Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Udgivet den af
1

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælp, muslimer og dét at være kristen

Udgivet den af
3

Skal muslimer have julehjælp?
Danmarksbloggen mener ja, ja og atter ja.

For julehjælp er noget, som man som kristen giver til ens trængende medmennesker uden at at spørge om medlemskort til foreningen “Den kristne kirke”.

At være kristen er nemlig at deles om goderne og at give af sit overskud uden forbehold og uden betingelser. Som kristen får man heller ikke rabatter på udvalgte produkter og point i en eller anden himmelsk shop for sine gerninger. Man får istedet nåden, evigheden og visheden om at hvile i Guds hånd.

Ja, men kristne bliver jo forfulgt i muslimske lande: Så hvorfor skal vi være gode ved dem og give dem julehjælp?, kan man høre kritikerne spørge. Ja, det er jo netop derfor.

Vi skal vise alverden, at der findes et alternativ til tand-for-tand-og-øje-for-øje-mentaliteten, der vinder så altfor meget indpas i disse år. Vi skal tale og handle imod den egoisme og den grådighed, som truer vores samfund mere end nogen anden religion nogensinde kan gøre det. En egoisme og en grådighed, der ikke har noget med religion at gøre.

Kristendommens store gave til Danmark er budskabet om at deles om goderne. Det er vores sande kulturarv – og den skal vi værne om.

For er man kristen – sådan for alvor og ikke kun en kulturkristen, der blot bruger kirken som en fin kulisse til jul og bryllup, så ved man, at det at være kristen er – HELE TIDEN, også når man er forfulgt – at vise næstekærlighed og deles og give.

For at være kristen er ikke bare noget med salmer og gamle historier. At være kristen er ikke at være hygge-religiøs. Det er en livsindstilling baseret på troen på at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. At være kristen er derfor et ubønhørligt krav om hele tiden at gå udover sig selv og sin egen bekvemmelighed og egoisme – og give til ens medmenesker.

At være kristen er en indre identitet, der kun giver mening, når den ytrer sig som en ydre adfærd, hvor fokus er på at deles om goderne uden at gøre forskel på mennesker.

Så jo, julehjælp er også for muslimer … og for jøder og buddhister og hinduister og ateister og kristne og alle mulige andre. For julehjælp er hjælp til ens medmennesker i nød. ALLE ens medmennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Så kom ulven alligevel til Pia Kjærsgaard

Udgivet den af
1

Husker I eventyret om drengen, der råbte ulv?

Det er historien om drengen, der står i skovbrynet og flere gange råber ulven kommer, så folkene fra hans landsby kommer farende – nogle endda med våben – for at hjælpe ham og jage ulven på flugt. Men hver gang er der ingen ulv. Kun en dreng, der står og skriger af grin over, at han – igen – har narret alle de kloge.

Til sidst ender det (selvfølgelig) galt. Ulven kommer, men ingen gider mere reagere på drengens råb, så han bliver spist af ulven, og så er den historie slut.

Eller rettere: I dagens Danmark har historien måske fået en pendant og en fortsættelse i form af Pia Kjærsgaard og hendes beskyldninger imod alt og alle. Pia Kjærsgaard har nemlig ligesom drengen i historien i mange år efterhånden råbt ulven kommer om både indvandrere, flygtninge, myndigheder og alle andre, som hun (og Dansk Folkeparti) mener kun er ude på at genere Danmark i al almindelighed, og hende selv og Dansk Folkeparti i særdeleshed.

Og hver gang er en masse vælgere – og af og til også myndigheder – kommet styrtende – og altid har det været til påstande, der ikke har holdt vand til en nærmere undersøgelse.

Men nu er ulven måske alligevel kommet. Meget tyder nemlig på, at Pia Kjærsgaard er blevet ligeså forkert behandlet af PET og justitsministeriet i den famøse kalendersag, som hun selv hele tiden har hævdet det. Og det er i så fald ikke i orden.

Ja, det er lodret forkert at snig-kigge i en politikers kalender for at se hvilke datoer, som man som myndighed skal sætte i spil for at kunne undgå eller aflyse besøg af samme politiker.

Man kan være uenig med Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller herfra og til evigheden, men hun og alle andre skal have en fair og ordentlig behandling af de offentlige myndigheder og en minister som justitsminister Morten Bødskov, der i dag skal i samråd om sagen.

Sådan skal det simpelthen bare være i en retsstat. Ellers er ulven for alvor løs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Udgivet den af
4

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Torben Hangaard tænder adventskransens første lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys.
Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter i dag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard, der med følgende ord tænder adventskransens første lys:

Adventstiden bliver almindeligvis anvendt som tiden for de levende lys med al den hygge, der omgiver lysene og varmen i den dæmpede stue.

Imidlertid er levende lys noget ganske uhyggeligt, da kejser Nero i oldtidens Rom indførte skikken med at oplyse sin have med levende lys, når gæster indfandt sig til større fester. Levende lys for hans vedkommende var i sandhed levende lys. De bestod nemlig af slaver og krigsfanger, som blev overhældt med brandbar væske og derefter korsfæstet. Når gæsterne ankom, blev der sat ild til disse stakler, der brændte som levende lys i parken. Det er meget uhyggeligt, og det er egentlig besynderligt, at sådan en skik har bevæget sig gennem historien som noget positivt.

Vi husker alle den første kærlighed i stearinlysets skær og tænker ikke på grusomhederne, men lader dem erstatte af en positiv tilgang til de muligheder, det levende lys kan tilbyde. Det er også godt sådan. For der er ingen fremtid i det negative, og med en vis rimelighed kan det hævdes, at kærligheden har overvundet ondskaben ved den ændrede brug af lyset.

Det ses også tydeligt i Amnesty Internationals logo, hvor det levende lys er omgivet af pigtråd, men lyset lader sig ikke spærre inde. Det kan ikke bindes af de begrænsninger, der søger at standse næstekærligheden, men det lyser over ondskabens snærende pigtråd og oplyser verden med sit budskab om kærlighed og frihed.

I Vollsmose kirke, hvor jeg har mit virke, har vi lavet en messehagel med Amnestys symbol, og skønt vi er i besiddelse af alle messehagler til årets forløb, er det den eneste, der bliver brugt som et budskab om nødvendigheden af kærlighed og respekt.

Derfor vil det være på sin plads at tænde et adventslys til ære for Amnesty International og håbe, at organisationens arbejde vil få stor succes i sin kamp for menneskers rettigheder.

Skrevet af: Sognepræst og forfatter Torben Hangaard 

Fakta: Sognepræst Torben Hangaard er uddannet kirkehistoriker med mangeårige studier i Rom. Han har i mere end 20 år arbejdet med området kirke-integration. Torben Hangaard modtog Integrationsministeriets “Ildsjælpris” i 2005. Han har skrevet en lang række bøger om dels Rom og romerske historiske emner, dels jomfru Maria og dels om integrationsarbejdet.

Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

Udgivet den af
1

På søndag er det første søndag i advent, og rundt om i det ganske land vil juletræerne blive tændt på torve og pladser for så i de næste uger at stå og lyse op i den mørke tid.

Der er også brug for hvert og et af alle de mange lys i disse uger, hvor solen næsten går ned, før den er stået op. Heldigvis ved vi også, at det vil vende ved midvinter om godt tre uger. Altså fysisk. For i alle andre sammenhænge ved vi ikke, hvornår mørket besejres, så lyset kommer tilbage.

Det danske samfund er nemlig i øjeblikket inde i en vinter så lang, at man kunne frygte, at det var Fimbulvinteren, der var på spil. At tage fra de fattige og give til dem, der har så rigeligt i forvejen, egoisme, grådighed, fremmedhad og mere af samme skuffe florerer så altfor godt i disse år på bekostning af solidaritet, tolerance, rummelighed og ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.

Medmenneskeligheden trues af mørket på en måde, som vi ikke har set i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter på søndag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Enkeltsagernes evne til at fylde

Udgivet den af
1

Vi lever i et mere og mere sammensat og kompliceret samfund. Derfor har enkeltsagerne også lettere og lettere ved at trænge igennem. En skarp afgrænset problemstilling er nemlig altid meget nemmere at overskue og forholde sig til.

Så enkeltsagernes evne til at fylde er bare blevet større og større.

Et eksempel er udsagnet om “Ytringsfrihed for enhver pris,” som har betydet, at enhver nuancering i debatterne om religion – og især islam – er blevet fejet af bordet til stor skade for alle parter.

Men det siger jo sig selv, at vi skal kunne ytre os frit, både i forhold til hvem vi er, og hvad vi siger. Det behøver vi slet ikke de i øjeblikket så populære og skingre korstog til at minde os om.

Det, vi derimod desperat behøver, er evnen til at skelne. Især i forhold til islam, der i øjeblikket mere og mere sættes i bås som noget udemokratisk. Men problemet er ikke islam. Det er i stedet den manglende evne til at kunne skelne mellem de få fundamentalister, der vitterligen findes, og så de mange ikke-fundamentalister.

Men vi skal kunne se forskellen. For kan vi ikke det, så er vi for alvor i problemer som samfund.

Et andet eksempel på en enkeltsags evne til at fylde er den tidligere radikale minister Uffe Elbæks nye parti Alternativet, der umiddelbart slår sig op på et bedre miljø. Og hvem kan være uenig i, at vi skal have et bæredygtigt miljø? Ingen, men igen er det en enkeltsag, der tegner billedet og gør, at det er let at engagere sig i sagen.

Går man ind på Alternativets Facebook-side kan man så se, at det også drejer sig om social retfærdighed, og så får projektet jo en dimension mere. Hører man ordentligt efter, hvad Alternativet siger, kan man høre, at bæredygtigheden og borgerinddragelsen skal gælde i alle sammenhænge, og så vokser dimensionerne. Og så er det nye parti måske alligevel netop nuanceret og komplekst.

https://www.facebook.com/#!/alternativet.dk

Læs og vurder selv. Danmarksbloggen følger ihvertfald sagen med interesse. For udvikler Alternativet sig, som det gerne vil, kan det blive mere end almindeligt spændende – og forhåbentlig noget andet end netop enkeltsagens ulidelige lethed.

Liberal Alliance kørte – og kører – også enkeltsagens princip. Her er det bare egoismen og grådigheden, som hyldes som det eneste saliggørende, og som altid når der tales til laveste fællesnævner, virker det. Desværre.!!!

Men hvor forståeligt det end er at gøre tingene enkle, så er det bare ikke sådan, at verden hænger sammen.

Verden er kompleks og nuanceret, og selvom det er svært, så skylder vi hinanden at se på den som sådan og prøve at forstå de dybere sammenhænge fremfor at presse endnu en one-liner igennem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En ærlig mand sagde sit job op …

Udgivet den af
3

Foran den forsamlede danske presse forklarede nu eks-udviklingsminister Christian Friis-Bach i går, hvorfor han efter egen mening ikke længere kunne være minister, men istedet skulle være almindeligt folketingsmedlem.

Hans kollegaer fra alle sider i Folketinget beklagede det skete med henvisning til Christian Friis-Bachs store dygtighed og redelighed.

Danmarksbloggen er enig. Det var en ærlig mand, der i går sagde sit job op. En mand, der til fulde – og næsten mere end det – levede op til det, som det betyder at være minister, nemlig at være folkets tjener og ikke magtens lakaj.

Christian Friis Bachs afdøde far Erik Bach skrev også nedenstående digt om netop magten, som Danmarksbloggen citerede tilbage i marts:

http://danmarksbloggen.dk/?p=334

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker. Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses. Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer, så er det ubestrideligt, at magten korrumperer.

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den, din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Erik Bachs søn Christian Friis Bach levede i den grad op til sin fars ord ved sin handling i går. Han var bevidst om, at magten var til låns – og han ville ikke korrumperes af den, så hellere gå. Og det gjorde han så på grund af noget, der virker som en fejl i embedsværket – men som han mente var hans ansvar.

Det er folk af Christian Friis Bachs støbning, der er brug for i dansk politik. Folk, der tør tage både ansvar og konsekvens fremfor at klæbe til taburetter og formandsposter som fx Lars Løkke gør det.

Skulle Christian Friis Bach en dag blive de radikales formand, har partiet en enestående chance for igen at få en statsminister. Ihvertfald hvis det står til vælgerne. For selv dem, der normalt ikke stemmer radikalt eller måske slet ikke stemmer på grund af politikerlede, vil kunne finde på at stemme på denne ærlige mand.

Danmarksbloggen håber, at Christian Friis Bach får et comeback … og at der kommer flere af hans slags på Christiansborg. Danmark har brug for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Udgivet den af
1

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk