Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk

Udgivet den af
Svar

Fire grupper af offentlige ansatte skal iflg. regeringen have flere lønkroner. Nemlig SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale.

”Vi skal passe på dem, som passer på os”, hedder det i regeringens udspil – som statsminister Mette Frederiksen står som afsender af.

Men det er ren magtpolitik. Det er del og hersk – og dét virker.

Allerede de gamle romere kendte tricket. Ja, de manøvrerede nærmest per instinkt – både i Rom og ude i de erobrede provinser –  efter devisen divide et impera, som er den latinske måde at sige del og hersk på. Men uanset hvordan man siger det, har det gennem historien været en stensikker metode for magten at holde folket nede.

Metoden er enkel: Dem på toppen giver nogle få goder eller fordele – men ikke til alle, kun til udvalgte få, som endda skal kæmpe om det med de andre. Og så går kampen i gang. En kamp, der får al fokus, og handler om at få fat på de lunser, der bliver smidt ud. Og ingen tænker på, at alle kunne få meget mere, hvis man i samlet flok gik efter den diktatoriske hånd, der smider smulerne ud.

Og jo, det er smuler – også i Danmark i 2023. Vi har tæt på 40 mia mere i samfundskassen, end vi troede, at der var. Alligevel er der kun råd til max. 2.5000 mere om måneden til nogle – ikke alle, men NOGLE af de ansatte i de fire grupper. For ja, slagsmålet om flere lønkroner skal også kæmpes internt i grupperne.

Der er med andre ord kun én vinder af dén ballade: Regeringen med statsministeren i spidsen, som kan stive sig af med, at de så sandelig gør noget for velfærdens helte.Men de gør de ikke. Det er del og hersk af værste skuffe.

I Den Danske Ordbog kan man om begrebet del og hersk læse følgende: At splitte modstanderne eller de underordnede i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som råd til en person der ønsker magt.

Indsæt ”de offentlige lønmodtagere” i stedet for ”modstanderne eller de underordnede”, ”den førte politik” i stedet for ”råd” – og kald ”en person der ønsker magt” for ”Mette Frederiksen”.

Og så står der følgende definition af del-og-hersk-strategien: At splitte de offentlige lønmodtagere i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som den førte politik af Mette Fredriksen.

Og dét er, mine damer og herrer, en 100% korrekt beskrivelse af situationen i dansk politik lige nu.

De fire grupper, som får – dvs. SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale – er glade, og forklarer gerne i medierne, hvorfor det var rigtigt, at lige de fik. Samtidig spørger de grupper, som ikke fik – fx politiet, socialrådgiverne og lærerne om, hvorfor de ikke fik. De passer vel også på os alle sammen?

Selvfølgelig gør de det. Dem og mange flere, både offentlige og privat ansatte.

Alle grupper er nødvendige, hvis samfundet skal fungere. Hvor var vi fx uden skraldemændene, dem som kører mad og medicin ud og mange andre? Vores samfund er én stor organisme, og ingen kan undværes.

Vi er ét fællesskab, der skal arbejde for vores alles bedste. Helhedstanken, mine damer og herrer fremfor den barbariske gladiator-og-vilde-dyr-i-kamp-mod-hinanden-i-Colosseum, som regeringen baserer deres magtudøvelse på.

Danmarksbloggen kunne godt ønske, at alle offentlige grupper stillede sig solidarisk side om side – og truede med generalstrejke, hvis ikke ALLE offentlige grupper fik lønforhøjelse.

Dét ville give Frederiksens, Løkkes og Ellemanns Del og hersk rettidig modstand – og dét er tiltrængt. For lige nu opererer de – især Frederiksen og Løkke – alt for godt efter en anden kendt taktik fra de gamle romere: Giv folket brød og skuespil, så afholder de sig fra at beskæftige sig med politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Programmeret til udslettelse?

Udgivet den af
Svar

Vi ved det godt. Vi skal ikke flyve, spise oksekød eller købe nyt tøj.

Vi gør det så alligevel – og jeg er ikke bedre:

I sommers fløj jeg t/r til London.
I forgårs spiste jeg med glæde en stor portion chili con carne (ja, med oksefars).
Og jeg har lige købt en spritny grøn sweater, selvom jeg allerede har syv sweatre i skabet – bare i andre farver.

Så jeg er lige så håbløs som resten af menneskeheden. For ja, jeg ved det hele, men handler alligevel mod bedre vidende.

Er det fordi, at vi mennesker er programmerede til at stå for vores egen udslettelse?

Det virker logisk – og trist. Og Shakespeares berømte citat om menneskelivet (fra ”Macbeth”) er kun en pauver trøst:

Life’s but a walking shadow; a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more: it´s a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

For hvordan kan vi mennesker tro, at vi kan gøre en afgørende forskel, når vi ikke engang kan finde ud af at droppe flyveture, røde bøffer og nyt tøj?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Udgivet den af
Svar

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan påvirker kroningen i London den vestlige civilisation

Udgivet den af
Svar

Kan man sammenligne den vestlige civilisations situation med kroningen af Kong Charles og Dronning Camilla? Ja, det kan man faktisk.

Der skete nemlig noget i London i lørdags, som ikke er sket i 70 år – men som til gengæld har rødder mere end 1000 år tilbage.

Nemlig kroningen af det britiske kongepar, som var en flot og sælsom affære med guldkareter, hermelinskantede rober, hellig olie, glitrende diamanter på kroner, sceptere og alt det andet, som enten stod og glitrede oppe på alteret – eller sad på hovederne af kongen og dronningen.  

Men det, som stak mest ud, var dog, at Gud – og vel og mærke den kristne Gud – fyldte så meget i de ældgamle ritualer – og nok også mere end nutidens mennesker er bekvemme med.

Men sådan er – eller rettere VAR vores del af verden i mere end 1000 år og indtil for ikke så mange årtier siden. En kristen verden, hvor der var EN rigtig tro – nemlig den kristne, og hvor alle i samfundet spillede efter de samme regler og de samme normer. Så at regenten flere gange nævner og lover at forsvare den kristne tro har været en naturlighed gennem historien.

Nutiden i Vesten er så anderledes. Den er mangfoldig og med plads til alle verdenssyn og religioner, hvad kong Charles OGSÅ sagde i Westminster Abbey. Det har vi i Vesten også besluttet er godt, selvom vi strengt ikke ved, hvad mangfoldigheden på langt sigt vil betyde for vores samfund.

Danmarksbloggen tror, at meget vil være godt – som fx en større frihed for den enkelte. Man kan også blive klogere og rigere som menneske, hvis man nysgerrigt og åbent møder mennesker, som tror på noget andet end en selv.

Men noget kan også vise sig at være skidt som den manglende sammenhængskraft, der let kan komme, når en befolkning ikke lever efter de samme normer. For så kan en befolkning i et land – eller en verdensdel – blive opsplittet i grupper, som ikke kan samles om noget – og slet ikke den gamle orden, som virker antikveret og ude af trit med nutidens virkelighed.

Og det er faktisk lige dér, at vi er: Den vestlige verden i dens gamle kristne version er som det nykronede britiske kongepar: På den anden side af pensionsalderen, gråhåret og med rynker – og det kan selv mere end 2.000 diamanter på hovedet ikke gøre noget ved.

Og vi kan ikke gå tilbage. Det er også kun et mindretal, som ønsker verden tilbage til dengang, at det var unaturligt i Vesten at være andet end hvid, kristen og heteroseksuel.

Sådan er det heldigvis ikke. Men vi skal ikke bare lalle og tumle af sted nu. Vi kunne derimod med fordel tænke os om, inden vi ender i stridigheder og ballade mellem samfundets forskellige grupper.

For der kommer så let social uro – og i sidste ende måske borgerkrig og opløsning af landet, hvis ikke vi finder noget nyt, som vi kan samles om ALLE SAMMEN. For vi skal have et værdimæssigt fællesskab i Danmark og i Vesten, hvis vi skal undgå indre opløsning.

Et fællesskab, som kunne baseres på værdier som solidaritet, frisind og tolerance som de bærende elementer i samfundet – også i praksis, og ikke kun i skåltaler.

Og her er det måske, at et ældre gråhåret kongepar faktisk kan gøre noget i England – ligesom man kan i de andre lande, hvor der er et monarki. For har man et kongehus, har man en kontinuitet, som man ikke ser i lande med en præsident.  

Måske fordi man – selv når man trækker en nitte i regent-rækkefølgen, og det gør alle lande fra tid til anden – trods alt ikke risikerer en Trump eller en Putin. Til gengæld får man HVER GANG en regent, som uanset om det er en, man griner af eller er vild med, giver landet en sammenhængskraft.

Tag fx vores eget kongehus. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra: Når man bor i Danmark, så lytter man til Dronning Margrethe d. 2., når hun taler – både til nytår og ved andre lejligheder som under pandemien. Hun siger kloge ord.

Det forventer ingen, at hendes efterfølger – den kommende kong Frederik d. 10 – kommer til at gøre. Men han er til gengæld folkekær allerede nu. Fordi han virker som en flink fyr, der er ligesom alle os andre. Han vil det bedste, men han kvajer sig, og så drikker han et par øl eller ti for meget og den slags. Så vi føler os i øjenhøjde med kronprinsen, selvom han lever et vældig overprivilegeret liv langt fra den måde, som flertallet af danskere lever på.

Men alligevel giver han og hans mor en sammenhængskraft i et dansk samfund, hvor uligheden ellers vokser, og hvor de såkaldte vestlige værdier og normer og regler udfordres voldsomt – både af folk udefra og af kræfter indefra (visse muslimske grupper, visse højrefløjsgrupper, antivaxx´ere og andre fakta-fornægtere samt såmænd regering og folketing).

Så hvad så? Kan monarkierne redde den vestlige civilisation og dens fokus på individ og viden? Kan konger og dronninger sikre sammenhængen i de vestlige samfund? Chancen er i hvert fald større end for så mange andre aktører – læg herunder de nationale parlamenter og EU, som alle lider under en stigende mistillid.

Danmarksbloggen tvivler dog på, at de fleste monarkier er klar over dette forhold, ja dette ansvar, inkl. det danske kongehus.

Det britiske kongehus har derimod forstået det. For på den ene side holder de fast i de gamle traditioner – men på den anden sagde den nye britiske konge til kroningen, at han var konge for ALLE mennesker, uanset farve, fødested, seksuel overbevisning, køn og tro.

Så til resten af Vesten: Kig over til det lykkelige kongepar på Buckingham Palaces balkon, som endelig efter et langt liv fik lov til sammen at modtage folkets hyldest. De viser – sammen med det næste kongepar og deres tre børn, som også var med på balkonen – faktisk vejen frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededag – også i 2024

Udgivet den af
Svar

I aften er det St. Bededagskvæld – og i morgen St. Bededag. For sidste gang.

For 11 år siden troede vi, at det måske var ved at være slut med St. Bededag. Det var det så ikke – dengang i 2012.

Men her i 2023 ved vi, at det i år er sidste gang, at vi – officielt – kan fejre St. Bededag.

Helligdagen, der overlevede to verdenskrige, en statsbankerot i 1813 og Struenses helligdagsmassakre i 1770, hvor 11 ud af 22 helligdage måtte lade livet, findes ikke mere fra 2024. Dét sørgede den – på alle måder uduelige – SVM-regering for i vinters.

For: Riget fattes penge – til våben og til skattelettelser til de rigeste og den rigeste del af middelklassen, og så må St. Bededag lade livet. Officielt i hvert fald.

For Danmarksbloggen vil opfordre alle til at holde St. Bededag – også i 2024, hvor dagen i øvrigt falder fredag d. 26. april.

HUSK DET NU:

I 2024 ER DET ST. BEDEDAGSKVÆLD TORSDAG D. 25. APRIL – og:
ST. BEDEDAG FREDAG D. 26. APRIL

Så der skal varme hveder på bordet dér sidst i april 2024 – og alle andre år. For selvom det officielle Danmark ikke er med på dén – og selvom det ikke vil fremgå af kommende kalendere, så gælder stadig:

St. Bededag falder den fjerde fredag efter påske – og dagen skal fejres med varme hveder og en gåtur på Volden, hvis man er nærheden af en sådan.

PS. I år er det så også Befrielsesaften samtidig med at det er St. Bededagskvæld. Så i aften skal der både tændes lys i vinduerne og spises varme hveder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Udgivet den af
Svar

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verden går i fisk

Udgivet den af
Svar

Verden er på vej til at gå i fisk. I hvert fald den verden, som vi kender.

Vi som Europa, Norden, Danmark. Hele den gamle, frie verden trues fra alle sider. Så vi er i gang med en civilisationens overlevelseskamp ikke ulig den, som fiskene omkring et koralrev kæmper.

En kamp om de for en civilisation så vigtige elementer som demokrati, borgerrettigheder, retssikkerhed, stemmeret, fri abort samt lige vilkår for alle, uanset køn og seksualitet. Alt det, som er en selvfølgelighed for os i Europa – eller rettere Vesteuropa. Eller måske blot Norden.

Men altså: Alle disse ting, som vi anser for naturlige – men som der slet ikke er hverken præcedens eller flertal for i resten af verden.

Størstedelen af verdens befolkning lever i lande uden demokrati, retssikkerhed, borgerrettigheder, stemmeret og adgang til fri abort. Størstedelen af verdens befolkning mener heller ikke, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre. Ja, mange mener end ikke, at kvinder skal det.

Det lyder slemt – og det ER slemt. Men det er dagens uorden i mange store lande som Kina, Indien og Rusland.

Store lande samt mange ledere – og grupper, også i vestlige lande, hylder og samarbejder med disse diktatoriske, racistiske og homofobe stater og ledere.

Vi ser det fx med Indiens og Kinas støtte til Rusland. Rusland og Kina har været pot og pande siden lang tid før Ruslands invasion af Ukraine. Og Indien køber nu en tredjedel af sin olie i Rusland – og det er meget olie, når landet er så stort som Indien.

Der er også mange i USA, som måske ikke direkte støtter Putin, men som er modstandere af amerikansk hjælp til Ukraine.

Så hvad vil der ske, hvis Trump eller en Trump-klon vinder præsidentvalget i USA i 2024 – og gennemtvinger en ændring af USA i en homofob og diktatorisk retning? Det amerikanske demokrati holdt til Trump 2016-2020, men det vil næppe kunne holde til Trump 2024-2028.

Rusland vil i hvert fald få det meget nemmere i Ukraine, hvis verdens største demokrati falder.

USA´s sammenbrud vil også betyde, at Europa bliver isoleret i en verden, der består af store diktaturstater (USA, Kina og Rusland – med Indien som dark horse), som skalter og valter med liv og helbred hos både egne og andre staters medborgere.

Kan EU holde til det? Næppe i sin nuværende form, også fordi mange østeuropæiske lande er med på både den homofobe dagsorden og et system, hvor retssikkerhed og demokrati sløjfes.

Så EU vil blive splittet, og alle de europæiske lande vil flyde rundt som små bitte fisk i det globale verdenshav. Men så må vi i Norden slutte os sammen – evt. med Storbritannien, Holland, Belgien og andre af de gamle EU-lande, som stadig støtter nogenlunde op om civilisationen.

Nogenlunde, ja. For der er stærke kræfter i både Tyskland og Frankrig, som er gode venner med Putin, og nyder godt af samarbejdet med Putins Rusland. Og der er en voldsom magtfuldkommenhed hos mange regeringer – også den danske.

Så altså: Vi – de få civiliserede fisk, der er tilbage – må svømme mod strømmen. Dét skal nok blive hårdt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk