Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Græsk klassiker – om krigens slangebid

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke bade to gange i den samme flod, sagde den græske filosof Heraklit, der levede cirka 100 år før de to store græske tragedieforfattere Sofokles og Euripides, hvis tragedier sidste sæson dannede rammen for samtaler på Glyptoteket.

Der var planlagt seks samtaler dér i sæsonen 2019-2020, men som med så meget andet blev også de stoppet i utide af Corona-virussen.

Men i lørdags blev samtalerne genoptaget – og så var det efter mange, lange Corona-måneder spændende at se, om konceptet stadig holdt. Svaret er et stort ja. De gamle klassikere er ikke sådan at slå ud. Tværtimod så følte man sig som tilhører mere på bølgelængde med de gamle grækere end nogensinde.

For nu har vi forkælede overflods-danskere også prøvet om ikke at være en del af en græsk tragedie, så dog i en kort periode at leve i noget, som ikke er easy-living. Noget, som gør, at vi har prøvet, hvad det vil sige at blive begrænset i sin udfoldelse og ikke altid at kunne (få) alting. Det er ganske sundt og i tråd med den måde, som de gamle grækere og stort set alle andre på kloden og gennem historien lever og har levet.

Jeg føler mig i hvert fald mere i slægtskab med historien, nu hvor jeg også har prøvet at leve i en pandemi.

Som i sidste sæson var det litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter.

I lørdags var gæsten den tidligere soldat, forkvinde for Kvindelige Veteraner og antropolog Sara la Cour. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles’ “Filoktet”.

“Filoktet”, som er noget så sjældent som en tragedie uden døde. Men som handler om soldaten Filoktet, der tror, at han skal med grækerne til Troja for at slås. Men han bides af en slange, og dels så lugter såret voldsomt og råddent, og dels så skriger han ganske forfærdeligt – og ja, på græsk kan man skrige på vers.

Hverken høje skrig eller stank er noget, som den græske hær – og de græske guder – bryder sig om. Så Filoktet efterlades på vulkanøen Lemnos, hvor han i ti år lever et liv, som ikke er et rigtigt liv. Hvor han er i et limbo med hans opgave taget fra ham, berøvet muligheden for den ære, som han kunne vinde i krigen. Det er også et ensomt liv, en påtvunget alenehed, som strider imod, hvad grækerne anså for et rigtigt liv – og dermed noget som vi i Coronatiden godt ved, hvad betyder.

Så Filoktet kravler rundt, og drikker af vandpytterne, og han savner andre mennesker – og selv de få, som kommer forbi, kan han ikke knytte bånd til. Han er både for omklamrende og for meget – og samtidig er han bitter over ikke at få lov til at fuldføre sin opgave og komme til Troja. Til sidst vil han dog bare hjem til sin far.

Men Filoktet ender så alligevel i Troja, fordi der er brug for hans magiske bue og pil, som han fik af den største græske helt, Zeus´ søn Herakles. Det kræver så en hel del at få Filoktet til at sige ja – især fordi det er selvsamme Odysseus, som var skyld i, at Filoktet endte på Lemnos, som nu kommer for at hente ham.

Men nu er Odysseus ikke ham, der bare siger undskyld. Tværtimod er han med Marcel Lysgaard Lechs ord en nedrig person, som gerne får mennesker til at gøre grimme ting ved andre, hvis det kan gavne ham selv. Så Odysseus siger til sin underordnede Neoptolemos, at han skal overbevise Filoktet – og at han må gerne lyve, hvis bare det virker.

Det gør Neoptolemos så, men han fatter også sympati for Filoktet. Men hvor meget, der er løgn og hvor meget, der er ægte medfølelse og venskab, ved vi ikke. Men i græske tragedier er der aldrig nogen, der har helt ret, men der er omvendt heller ikke nogen, som tager helt fejl.

Odysseus må gerne sætte Filoktet af på den øde ø og hente ham igen, men han må ikke narre ham, som han prøver på det. For Odysseus vil ikke kun stjæle Filoktets bue, men også hans sind – og det må man ikke.

Men selvom ordet sind optræder mange gange i tragedien, så er ”Filoktet” især en fysisk tragedie.

Ifølge oversætter Marcel Lysgaard Lech er ”Filoktet” endda en meget fysisk tragedie, som gør det sværere at arbejde med ordene, fordi der er så meget bevægelse i dem, skrig, jamren og lugtende sår.

Og kroppen som essensen i det hele, fordi vi er fanget i vores krop, kan Sara la Cour fortælle om. Hun var i 2006 udstationeret som soldat i Irak, og har i dag PTSD.

Da hun kom på scenen, og talte om den dag i Irak, hvor hun mistede en kollega til vejsidebombe, dér kunne vi alle mærke nerven. Her var noget på spil. Vi kunne mærke hende og mærke smerten – næsten. Men også kun næsten. For man kan komme langt med indlevelse, forestillingsevne og empati. Men ikke det sidste stykke.

Det sidste stykke kræver, at man selv har været derude, hvor kroppen er fanget i situationen, og sindet skriger. Derude hvor alt er rædselsfuldt, og alt inde i én skriger VÆK. Men hvor man ikke kan komme væk.

Det er netop den kombination af sind og krop, som optræder meget i ”Filoktet”, der er en sær tragedie, der viser en virkelighed, som man skal have prøvet for at forstå. For sådan er krigens væsen.

Derfor forstår en udsendt dansk soldat og en Talibankriger formentlig også hinanden bedre end en dansk soldat og alle os, som er blevet hjemme i Danmark. Derfor forstår en opdigtet græsk soldat ved navn Filoktet og en dansk soldat ved navn Sara la Cour hinanden – på tværs af 2500 år.

De har fået det samme krigens slangebid, den samme smerte. De har været fanget i krigens gru og stank, prøvet hvad det vil sige at have en opgave, der skal løses – og være nødt til at dehumanisere fjenden. For ellers vil man altid se sig selv i det menneske, som man møder. Men det er en luksus, som soldaten ikke kan tillade sig.

Som da Sara la Cour holdt vagt over de tre mænd, som hun og de andre fangede kort efter vejsidebomben, der dræbte kollegaen. Hun fortalte: ”Tre mænd, som jeg skulle bevogte, inden englænderne kom, og hentede dem. Tre mænd, som jeg ikke vidste om var fjender, landmænd eller bare uheldige, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvem var de? Havde de børn? Og mange andre ting. Tankerne gik igennem mit hoved hele tiden, og jeg var nødt til at skubbe dem væk, nødt til at mekanisere mig og tænke på min opgave, der skulle løses.”

For i en krig bliver alt meget hurtigt politisk og mekanisk, og der er ikke plads til store følelser, selvom soldaterne har dem – og liv og død hele tiden er på spil.

Sara la Cour fortalte også, at hun i Irak mødte sin smukkeste side og sin grimmeste side, og hun blev både sin dødelighed og sin menneskelighed bevidst – og at hun fandt ud af, at hun kan dræbe, og har en villighed til det, hvis det handler om at løse opgaven.

Efterfølgende kom så også den store skam over, at hun har PTSD, skammen over at være slangebidt.

Sara la Cour fortalte, at hun græd, da hun læste “Filoktet”, fordi hun kunne spejle sig. Spejle sig i soldaterfællesskabets meningsgivende virkelighed, når man er dér, men problemerne med at pakke følelserne ned undervejs – og at det er endnu sværere at pakke dem ud igen bagefter.

Danmarksbloggen tænker, at det er krigens væsen, krigens psykologi. Krigen ødelægger mennesker – og det er ikke soldaterne, som har været ved fronten, vi skal frygte. De skal hjælpes.

Nej, dem, vi skal være bange for, er dem, som aldrig har været ved fronten, men som bag et skrivebord har magt over soldaterne og os alle sammen, og som ikke har noget, der kan dehumaniseres. Fordi de per definition ser magt, penge og tal i stedet for at se mennesker.

Dem, der som en anden Odysseus er en dukkefører, en puppetmaster, der lader andre gøre det beskidte arbejde. De despoter skal vi være bange for. De ejer hverken empatiens eller tvivlens nådegave – og de vil aldrig som Sara la Cour gjorde det 14 år efter sige ære være hans minde, når der tales om en død kollega.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Retfærdighedens ryttere”

Udgivet den af
1

Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bertel Thorvaldsen 250 år

Udgivet den af
Svar

Alle kender stjerner som Lady Gaga eller Messi, der vækker opsigt, hvor de end går. Men Danmark har også haft sådanne superstjerner.

En af dem er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der på torsdag d. 19. september fylder 250 år. Allerede som 11-årig kom han på Kunstakademiet, og senere vandt han den store guldmedalje samme sted (det var den største udmærkelse, som man kunne få).

Bertel Thorvaldsen, der er kendt for sine smukke, levende og udtryksfulde skulpturer, levede mere end 30 år af sit voksne liv i Rom. Ja, han var så glad for Rom, at han kaldte d. 8. marts 1797 (dagen, hvor han kom til Rom) for sin romerske fødselsdag.

Bertel Thorvaldsen var gennem hele livet et centrum i international kunst, og alle de store danske guldalderkunstnere indenfor både malerkunst, digtning og litteratur kom på besøg hos ham flere gange. Så der var en reel, dansk koloni i Rom, hvor danske kunstnere levede et liv med lige dele kunstneriske udførelser, gode middage og åndrige samtaler … også in vino veritas. Altid med Thorvaldsen som omdrejningspunktet.

Bertel Thorvaldsen var altså i sin samtid en superstjerne, og da han i 1838 tog hjem til Danmark, var hans rejse op gennem Europa et sandt triumftog, hvor han blev hyldet hele vejen. Og lidt ekstra da han nåede København, hvor der lige ved siden af Christiansborg Slotskirke er hans eget museum med jubletoget op gennem Europa vist udenpå. Mens man indeni kan se flere af hans store værker som Kristus-figuren, Jason med den gyldne skind, Venus og andre græske guder og gudinder – og meget andet.

Og allerinderst inde i gården ligger han selv i sin grav. Thorvaldsen døde i 1844, og fik altså seks år i Danmark, da han kom hjem.

Og netop på hans helt eget museum vil fødselsdagen blive fejret massivt med musik, omvisninger, ler-værksted og lysshow. Der er endda gratis adgang på selve fødselsdagen fra kl. 16 til kl. 21. Samme dag – altså torsdag d. 19. november vil Illum åbne deres juletema 2020, som er hyldest til denne store dansker.

Danmarksbloggen kipper også med flaget, og ønsker Bertel Thorvaldsen tillykke med de 250 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Shu-bi-duas Danmarkssang Danmarks uofficielle nationalhymne?

Udgivet den af
Svar

Shu-bi-duas sang ”Danmark” er blevet vejet og fundet for let af udvalget bag den nye version af ”Højskolesangbogen”.

Det udvalg består af seks medlemmer, hvoraf fire er akademikere, og de to andre også er placeret højt på Parnasset: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historie-om-bogen/19-udgave/udvalget/

Argumentet bag ikke at tage Danmarkssangen med i 2020-udgaven var hos udvalget, at hvis Shu-bi-duas sang kom med en tredje gang, ville det være, fordi den var en moderne klassiker – men at det har den ikke kvalitet til at være.

Men holder det? Især når man tænker på, at Højskolesangbogen repræsenterer højskolerne, altså dér hvor folket kan lære nyt og blive dygtigere. Skal man så ikke netop i Højskolesangbogen sørge for at komme folket i møde dér, hvor folket er? Og folket elsker Shu-bi-duas Danmarkssang – også i 2020.

Så sent som i maj måned skrev Helen Bruus fra Lejre Bibliotekerne på Bubzoom, der er Bibliotekernes Digitale Musiktjeneste (altså det sted, hvor alle i højskolernes ånd kan søge viden om musik):

Citat: Shu-bi-duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (Hvor smiler fager den danske kyst). Med sangen ”Danmark” skabte Shu-bi-dua en sang, der favner alle aldre”. Citat slut.

Altså en klar forbindelse mellem Shu-bi-duas ´sang, dansk historie og dansk musiktradition, som tilsyneladende er gået udvalgets næse forbi.

Så hvem har ret: Udvalget bag Højskolesangbogen, som ud fra tilsyneladende personlige præferencer mener, at der ikke er kvalitet nok i Shu-bi-duas sang? Eller har bibliotekaren fra Lejre fingeren på pulsen, når hun kalder Shu-bi-duas sang for det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne, og slår på, at sangen trækker på traditionen helt tilbage fra Kingo?

Læs teksten her: https://genius.com/Shu-bi-dua-danmark-lyrics

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Falling”

Udgivet den af
Svar

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Mørke tider på vej

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

Udgivet den af
Svar

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen 75 år – og vi synger sammen igen

Udgivet den af
Svar

I dag ville Kim Larsen været fyldt 75 år.

Desværre døde han for lidt over to år siden. Alt for tidligt. Danskerne gik også i mindeoptog, var til mindekoncerter og alt muligt andet dengang i 2018 for at hylde Danmarks bedste spillemand gennem tiderne.

Kim Larsen, som gav os et helt katalog af sange, som vi stadig synger med på – og som vi vil synge, så længe der tales dansk på denne jord. Og i aften vil vi synge hans sange i ganske særlig grad.

For i aften genoptager DR fredags-traditionen fra foråret ”Fællessang – hver for sig”. Selvfølgelig med Phillip Faber og Mads Steffensen.

For sådan var det. Vi sang sammen – hver for sig – hver eneste fredag hele foråret. Der var også brug for sammenholdet i en tid, hvor Corona-pandemien hærgede, og Danmark var nedlukket.

Danmark har så været delvist åbnet op igen, men Corona-virussen ser her stadig, og det går stærkt den gale vej ligenu. Så nu skal vi synge sammen igen – på afstand. Dét giver kraft og mod.

Danmarksbloggen synes, at det er en glimrende idé. Og så især at starte netop i dag, hvor Kim Larsen ville være fyldt 75 år.

Der skal også synges ekstra meget Kim Larsen i aften – selvfølgelig. Det giver god mening. For ingen kunne som Kim Larsen samle danskerne, når vi skrålede med på hans sange til hans koncerter. Vi kan også sangene udenad.

Kim Larsen-sange er nemlig dansk dannelse og kultur, når det er bedst – og i aften skal vi synge dem sammen – hver for sig og på afstand. Dét giver håb. Også fordi Kim Larsen var kendt for at sætte ord på det, som danskerne tænkte og følte – og nu gør han det igen på den anden side af graven i en svær tid i Danmark. Dét er eminent.

Eller som han selv sang det i den sidste sang, som han optrådte med til sin sidste koncert: Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme …

Det gælder også i en Corona-tid. Tillykke til hr. Larsen og god vind til alle os, som her i 2020 bebor de danskes øer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Robin Hood. Eventyr i Sherwood”.

Udgivet den af
Svar

Kan man tage en stor klassisk fortælling som Robin Hood og slippe afsted med at lave den i en version, der er en blanding af klassisk komedie, klassisk drama, en snert af teaterkoncert og mest af alt noget, som minder om den helt specielle engelske kunstform, der hedder Christmas Show.

Christmas Show er en engelsk kunstform fuld af satire og gakkede påfund, hvor man tager en klassisk historie, og hæmningsløst indfletter både publikum, aktuelle begivenheder og personer, og som man i Danmark primært kender fra London Toast Theaters ”Crazy Christmas Cabaret”, der normalt spiller hvert år ved juletid.

Men nu sker det også på Folketeatret i Nørregade i København, hvor den velkendte fortælling om Robin Hood, Lady Marion, de lystige svende og alle de andre fra Sherwood-skovene formidles i en fyrig og farverig version, der udover et gedigent klassisk skuespil og sans for den specielle engelske kunstform er fejende flot, fuld af fægtescener og andre slåskampe.

Der er med andre ord fart over feltet og stor fysisk dygtighed sammen med godt skuespil i denne moderne version af middelalderens England.

Som tilskuer rives man med – og råber gerne både buh og hurra, alt efter om det er skurken eller helten, der viser sig på scenen.

Fortælleren, der også er aktivt med i stykket, er selvfølgelig en favnende broder Tuck, som kommer helt ud til bagerste række med hans sans for timing. Han spilles med lige dele saft og kraft af Jesper Riefensthal. Som mangeårig publikummer til de engelske Christmas Shows, savner man faktisk kun én ting ved broder Tuck, nemlig at se ham i et overdådigt kvinde-kostume og med masser af make-up.

For sådan én Dame med stort D skal dér være i sådan en forestilling. En Dame, der som en anden Dronning samler alt og alle, og er en levendegjort morale, og broder Tuck er den mest oplagte figur til den rolle.

Men ellers er det hele dér: Den gode historie, de kvikke bemærkninger, de små ordspil, de gæve helte, de grinagtige og grumme skurke, en pyntesyg konge der ikke kan se udover egen næsetip, mens han spankulerer rundt som en anden (fransk) hanekylling, kvinderne der kan det hele (og bedre end mændene – og som både kender deres stjerner og bueskydning) – og den store finale, hvor alle synger og danser på scenen, mens vi i publikum begejstret sidder og klapper med.

For retfærdigheden sejrer om bekendt, og der bliver taget sig af de svage og fattige. Det er en generel vigtig pointé i historien om Robin Hood, som får lov til at stå på scenen i sin enkle, dramatiske og gribende form. For indimellem i korte glimt er det alvor og drama på den store klinge. Dét klæder forestillingen også at turde det.

Som de to centrale figurer Robin Hood og lady Marion ser vi Christopher Læssø og Emilie Rasmussen, og de er både hver for sig og sammen overbevisende og troværdige. Man kan godt se dem som et par – også når kampen er slut, og de kan vende hjem til mere fredelige tilstande og måske lægge buer og pile fra sig.

I de andre roller ses Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting – og alle spiller forrygende.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 pile til ”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” på Folketeatret. Den er morsom i ordets bedste betydning, og man går glad og fornøjet hjem fra en forestilling, der er tænkt som en familieforestilling, og også er det. Og endda én der tør gå den engelske teatertradition i bedene. We are amused!

”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” er en familieforestilling med kalorier, som både børn og voksne kan grine af og forstå alvoren af, selvom der måske er en enkelt pointe eller to, som går over de smås hoveder. Men hvem ved? De ser sikkert noget andet, som vi voksne misser. Det gør børn tit. Også nogle gange dét, som rammer lige midt i skiven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Liva Weel – et liv à la carte”

Udgivet den af
Svar

En biografi til tiden. Dét tænkte jeg, da Janni Andreassens biograf ”Liva Weel – et liv à la carte” ankom, og jeg skulle i gang med at læse om den i særklasse største revy-kunstnerinde i Danmark gennem tiden.

For sidste gang det var alvor i Danmark, sang Liva Weel som bekendt ”Man binder os paa Mund og Haand”, som visen kaldes, selvom den egentlig hedder ”Gribe efter blanke Ting”. Visen er skrevet af digteren, samfundsdebattøren og lysmageren PH, som sagde til Liva Weel: Gå ud og giv dem den lige i smasken – og det gjorde hun. Aften efter aften, hvor visen skabte et sammenhold og en identitet mod den tyske besættelsesmagt, som både dengang og siden står som et stærkt symbol på dansk sammenhold.

Og det er netop, hvad vi har brug for her i Corona-pandemiens tid, også selvom det er noget mere diffust at kæmpe mod en virus. For den er ligeglad med både poesi, sang og litteratur, men det er vi mennesker ikke. Vi lever af kunst og kultur, som giver os åndelig næring, så vi får modstandskraft og udholdenhed.

Måske det også er derfor, at vi i denne tid stadig synger de gamle sange og viser, hvor mange netop er dem, som Liva Weel sang i sidste århundrede. Viser som I Dit Korte Liv, ABC-visen, Nå, Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Glemmer Du og mange flere, som vi synger sammen og hver for sig til mange lejligheder, men allermest måske til forårets fælles-synge-aftner på DR, som fra på fredag i øvrigt kommer igen.

Bogen om Liva Weel er så meget mere og meget andet end historien om besættelsen og dén stemme, der bedre end nogen anden kunne fortolke og formidle PH´s tekster, der var aktuelle dengang, men som altså stadig taler til os her næsten et århundrede senere.

For Liva Weel var aktiv gennem flere årtier, og hun var så stor en revykunstner, at kun Dirch Passer har været på samme skyhøje niveau på den danske revyscene. Han pga. af hans komiske talent med den store sårbarhed lige under overfladen. Liva Weel pga. hendes evne til at synge – og samtidig at kunne levere det skæve blik og den kvikke replik, som hun også havde privat – sammen med sårbarheden.

For tåren lå hele tiden lige under smilet og den boblende champagne – eller kirsebærvinen, som var en stor del af Liva Weels privatliv i de gode år – og også i de dårlige. For hun drak for meget.

Liva Weel gjorde i det hele taget alt i det store format. Hun blev stormende forelsket flere gange, hun gav sig selv 100% på scenen hver eneste gang – og i privatlivet. Hun var godt skåret for tungebåndet, bramfri, arbejdsom, ærlig og tog favntag med livet, både når det gav hende jordbær, og når det gav hende citroner. Ofte skete det på samme tid. Men fru Weel spiste det hele op. Livet er à la carte – og hun tog alt på menuen.

Og i ”Liva Weel – et liv à la carte” hører vi om det hele skrevet ud fra alle de kilder, som findes om Liva Weel: Avisartikler, materiale fra Liva Weels familie og ikke mindst hendes seks dagbøger, hvor de fem findes på Det Kgl. Bibliotek og den sjette på ”Alhambra – Museet for humor og satire”, som ligger på Frederiksberg. De dagbogsuddrag er vældig interessante og det, som lyser i bogen.

For her taler hun selv til os. Her hører vi hendes egen stemme, hvad hun var optaget af og hvorfor – og hvordan hun så sig selv og sit liv, som det var, mens hun skrev om det. Vel at mærke hele hendes liv.

For Liva Weel var mere end en ikonisk kunstner, der arbejdede sammen med ALLE de store revykunstnere, digtere og revydirektører i hendes samtid. Hun var også mor til Jørgen, som hun havde med sin første mand Arne Weel, hvis efternavn hun tog. Oprindelig hed Liva Weel som bekendt Olivia Olsen.

Danmarksbloggen bed i øvrigt mærke i, at billedet på bogens forside viser en ung, smuk og forførende Liva Weel. Et anderledes og dejligt valg. For normalt ser man altid billeder af hende som en midaldrende kvinde, og nok er der rigelig leflen for ungdommen i vores tid. Men når alle artikler og andet om fru Weel i de sidste mange årtier nærmest uden undtagelse har vist fru Weel i ældre versioner, er det forfriskende at se denne i ordets mest omfattende betydning danske diva som hun så ud, da hun var ung og forførende.

Indeni bogen er der også masser af billeder fra hele hendes liv til at understøtte den omfattende tekst.

Danmarksbloggen giver ”Liva Weel – et liv à la carte” fire ud af seks stjerner for grundigheden og muligheden for at komme tæt på denne største danske kvindelige revy-kunstnerinde. Men der efterspørges samtidig mere flow, fart og fyrighed i manuskriptet om denne fantastiske kunstner.

Liva Weel var selv stor i slaget, og det burde bogen om hende også havde været. For hun var en gigant, som historien om hendes dødsleje også fortæller. Liva Weel hørte nemlig, at en avis allerede havde skrevet hendes nekrolog, og hun fik overtalt en journalist til at komme med den.

Liva Weel læser den, og er for stund tavs, hun som ellers havde en bemærkning til alt og alle. Og så siger hun stille: Var jeg virkelig så god? Svaret er ja.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk