Løkke og det lille rum

Efteråret nærmer sig – og det ikke alene kan, men det bør blive et meget varmt efterår for Lars Løkke og hans V-regering, der kun sidder på taburetterne, fordi Thuelsen Dahl og de andre fra Dansk Folkeparti ikke ville påtage sig deres demokratiske ansvar.

Og ja, Løkke fik en kommune-aftale igennem i sommers – men kun fordi socialdemokraterne trådte til. De andre venner i blå blok svigtede Løkke.

Situationen er derfor klar: Løkke har meget lidt rum at manøvrere på. Enhver politisk aftale kræver lodder og trisser.

Det bør derfor være en let sag at få ham væltet og et nyvalg udskrevet – og vejen dermed banet for en socialdemokratisk regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Inklusion på arbejdsmarkedet, tak

Tænk hvis vi stillede samme krav til arbejdsmarkedet om inklusion, som vi gør det til skolerne? Så ville virksomhederne være tvunget til at ansætte alle – og ikke kun de toptunede og højeffektive.

Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at man gjorde eksperimentet. Og nej, argumentet om økonomisk rentabilitet holder ikke.

For hvis økonomien var det afgørende – ihvertfald på den lange bane – så ville man satse meget mere på både skoler og sygehuse og børnehaver etc.

For en arbejdsstyrke er som bekendt ikke stærkere end dens muligheder for at blive uddannet og holdt rask.

Og et samfund er ikke stærkere eller bedre end den måde, som det behandler sine svageste på … Derfor er Danmark heller ikke særlig stærkt i øjeblikket – desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Interview med “Velkommen til flygtninge”

I morgendagens udgave af Politiken kan man læse en stor annonce, hvor danskere i hundredvis byder flygtninge velkommen til Danmark.

Initiativtager til den store annonce er dog en mindre FB-gruppe på omkring syv mennesker, der siden i søndags har arbejdet hårdt. Sliddet har også båret frugt. Der er i skrivende stund samlet mere end 100.000 kroner ind – og FB-siden har mere end 10.000 likes.

Talskvinde for gruppen Marianne Rosenkvist siger til Danmarksbloggen: ”Det her viser, at der findes et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis. At vi gerne vil fortælle danskerne, men også alle andre, at vi er mange her i landet, der er uenige i regeringens flygtningepolitik, og at vi istedet ønsker, at Danmark tager sit humanistiske ansvar på sig.”

Gruppen bag initiativet planlægger derfor også om nogle dage at købe en annonce i den engelske avis “The Guardian”.

Men om det så sker mere, vides ikke.

“Initiativet har fra starten af gået på de to annoncer her – og ikke mere, og folk skal vide, hvad de forpligter sig til,” siger Marianne Rosenkvist og slår fast, at det handler om at få opmærksomheden drejet hen på den umenneskelige måde, som flygtninge mødes på og behandles på i Danmark.

“For vi lever i en tid, hvor flygtninge bruges som både afledning og syndebukke. Men det gavner ingen. Tværtimod vil vi alle vinde ved at droppe dem-og-os-retorikken og istedet se hinanden som de mennesker, vi alle er. For når det kommer til alle de vigtige ting i livet, så er vi – uanset hvor vi kommer fra – ens som mennesker med de samme ønsker, behov, glæder og sorger,” slutter hun.

Læs mere – og støt initiativet her: https://www.facebook.com/pages/Velkommen-til-flygtninge-Nej-til-St%C3%B8jbergs-skr%C3%A6mmekampagne/1004040489619586?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Støjberg og DF svigter medmenneskeligheden

“Jeg afviser ikke nogen krav om stramninger,” siger integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg i går i en artikel i Politiko, hvor det også fremgår, at Dansk Folkeparti presser regeringen til yderligere stramninger på flygtningeområdet. Læs her:

http://www.politiko.dk/nyheder/jeg-afviser-ikke-nogen-form-for-stramninger

Dertil er der kun to ting at sige:

1) Dansk Folkeparti kan tilsyneladende kun formå at bruge sin (store) politiske størrelse på at sparke til mennesker på flugt fra død og krig. Men intet andet – hvilket er en både politisk og medmenneskelig falliterklæring, der siger alt om, at partiet stadig er både racistisk og ikke-stuerent.

2) Det er mere end let at “presse” Venstre til samme umenneskelighed, da alle de toneangivende i Venstre er på samme rekordlave medmenneskelige niveau som DF.

Og meget apropos så handler søndagens prædiken i de danske folkekirker – og altså i dén kristendom som Dansk Folkeparti og Venstre bekender sig til – om at “på jeres frugter skal I kendes”. Læs den her:

http://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst

Ja, for DF´s  og Venstres vedkommende er det de hårde stenfrugter, dem uden næring, dem uden medmenneskelighed – det er ørkenens og ormeynglets frugter så langt væk fra den kristne medmenneskelighed, som man kan forestille sig.

Danmarksbloggen synes dog ikke, at regeringen skal kastes i ilden bogstaveligt, men symbolsk i form af nyvalg og en anden – mere medmenneskelig – regering, ja, tak.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møder Pia K. flygtninge på Santorini?

Som de fleste ved har Pia Kjærsgaard et hus på den græske ø Santorini, hvor hun må formodes også i år at tilbringe en del af sommeren.

Spørgsmålet er derfor indlysende: Møder Pia K. flygtninge på Santorini denne sommer? 

Og i så fald: Hvordan vil hun så møde dem? Med samme kulde og afvisning som hun viser i folketingssalen i Danmark? Eller kan der snige sig en smule medmenneskelighed ind i dette iskolde menneske?

Danmarksbloggen tvivler. For når selv den ene hedevarme græske sommer efter den anden i huset på Santorini ikke har kunnet smelte dansk politiks isdronning, så er det svært at se, hvad der kan – om noget.

Men måske mødet med mennesker af kød og blod, der er flygtet fra krig og terror, alligevel vil gøre en forskel?

Dét burde det gøre – hvis Pia K. er så kristen, som hun selv siger, at hun er. For kristendom handler om næstekærlighed … og Dansk Folkeparti gør som bekendt et stort nummer ud af dét med, at Danmark er et kristnet land. Ihvertfald i det de siger. Det kniber noget mere med deres handlinger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fagbevægelsen er flyvende

Fagbevægelsen er ikke død – men sprællevende, ja nærmest flyvende. Det er nemlig lykkedes en målrettet fagbevægelse af stoppe de asociale og løndumpende Ryanair i Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke – og håber, at det samme vil ske for flere andre brancher.

For nok har vi – forhåbentlig kun en lille tid – en blå regering, der udelukkende går kapitalens og den stigende uligheds ærinde. Men det summer og bobler – og der er noget nyt undervejs.

Noget, der taler om sammenhold og fællesskab, om at tænke og handle i solidaritet. For kun sådan er samfundet og alle dets individer flyvende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU: Rid i nat

Danmarksbloggen har noteret sig, at EU-landene har brugt nattens og morgenens timer på at finde en såkaldt løsning på det græske problem.

Og nu er premierminister Tsipras så på vej hjem til Grækenland for at få parlamentet til at stemme for noget, som han selv gik på valg på at være imod – for under et halvt år siden.

Det nærmer sig en farce – en demokratisk farce, der ikke bliver mindre af, at Tsipras skal være tilbage i Bruxelles med et ja og en ny græsk lovgivning inden onsdag aften.

Det minder mere om “rid i nat” og andre dårlige replikker fra højtspændte bøger end det minder om demokrati – og et kontinent – Europa – hvor det er absurd at bruge så mange kræfter at holde euroen samlet, når de reelle problemer er flygtningene over Middelhavet, den stigende ulighed internt i landene og mellem landene – samt klima og miljø.

Men det handler selvfølgelig også – og måske især – om Hollande og Merkel og deres fælles projekt om indførelsen af en europæisk forbundsstat. Og så kan man ikke lade en græsk tragedie stå i vejen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Var Genforeningen en fejl?

Idag er det 95 år siden, at Christian d. 10 på sin hvide hest red over den dansk-tyske grænse, og Sønderjylland atter blev dansk efter at have været tysk siden 1864.

Men hvordan gik det egentlig med at blive dansk igen for det sønderjyske?

Ja, de første mange årtier så alt rosenrødt og idyllisk ud, når Dannebrog igen vajede over byer som Haderslev og Åbenrå, og beboerne valfartede til deres gamle land Tyskland for at købe billige øl, sodavand med mere.

Men et eller andet sted er noget trods alt gået galt. For idag er Sønderjylland en del af det såkaldte Udkants-danmark – og hvad værre er: Det er gult DF-land som ingen andre områder i Danmark.

Så måske var Genforeningen trods alt en fejl? Måske skulle Danmark kun gå til Kongeåen?

Eller også kunne vi afskaffe alt det der med udkantsdanmark og dem og os – og istedet satse på fællesskabet og åbenheden, på solidariteten – altså typisk det stik modsatte af det angste mørke-syn, som Dansk Folkeparti står for.

Dét er Danmarksbloggen tilhænger af. At være dansk er ikke at være hadsk og angst og have nok i sig selv. At være dansk er at være åben og tolerant og givende … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok svigter Danmark

Den nye regering kan ikke beskyldes for nøl. Tværtimod er den meget flittig.

Det er desværre bare med de forkerte ting:

1) Miljøet trues og ødelægges med afskaffelsen af randzonerne, bebyggelse ned til kysterne osv.

2) Genindførelse af mere fattigdom, når i forvejen for lave sociale ydelser sættes endnu mere ned, når kontanthjælpsloftet og starthjælpen genindføres m.m..

3) Dårligere service til ældre og andre, der er afhængige af kommunal velfærd, når der skal spares op mod en procent. (Endnu et løftebrud – Løkke gik til valg på nulvækst, men indfører reelt minus-vækst = nedskæringer).

4) Så mangler vi bare betaling på sundhedsvæsenet – men det kommer nok også, for noget skal jo finansiere regeringens skattelettelser til dem, der har så rigeligt i forvejen.

Danmarksbloggen spørger: HVOR ER DANSK FOLKEPARTI I DET HER? De ville ikke acceptere sociale nedskæringer, sagde de i valgkampen – og de er blå bloks største parti. Men de siger ingenting. Ingen verdens ting. Det er ikke kun løftebrud – det er svigt af deres vælgere.

Og det skal de ikke have lov til at slippe afsted med. Dansk Folkeparti og Venstre skal stilles til ansvar for deres politik og svare på spørgsmålene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk