Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

På søndag er det første søndag i advent, og rundt om i det ganske land vil juletræerne blive tændt på torve og pladser for så i de næste uger at stå og lyse op i den mørke tid.

Der er også brug for hvert og et af alle de mange lys i disse uger, hvor solen næsten går ned, før den er stået op. Heldigvis ved vi også, at det vil vende ved midvinter om godt tre uger. Altså fysisk. For i alle andre sammenhænge ved vi ikke, hvornår mørket besejres, så lyset kommer tilbage.

Det danske samfund er nemlig i øjeblikket inde i en vinter så lang, at man kunne frygte, at det var Fimbulvinteren, der var på spil. At tage fra de fattige og give til dem, der har så rigeligt i forvejen, egoisme, grådighed, fremmedhad og mere af samme skuffe florerer så altfor godt i disse år på bekostning af solidaritet, tolerance, rummelighed og ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.

Medmenneskeligheden trues af mørket på en måde, som vi ikke har set i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter på søndag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *