Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Udgivet den af
Svar

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Udgivet den af
Svar

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Udgivet den af
Svar

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Udgivet den af
Svar

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

Udgivet den af
Svar

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Udgivet den af
Svar

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Udgivet den af
1

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturlighed versus naturlighed

Udgivet den af
Svar

Undertegnede hørte i sidste uge ordet kulturlighed for første gang.

Det er et fantastisk ord, der handler om kulturel identitet, foranderlighed og anerkendelse. Alt sammen størrelser, som vi ikke kan leve foruden – eller undgå.
For livet og verden ændrer sig hele tiden, deraf foranderligheden. Og som mennesker har vi alle sammen brug for såvel identitet som anerkendelse.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte ordet i forhold til naturlighed.

Naturlighed i betydningen instinktet, det som kommer af sig selv – hvis altså ikke vi lærer noget andet.

Og så bliver kulturlighed lige pludselig noget andet og noget mere. Det bliver noget tillært, noget tilvalgt, som vi så også kan vælge fra.

Og så bliver det lige pludselig interessant – også i en samfundssammenhæng.
For vi lever i en tid, hvor man hylder det såkaldte naturlige, det instinktive, det som ”kommer indefra”.

At noget af det – måske endda meget – så er tillærte sociale koder, som vi har med fra vores barndom eller vores nuværende liv, tænker de færreste måske på. Men det kan være svært at skelne mellem ”det oprindelige” i mennesket og ”det tillærte”.

Det er måske heller ikke særlig interessant. Det er derimod langt mere vigtigt, at vi holder fast i vores kulturlighed – i betydningen af kulturligheden som noget, der danner os, og sikrer, at vi behandler hinanden med respekt og værdighed.

For skræmmebilledet af ”naturligheden” er mennesket som et væsen, der kun tænker på sig selv, på at berige sig selv og sine egne og være ligeglad med alle andre.

Det er så samtidig den ”naturlighed”, som vi ser folde sig ud hos mange både magt- og pengemennesker i disse år, og som skaber en tilsvarende rå modreaktion hos andre befolkningsgrupper.

Så vi er nødt til at holde fast i ”kulturligheden” – i at vi skal kunne tale sammen, rumme hinanden og opføre os ordentligt overfor hinanden.

Og kulturlighed skal læres – fra barnsben af.

Og nok handler det om respekt og demokrati og deltagelse, men det faciliteres af tid – og rum. Af at forældrene er sammen med deres små børn (og uden at kigge på en skærm hele tiden), ved at der er gode nomineringer i børnehaver, færre elever i klasserne og dygtige lærere, et uddannelsessystem med plads til at ombestemme sig og til at tage flere uddannelser, et arbejdsliv med plads til at være menneske og et ældreliv med værdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Udgivet den af
Svar

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor kom der ikke et oprør mod nutidens umoral og dårlige etik?

Udgivet den af
Svar

Moralen har trange kår i vor tid – og selv en opsang fra Hendes Majestæt Dronningen har ikke en effekt, der holder længere end til de sociale mediers opdateringer nytårsaften og nytårsdag, hvor alle – kendte som ukendte – faldt i svime over det rigtige i, at Margrethe d. 2 ramte totalt plet, da hun i nytårstalen sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

For burde denne italesættelse som det hedder på nudansk ikke have ført til et større oprør mod de politikere, de erhvervsfolk, de organisationer og de virksomheder, som handler uetisk og umoralsk?

Burde medierne ikke havde ført an i en kæmpe-kampagne FOR etik og moral og IMOD personlig vinding på grund af visse personers misbrug af deres betroede poster og særlige privilegier?

Det kunne man mene. Men der skete ikke noget – der var derimod total tavshed fra d. 2. januar.

Hvorfor? Er medierne selv syltet ind i magten og privilegierne? Nogle er i hvert fald – og andre vil måske gerne være det, og så gælder det om ikke at være dem, som råber op om det forkerte i, at nogle rager til sig på bekostning af fællesskabet.

Men det er forkert, at der ikke snakkes mere om det – og især at der ikke gøres noget, også fordi noget af det, som sker, er direkte ulovligt.

Det manglende oprør mod de umoralske magtmennesker og pengemennesker betyder også, at den danske befolkning som helhed mister tilliden til systemet … og så er der frit slag for populistiske ledere med lette løsninger på svære problematikker – og det er en vej, som vi ikke skal gå ned af.

Sidst vi gjorde det i Europa – over en bred kam – var i 1930´erne, for i enkelte lande har man også gjort det i nyere tid. Og nok kan vi ikke direkte sammenligne 1930´erne med nutiden, men der er mindelser i et omfang og en dybde, så der er grund nok til at være bange.

Det vælger magtens og pengenes mennesker så at være ligeglade med, nok fordi de – ganske fejlagtigt – ikke regner med, at populismens uheldige konsekvenser kan nå dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk