Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

ETIK: Boycot VM i Qatar

Udgivet den af
Svar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween-valget

Udgivet den af
Svar

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Udgivet den af
1

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret er mere uhyggeligt end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien nærmer sig.

For mange en hyggelig uge med kakao, brætspil og den slags. Ja, for nogle måske endda en tur til udlandet.

MEN. For en del danskere – og flere end i mange årtier – handler ferien ikke om at have det rart og måske skære sig et græskar eller en tur i biffen.

Dér handler det om at overleve!!!

Om at få de alt for få penge til at slå til, så der kan være både varme og mad i huset.

Forleden mødte jeg en børnehave, og normalt har alle børnene flyverdragter og vinterstøvler på her midt i oktober. MEN her var der flere i sommerjakker og gummisko.

Dét kan selvfølgelig skyldes, at lige de børn trodsede forældrene og insisterede på sommerbeklædning. Men det kan også – og mere sandsynligt – skyldes, at forældrene simpelthen ikke har haft råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter.

Ting, som når børnene er små, skal købes hvert år, da de ikke kan passe det fra sidste vinter. Men det er der ikke penge til i år. For alle pengene skal bruges på mad, varme og el.

Ja, der findes børn nu, som kommer sultne i skolen – fordi der ikke er råd til morgenmad derhjemme.

Vi taler Danmark anno 2022!!!!!!!!!!

Rige, rige Danmark – hvor der er mere end nok – hvis vi ellers delte om det. Det gør vi ikke. Den sociale ulighed vokser stærkt og meget.

Og imens taler de blå politikere om skattelettelser til de rigeste. Det er så rystende umenneskeligt og frækt, at det ikke burde kunne foregå.

Men det gør dét – og deri ligger det virkeligt uhyggelige. Efteråret 2022 er det mest uhyggelige i nyere tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uhygge: Folketingsvalg til Halloween

Udgivet den af
Svar

Normalt til Halloween fodres vi med hyggelig uhygge – lidt græskar her, lidt slik dér, søde hekse, kære skeletter – og den slags.

Men i år serveres der vaskeægte gru til Halloween.

For dagen efter – tirsdag d. 1. november – skal vi til folketingsvalg, og det bliver mere end nogensinde før i Danmark et valg mellem populisme på den ene side og redelighed på den anden.

Danmarksbloggen håber, at vi kan fokusere på redeligheden. Det gøres bedst ved at undlade at stemme på populistiske politikere, som graver grøfter og opfinder kunstige forskelle på danskerne. Vi skal heller ikke stemme på politikere, som lyver om deres nære forhold, og hvad de har bedrevet af privat diplomati i udlandet.

Eller med andre ord: Vi skal lade være med at stemme på Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti, som begge er tættere på Donald Trump og hans forhold til magten, end vi ønsker at erkende det.

Men den er desværre god nok. Såvel Trump som Pape og Støjberg har ingen problemer med at lyve eller bryde loven for at få det, de vil have – både politisk og personligt.

Så er man politisk enig med Støjberg, så stem i stedet på Dansk Folkeparti. Og er man politisk enig med Pape, så stem i stedet på Venstre.

Så får man nogenlunde samme politik, men uden at man støtter personer, som sætter personlig branding og vinding højere end noget andet – også det at tale sandt og holde landets love.

For det handler om at få redelige personer ind i på Christiansborg, når vi tirsdag d. 1. november 2022 skal sætte vores kryds.

Landet stander nemlig i øjeblikket om ikke i vånde – så dog tæt på med en pandemi, der måske ikke er helt slut, en inflation der buldrer løs – og en krig, som er lige udenfor døren, men som så let kan komme ind til os.

Så nej, det er ikke tid til at gamble med landets fremtid ved at vælge en populist, hvad enten denne er rødhåret eller skaldet.

Vi skal derimod vælge dem, som vil samarbejdet over midten i dansk politik. Det er det, som fik os gennem 1. Verdenskrig – og det, som fik os gennem 2. Verdenskrig – og det virker også i en nutid, som kan føre til 3. Verdenskrig.

Så jo, det kommende folketingsvalg er et Halloween-valg. Den ægte uhygge. Mega-monster skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

Udgivet den af
Svar

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PRIDE: En forpligtelse

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen havde indtil i år ikke misset en eneste Pride.

En eller flere gange i løbet af Pride-ugen kunne man være stensikker på, at undertegnede var at finde på Pride Square eller nogen af de andre steder, hvor regnbuen holdes i hævd.

MEN i år har Corona sat en stopper for det. I år hedder det feber og isolation fremfor regnbuer.

Så ingen reportager, ingen personlige historier, ingenting.

Eller jo. En vigtig opfordring til de af os, der som undertegnede er ciskønnede og heteroseksuelle, og derfor tilhører det kæmpestore flertal:

LAD OS TAGE VARE PÅ MINDRETALLENE, BESKYTTE DEM, STÅ OP FOR DEM OG TALE DERES SAG

Vi er de fleste, og derfor har vi også et særligt ansvar, en særlig forpligtelse. For i modsætning til mange LBGTQI+ – personer, så skal vi aldrig forklare os, aldrig forsvare os, og vi bliver aldrig fordømt – eller fysisk forulempet, bare fordi vi er dem, som vi er.

Det gør mange LGBTQI+ – personer til gengæld, og det er totalt uacceptabelt.

Vi skal alle være her – som vi er.

Derfor skal vi også passe på hinanden – og vi skal særligt passe på dem, som angribes af indskrænkede mennesker, som mener, at de kan dømme og endda forfølge dem, som ikke passer ned i en klaustrofobisk firkantet cis- og heteroseksuel forståelse af verden.

For verden er så meget mere, og mennesker fås i så mange varianter. En hel regnbue – og så lidt til.

Så åbn øjnene og se: Verden er stor og smuk og skøn – og der findes et hav af kønsopfattelser og af seksualiteter. Og med en smule rummelighed kunne livet være så såre dejligt for os alle sammen.

God Pride.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, i år har den endda en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

Udgivet den af
Svar

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Udgivet den af
Svar

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.