Alle ud af Danmark – NU

Danmark må nødvendigvis skulle affolkes – som i TOTALT AFFOLKES. Alle bosiddende i Danmark skal nemlig hvis loven skal holdes UD – og det NU.

Danmarksbloggen har nemlig med lige dele hovedrysten og skræk set debatten om danskheden udfolde sig efter Folketinget i sidste uge besluttede, at ”danskerne ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”

At beslutte sådan noget er dels racistisk og dels tudetosset.

Det er så også et vidnesbyrd om, at de folkevalgte INTET kan af Danmarkshistorien. Danmark er nemlig som alle andre lande her op mod nord udelukkende beboet af indvandrere.

Nogle af os kom efter sidste mellemistid, mange flere flyttede ind i jernalderen under de store folkevandringer, en del trælle blev importeret med magt fra England i vikingetiden – og sådan er det ellers fortsat med indvandrere op gennem historien. Fx hollænderne i renæssancen, huguenotterne fra Frankrig i barokken, kartoffeltyskerne i oplysningstiden, de polske roearbejdere i starten af 1900-tallet, tyrkerne i 70´erne osv, osv.

Men nu må der altså ikke være for mange indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Så derfor er der kun ét at gøre: RØM landet.

Gad vide, hvor vi kan tage hen? Gad vide, om der er nogen, der vil have verdens lykkeligste folk med bonde- og kræmmermentaliteten i behold – og lykkepillerne i baglommen?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det robuste samfund

Mange jobannoncer i dag efterlyser såkaldte ROBUSTE medarbejdere – dvs. mennesker, der kan tåle et umenneskeligt pres-, stress- og præstationsniveau, hvilket også er ok, når vi taler om jobs som spioner og den slags.

MEN resten af os burde ikke bydes sådanne arbejdsvilkår. De nedbryder mennesker.  Bruger mennesker op som var vi at sammenligne med en bøtte ketchup – men sådan er det jo. Vi regnes ikke som andet og mere end en produktions- og forbrugsressource i nutidens konkurrencesamfund.

Det vil sige: Så er der dem, der slet ikke regnes med. Alle dem, der ikke (mere) er gamle nok, unge nok, stærke nok, kloge nok, dumme nok og meget mere nok til at være med på konkurrence-vognen. De spises af med krummer – lige mange til stadig at overleve, men for få til at leve et værdigt liv.

For så robust er vores samfund nemlig blevet. Det skal vi ikke være stolte af. Tværtimod skal vi skamme os over, at mennesker udelukkende vurderes ud fra deres værdi som produktionsmidler – og forbrugere.

For det er sådan, at ethvert menneske har den samme værdi, uanset om det er Dronningen eller den hjemløse, statsministeren eller den demente på plejehjemmet, Nationalbankdirektøren eller lille Gerda, 4 år.

Og et samfund skal ikke være robust – det skal være varmt og favnende. At tage sig godt af de små og de svage er et samfunds allervigtigste opgave – og de stærkes allerstørste forpligtelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens danskertest

Meget apropos diskussionen i Folketinget vil Danmarksbloggen også indføre en danskertest.

Danmarksbloggens danskertest er meget enkel:

1) Bor du – eller har du boet – i Danmark?
2) Føler du, at du har hjemme i Danmark?

Kan du svare ja på disse to spørgsmål, er du – uanset religion og oprindelse – DANSK.

For at være dansk er at have hjemme her på de danskes øer – og ja, så simpelt er det.

Du kan selvfølgelig også teste en prøve-version af den officielle danskertest her: http://statsborgerskabsprove.com/

Undertegnede har prøvet den – og fik 28 ud af 30 rigtige. Måske lige nok rigtige svar til at beholde mit rødbedefarvede pas.

Men har du 693 kroner, som du ikke ved, hvad du skal bruge til, kan du tage den rigtige prøve. For ja, det koster næsten 700 kroner at tage den officielle danskertest. For som der står på siden med testen: Regeringen mener at det er med til at skærpe nydanskernes lyst til at læse og forsøge at klare prøven i første hug.

Det er vanvittigt – og det eneste endnu mere absurde er, at man kan købe en testpakke til små 500 kroner, så man kan øve sig, inden man skal bruge små 700 kroner på den officielle test.

Det sjove er så, at Dansk Folkepartis vælgere som regel dumper i den slags tests. Så måske skulle vi ALLE tage danskertesten – og dem, som ikke kan bestå, de må forlade Danmark MED DET SAMME!!!

Dét ville ændre sammensætningen i det danske folketing dramatisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Musiker: Det må kunne gøres bedre, kære danskere

Verdens lykkeligste folk har været ved valgurnerne og har talt.

Dovenskabs-og fremmedhadsretorikken sejrede.

De velbjærgede i forstæderne har valgt de store biler og ligegyldigheden med menneskelig tragedie til.

De frygtsomme i bagstæderne har valgt den manglende empati med de svage, narcisisme og fjendskab overfor alt det ukendte til.

Vi kan forvente os 4 års politisk ørkenvandring, fra den Claus Hjortske skuffe med Tulles skingre råben i baggrunden.

Flere penicillin-svin, giftige æbler, oppløjede åbrinker, monokulturer og skattelettelser til de rige.

Hotelbyggerier på vores smukke strande.

Privatisering af daginstitutioner og plejehjem.

Mere politi og oprustning af militæret.

Børn på 12 år i fængslerne.

Stop for den farverige mangfoldighed og mere trampen i hovedet på de forsvarsløse.

Vi lukker os om os selv og kigger flovt i jorden, når en fremmed spørger os om, hvad det dog var, der skete med verdens lykkeligste folk.

Det må kunne gøres bedre kære danskere, kom nu …

Skrevet af: Søren Berggreen, musiker

Arbejdsgivernes ansvar

Der tales generelt meget – og ofte også kun – om arbejdstagerens ansvar.

Hvis man vil have et job, skal man være villig til at pendle over lange afstande, ja sågar endda flytte landsdel, hvis det står til nogle arbejdsgivere.

Og ja, arbejdstageren har et ansvar. Men det har arbejdsgiveren også.

Arbejdsgiveren er nemlig – uanset hvor fleksibel en arbejdstager er – den eneste, der kan skabe og give jobs til arbejdstagerne.

Arbejdsgiverne i Danmark har derfor ansvar for:

1) At skabe jobs i Danmark – og sørge for at de jobs bliver i Danmark
2) At give de jobs til danskere – og ikke til udlændinge
3) At sikre at arbejdsmarkedet tilpasses alle, ikke kun de raske og effektive, men også de unge, de ældre, dem med handicap osv

Dét er simpelthen nødvendigt, hvis det danske samfund skal hænge sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop hjerteløsheden, stop blå blok

Ønsker de konservative ligefrem at nedlægge sig selv? Dét kunne man godt tro, når man ser de plakater, der plastres op alle steder med et billede af Søren Pape og teksten STOP HJERTELØSHEDEN.

Præcis, tænker man. Stop de konservative, stop blå blok i det hele taget. For dér finder man lige præcis hjerteløshed i betydningen manglende medfølelse og manglende empati med andre end sig selv.

På Søren Papes hjemmeside defineres hjerteløshed heller ikke med fraværet af empati, solidaritet og menneskelig varme. Se her: http://sorenpape.dk/

Nej, dér defineres hjerteløshed med regler og systemer, som kun er ude på at ødelægge det for den enkelte.

Og en ting er, at det er sprogligt forkert. Noget andet og vigtigere er, at det er hjerteskærende, at danskerne med deres på det tørre – som den konservative kernevælger  – kan have så meget omsorg over for sig selv og de andre velstillede – og så lidt til overs for de danskere, der mangler de mest basale ting.

Så ja, stop hjerteløsheden, stop konservative, stop blå blok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs

Dansk Arbejdsgiverforening vil skære voldsomt i de sociale ydelser. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/04/07/071507.htm

Forslagene fra Dansk Arbejdsgiverforening møder – med rette – stor kritik, da de vil betyde, at en stadig større del af de danskere, som i forvejen har mindst, vil få endnu mindre – og så lidt, at det faktisk bliver reelt umuligt at leve i Danmark.

Dét har adskillige kilder allerede været ude og sige, så den del er dækket.

Hvad der derimod fylder lidt – eller rettere intet i debatten er arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs. For hvordan kan det være det enkelte lediges ansvar at finde et job, når langt hovedparten af alle danskere er 100% afhængig af, at en arbejdsgiver vil give ham eller hende et job?

Ja, vi er forpligtede til at arbejde, hvis vi kan. Det er så ikke alle, der kan. Men af dem der kan, vil nærmest alle gerne arbejde – hvis altså de kan få et job.

Så skal samfundet hænge sammen, så er arbejdsgiverne også forpligtede til at skabe arbejdspladser i Danmark og til at ansætte danskere – og ikke underbetalte østeuropæere.

Og dét er et ansvar, som ingen taler om, selvom skabelsen af gode, danske arbejdspladser er den eneste måde, som flere danskere kan komme i arbejde på.

Så nej, Dansk Arbejdsgiverforening burde gribe i egen barm og sørge for, at deres medlemmer havde fokus på at skabe arbejdspladser – og vel at mærke til danskerne, også selvom det betyder, at deres eget overskud bliver lidt mindre. Dét skylder de danske arbejdsgivere Danmark, som via skatterne sørger for, at arbejdsstyrken bliver både uddannet og holdt rask osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at kunne svømme

Danmarksbloggen skriver sjældent, ja nærmest aldrig om motion og krop. Det er der også rigeligt med andre medier, der gør. Men ingen regler uden undtagelse – og idag er en af dem.

En undersøgelse viser nemlig, at kun halvdelen af alle danske børn mellem 7 og 14 år kan svømme. Den anden halvdel samt hver tredje voksne dansker kan ikke.

Der druknede også mere end 55 mennesker i Danmark i 2012, og hver femte dansker angiver at have været tæt på at drukne på et eller andet tidspunkt.

Læs mere her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=5751

Det er skidt. For vi bor i et lille land med en enorm lang kystlinie – foruden alle søerne og hvad der ellers findes af vand – og det er meget.

Det er derfor afgørende at lære at svømme, hvis man bor i Danmark – og vel at mærke ikke blot 50 meter, men som minimum de 200 meter uden hjælpemidler, som er den nordiske definition af at kunne svømme.

Danmarksbloggen kunne så godt ønske sig, at alle danskere kunne svømme minimum 500 meter og samtidig have en selvfølgelig viden om saltvand versus ferskvand, hestehuller og alt det andet, som det er værd at vide om vand.

For nok er det både sjovt og dejligt at bade, svømme og være ved vandet. Men er man det på en sikker måde, er det bare endnu bedre.

Læs mere om badesikkerhed og vandglæde her:

http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/De-fem-baderaad-og-sikkerhed

http://www.dgi.dk/arkiv/2014/08/20/8-raad-skal-oege-sikkerheden-for-svoemmere-i-aabent-vand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åben uge 8 i moskéen

Allerede nu er moskéer landet over åben for besøgende, også ikke-muslimer.

Men nu vil indtil videre fire moskeer holde en nærmest endnu mere åben uge for at pointere, at der findes masser af moderate muslimer, som ikke ønsker hverken vold, terror eller noget af alt det andet, som højrefundamentalister beskylder islam for at være synonymt med.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Trekanten/2015/01/28/100837.htm

Det er en god ide. Danmarksbloggen håber, at flere moskéer slutter sig til initiativet.

Danmarksbloggen håber også, at mange danskere vil benytte sig af muligheden for at besøge en moské – og måske endda snakke med en muslim eller to.

For når vi lærer hinanden at kende, så ser vi ikke hinanden som en ensartet og endimensionel gruppe, men som enkeltpersoner – og så opdager vi, at vi har mere, der samler, end der skiller os – uanset race, religion, seksuel orientering – og hvad der ellers kan skille mennesker.

Så opdager vi, at alle er mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De fattige har I jo altid hos jer

Den store Danmarksindsamling løb af stablen i lørdags, hvor der blev samlet over 100 millioner kroner ind til denne verdens fattigste mennesker. Et prisværdigt initiativ, som desværre efterfølgende har fået mange til med stolthed at erklære, at de i hvert fald ikke har givet noget.

De vil nemlig hellere give til nødlidende danskere.

Ja, men det er jo glimrende. Så er det jo bare med at komme i gang. For som Jesus sagde det: De fattige har I jo altid hos jer.

Det gælder også i Danmark i vor tid – desværre. Der findes masser af mennesker i Danmark, der lever under vilkår, som ikke hører sig til i et rigt land som vores.

Så har du ikke givet i lørdags, men er dit ønske om at give virkeligt, så gå en tur i byen, så ser du både misbrugere og hjemløse, som du kan hjælpe med en skilling direkte. Du kan også give penge til diverse organisationer, der hjælper udsatte mennesker. Der er nok at tage af, skal jeg hilse og sige.

For som en af Danmarksbloggens venner skrev det: Så behøver du ikke vente på en fjernsynsindsamling, hvis du vil hjælpe udsatte danskere. Du kan selv gøre rigtig meget lige her og lige nu.

Danmarksbloggen er helt enig.

Danmarksbloggen tvivler så desværre også på, at pungen kommer ligeså hurtigt op af lommen som udsagnene om, at man er stolt over ikke at ville hjælpe – selvom man kan.

I øvrigt noget underligt noget at være stolt af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk