DF og den rød-hvide grænsebom

Dansk Folkeparti har støtte fra mere end hver femte dansker. Alligevel valgte partiet at svigte demokratiet, da det gjaldt og i stedet fejt give magten og ansvaret til Lars Løkke og hans meget lille mindretalsregering.

Og hvad ønsker Dansk Folkeparti sig så til gengæld? Ja, en rød-hvid grænsebom.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være sjovt på en – skal vi kalde det naiv – måde.

For hvem i alverdens navn tror, at en træ-stang og nogle mennesker i uniformer kan standse noget som helst eller nogen som helst i en globaliseret verden? Ja, åbenbart Dansk Folkeparti og deres vælgere, som man ikke må kalde hverken racister eller dumme. For det er de ikke, siger de selv.

Men en spade er nu engang en spade … også i Danmark, hvor Dansk Folkeparti selv er de første til at råbe op om deres ret til at sige alt muligt om alle mulige andre, mens ingen må sige noget om dem. Det gør vi så heldigvis bare alligevel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *