Forfatterarkiv: admin

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Udgivet den af
Svar

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Udgivet den af
Svar

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Udgivet den af
Svar

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød de 25 rigeste i Danmark

Udgivet den af
Svar

Den danske B2B-prissammenligningsservice Ekspertvalg.dk har set nærmere på Danmarks 25 rigeste. Det er spændende læsning, hvor man blandt andet kan se, at:

  • Der er markant flere mænd end kvinder
  • Det er primært indenfor højteknologien, at de har tjent milliarderne
  • De har en gennemsnitsformue på 19,2 mia – dog med store indbyrdes forskelle
  • Deres samlede formue steg fra 420,6 mia kroner i 2017 til 478 mia i 2018, hvilket er mere end statens husholdningsbudget på 459,5 mia kroner
  • De er typisk mellem 50 og 75 år
  • De har oftest en lang, videregående uddannelse

Læs selv mere her – og få navnene på de 25 rigeste danskere: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere

For Danmarksbloggen er det ikke så afgørende, om det er Lego´s Kjeld Kirk Kristiansen, som er nummer et – hvad det har været siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Det, som betyder noget, er, hvordan den rigdom forvaltes.

I gamle dage sagde man, at adel forpligtede. Det samme burde man sige om rigdom. Rigdom burde forpligte, sådan så man i stedet for kun at tænke på maksimalt overskud og afkast til aktionærerne, også tænkte på den sociale forpligtelse, som virksomhedsejere burde have …

En forpligtelse, der indebærer at betale fuld skat – og at give danskerne job. For så kommer der balance i tingene. Virksomhedsejeren, som løber risikoen, kan sagtens tjene penge og få et pænt overskud, men en del penge går tilbage til samfundet via løn og skatter.

Og det er penge, som er givet godt ud, for det vil give et samfund i balance, et samfund med små forskelle mellem mennesker. Sådanne samfund er samfund i balance og ro – samfund, som det er godt at være menneske i, uanset om man er blandt de 25 rigeste eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg er sgu min egen”

Udgivet den af
Svar

Vil du fællesskabet? Følger du manualen? Bidrager du til samfundet? Løber du stærkt nok med i livets hamsterhjul? Og med stærkt nok menes så hurtigt og så voldsomt, at du fortsætter, indtil du segner, ja kollapser. Men så alligevel straks springer op og fortsætter, når du har fået dit fix, dine daglige strømme af kaffe og andre drugs, som kan holde dig kørende?

Det er de spørgsmål – og krav, som Annie Jensen i Mathilde Passers skikkelse stilles overfor på Nørrebro Teater, der i går havde premiere på den bearbejdede teaterversion af Klaus Rifbjergs, Erik Ballings og Bent Fabricius-Bjerres ikoniske musicalfilm fra 1967 ”Jeg er sgu min egen”.

Og Mathilde Passer er absolut fortryllende og overbevisende i dén rolle, som egentlig var tiltænkt den altid velspillende Lise Baastrup, der måtte melde fra på grund af graviditet. Men valget af Mathilde Passer – og ja, hun er Dirch Passers barnebarn – er måske endnu bedre, for hun udstråler lige præcis den ungdom, den uskyld, den trodsighed, den stædighed og den tro på livet, som rollen kræver.

Danmarksbloggen var i hvert fald vældig begejstret for den måde, som hun magtede at fylde den allestedsnærværende hovedrolle og fantasifulde scene ud på.

Scenen er nemlig en iøjnefaldende visualisering af det liv, som det forventes, at vi lever, bygget i flere niveauer med trapper, huller og så i midten det store hamsterhjul, det som vi slider os ihjel på, men som Annie ikke vil indordne sig. Ligesom hun hverken vil arbejde med svin, flytte papirbunker eller leve efter en familieplanlægningskalender – og her hjælper det ikke at få lidt sukker på skeen, aka blive kaldt for den ene søde sag efter den anden.

Annie insisterer i stedet på et liv i frihed og med lidenskab og spontanitet – og hun kæmper for at få det, både mod autoriteterne og mod beundrerne. For der findes mange slags fængsler i vores verden, og nogle gange er de gyldne bure de mest farlige, for sidder man først fast i livets reelle luksusfælde, er det måske sværere at opdage, at man er fanget ind.

Men nu er hun Annie, og der er kun én Annie, og det er som bekendt Annie.

Så selvfølgelig slipper hun til sidst ud af alle snarer – også kærlighedens, (hvem siger også, at man behøver en mand?), snupper sin gule kasket og sin gule kuffert og løber tilbage til det hamsterhjul, hvor det hele startede. Men nu fri og glad, fordi hun ved, at ja, hun vil gerne bidrage, men også tænke selv – og begå fejl.

Det er en god slutning i en tid, hvor vi i årevis har lidt under en perfekthedskultur, som man ikke kendte til i 1960´erne, hvor filmen er fra, men resten kendte de også dengang, alle forventningerne om at leve det ”rigtige” liv og blive gode samfundsborgere.

Historien om Annie kan derfor også stadig provokere, samtidig med at den underholder.

Underholdning og provokation, satire og alvor er heller ikke hinandens modsætninger, snarere tværtimod supplerer de hinanden som salt og peber, yin og yang, og det ses tydeligt i Nørrebro Teaters ”Jeg er sgu min egen”.

Forestillingen er en vidunderlig karikeret fremstilling, der rammer plet i sit portræt af vores samfund og vores tid og deres absurditet.

Rundt om Annie iler skuespillere og musikere op og ned i forskellige roller, alle opfattet i deres relation til Annie, men alligevel får man en idé om, hvordan mange af dem er ved siden af også som fx Marie Askehave, der intenst og stilsikkert spiller opsynsværgen, som aldrig sætter spørgsmålstegn ved noget, men blindt gør det, som forventes af hende.

Tom Jensen har flere roller, deriblandt en nærmest vild version af Hyldesen, men han spiller alle roller overbevisende – og med sans for den komik, som også er en del af forestillingen. Nicolai Jandorf har også flere roller, men stærkest står den fine fremstilling af den konfliktsky, men kærlige forsanger, som Annie forelsker sig i.

Endelig spiller Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsen blandt andre roller overklasseparret Roberta og Robert, som for længst har glemt, hvad glæde er, og det gør de godt, for det er ren opvisning i, hvad tøjlesløst forbrugerisme gør ved mennesker.

Forestillingen er derfor også helt sin egen – og til sidst vidunderligt farvestrålende, præcis som verden er det, og som livet KAN være det, hvis man tør.

Danmarksbloggen giver derfor ”Jeg er sgu min egen” fem ud af seks mulige solskinsgule kasketter, som den Annie har på, og som man skal sætte, som man vil. Eller endnu bedre: Anskaffe sig i lige den farve og den form, som man selv bedst kan lide.

Kapelmester er Søren Graversen, der også har arrangeret musikken. Han er også på scenen sammen med Anders Birk, Stephan Grabowski og Rene Damsbak, og de gør det alle fire forrygende.

Det er Jeanette Munzert, som har bearbejdet manuskriptet, og Niclas Bendixen har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

Udgivet den af
Svar

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Melodi Grand Prix 2019

Udgivet den af
1

Tåkrummende dårligt, en skidt præsentation, tekster uden mening og uden pointér – og så er vi ikke engang nået til sangene endnu, men har blot anmeldt studieværterne, de flade jokes og alt det andet omkring de ti sange.

For det er selvfølgelig Melodi Grand Prix, som der tales om, og som her i aften gled over skærmen sendt fra Boxen i Herning styret af Christian Gintberg og Johannes Nymark.

Det blev en rigtig kedelig omgang, en fest der fes ud på den mørke hede i takt med at de ti ubehjælpsomme sange afløste hinanden.

Og de optrædende? Ja, de kunne for de flestes vedkommende godt bruge en sanglærer eller to. Eneste markante undtagelse var Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen – som begge rent faktisk kunne synge, og som gjorde det på både grønlandsk og dansk.

Vinderen Leonora sang også hæderligt, men om sangen holder til en kopi-kontrol kan man tvivle på, når man kender Fool´s Gardens sang ”Lemon tree” fra 1995. Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=sJQYoGyEtDs

Der var i hvert fald ikke noget rock og rul over Melodi Grand Prix 2019, selvom det var det, som Stig Rossen sagde til deltagerne i de ligegyldige intermezzoer mellem sangene.

Undertegnede undrede sig også meget over, at Rossen overhovedet havde sagt ja til at være med i sådan en omgang makværk.

Måske det bedste ville være at melde Danmark helt ud af Melodi Grand Prix. For vi ønsker åbenbart ikke at sende en sang afsted, der har det mindste potentiale til at nå finalen.

Det stod allerede klart, da Rossens sidekick og også Rossen selv i flere omgange sang lidt af Stig Rossens egen sang ”Vi danser rock og rul” fra 1988. En sang, der kun blev nummer 4 dengang, men som var markant bedre end nogen af de ti sange i aftes.

Men det blev skåret ud i pap, da studieværterne, Rossen, hans sidekick og de til lejligheden gendannede Chanée og N´evergreen (In a moment like this) sang gamle vindermelodier, som alle var niveauer bedre end nogen af dette års sange.

Danmarksbloggen giver derfor Melodi Grand Prix én ud seks Melodi Grand Prix-stjerner – og den gives i respekt for dem, som gennem tiderne har tilført Melodi Grand Prix noget som fx Tommy Seebach, Brdr. Olsen, Birthe Kjær, Jørgen de Mylius og andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Terkel – the motherfårking musical

Udgivet den af
Svar

Tegnefilmen ”Terkel i knibe” har siden dens fødsel i 2004 været en del af den danske kulturarv. Ja, for dem, som rendte rundt i flyverdragter dengang i starten af årtusindet, er filmen direkte kult.

Nu er den så lavet om til en musical under navnet ”Terkel – the motherfårking musical” og er noget så sjældent som en overhypet forestilling, der faktisk holder. Billetterne blev også revet væk inden premieren i sidste uge.

Det kunne vel næsten heller ikke gå galt med så elskede figurer som Arne Nougatgren og Stewart? Men jo, det kunne det faktisk godt. For det er svært at overføre kunst fra filmens flade lærred til scenens levende 3D-dimensioner uden at resultatet bliver patetisk.

Det vidner en del forestillinger gennem årene også om – ingen nævnt, ingen glemt. Men her i ”Terkel – the mothefårking musical” folder det kendte univers sig ud, så vi indimellem vrider os på stolene af grin, jubler og klapper med – også når musicalen afviger fra tegnefilmen. For den gør den på både den ene og anden måde, men hvordan skal ikke røbes her.

Handlingen er i øvrigt rykket op til 2019, men mekanismerne er de samme i 6. A, og über-pædagogen Arne Nougatgren er i Martin Brygmanns geniale fortolkning stadig fortælleren, og ham der bryder den 4. væg ud mod os – og Martin Brygmann er en stor komisk skuespiller, der sprudler i rollen som den musikalske pædagog, der også er en stor ven af alt naturligt.

Ved siden af Martin Brygmann står Ruben Søltoft som Terkel, og han er god som den stakkels pubertetsdreng, der må slås med de fraværende forældre, klassekammeraterne og i det hele taget at finde sig en plads i tilværelsen, især efter Fede Dorits selvmord, som er en begivenhed, der strækker sig over både første og anden afdeling – og ja, pausen med.

Så vent endelig fem minutter med at gå ud og hente drikkevarer, hvis I vil have det hele med. Intermezzoet i pausen er god gammeldags komik uden ord.

Fede Dorit spilles og synges fint af Lea Thiim Harder. En anden, der kan synge, er Jakob Randrup, der spiller vikaren Gunnar med lige præcis den distance til rollen som ignorant fuckboy, som den rolle skal spilles.

I rollerne som Sten og Saki ser vi Adam og Noah, eller skulle man bare sige, at vi ser Adam og Noah. For du kan give de to alt muligt tøj og parykker på, sætte replikker i munden på dem, fortælle dem at de skal skyde med vandpistoler eller løbe op mellem stolesæderne. Men de er og bliver Adam og Noah. Og det er ment som en cadeau til deres eminente evner til at brænde igennem på en scene. Ja, de er så meget Adam og Noah, at kun få kender deres rigtige navne, som er Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush.

I rollen som Stewart ses Thomas Bo Larsen, og han er ellers altid driftssikker som skuespiller og mestrer også de svære karakterroller, men her er opgaven umulig. For dén rolle kan kun spilles af ikke en mand, men en and, nemlig Anders Matthesen selv.

Som Terkels bedste ven Jason ses Clemens, som også har lavet nye sange til forestillingen. Han er normalt kendt som musiker, men her er det faktisk hans skuespilevner, som rykker. Mange af de nye sange er nemlig mere støj og larm end de bidrager til noget i det Terkelske univers, hvor i virkeligheden dødsensalvorlige emner behandles med en vis lethed, distance, kynisme og humor, som er så typisk for det, som Anders Matthesen laver.

For en af de største årsager til succesen er selvfølgelig ham, der IKKE er med på scenen, men som har skabt universet og alle de skæve figurer, nemlig Anden aka komikeren Anders Matthesen, som skrev historien som en radioføjleton for DR, inden Mette Heeno skrev manuskriptet til tegnefilmen, der blev set af mere end 375.000 danskere i biografen i 2004.

Matthesens evne til at ramme plet i sin måde at beskrive virkeligheden på – og til at overføre det danske sprog, som vi rent faktisk taler det, til scenen er en rød tråd gennem hele Andens karriere. Vi ser os selv gennem Matthesens øjne – ikke som vi gerne ville være, men som vi er, og det kan de fleste af os heldigvis stadig grine af.

Danmarksbloggen giver ”Terkel – the motherfårking musical” fire ud af seks overdimensionerede skoletasker, som dem klassen render rundt med – en klasse, der også består af førsteklasses dansere.

Efter København og Tivoli tager forestillingen, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, på turné til Odense, Vejle, Aarhus, Aalborg og Holstebro.

Endelig skal tilføjes, at såvel kulisser som kostumer holder max, da de medvirker til at skabe et realistisk billedunivers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klaus Riskær Pedersen har en reel chance

Udgivet den af
Svar

Et nyt parti har set dagens lys i dag, hvor partiets stifter Klaus Riskær Pedersen har holdt pressemøde på Vartorv i København.

Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt, er partiet Klaus Riskær Pedersens slogan. Formålet med partiet er at starte en nødvendig hovedrengøring i dansk politik, da Klaus Riskær Pedersen mener, at folketinget har udviklet sig til at blive en karrierekanon for unge akademikere – og at vores folkestyre er overtaget af konsulenthuse og embedsmænd, som tilrettelægger samfundet hen over hovedet på danskerne.

Rent konkret handler partiets program om at:

450 mia. kroner skal flyttes rundt i en skatteomlægning, hvor borgerne skal betale mindre, men virksomheder og finanssektoren mere.

Der skal være et stop for udlændingestramninger – nu er det nok, og vi skal i stedet fokusere på mere integration.

Der skal satses stort på klima og miljø, både økonomisk, som samfund og i den enkelte husholdning.

Offentlige ansatte skal have bedre arbejdsvilkår og organiseres i kooperative arbejdsfællesskaber.

Socialt udsatte som fx kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, hjemløse og andre, som ikke kan arbejde, skal have borgerløn.

Pensionen bliver differentieret og tilpasses arbejdssituation og tid på arbejdsmarkedet.

En større sikring af privatlivets fred og værn mod overvågning m.m.

Danmark skal blive i EU, men udenfor møntunionen, som vi også er det i dag. Retsforbeholdet skal også beholdes, men forsvarsforbeholdet skal fjernes.

Cannabis skal gøres lovligt, men skal kun sælges specielle steder. Salget af cigaretter og alkohol skal væk fra detailhandlen.

Børnechecken forsvinder, men vuggestue, børnehave og fritidshjem samt visse fritidsaktiviteter op til 9. klasse gøres gratis.

Unge kan først få SU, efter de har taget en ungdomsuddannelse og udført 2 x 3 mdrs. værnepligt, hvoraf den ene er social.

Uddannelsesloftet fjernes.

Vi behøver en forvaltningsdomtol for at holde fast i Grundloven, i praksis betyder det, at kontrollen med Grundloven skal flyttes fra Justitsministeriets lovkontor til Højesteret i samarbejde med Dronningens Kabinet.

Forholdet til Rusland skal normaliseres.

Grønland skal integreres kraftigere i fællesskabet – og skal ikke være uafhængigt.

Danske kvinder skal føde flere børn.

En familie er en kernekonstruktion uanset kønnet på medlemmerne af familien og partnerskab.

Kirken skal sekulariseres, men samtidig skal der undervises mere i kristendommen og i bærende danske kulturværdier.

Kulturen skal på samme måde styrkes som et værn mod den globale digitalisering.

Danmarksbloggen har fulgt pressemødet med stor interesse og mener, at Klaus Riskær Pedersen har en reel chance for at blive valgt.

For hvem kan være imod mere fokus på miljø, at virksomheder og finanssektor også betaler skat, at uddannelsesloftet fjernes, og at de offentlige ansatte får bedre arbejdsvilkår – og vi alle en bedre velfærd?

Dét er mange danskere i den grad enige i – og sat sammen med en politikerlede og en magtfuldkommenhed hos nutidens levebrødspolitikere, så har manden en rigtig god chance for at få et kredsmandat.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil påvirke de gamle partier, som stadig bliver dem, der svinger taktstokken, også efter et valg?

Næppe ret meget, selvom der er brug for en del af det, som Riskær er inde på. I Danmarksbloggens øjne måske især forvaltningsdomstolen, da retsstatens tilstand langtfra er så god, som den kunne og burde være.

Se mere her om påvirkningsloven og dens betydning for ytringsfriheden og retsstaten: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Men det er også interessant, at der fokuseres på kunst, kultur, kulturværdier og en modernisering af kirken på den måde, at på den ene side skal alt dansk og en morallære styrkes – men samtidig skal det også moderniseres i en mere sekulær retning. Noget som det nærmest kræver en ny Grundtvig at få igennem, bortset fra at Grundtvig selvfølgelig ikke var spor sekulær.

Danmarksbloggen vurderer, at en sådan proces kræver en form for tro, men måske en mere åben tilgang til tro, hvor der åbnes op for etiske og moralske problemstillinger som det bærende princip, noget som alle religioner og også ateister kan være enige om er vigtige.

Læs mere om det nye parti her: https://www.klausriskaerpedersen.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Udgivet den af
Svar

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk