Kan man sammenligne den vestlige civilisations situation med kroningen af Kong Charles og Dronning Camilla? Ja, det kan man faktisk.
Der skete nemlig noget i London i lørdags, som ikke er sket i 70 år – men som til gengæld har rødder mere end 1000 år tilbage.
Nemlig kroningen af det britiske kongepar, som var en flot og sælsom affære med guldkareter, hermelinskantede rober, hellig olie, glitrende diamanter på kroner, sceptere og alt det andet, som enten stod og glitrede oppe på alteret – eller sad på hovederne af kongen og dronningen.
Men det, som stak mest ud, var dog, at Gud – og vel og mærke den kristne Gud – fyldte så meget i de ældgamle ritualer – og nok også mere end nutidens mennesker er bekvemme med.
Men sådan er – eller rettere VAR vores del af verden i mere end 1000 år og indtil for ikke så mange årtier siden. En kristen verden, hvor der var EN rigtig tro – nemlig den kristne, og hvor alle i samfundet spillede efter de samme regler og de samme normer. Så at regenten flere gange nævner og lover at forsvare den kristne tro har været en naturlighed gennem historien.
Nutiden i Vesten er så anderledes. Den er mangfoldig og med plads til alle verdenssyn og religioner, hvad kong Charles OGSÅ sagde i Westminster Abbey. Det har vi i Vesten også besluttet er godt, selvom vi strengt ikke ved, hvad mangfoldigheden på langt sigt vil betyde for vores samfund.
Danmarksbloggen tror, at meget vil være godt – som fx en større frihed for den enkelte. Man kan også blive klogere og rigere som menneske, hvis man nysgerrigt og åbent møder mennesker, som tror på noget andet end en selv.
Men noget kan også vise sig at være skidt som den manglende sammenhængskraft, der let kan komme, når en befolkning ikke lever efter de samme normer. For så kan en befolkning i et land – eller en verdensdel – blive opsplittet i grupper, som ikke kan samles om noget – og slet ikke den gamle orden, som virker antikveret og ude af trit med nutidens virkelighed.
Og det er faktisk lige dér, at vi er: Den vestlige verden i dens gamle kristne version er som det nykronede britiske kongepar: På den anden side af pensionsalderen, gråhåret og med rynker – og det kan selv mere end 2.000 diamanter på hovedet ikke gøre noget ved.
Og vi kan ikke gå tilbage. Det er også kun et mindretal, som ønsker verden tilbage til dengang, at det var unaturligt i Vesten at være andet end hvid, kristen og heteroseksuel.
Sådan er det heldigvis ikke. Men vi skal ikke bare lalle og tumle af sted nu. Vi kunne derimod med fordel tænke os om, inden vi ender i stridigheder og ballade mellem samfundets forskellige grupper.
For der kommer så let social uro – og i sidste ende måske borgerkrig og opløsning af landet, hvis ikke vi finder noget nyt, som vi kan samles om ALLE SAMMEN. For vi skal have et værdimæssigt fællesskab i Danmark og i Vesten, hvis vi skal undgå indre opløsning.
Et fællesskab, som kunne baseres på værdier som solidaritet, frisind og tolerance som de bærende elementer i samfundet – også i praksis, og ikke kun i skåltaler.
Og her er det måske, at et ældre gråhåret kongepar faktisk kan gøre noget i England – ligesom man kan i de andre lande, hvor der er et monarki. For har man et kongehus, har man en kontinuitet, som man ikke ser i lande med en præsident.
Måske fordi man – selv når man trækker en nitte i regent-rækkefølgen, og det gør alle lande fra tid til anden – trods alt ikke risikerer en Trump eller en Putin. Til gengæld får man HVER GANG en regent, som uanset om det er en, man griner af eller er vild med, giver landet en sammenhængskraft.
Tag fx vores eget kongehus. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra: Når man bor i Danmark, så lytter man til Dronning Margrethe d. 2., når hun taler – både til nytår og ved andre lejligheder som under pandemien. Hun siger kloge ord.
Det forventer ingen, at hendes efterfølger – den kommende kong Frederik d. 10 – kommer til at gøre. Men han er til gengæld folkekær allerede nu. Fordi han virker som en flink fyr, der er ligesom alle os andre. Han vil det bedste, men han kvajer sig, og så drikker han et par øl eller ti for meget og den slags. Så vi føler os i øjenhøjde med kronprinsen, selvom han lever et vældig overprivilegeret liv langt fra den måde, som flertallet af danskere lever på.
Men alligevel giver han og hans mor en sammenhængskraft i et dansk samfund, hvor uligheden ellers vokser, og hvor de såkaldte vestlige værdier og normer og regler udfordres voldsomt – både af folk udefra og af kræfter indefra (visse muslimske grupper, visse højrefløjsgrupper, antivaxx´ere og andre fakta-fornægtere samt såmænd regering og folketing).
Så hvad så? Kan monarkierne redde den vestlige civilisation og dens fokus på individ og viden? Kan konger og dronninger sikre sammenhængen i de vestlige samfund? Chancen er i hvert fald større end for så mange andre aktører – læg herunder de nationale parlamenter og EU, som alle lider under en stigende mistillid.
Danmarksbloggen tvivler dog på, at de fleste monarkier er klar over dette forhold, ja dette ansvar, inkl. det danske kongehus.
Det britiske kongehus har derimod forstået det. For på den ene side holder de fast i de gamle traditioner – men på den anden sagde den nye britiske konge til kroningen, at han var konge for ALLE mennesker, uanset farve, fødested, seksuel overbevisning, køn og tro.
Så til resten af Vesten: Kig over til det lykkelige kongepar på Buckingham Palaces balkon, som endelig efter et langt liv fik lov til sammen at modtage folkets hyldest. De viser – sammen med det næste kongepar og deres tre børn, som også var med på balkonen – faktisk vejen frem.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
