SF-profil søges

Pia Olsen Dyhr har lige været i DR´s valgstudie, hvor hun helt som forventet snakkede dagpenge, klima, natur og miljø – sidstnævnte især i forhold til de skifergas-boringer, som folketinget iflg. Olsen Dyhr blev vildledt omkring af daværende miljøminister Lykke Friis (V).

Pointerne omkring dagpenge var gode, bortset fra at samarbejdet med DF´s Thuelsen Dahl næppe er noget, som SF´s bagland er rigtig glade for – og som placerer SF et sted mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Men det er jo også dér, at SF er i det politiske spektrum generelt. Hvad den placering så skal bruges til – udover at sikre Thorning fire år mere – mangler vi endnu at få svar på, også efter i aften. For SF vil ikke i regering efter dette valg.

Mange klassiske SF-sager er heller ikke længere kun SF-sager, og mange SF-vælgere går derfor i disse år til enten Enhedslisten eller til Alternativet – eller til Socialdemokratiet.

SF mangler med andre ord en klar SF-profil – og en grøn boligordning på 25.000 kroner er langtfra nok.

For man kan have en vindersag – eller en tabersag. Men SF har ingen sag – og så er man først i problemer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *