Venstres dobbeltmoral trives

Husker I sagen om Christian Friis Bach? Udviklingsministeren, der sagde sit job op, fordi han havde videregivet forkerte oplysninger – oplysninger, som han havde fået af sit embedsværk og bedt dem tjekke inden et vigtigt møde, hvad embedsmændene altså ikke havde gjort. Alligevel mente den radikale Christian Friis Bach, at det var hans ansvar.

Læs evt mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2545

Dengang – for snart to år siden – var Venstre hurtigt ude med riven og talte om, hvor dårligt Friis Bach forvaltede sit ministeransvar. For man skal kunne stole på, hvad en minister siger, lød det fra Venstre dengang.

Sådan er det åbenbart ikke længere. Forsvarsminister Carl Holst fortæller for åben skærm, at hans spin-doktor ikke var hans personlige assistent, mens Carl Holst var regionsrådsformand, tiltrods for at det står på diverse dokumenter og mails med videre, som flere medier er i besiddelse af, og som er afsendt af spin-doktoren selv, dengang han var ansat i region Sønderjylland.

Carl Holst videregiver altså med fuldt overlæg forkerte oplysninger, mens han er minister. Men endnu er ingen fra Venstre kommet med kritik af partifællen – heller ikke statsministeren. Dobbeltmoralen trives altså i bedste velgående hos Venstre – som altid i øvrigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk