DANMARKSBLOGGEN MENTE DET IKKE: Terror i Finland

Altså da undertegnede i går skrev om terroren i Barcelona:

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

så skulle det altså ikke tages bogstaveligt!!!

Det var på ingen måde en forudanelse eller noget …

For desværre har terroren allerede ramt igen, nu i Finland, hvor flere personer er blevet stukket med en kniv i Turku, også kendt som Åbo. Angiveligt mens der blev råbt Allahu akbar – Allah er stor.

Islamisk Stat er også truet – og er mange steder i Mellemøsten tæt på det endelige nederlag, og så sker der det her i Europa: Angreb på angreb. Det var vel, hvad vi kunne forvente.

Vi må derfor også forberede os på, at det fortsætter en rum tid endnu – og at opgaven bliver at lære at skelne. For nej, det er ikke alle muslimer, som er potentielle terrorister – heller ikke selvom den yderste højrefløj og man langt ind i mange såkaldt etablerede politiske partier gerne vil tegne netop dét billede.

Men det er kun de få muslimer, der er bindegale fundamentalister – og terrorister findes også i hvide udgaver. Spørg bare i Charlottesville i USA om det – og i Norge, hvis vi skal helt tæt på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oplevet til Priden: Ryk dig, Fede

Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.

Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.

For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.

Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.

Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:

Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.

Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.

Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.

Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.

Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Barcelona NU – og i hverdagen

Alle danskere over 25 år husker, hvor de var – og hvad de lavede d. 11. september 2001. Vores verden blev én anden den dag – og vi blev klar over, at der er nogen, der hader os og vores samfund så meget, at de vil dræbe os.

Siden fulgte et årti, hvor der var enkelte terrorangreb, som hver gang rystede os … selvom vi godt vidste, at risikoen var dér.

Så kom dén vinterdag i 2015, hvor Charlie Hebdo blev angrebet i Paris – og hvor terroren tog en ny drejning. Det handlede ikke længere om bomber og store mål, men blot om at dræbe mennesker med de midler, som terroristerne nu havde.

Og siden har der været angreb på angreb … igen i Paris, i Nice, i Bruxelles, i London, i København, i Berlin, i Stockholm … og flere andre steder … mange af dem hvor en bil er blevet brugt som våben.

Senest for lidt siden i Barcelona, hvor man nu har lukket metro og togstationer efter en hvid varevogn angiveligt skulle være kørt ind i en menneskemængde med fuldt overlæg. Man skal også have lukket “gågaden” Ramblaen og minimum et sted mere.

Medierne er (selvfølgelig) gået i breaking.

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

Og denne insisteren på at leve er på den ene side sund og rigtig, for vi kan ikke lade verden gå i stå hver gang en eller flere fundamentalister laver terror. Men på den anden side er det også skræmmende, at terror kan blive så meget hverdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Minefeltet ved Kgs. Nytorv er under angreb

H.C. Andersen har været dér. Det samme har Kierkegaard og Holberg – og Kim Larsen, Jens August Schade og mange andre af de danske kultur- og skønånder, der gennem snart tre århundreder har beriget os og den danske kultur.

Men nu er jagten på ussel mammon gået ind, og dén jagt er tilsyneladende ligeglad med, at den på sin vej ødelægger en vigtig del af København – og af Danmark.

Vi taler om Minefeltet ved Kgs. Nytorv – som består af de tre historiske udskænkningssteder Hviids Vinstue, Skindbuksen og den noget yngre Kongens Bar – og som pt. er under angreb.

Et ejendomsselskab har nemlig prøvet at opkøbe og opsige disse legendariske værtshuse. Først med kontante tilbud, men da det ikke lykkedes ved at benytte diverse chikaner og klagemuligheder overfor offentlige myndigheder. Samt ved at forøve selvtægt i forhold til de enkelte restauranters ejendom – fx har man kappet en ølslange over til Hviids Vinstue.

En meget vigtig del af den kulturhistoriske arv i hovedstaden er altså truet. Heldigvis har en gruppe engagerede københavnere sat sig for at stoppe dette galimatias.

I overmorgen – onsdag d. 16. august kl. 16 – er der kaldt til folkemøde foran de tre værtshuse i Lille Kongensgade.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/353323211756863/?acontext=%7B%22ref%22%3A%2225%22%2C%22sid_reminder%22%3A%226454042160757936621%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Og endnu bedre: MØD OP og hjælp med at redde disse historiske udskænkningssteder, som mere end nogen andre definerer ikke kun København og københavnerne, men også det at være dansk, da de tre steder alle dage har været og stadig er mødesteder for mennesker fra hele landet og fra alle samfundslag: Hviids Vinstue, Skindbuksen og Kongens Bar.

Ældst er Hviids Vinstue, der har eksisteret siden 1723, og som sandsynligvis er landets ældste værtshus. Hviids Vinstue er især kendt for sit gode øl, mange øl og vinmærker – og gløggen ved juletid, som smager både stærkt og godt, og som undertegnede fra sin studietid i 1990´erne husker som en kær og fast tradition at drikke nogle glas af lillejuleaften, inden turen gik hjem til mor og far og en juletid ude i provinsen – langt væk fra de kære steder ved Kgs. Nytorv.

Skindbuksen har eksisteret siden 1728 og hed oprindelig Nr. 4, fordi det var husnumret – men da droskekuskene, som især brugte den dengang, havde overtræksbukser af skind, blev den i folkemunde kaldt Skindbuksen. I 1930 blev det så også det officielle navn.

Kongens Bar er noget yngre, men mindst ligeså hyggelig som dens to ældre søskende. Undertegnede har da også særdeles gode minder derfra, men som man siger det om både Paris og Las Vegas: Hvad der sker på Kongens Bar, bliver på Kongens Bar.

Læs mere om de historiske steder og kampen for at bevare dem her: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/permalink/1126614620806458/

For det er en kamp, der er værd at kæmpe – og ligesom at tyskerne og Schalburgtagen ikke fik bugt med Hviids Vinstue under besættelsen, så skal kortsigtede økonomiske gevinster til en meget snæver personkreds heller ikke få bugt med de manges glæde ved et stykke særdeles kostbart dansk kulturhistorie ved Kgs. Nytorv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiggere og forbrydelser

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM-sølv – og en lovende fremtid

Så blev det til EM-sølv til kvindelandsholdet i fodbold.

Alt var ellers kørt i stilling til den helt store fodboldfest a la modellen fra 1992, hvor mændene tog EM-guldet for første og indtil videre eneste gang. Og når man ser på det nuværende herrelandshold så kommer det nok også til at vare nogle år, inden de igen måske kan blande sig i medaljestriden til EM – og hvis vi er helt vilde VM.

Kvinderne derimod har faktisk tidligere taget VM-guld, endda to gange (i 1970 og i 1971), dog var det inden FIFA overtog turneringen, så det er at betragte som uofficielt.

Mange vil måske også sige, at kvindefodbold dengang ikke var så veludviklet, som det er i dag. Nej, det kan godt være, men det er kvindefodbold nu, hvor kvinderne har taget sølv efter de fem gange er blevet nr. 3 til EM. Det er SÅ FLOT.

Der er derfor også kun grund til at give kvinderne – og pigerne (for vi skal også tænke på kommende generationer) – ligeså gode vilkår som mændene og drengene, når det kommer til at træne og kunne dyrke sin sport uden at skulle bekymre sig om økonomi.

Danmarksbloggen håber derfor, at dette sølv bliver åbningen til mere fokus på at give kvindefodbolden både penge og plads. For det er (når alt kommer til alt) dér, hvor Danmarks potentiale ligger, hvis vi skal tale om medaljer.

Fremtiden tegner lovende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God sommer

Sommeren er kommet til landet, og mange er i sommerhus eller på anden måde på ferie.

Danmarksbloggen vil derfor også ønske alle sine læsere en rigtig god sommer med masser af sol, svømmeture, jordbær og ikke mindst opladning, inden et spændende år tager sin begyndelse.

Vi lægger fra land igen lidt inde i august med en spændende anmeldelse af både musik, scenekunst og kultur. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den sorte mand på den overbelæssede cykel

En stille morgen i juni. En sort mand kommer kørende med en cykel, der er overbelæsset med store sække fyldt med tomme flasker, og vi taler flere plasticsække med mange flasker.

Synet gør mig trist – og urolig.

For hvad er det for et samfund, som vi lever i, når nogle er nødt til at samle flasker for at leve?

Og hvem var manden?

Han kunne ligne en af dem, der kommer fra Afrika på overbelæssede både over Middelhavet – og som nu hutler sig igennem Europa på alle måder.

Det holder ikke, vel?

Vi står her i den privilegerede verden overfor en skillevej, hvor vi enten må til at deles om goderne med alle de andre – eller ikke selvfølgelig.

Men vælger vi at ville have det hele selv,, så vælger vi også en vej, der på den lange bane æder vores egen menneskelighed, for så kan vi kun opretholde vores levestandard ved at holde andre folkeslag nede og væk – formentlig med våben. Fort Europa i en hel anden og langt mere skræmmende og dødelig version end i dag.

For dem, som kommer til Europa i disse år, er kun som en dråbe i havet i forhold til, hvad der kan vente. Men det antal synes europæerne i forvejen er altfor mange. Det er ganske skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk