Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiden er til ansvarlighed

Landbrugsminister, undskyld miljøminister Eva Kjer Hansen skal i åbent samråd idag pga. den horrible landbrugsplan, der vil gavne nogle få landmænds bank-konti, men skade en hel natur.

Samtidig åbnede Danmarks første butik med overskudsmad WeFood i går – og blev straks en dundrende succes med stort set alt udsolgt. Danskerne er også i stigende grad optaget af økologi, grøn energi og i det hele taget at behandle vores jord og vores ressourcer på en ansvarlig og bæredygtig måde.

Tiden er altså med andre ord til ansvarlighed – og ikke til de kortsigtede økonomiske gevinster, som Venstre står for. For at det for alvor skal batte noget, mangler vi dog, at ansvarligheden også anerkendes på Christiansborg – og især af den siddende regering og deres støttepartier i blå blok, som åbenbart tror, at man kan spise penge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slå ring om de danske kyster IDAG

De danske kyster er unikke i deres skønhed og uberørthed, men nu trues de af den pengegriske og kortsigtede politik, som føres af V-regeringen, som vil bygge hoteller og andet miljøskadeligt på vores skønne strande.

Det skal stoppes – og derfor er der også i dag arrangeret fakkeloptog og bål overalt på kyster og strande i Danmark – og med overalt menes OVERALT.

Se mere her og find et arrangement i nærheden af dig, så også du og din familie og dine venner kan møde op og tænde en fakkel for vores kyster, for vores unikke danske natur.

http://tur.dn.dk/ture/

For mørket skal ikke få bugt med os og med naturen … vi skal slå ring om vores kyster.

Skriv også under her. Det har mere end 135.000 danskere allerede gjort:

http://300meter.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SF-profil søges

Pia Olsen Dyhr har lige været i DR´s valgstudie, hvor hun helt som forventet snakkede dagpenge, klima, natur og miljø – sidstnævnte især i forhold til de skifergas-boringer, som folketinget iflg. Olsen Dyhr blev vildledt omkring af daværende miljøminister Lykke Friis (V).

Pointerne omkring dagpenge var gode, bortset fra at samarbejdet med DF´s Thuelsen Dahl næppe er noget, som SF´s bagland er rigtig glade for – og som placerer SF et sted mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Men det er jo også dér, at SF er i det politiske spektrum generelt. Hvad den placering så skal bruges til – udover at sikre Thorning fire år mere – mangler vi endnu at få svar på, også efter i aften. For SF vil ikke i regering efter dette valg.

Mange klassiske SF-sager er heller ikke længere kun SF-sager, og mange SF-vælgere går derfor i disse år til enten Enhedslisten eller til Alternativet – eller til Socialdemokratiet.

SF mangler med andre ord en klar SF-profil – og en grøn boligordning på 25.000 kroner er langtfra nok.

For man kan have en vindersag – eller en tabersag. Men SF har ingen sag – og så er man først i problemer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Beskyt digerne – på marken

Diger er normalt noget, som vi forbinder med kyster og kystsikring.

Men diger er også noget, der findes inde i landet. Ja, over hele Danmark er der ved og på markerne diger, hvoraf nogle har været der siden jernalderen. De fleste dog siden tiden op mod år 1800.

Diger, der er lavet af sten og jord, og som udover at beskytte dyre- og plantelivet, også er omfattet af museumsloven pga deres historiske værdi.

Men landmændene pløjer i stor stil disse diger ned. Ulovligt vel at mærke. De er ikke rentable, lyder forklaringen fra de kapital-bevidste bønder, der traditionen tro ser på pengepungen først og miljøet senere.

Sagen bliver så ekstra grotesk af, at klager over nedpløjningen af digerne bliver syltet i årevis. I Høver, der ligger ved Galten vest for Aarhus, har en mand således oplevet, at der indtil videre er gået FEM år, siden han klagede – og sagen er ikke behandlet endnu.

Men nu sker der noget, lover de ansvarlige. Læs mere om sagen her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE7530142/Dansk-kulturarv-pl%C3%B8jes-i-stort-omfang-ulovligt-ned/

Danmarksbloggen håber det.

For nok har diger af sten og jord ikke samme nuttetheds-sværdi som sæler eller samme spændings-værdi som ulve – men digerne betyder tusind gange mere for den danske natur og det danske dyreliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Natur til alle – eller huse til de få?

Venstre synes, at det skal være muligt at bygge flere huse ude i vandkanten ved de danske kyster. Den såkaldte 300 meter-grænse skal skrottes, mener partiet.

Danmarksbloggen vil istedet opfordre Venstre-folk – og Venstre-støtter – til at købe nogen af de tomme huse, som der er så mange af i fx Vest- og Nordjylland samt Lolland-Falster.

På den måde vil Venstrefolk med hang til fri luft stadig komme på landet og bo, men uden at det skader naturen.

For det gør det nemlig, hvis man bygger tæt ved vandet. Dyr, planter og landskab lider – og samtidig kan det være svært for alle andre end lige husejeren at få adgang til vandet. Så det drejer sig også om at give alle danskere lige muligheder.

Læg dertil at det er enestående, at vi har den vilde og uspolerede kyst. Noget, som også 9 ud af 10 danskere mener. Noget, som også turisterne søger til Danmark for at opleve.

Der er med andre ord ingen argumenter for Venstres forslag – men derimod mange, både miljø- og samfundsmæssige imod. Også det endnu ikke-nævnte: At ved at droppe at bygge i vandkanten, men i stedet købe allerede-eksisterende huse, så vil den stigende affolkning i nogle områder også kunne om ikke stoppes, så dog formindskes.

Dét kunne blive helt historisk. For i så fald vil det blive første gang, at Venstre-folk eller Venstre-støtter gør noget godt for samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Black Friday – også på jysk motorvej

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der for alvor brager igennem i år:

Black Friday

Amerikanerne fejrede i går Thanksgiving – og idag er det så Black Friday. Dagen, hvor der er så store rabatter og tilbud på alle slags varer, at det skaber panikagtige scener nogen steder.

I Danmark holder vi – for første gang i den store stil – også Black Friday i år, dog ikke i samme målestok som i USA, hvor man for få dollars kan få varer til en værdi af flere hundrede dollars, hvis man er blandt de første hurtige, når butiksdørene åbnes, og kapløbet starter.

Rabatterne i Danmark er derfor heller ikke ligeså store som i USA. Typisk lægger rabatten i Danmark på – efter amerikanske forhold beskedne – 20%.

Danmarksbloggen noterer sig så, at i Danmark har Black Friday åbenbart også bidt sig fast i det politiske liv.

Blå blok ønsker ihvertfald at bruge op mod 20 mia. kroner på en fuldstændig unødvendig jysk motorvej – hvis de kommer til magten. De vil opprioritere svineproduktionen fremfor miljøet. Skattelettelser og stramninger på flygtningeområdet lover de også. Det er med andre ord præcis ligeså menneske- og naturfjendtligt, som det plejer at være fra den kant, hvor kun egoisme og penge betyder noget.

I sandhed en sort tankegang, ikke kun på en fredag, men hele ugen.

Men hvad siger du? Giver Black Friday mening? Både i sig selv? Og hos blå blok?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop nu de ulve …

Ulve i Danmark? Ja, men det lyder da top-romantisk, synes mange at mene.

Lad da endelig ulvene komme ind. Jo flere, jo bedre, er meldingen fra de mennesker, som vel egentlig bedst kan beskrives som verdensfjerne natur-romantikere. Andre ville måske kalde dem naturtosser.

Men ulve er rovdyr, dyr som lever af at spise andre dyr, og der er stor risiko for, at de med tiden også vil kaste sig over mennesker:

Det burde være indlysende: Danmark et et tætbefolket land, der for mere end 90 procent´s vedkommende består af enten byer eller kulturlandskab. Der er altså ikke plads til ulve i Danmark, så kan de være nok så fredede.

En analyse for en måneds tid siden viste, at der var plads til 10 ulve i Danmark. 10??!!! Ulve færdes som regel i flokke, der er større end 10. Ja, mængden af føden vil afgøre flokkens størrelse – og da føden er så let tilgængelig og så rigelig, som den er det i Danmark, vil en ulveflok hurtigt vokse til langt flere ulve end de beregnede 10 ulve.

OBS!!! Idag d. 14. april er jeg blevet gjort opmærksom på at Danmark kan huse 100 ulve – og ikke blot 10 ulve. Se mere i kommentarerne, hvor der også er link

Der er derfor kun en mulighed: Skyd nu de ulve, når de kommer ind over grænsen. Danmark er ikke et ulveland. Punktum.

Vi kunne istedet bruge energien på at bane vejen for en mere realistisk opfattelse af dyrene, os selv og naturen istedet for den der Build-a-bear-nuttede-og-romantiske-opfattelse, som mange har. Som regel fordi de lever i en by og nærmest aldrig kommer i naturen.

Men naturen og dyrene er langt mere spændende, rå og mangfoldige end smukke digte og søde tøjdyr med store øjne. Naturen og dyrene er overvældende, farlige og berusende … og som menneske skal man kende sin plads, sine muligheder og sine begrænsninger.

Og det starter med, at man skiller sig af dem, der ødelægger levevilkårene for ens egen art …  hvis man altså kan. Og det kan vi. Vi kan og skal skyde de ulve!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk