Venstres dobbeltmoral trives

Husker I sagen om Christian Friis Bach? Udviklingsministeren, der sagde sit job op, fordi han havde videregivet forkerte oplysninger – oplysninger, som han havde fået af sit embedsværk og bedt dem tjekke inden et vigtigt møde, hvad embedsmændene altså ikke havde gjort. Alligevel mente den radikale Christian Friis Bach, at det var hans ansvar.

Læs evt mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2545

Dengang – for snart to år siden – var Venstre hurtigt ude med riven og talte om, hvor dårligt Friis Bach forvaltede sit ministeransvar. For man skal kunne stole på, hvad en minister siger, lød det fra Venstre dengang.

Sådan er det åbenbart ikke længere. Forsvarsminister Carl Holst fortæller for åben skærm, at hans spin-doktor ikke var hans personlige assistent, mens Carl Holst var regionsrådsformand, tiltrods for at det står på diverse dokumenter og mails med videre, som flere medier er i besiddelse af, og som er afsendt af spin-doktoren selv, dengang han var ansat i region Sønderjylland.

Carl Holst videregiver altså med fuldt overlæg forkerte oplysninger, mens han er minister. Men endnu er ingen fra Venstre kommet med kritik af partifællen – heller ikke statsministeren. Dobbeltmoralen trives altså i bedste velgående hos Venstre – som altid i øvrigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lykketoft vil tale op til håbet i FN

Så er det idag, at Mogens Lykketoft tiltræder sit nye job som formand for FN`s Generalforsamling – og det endda i 70-året for organisationens fødsel.

Det er en meget stor personlig ære for den dygtige politiker – men også for hele Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke og er sikker på, at Mogens Lykketoft også i FN – trods sin rolle som politisk administrator – alligevel vil formå at tale op til håbet, som han gjorde det på Vartorv i sin Martin Luther King-tale i 2013, hvor han sagde:

Vi som politikere skal tale op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for at tale ned til frygten i mennesker.

Det har aldrig været mere relevant end nu, hvor flygtninge mødes med kulde og modstand, asylcentre brændes ned, uro og overgreb hersker overalt i Europa – og hvor hele situationen er så vanvittig farlig, at det er selve demokratiet, der er truet.

Der er brug for en mand med både kløgt og hjerte som leder af FN´s Generalforsamling, og det har Lykketoft i det store format.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politik som produkt

Folketingssæsonen skal snart til at gå igang for alvor. Det er lidt ligesom, når der er udsalg i Magasin – eller det er jul. Så flokkes alle om hylderne, og der er fuld presse på.

For politik er et langt stykke hen af vejen også blevet et produkt idag … et produkt som skal pakkes ind og sælges så godt som muligt. Det er derfor, at der er noget, der hedder spindoktorer.

Men det er tordnende forkert. Ikke kun fordi spindoktorer aldrig er på valg, men fordi politik IKKE er et produkt. Det er at skabe rammerne om vores allesammens liv og verden.

Og derfor burde politik handle om visioner og drømme – hvor der godt må ryge en finke af panden – hvor der skal være højt til loftet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når man går forbi en hjemløs

Hvad føler du, når du går forbi en hjemløs?

Jeg kan huske dengang, at jeg som ung studerende flyttede til København. Det var lige omkring 1990. Dengang var der ikke nær så mange hjemløse som idag – og det var ligefør, at det var lidt eksotisk (sic). Nogle var så bange for dem, men de fleste af os havde ondt af dem og ville gerne hjælpe dem.

Sådan er det ikke længere. Ingen finder hjemløse eksotiske mere. Der er også kommet så mange flere, så altfor mange. Men til gengæld er vi blevet færre, som har sympati med de hjemløse, og som ønsker at hjælpe dem. Langt de fleste er idag ligeglade – og så er der tilmed kommet en gruppe mere. Nemlig dem, der overfalder en hjemløs.

Der er et gammelt ord, der siger, at et samfund skal kendes på den måde, som det behandler sine svageste på.

Det er et sandt ord, som så desværre dermed også siger, at Danmark er blevet et dårligere, hårdere og koldere samfund. Men ja, det er vi også fra 1990 til 2015 – også selvom vi økonomisk har fået det bedre, ihvertfald toppen af samfundet. For uligheden vokser, og de rige bliver rigere, og de fattige fattigere – det er helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan hjælper vi bedst

Det er med bekymring, at Danmarksbloggen ser hvad der sker i Danmark. For selvfølgelig skal vi hjælpe flygtningene. Det er vores medmenneskelige pligt. Men vi hjælper ikke nogen ved at gøre dem til illegale indvandrere. Vi må stole på myndighederne og så politisk arbejde for mere medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, redaktør og indehaver af Danmarksbloggen

Når medmenneskeligheden udfordres …

Flygtninge fra Syrien, folk fra Afrika og andre steder, der søger et bedre liv – alle kommer de til Europas grænser nu … og de er mange hundredtusinder … og hvad skal Europa gøre?

Hjælpe dem er det umiddelbare – humanistiske og kristne – svar. Men spørgsmålet, som brænder og nager, er: Hvor mange kan vi klare, inden vores samfund bryder sammen? Inden der er kommet for mange, som skal have hjælp, men som qua deres lave uddannelse ikke kan bidrage med noget. For det er OGSÅ faktum, selvom det lyder hårdt og næsten umenneskeligt.

Et andet perspektiv er så vores manglende lyst til at dele vores goder … en mangel, som vi i øvrigt deler med både de asiatiske og de rige muslimske lande, der absolut intet gør for andre end dem selv.

Danmarksbloggen har ikke svaret på noget af det. Men Danmarksbloggen ved, at vores medmenneskelighed udfordres, og mennesker dør, og lande over hele verden svigter, når i hundredtusinder af mennesker med en anden baggrund end den europæiske søger vores lande – og alt vi gør er at lappe lidt hist og her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1% rigeste i Danmark ejer 32%

1% af de rigeste i Danmark ejer 32% af formuerne i Danmark. Det er ganske meget – og også for meget, og det gør intet godt for hverken væksten eller ligheden i samfundet. For det er en skrøne, at det at samle rigdommene på få hænder giver jobs og vækst.

Det gør det nemlig ikke. Snarere tværtimod så øger den store formue-samling uligheden og skaber et samfund med stor utryghed og store spændinger.

Som Danmarksbloggen siger det: Et menneske kan kun spise et bestemt antal burgere og forbruge et bestemt antal cowboybukser.

For skal vi have gang i væksten – og dermed i arbejdspladserne – så skal så mange som muligt have råd til at købe burgere og cowboybukser – og ikke kun de rigeste, som man har set det i fx USA under finanskrisen, hvor selv middelklassen måtte gå fra hus og hjem.

Det kan man altsammen få mere at vide om på DR2 i aften, når kanalen kl. 21.30 sender det første program i en serie på seks programmer om Danmarks rigeste ene procent.

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program, men ingen regler uden undtagelse – og her er en af dem. Det er også mørkt alligevel kl. 21.30 her sidst i august, så det er bare med at tage plads foran skærmen og blive klogere på vores samfund – og på hvordan vi kan undgå den voksende ulighed.

DR2 kl. 21.30: Den rigeste procent

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gul er ikke altid gul

Farven gul i dens grundform opfattes ikke altid som den samme – den er derimod påvirket af årstiderne, viser forskningen. Om vinteren – når alting er gråt og brunt – er det én nuance af gul, som vi opfatter som den rene gule, mens det er en anden nuance om sommeren, når alting er grønt.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/ny-forskning-grundfarven-gul-skifter-med-aarstiderne

Det samme er dog næppe tilfældet for det gule Danmark. Her er man sommer og vinter, i frost og i hedebølge, storm og blid brise lige lukket, lige mørk og lige sort i tanke og sind. 

Men selvfølgelig – i det gule Danmark er der som regel heller ikke plads til nuancer … end ikke i en størrelse a la det lille spektrum af nuancer/bølgelængder, som farven gul iflg. forskerne gør sig i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk