En græsk sejr – eller tragedie?

Bliver grækernes nej til EU en græsk tragedie, hvor alle dør – og Grækenland synker ned i armod og væk fra Europa? Eller bliver det en sejr, hvor den græske premierminister Tsipras krones med laurbær på Olympen som en anden Zeus? Eller måske en blanding, hvor sejrens sødme forvandles til en bitter nemesis?

Tiden vil vise det.

Grækernes BNP udgør kun 1,9 % af den samlede BNP i Europa, så det græske nej vil højst forsinke opsvinget i Europa en smule. Men det er dén realpolitiske virkelighed. Der er også den geopolitiske.

For det er nemlig et prestigeprojekt for EU-unionen at holde Grækenland inde i euroen og EU-samarbejdet. Så det må være mere end irriterende for Merkel og de andre unionstilhængere, at grækerne ikke vil gå med på Bruxelles´ forudsætninger om at sætte tæring efter næring.

Det græske nej – oxi – kan også vise sig at være farligt for magthaverne. For kan grækerne løsrive sig og skabe deres egen virkelighed – og måske genskabe deres egen valuta, så kan italienerne og spanierne og andre, der lider af de samme problemer som Grækenland, måske også, vil folk i de lande sige. Og så er hele det europæiske projekt i fare.

Danmarksbloggen tænker, at situationen viser, at det er tid til at genopveje, hvordan vi indretter samarbejdet i Europa. For vist skal vi være sammen. Det er vores eneste chance. Men det skal være på en anden – og for befolkningerne bedre – måde end med den nuværende EU-union, hvor de øverste opfører sig som netop guder, skønt de er almindelige mennesker ligesom alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor er V-regeringen økonomisk uansvarlig

Den nye V-regering og økonomisk ansvarlighed har det som olie og vand. De kan ikke blandes. Det er selv borgerlige økonomer enige om.

Skulle der komme et opsving i økonomien, som meget tyder på – så har den nye regering stort set ingen skruer at dreje på, fordi de partout vil 1) holde de “styrbare” offentlige udgifter i ro og 2) sænke skatter og afgifter.

Regeringen vil også genindføre kontanthjælpsloftet og i det hele taget stramme overførselsindkomsterne til et niveau, hvor de bliver umenneskeligt lave – til fordel for skattelettelser.

Men netop skattelettelser er et problem, da de virker som benzin på forbrugsbålet og derfor vil forstærke en vækst – men også en boble, så krisen bliver endnu større, når den så kommer.

Det var, hvad der skete op gennem 00´erne, hvor skattelettelser i tre omgange gav flere penge til forbrug for de middel- og overklassen, men som også gjorde, at vi blev endnu hårdere ramt af finanskrisen end vore nabolande, da den så ramte.

Og så kunne Thorning-regeringen ellers rydde op … inden Løkke og co. nu igen skal til at formøble pengene på mere luksus og flere køkkener til middel- og overklassen fremfor til velfærd og sundhed.

Det giver ikke mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DF og den rød-hvide grænsebom

Dansk Folkeparti har støtte fra mere end hver femte dansker. Alligevel valgte partiet at svigte demokratiet, da det gjaldt og i stedet fejt give magten og ansvaret til Lars Løkke og hans meget lille mindretalsregering.

Og hvad ønsker Dansk Folkeparti sig så til gengæld? Ja, en rød-hvid grænsebom.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være sjovt på en – skal vi kalde det naiv – måde.

For hvem i alverdens navn tror, at en træ-stang og nogle mennesker i uniformer kan standse noget som helst eller nogen som helst i en globaliseret verden? Ja, åbenbart Dansk Folkeparti og deres vælgere, som man ikke må kalde hverken racister eller dumme. For det er de ikke, siger de selv.

Men en spade er nu engang en spade … også i Danmark, hvor Dansk Folkeparti selv er de første til at råbe op om deres ret til at sige alt muligt om alle mulige andre, mens ingen må sige noget om dem. Det gør vi så heldigvis bare alligevel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være dansk er …

Apropos den nye regerings snak om at være dansk. Så kommer her Danmarksbloggens bud på det:

At være dansk er 

1) At sikre et frit og åbent liv for alle danskere ved de danske kyster – og ikke at tillade bebyggelse ved kysterne, som regeringen vil gøre det

2) At interagere med andre folkeslag og andre lande – og ikke lukke alt og alle ude, som regeringen vil gøre det

3) At sørge for at alle får en fair løn og behandling på arbejdspladsen – og ikke starte et løn-ræs mod bunden, som regeringen vil gøre det

4) At sørge for at alle danskere kan leve et værdigt liv, uanset om de er gamle, unge, syge eller raske – og ikke starte en massakre på de sociale ydelser til fordel for skattelettelser, som regeringen gør nu

5) At alle sikres en gratis og god behandling i sundhedssystemet – og ikke starte en brugerbetaling, som regeringen vil gøre det

Konklusion: Løkkes regering er altså ganske u-dansk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes første løftebrud

Løkke har slået rekorden i løftebrud. Allerede på dagen, hvor han og hans regering tiltrådte, var det første løftebrud en realitet.

Løkke gik som bekendt til valg på nulvækst – men allerede på dagen, hvor han dannede regering, sagde han, at der skal ske en vækst i de offentlige udgifter.

Løkke er altså lige præcis dér, hvor han beskyldte Thorning for at være – og endda endnu mere og endnu hurtigere.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over løftebruddet, men dog over, at det kom SÅ hurtigt – selv fra Løkkes side. Men virkeligheden viser sig altså – som altid – at overgå fantasien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tillykke til Mette – og til Danmark

I disse minutter vælges Mette Frederiksen som Socialdemokratiets nye formand. Hun er – håber og tror Danmarksbloggen – Danmarks kommende statsminister og det snart.

Løkke-regeringen er forhåbentlig kun en sort og trist parentes i Danmarkshistorien, der snart skal afløses af Danmarks anden kvindelige statsminister: Mette Frederiksen, der har en stærk social profil, og som med vid, bid og ansvarlighed vil formå at få Danmark tilbage til den fællesskabets kurs, der er Danmarks eneste håb.

Danmarksbloggen siger tillykke til Mette Frederiksen, til socialdemokraterne og til Danmark om senest fire år. 

Og lad os så få det valg …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et rædselskabinet træder til

Om mindre end en time præsenterer Løkke sin ny regering, som vel egentlig bedst kan beskrives som et rædselskabinet.

Hjorten bliver finansminister, Støjberg skal tage sig af integration, Søren Pind som justitsminister, Neergaard beskæftigelsesminister – og Løkke bliver statsminister for blot at nævne de fem værste. Et lille lyspunkt er det dog, at Peter Christensen ikke er med – og at han ikke kom ind i folketinget.

Interessant er det også, at Søren Gade slet ingen ministerpost fik – og at Carl Holst kun er blevet forsvars- og nordisk-samarbejde-minister. Det er tydeligt, at Løkke vil holde sine konkurrenter væk fra magten.

For ja, næstformand og sidste sommers udfordrer Kristian Jensen bliver udenrigsminister – men i forhold til Carl Holst og Søren Gade har han ikke mange chancer for at tage magten i Venstre.

Nu gælder det derfor blot om at sørge for, at denne Venstre-regering bliver en parentes, selvom Løkke vil klæbe til magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

V-regering: Når taberen vinder

Venstre havde et historisk dårligt valg med mange – og normalt sikre – mandater, der bare blev tabt på gulvet.

Ja, faktisk smed Venstre det, der lignede en stor valgsejr ud af vinduet. Og nej, det var ikke pga Dansk Folkeparti, men pga formand Lars Løkke, der skal være statsminister igen – nu i en ren Venstre-regering.

Det er absolut vanvittigt. Hvordan kan en så stor taber som Lars Løkke alligevel blive vinderen? Danskerne ville hellere have Thuelsen Dahl eller Thorning som statsminister, men den sidste havde ikke flertal – og den første vil ikke tage sit politiske ansvar på sig, og dermed bliver det Lars Løkke, der igen bliver statsminister.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være komisk. For siden hvornår er det taberen, der vinder? Ja, I Danmark ifbm valget 18. juni.

Det er ren farce – og Danmarksbloggen kan godt undre sig over, at Venstre tør lade Løkke blive statsminister igen. For hvis Løkke er Løkke, som vi kender ham – og en gepard skifter ikke pletter – så bliver det spændende at se, hvor mange mandater han kan nå at formøble inden næste valg.

For det er nemlig noget, som Løkke er god til: At formøble penge, fryns, mandater m.m.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pause-Løkke

For et par dage siden holdt Løkke pause for at filosofere lidt over regeringsdannelsen, som han udtrykte det.

Det var:

1) hurtigt at Løkke havde brug for en pause (selv efter Løkke-standard) og
2) absolut meningsløst, når man tænker på, at en ny regering skal have en finanslov klar senest 1. september samt asap lave aftaler med regioner og kommuner om sundhed og anden velfærd.

Der er altså ingen tid at spilde – og Danmarksbloggen undrer sig over, at Løkke – også i medierne – kan slippe afsted med “at gå og filosofere lidt”.

Da Thorning i sin tid sagde, at der kom en løsning i morgen, blev hun sablet ned – tiltrods for at hun meldte ud, hvornår der ville ske noget. Løkke går blot og tygger drøv.

På positiv-siden kan man selvfølgelig håbe, at Løkke har tænkt sig at gå at filosofere i fire år og dermed ikke blive så meget andet end en pause-Løkke. Det ville vel egentlig også være passende.

Og ja, der blev sagt pause-Løkke og ikke pause-klovn. Hvis nogen tænker på en sådan, bliver det på helt egen regning. Danmarksbloggen vil blot minde om, at cirkussæsonen er igang igen – trods en kold og mørk sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hverdagens bekymrende tilbagekomst

For en uge siden var det dagen før valgdagen – og hele Danmark summede af forventning. Sådan lidt en demokratiets lillejuleaften, hvor det bare ikke var alle, der var sikre på at få en julegave dagen efter. Og det fik alle heller ikke, mens andre fik i overflod. Sådan er det ved alle valg.

Bagefter var både medier og store dele af den såkaldt kreative klasse så overraskede over Dansk Folkeparti´s fremgang. Det var Danmarksbloggen ikke.

For der findes noget i det danske folkedyb, som medierne og den kreative klasse ikke forstår. En angst for det og dem, som man ikke kender, og som man er bange for skal tage ens job og velfærden. Men det er de danskere, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi dér føler de mennesker sig hørt og forstået.

At Dansk Folkeparti´s vælgere så ikke opfattes i partiets ledelse på den måde, som de selv tror det, og som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå, er en anden sag, som har noget at gøre med den folkeforførende rolle, som Thuelsen Dahl og co. er så dygtige til.

Men nu er det så hverdag igen – og alting er faldet til ro efter nogle dage med diskussion og mudderkastning. Og dét er i virkeligheden det mest bekymrende. For så længe vi råbte af hinanden, så talte vi dog sammen – omend ukonstruktivt.

Men nu lever vi igen i adskilte verdener – den kreative klasse på cafeerne med caffe latten og Dansk Folkeparti´s vælgere med det stegte flæsk hjemme i haven, og så er der lagt i kakkelovnen til et da capo ved næste valg.

Men det du´r ikke. Vi skal mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det er den eneste vej til at få aflivet myterne, til forståelse – og til en ny regering.

For Dansk Folkeparti og Venstre er blevet store på angst, på at gøre mennesker bange for hinanden – men det er ikke vejen frem. Vejen frem for Danmark er åbenhed, forståelse og fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk