, og dermed sprede varme og glæde.

Landet stander med andre ord i våde. Den menneskeskabte vinter holder os stadig i sit iskolde jerngreb, hvor der ikke er plads til varme, medmenneskelighed, frihed og fællesskab. Men vi må ikke lade de mørke og kolde kræfter få overhånd. Vi må kæmpe imod.

For den menneskeskabte vinter kan kun blive afløst af et varmt og rummeligt og givende forår, når vi beslutter os til at ville dét forår. Den gode nyhed er så, at det kan vi heldigvis også bestemme os til, hvad dag det skal være. Kalenderen betyder ikke noget. Det kan sagtens blive forår i september …

Danmarksbloggen siger derfor FORÅR NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk