Det kommer til at koste kassen at se guldhornene

Danmarksbloggen kan ikke opfordre nok til at skynde sig, ile, haste på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst …

For lige om lidt – måske allerede inden sommerferien – vil det ikke længere være gratis at besøge hverken Statens Museum for Kunst eller samtlige af Nationalmuseets afdelinger, der tæller både hovedafdelingen i København og flere andre afdelinger, der ligger spredt ud over hele Danmark.

Det var den konservative Brian Mikkelsen, der i sin tid som kulturminister i 2006 genindførte den gratis adgang, der skulle sikre alle danskere fri adgang til vores nationale, historiske og kulturelle arv. Men den nuværende regering (der er kendt for at ødelægge alt, hvad der er godt – således også denne gang) har skåret i støtten til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, således at det vurderes, at en billet kommer til at koste i omegnen af 110 kroner pr. voksen.

Så det kommer altså til at koste kassen, hvis man fremover ønsker at se guldhornene, runestenene og andre historiske klenodier for slet ikke at tale om malerier af Eckersberg, Jorn og andre store danske kunstnere.

Nationalmuseet mener selv, at indførelsen af entré vil reducere besøgstallet med omkring 35 %. Danmarksbloggen vurderer, at tallet snarere vil lægge på mellem 60 og 70 %. Minimum.

Men en ting er, at det således økonomisk er en rigtig dårlig ide at indføre entré til vores historiske og kulturelle arv. Rent videns-, dannelses- og samfundsmæssigt er det en direkte katastrofe, der blot vil gøre danskere endnu dummere, endnu mere X-factor- og reality-fladpandede. Endnu lettere at køre rundt med for pengegrådige magthavere, som dem, der sidder i regering i øjeblikket.

For et folk uden viden om sig selv og egen historie, er et folk, som man kan manipulere med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danskerne glemmer, at vi er med i krigen

Så er Danmark for alvor gået i krig – eller hvad? Et flertal i Folketinget stemte ihvertfald i går for, at såvel flere fly som 400 soldater skal til Irak og Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat.

Men i virkeligheden er der ikke tale om noget nyt, men blot en fortsættelse af den aktivistiske udenrigspolitik, som nu i mere end 15 år har været normen i dansk politik – og som afløste flere årtier med en mere pacifistisk tilgang til sagerne.

Verden er så heller ikke den samme som i sidste årtusind. Den famøse septemberdag i 2001 – 9/11 – ændrede og omdefinerede alt, også idag, snart 15 år senere.

Danmarksbloggen er derfor heller ikke den første – og næppe den sidste som skriver dette: Men hvor er accepten – og debatten – omkring det faktum, at Danmark er en krigsførende nation?

Indimellem rammer det os. Når en kiste dækket af Dannebrog kommer hjem og bliver båret ud af et fly – eller når soldaterne mindes og hyldes d. 5. september. Eller måske når frygten for et terrorangreb kommer op i os.

Men ellers så glemmer danskerne, at vi er en nation i krig. Vi tænker og snakker nemlig aldrig om det faktum, at vi nu på andet årti er en krigsførende nation. Og det er for dårligt. For det vedrører på den ene eller anden måde os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

39.000 milliarder kroner

Universets stjerner og planeter er uendelige i deres antal.

Det samme kan siges om de 39.000 milliarder kroner, som det vurderes, at der er gemt i skattely rundt omkring på kloden.

39.000 milliarder er et tal, som man ikke kan rumme. Det kaldes også for små 40 billioner – uden at det dog gør forståelsen nemmere.

MEN til sammenligning kan siges, at Danmarks BNP i 2013 var på 1.858 mia. kr. – altså cirka en tyvendedel. Så: Globalt set gemmes der ti gange så mange penge i skattely, som hele Danmark producerer varer og ydelser for i et helt år. 

Det er absurd.

En dansk forsker vurderer, at danskere har et sted mellem 100 til 150 milliarder kroner i skattely. Penge, som vores velfærdssamfund har hårdt brug for – og som vi pt. snydes for, fordi rige mennesker ikke vil bidrage til fællesskabet, men kun skrabe til sig på andres bekostning.

Læs mere her: https://www.e-conomic.dk/regnskabsprogram/ordbog/bnp

Og her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-04-13-forsker-39000-milliarder-kroner-er-gemt-i-skattely

Nu må folkestyret på banen. Gårsdagens høring af bankerne var fin. Men den skal følges op af lovgivning, ligeså hurtig og konsekvent som da det drejede sig om at sparke til dem, der allerede lægger ned, nemlig kontanthjælpsmodtagerne og flygtningene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark ud af EU? JA – og NEJ

Skal Danmark følge Storbritannien, hvis det bliver et nej til at blive i EU, når briterne skal til afstemning om EU-medlemskabet d. 23. juni?

Et flertal af danskere mener, at vi skal vente og se. Læs mere her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/maaling-overrasker-engell-saa-mange-er-klar-til-at-forlade-eu/6031490?ref=lokalavisen

Danmarksbloggen er derimod “politiker-klar i mælet” og mener JA og NEJ.

JA til at vi skal forlade det overstatslige magt-apparat, som EU har udviklet sig til. Men
NEJ til at vi skal forlade dén garant for fred og frihed i Europa, som EU startede som – og som det vel kan blive igen – med altså nogle andre politikere ved roret, både i Bruxelles og i de hjemlige parlamenter.

For vejen frem i Europa – og i resten af verden – er og bliver samarbejde. Men EU i den nuværende form er en kolos på lerfødder uden beslutningsevne og handlekraft – og uden kontakt med de befolkninger, som systemet til syvende og sidst er sat i verden for at tjene – og ikke omvendt.

Men sådan ser det nuværende EU-system ikke på sagerne. I stedet ødelægger de nuværende politikere med deres grådige magt-arrogance det sammenhold, der trods alt voksede frem i Europa, indtil det gik galt i 80´erne/90´erne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ræven vogter skattely-gæs

Professor i skatteret ved Aarhus Universitet Jan Pedersen siger i nedenstående artikel fra DR, at det danske skattesystem er i frit fald, når mængden af kapital, som flyder til skattely-lande, er femdoblet på 10 år, således at det i 2013 drejede sig om svimlende 123,4 mia kr.

Danmarksbloggen er helt enig. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/ekspert-skattesystemet-er-i-frit-fald

Jan Pedersen foreslår så også at lukke skattehullet ved at harmonisere skattesystemerne – i EU til at starte med, hvor enkeltpersoner og virksomheder især i Luxembourg og i Irland let kan søge skattely.

Danmarksbloggen synes, at det lyder som en god idé. Der er bare lige den hage, at det er at sætte ræven til at vogte gæs. For hvem er det, som er formand for EU-kommisionen? Jep, Jean-Claude Juncker, tidligere premierminister i Luxembourg og anklaget i en stor sag om skattely og den såkaldte Luxembourg-model, som han nægtede overhovedet eksisterede.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/juncker-afviser-staa-bag-luxembourgs-skattely

Danmarksbloggen gad godt vide, hvad Panama-papirerne siger om den sag? For at sætte Jean-Claude Juncker til at stoppe skattely-sagerne i Europa vil svare til at servere en fuldfed flok ovnstegte gæs for den sultne ræv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Banditter i habitter

Banditter i habitter. Så kort kan man beskrive de mange velhavende og kendte mennesker verden over, der blev afsløret i går i det, som kaldes det største læk nogensinde. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/verdensledere-og-superstjerner-afsloeret-i-brug-af-skattely

Der er tale om mænd og kvinder, som på overfladen er pæne mennesker med manererne i orden og håret sat. Men i virkeligheden har de – uanset om de er statsledere, konger eller er stjerner – med deres millioner og milllarder i skattely en moralsk habitus på niveau med rockere og andre, som organiserer sig i bander verden over.

For de er mennesker, for hvem det kun drejer sig om sig selv – og aldrig om fællesskabet og den medmenneskelige forpligtelse, som vi alle har overfor hinanden.

Det værste er imidlertid, at disse banditter i habitter i mange lande – også Danmark – har politikere, der taler deres sag, og som ønsker et junglesamfund, hvor ingen kan vinde på den lange bane, men alle kun kan tabe. Ja, de er selv politikerne i visse tilfælde.

I Danmark møder vi de politikere i Liberal Alliance og til dels Venstre, og de taler til de laveste instinkter – til stodderen og ikke til kongen. Lad være med at lytte til dem.

Lyt i stedet til dem, som taler til kongen i os – til solidariteten og menneskeligheden. Så kan vi nemlig skabe et godt samfund!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og co. optræder igen som en rockerbande

En god ven af Danmarksbloggen sammenlignede engang Venstre med en rockerbande. Det var dengang, at Carl Holst tog en for holdet og gik af som forsvarsminister. Noget Holst selvfølgelig kun gjorde i forventning om efter endt afsoning – her dog behageligt på bagerste række i folketinget – igen at kunne smykke sig med gyldne kæder og magt.

Og nu er vi der igen, hvor sammenligningen med en rockerbande virker ligefor. Her i versionen: Bossen selv og hans nærmeste truer sig til at få det, som de vil have det.

Det er nemlig kommet frem, at Løkke og hans håndlangere angiveligt har presset embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget så meget som overhovedet muligt. På mange møder gennem flere måneder skal Venstre-folkene have udsat embedsfolkene for vedvarende spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne gennemføre 16-punkts-planen uden at kompensere med andre miljøvenlige initiativer.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/el-kalder-loekke-i-samraad-om-landbrugspakken

Enhedslisten har derfor også kaldt Løkke i samråd. Han er så pt. i Washington for at sælge … ja, landbrugsprodukter til USA. Men Løkke kommer jo hjem igen – hjem til en situation, hvor der – utroligt, men sandt – er endnu mindre tillid til statsministeren, end der var, inden han rejste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Decorum-kravet – også til politikerne

Det er blevet foreslået, at imamer også skal leve op til decorum-kravet, altså det krav, der siger, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt bedre, lidt pænere end andre – både på jobbet og i privatlivet.

Man kan også kalde decorum-kravet et værdigheds- og vandelskrav. Decorum er i øvrigt latin og betyder sømmelighed, og henvender sig altså til alle dem, der bærer såkaldt gyldne kæder.

Det menes, at det var søhelten Herluf Trolle, der så at sige genopfandt begrebet i Danmark tilbage i 1565. Det kendes nemlig også fra det gamle Rom. Det var dog først i Danske Lov fra 1683, at decorum-kravet blev en fast bestemmelse, der især gjaldt lærere, præster og dommere. I dag er det en del af Tjenestemandsloven.

Danmarksbloggen synes, at decorum-kravet er helt fantastisk – og at det selvfølgelig skal gælde imamer, som det skal gælde alle andre, der udøver religion i Danmark.

MEN det skal da sandelig også gælde dem, som i den grad har de gyldne kæder i vort land, nemlig politikerne. Tænk hvis ikke kun offentlig ansatte, men også folkevalgte skulle leve op til kravene om værdig opførsel. Så ville den nuværende regering være nødt til at gå af. For den opfører sig mildest talt skammeligt overfor ældre, børn, arbejdsløse og andre udsatte.

Så et stort ja til decorum-kravet herfra – i den udvidede version vel at mærke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Samme pligt for Über som for Ryanair

For ikke så mange måneder siden var en aktiv arbejdskamp med til at forhindre flyselskabet Ryanair i at skabe dårlige løn- og arbejdsforhold i Danmark.

Nu handler det så om pirattaxierne i Über, hvor de såkaldte chauffører hverken har uddannelse, førstehjælpskursus eller noget af alt det andet, som en uddannet taxi-chauffør og vognmand SKAL have i forhold til loven.

For Danmarksbloggen er det soleklart, at de danske love og regler bør gælde for alle – også Über.

Så det er under al kritik, at Henrik Sass Larsen og socialdemokraterne ikke vil støtte et forslag om at få dannet en særlig indsatsgruppe under SKAT med netop det formål at stoppe forehavender som Über.

Læs mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-03-29-s-traekker-stotten-flertal-for-oget-indsats-mod-uber-smuldrer

I kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår skal ALLE støttes – det burde sige sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk