Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Udgivet den af
Svar

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ETIK: Boycot VM i Qatar

Udgivet den af
Svar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Udgivet den af
Svar

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

THE QUEEN …

Udgivet den af
Svar

Hun var ikke dansk dronning. Men vi kendte hende alle sammen. Dét gjorde en hel verden.

Elizabeth Alexandra Mary Windsor. Bedre kendt som Elizabeth d. 2. Dronning i United Kingdom – og elsket af en hel verden for hendes utrættelige indsats for sine lande og sine folk.

For mange af os var hun THE QUEEN. Dén dronning, som altid har været dér. Nok holder vi her i Danmark meget af vores egen Dronning Margrethe d. 2. Men Elizabeth d. 2. var noget andet – også fordi hun var dronning over lande over hele kloden.

Da Elizabeth d. 2. blev født, skulle hun ikke være dronning som voksen. Men så abdicerede hendes farbror, og hendes far blev konge.

Selv blev Elizabeth dronning som 26-årig, mens hun var på besøg i Afrika. Hendes far døde ikke særlig gammel, og hun skyndte sig hjem til London.

Og nu skal Elizabeth d.2. til London igen. For at blive bisat fra Westminster Abbey. For selvom hun levede hele livet i England – endda i London, så døde hun i Skotland på hendes elskede slot Balmoral.

Det føles lidt som en ære er slut. Det er den også.

Vi lever også i en tid lige så urolig og omskiftelig som de år, der lå forud for Elizabeth d. 2.´s dronninge-gerning, der strakte sig over svimlende 70 år.

Så det er passende at sige, at i dag faldt den gamle verden for alvor – og en ny træder frem.

En ting, vi skal tage med os fra den gamle verden, er den vilje til at gøre sin pligt, som Elizabeth d. 2 havde hele livet – og også lige til det sidste, da hun i går modtog både den afgående og den nye Prime Minister.  

Så der er kun ét at sige – sammen med englændernes elskelige bjørn Paddington:

Thank you … for everything.

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

Udgivet den af
Svar

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gentleman i gult

Udgivet den af
Svar

Det er en gentleman i gult, der senere i dag søndag d. 24. juli 2022 skal hyldes i Paris som vinder af Tour de France.

En dansk cykelrytter af højeste karat. Den beskedne Jonas Vingegaard, som til gengæld er en sportsmand af det største format. En hædersmand. Dét har Vingegaard vist ved mange lejligheder.

Som da han på lørdagens enkeltstart satte tempoet ned, så holdkammeraten og hans trofaste væbner van Aert kunne vinde etapen. En gestus, der fik den ellers så hårdkogte van Aert til at bryde sammen i tårer.

Og da Vingegaard på torsdagens bjergetape til Hautacam ventede på rivalen Pogacar, der var styrtet på nedkørslen. Vingegaard kunne – som nogen af hans forgængere – bare være kørt og taget ekstra tid.

”Men sådan én vil jeg ikke være,” sagde Vingegaard, da han kom i mål.

Det er han heller ikke – og det er rivalen Pogacar heller ikke. Pogacar stak også næven frem dén dag, og sagde tak til Vingegaard – og tillykke med sejren.

Det vil Pogacar, som ellers har vundet Touren i 2020 og 2021, også gøre i Paris.

Et tillykke og au revoir.

For de to – danske Vingegaard og slovenske Pogacar – kommer til at mødes i mange dyster på de franske bjerge i de kommende år. Det bliver mere end spændende at følge med i.

Lad os håbe på flere danske sejre – men også huske at hylde Pogacar, hvis han napper den gule trøje igen.

For der er tale om to store mestre – to gentlemen, som begge fortjener at være i gult.

I år blev det så et dansk gult – og det er såre dejligt. Ja, det er den bedste slutning på eventyret om Touren på besøg i Danmark.

Et eventyr som får en tilføjelse, når København på onsdag igen skal farves i gult, mens hele Danmark hylder Tour de France-vinderen 2022 Jonas Vingegaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Udgivet den af
Svar

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NYHED: Danmark og Canada deler landegrænse

Udgivet den af
Svar

Sommerpause eller ej.

Det her er en stor nyhed: Danmark har fået fast landegrænse med Canada.

Stedet hedder Hans Ø – og befinder sig i det arktiske område, og Danmark (som i Rigsfællesskabet) har i årevis sloges med Canada om retten til øen og især havbunden omkring den.

Sloges som i retten altså … og med et skål på vejen hjem.

For udover en masse ministre, embedsmænd, jurister og møder, så har krigsskibe fra Danmark og Canada på skift sejlet til øen for at plante flaget og lægge en skrivelse.

Men der er også hver gang lagt en flaske til de andre. De danske soldater lagde en flaske snaps – og de canadiske en flaske whisky.

Se, dét er en både sjov, sød og skøn måde at være uenige om suverænitet på …

Ikke noget med bomber og missiler, men alt klaret med snak, alkohol og en skål … og så er sagen løst:

Øen – og havbunden – er i dag delt i en dansk og en canadisk del.

Der skal heller ikke – så vidt vides – være fast grænsevagt på øen. Man regner ikke med mange overløbere og andet.

Læs hele historien her: https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-06-13-kongeriget-danmark-faar-landegraense-mod-canada-her-er-den

Fortsat god sommer.

Danmarksbloggen vender for alvor tilbage i løbet af august, men vil komme med anmeldelser over sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det blev et ja …

Udgivet den af
Svar

Det blev et ja til afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Danmarksbloggen anbefalede nej – med hjertet og med hjernen.

Men demokratiet har talt. Så fuld respekt.

For allerinderst inde – bagved alle politiske holdninger – handler det om demokratiet.

Danmarksbloggen tror nemlig på demokratiet, på folkestyret – og derfor skal der lyde et stort tillykke til dem, som stemte ja. Men også en erklæring om, at i morgen er der atter en dag.

For nu gælder det om at samarbejde.

For kun i dialog med hinanden – en saglig og ordentlig dialog, uanset om man er enige eller uenige – kan demokratiet blomstre.

Og demokratiet skal gro, blomstre og folde sig ud.

Dét er nemlig den eneste samfundsform, som vi ønsker her til lands.

Så nu skal vi videre … mod nye folkeafstemninger måske?

Danmarksbloggen bider i hvert fald mærke i, at statsministeren siger, at nej, hun kan ikke se nogen årsag til at stemme om de tre resterende forbehold, blandt andet fælles mønt – og unionsborgerskab.

Men kan man nu regne med det? Forsvarsforbeholdet, som nu er væk, var ikke et problem i efteråret 2021 for regeringen. Men så kom Ruslands invasion af Ukraine, som ikke har aktiveret en eneste EU-mission af militær karakter – og så Fanden pludselig løs i Laksegade, og vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, selvom NATO håndterer sagen glimrende.

Så tillad Danmarksbloggen at tvivle på løftet om ingen snarlige afstemninger om de andre EU-forbehold. Hvis der kommer mindste anledning, så skal både en borgerlig og en socialdemokratisk regering nok bide til EU-bolle …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk