Månedsarkiv: november 2016

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Udgivet den af
Svar

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monster-orkanen Trump er på vej

Udgivet den af
Svar

Det er en spændende tid at være ung i, hva´, sagde jeg – lidt kækt – til min teenage-datter i morges, inden hun gik i skole – og mens der stadig var et lille-bitte håb om, at Hillary ville vinde.

Men hun kiggede bare på mig og sagde alvorligt og stille: Nej, det er en skræmmende tid at være ung i.

Og det var også hende, som tre kvarter senere sendte mig en sms, hvor der kort og lakonisk stod: Trump har vundet.

Så kort, så præcis – og så ødelæggende kan tre ord være. Tre ord som får mig til at tænke på, hvad det er for en verden, som vi giver videre til vores børn.

Min generation af forældre kaldes for curling-forældre, og sandt er det, at mange børn og unge i dag curles – og jeg har uden tvivl også en snert af remmen. Men når det kommer til de store ting, dem der virkelig betyder noget: Miljø, fred og et socialt sammenhængende samfund – så har min generation svigtet vores børn og unge i vores egen jagt på selvrealisering.

Det må vi gøre noget ved – og mens vi ransager vores sjæle og finder dét mod til at se og handle udover egen næsetip, som vel findes derinde et sted, så kan vi passende høre Joan Baez synge ”We shall overcome”: https://www.youtube.com/watch?v=5FbAVOdA15c

Den har aldrig været mere aktuel end nu. For det er slemt med Løkke, men han er en blid brise i forhold til den monster-orkan, som Trump bliver som USA´s præsident. Der er en global storm – måske kategori 5-orkan – på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Udgivet den af
Svar

Ingen Shakespeare-forestilling er så kendt og så spillet om Shakespeares ”Hamlet”, der foregår på slottet Kronborg i Helsingør, Danmark. Og netop på åstedet – selveste Kronborg – spiller Den Danske Skueplads ”Hamlet” her i november, endda i en walking-version, hvor man som publikum bevæger sig rundt på og omkring det gamle slot, så man kommer både op til kanonerne, ind i riddersalen, ud i slotsgården, ned i kælderen, ind i kirken og mange andre steder.

Danmarksbloggen var med i går aftes. En iskold, mørk og blæsende novemberaften, hvor det mere effektfuld end nogen Hollywood-film begyndte at sne i netop selvsamme øjeblik, som vi til sidst i forestillingen gik ud af porten bag Hamlets båre. Dét var spektakulært.

Men det er hele forestillingen dybest set med sit walking-koncept, som i dén grad giver nerve og intensitet, så man bliver tilskuer, ja næsten medspiller, i allerførste række til de dramatiske begivenheder i den danske kongefamilie, hvor brodermord, sindssyge, hævn og glødende forelskelse i Shakespeares fantasi danner rammen om almene problemstillinger om generationerne og kampen imellem dem, om sorg og kærlighed – men også om magten og om hvor beskidt magtens spil var – og stadig er, både i Danmark og andre steder.

For det er ikke kun i Danmarks Rige, at der er something rotten. Det er det også andre steder, og især i vores tid ulmer og gløder det mange steder i verden, også i Shakespeares fædreland, hvor tingene endnu ikke er faldet til ro ovenpå Brexit. Ikke at det nævnes i forestillingen, men konger – og dronninger – fældes stadig af despoter, som vi har set det ske i de forløbne nattetimer i USA.

For Shakespeare taler på tværs af alle tidsaldre, så det er nemt at overføre temaerne i hans skuespil til vor tid. Måske fordi mennesket er ens til alle tider. For Hamlet har ret, når han til Horatio siger, at der er mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om.

Oppe på Kronborg i disse dage er der også mere mellem himmel og jord, mellem orme og stjerner. Der er skuespil i absolut verdensklasse for alle, der er interesseret i kultur, litteratur, teater, religion, politik, mennesker, psykologi – ja, i verden og livet. Det er teater, når det er 3D for alvor, fordi man som publikum kommer så tæt på, at man føler sig som en del af stykket. I sand Shakespeare-stil tiltales vi også fra tid til anden som borgere i Danmarks Rige, hvad vi jo er – også her til morgen.

For ”Hamlet” holder – ja, er måske mere aktuel end nogensinde. At være eller ikke at være, som Hamlet sagde det med ryggen til publikum. En interessant detalje i en selfie-orienteret tidsalder.

I år er det 400 år siden, at Shakespeare døde, og det er blevet mindet overalt på kloden, fra den mindste skolescene til dén fine kopi af det oprindelige Globeteatret i London, som i den lyse tid spillede både ”Trold kan tæmmes” og ”Macbeth”, så det sang og smældede mellem søjler, scene og bænke. Og de var mere end gode derovre i London, da undertegnede så dem i sommers.

Men stort set samtlige skuespillere på Kronborg – fra genfærd til konge og dronning, Horatio og Ofelia – og især Hamlet spillede mindst ligeså godt, hvis ikke bedre i går aftes. Det hele var dér: Dramatik og komedie, strålende menneskeportrætter og skildringer af de følelser og tanker, som vi alle kender, også selvom vi lever i en anden tid end Shakespeares.

Men unge forelsker sig stadig, forældre bekymrer sig stadig og formaner stadig for meget, venner svigter stadig – eller er trofaste – og magtens mænd er stadig klar til at gøre hvad som helst for at få/beholde magten, uanset prisen. Ønsket om hævn kendes også, selvom de færreste af os (heldigvis) er i stand til at føre det så sjælsrystende ud i livet, som Hamlet gjorde det.

For der er det særlige med denne version af Hamlet – spillet i 200-året for den første opsætning af “Hamlet” på Kronborg – at nok kender man udmærket handlingen og udfaldet på forhånd. Alligevel var det som at se ”Hamlet” for første gang i Den Danske Skueplads´s version ”Walking Hamlet” på Kronborg. Som materialiserede verdens mest kendte teaterstykke sig på en helt ny måde som genfærdet gjorde det, da det gled igennem Dronningens sovegemak.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks kranier for en forestilling, der i dén grad formåede at balancere mellem det klassiske arvegods om indhold og ord og så det nyskabende og aktuelle. Den Danske Skueplads bærer dermed på allerfineste vis ”Hamlet” ind i det femte århundrede efter Shakespeares død.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Udgivet den af
Svar

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk socialdemokrat i USA frygter vold fra Trump-tilhængere

Udgivet den af
Svar

Formand for socialdemokraterne i Vordingborg og medlem af den socialdemokratiske hovedbestyrelse Lise Lotte Møller opholder sig som bekendt i USA her op til og under det amerikanske valg, og hun har gjort flere observationer, som hun opfatter som ganske bekymrende.

Hun siger til Danmarksbloggen: ”Det begynder at blive ubehageligt herovre, og jeg er godt nok spændt på, hvad der sker, når Hillary forhåbentlig vinder i morgen. Trump vil ikke anerkende valget, og der går rygter om, at Trump-tilhængere vil gribe til vold.”

”Jeg er pt. i Washington D.C., men har været i Pennsylvania, som vistnok er den eneste stat, hvor man ikke har early-voting, og her frygter man, at Trump-tilhængere vil stå ved valgstederne og skræmme folk væk,” siger hun videre og fortæller at Hillary-tilhængere også har planlagt at komme, men ikke med trusler. Men med kaffe, jokes – og paraplyer, hvis det regner.

Endelig fortæller hun, at man i flere stater har lukket valgsteder ned i sorte områder, så de sorte vælgere (der typisk stemmer demokratisk) har længere til et valgsted. Det kan også få betydning for valgets udfald.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk socialdemokrat fletter julehjerter i amerikansk valgkamp

Udgivet den af
Svar

Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og formand for socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller er i øjeblikket i USA for at følge den amerikanske valgkamp. Ventetiden bruges dog på noget meget dansk, der både handler om jul og en dansk eventyrdigter.

Hun har allerede mødt Bill Clinton, og i dag skal Lise Lotte Møller til et vælgermøde med Hillary Clinton i byen Pittsburgh, hvad hun selvsagt glæder sig meget til.

”Jeg kommer nok ikke ligeså tæt på hende, som jeg var på Bill, men det bliver fantastisk bare at være der, se hende – og mærke stemningen,” siger Lise Lotte Møller til Danmarksbloggen.

I den forløbne uge har hun været rundt i Pennsylvania og West Virginia og oplevet, hvordan mange amerikanere ser præsidentvalget på tirsdag d. 8. november som et valg mellem to mere end almindeligt upopulære kandidater.

Som en kvinde sagde til Lise Lotte Møller for et par dage siden: At stemme på Trump er at stemme på en sindssyg, så hellere stemme på en snedig kriminel som Hillary.

For i USA er Hillary ikke nær så populær som hun er det i Danmark – og i Europa.

I Danmark kan vi også lide julehjerter, flettede julehjerter. Ja, det var alle tiders mest kendte dansker H. C. Andersen, der opfandt dem. De er dog ikke særlig kendte udenfor Danmarks grænser – og slet ikke i USA.

Men det ændrer sig måske nu. For i ledige stunder og når benene skal hvile lidt, har Lise Lotte Møller siddet og fundet blåt og hvidt papir frem fra valgbrochurer og lavet både flettede julehjerter og julestjerner. Ægte danske juleklassikere – også i blåt.

For blåt er demokraternes farve, men republikanernes er rød – så derfor har Lise Lotte måtte fravige hendes både til jul og i politik ellers så foretrukne røde farve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den reelle, nordiske hymne

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen leverede i går en sønderlemmende anmeldelse af den såkaldt nye nordiske hymne: http://danmarksbloggen.dk/?p=8683

Danmarksbloggen har i det forløbne døgn fundet ud af, der faktisk allerede findes en nordisk hymne, selvom den ikke er det officielt. Men reelt er den. Den er elsket i alle nordiske lande, og den fylder endda 80 år i år. Det er selvfølgelig norske Nordahls Griegs digt ”Til Ungdommen” bedre kendt som ”Kringsatt av Fiender”.

For her er den jo – den reelle nordiske hymne, og nej, den handler ikke om hverken landskaber, havet eller mørke vinternætter versus lyse sommernætter. Den handler om den solidaritet, det mod og den insisteren på at se mennesket – det hele menneske – som bygger på et værdigt menneskesyn og dermed også skaber de nordiske velfærdsstater. En kærlighedens måde at møde hinanden på, som nu igen – som i 1936 da Grieg skrev digtet – er truet af kræfter, både udefra og indefra. Så vi – igen i 2016 – må kæmpe for menneskelighed, for fred, for frihed, for menneskeværd.

Læs den her – på originalsproget norsk selvfølgelig. For i Norden skal vi kunne hinandens sprog – både på tværs af befolkningsgrupper og imellem de enkelte lande. Så kan vi også forstå hinanden – og dette mægtige digt.

For dét er i sandhed en værdig nordisk hymne, mægtig som de hårde granit-fjelde i Norge, overvældende som Sveriges store skove, dyb som Finlands tusinde blå søer, voldsom som Islands ildsprudlende vulkaner, hele tiden skiftende som lyset over Færøernes klipper, kompromisløs som Grønlands iskolde sne – og alligevel så åben og mild som Danmarks grønne blomsterenge ned til den åbne strand.

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen? 

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det! 

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape. 

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner. 

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle. 

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde. 

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nordika – nordisk hymne

Udgivet den af
2

I går var der urpremiere på Nordisk Råds nye nordiske hymne, skrevet af den norsk-fødte, men siden barndomsårene i Danmark boende forfatter Kim Leine, der også har boet i Grønland. Danmarksbloggen har både læst og hørt hymnen – og er IKKE begejstret.

For hymnen – som burde handle om hele Norden – virker mere møntet på netop det Grønland og det Danmark, som forfatteren kender. Med lidt god vilje kan man også tænke Island og Færøerne og i hvert fald dele af Norges fjelde og fjorde ind i hymnens tekst.

Men Sveriges vidtstrakte skove, store søer og klippefyldte skærgårde mangler totalt – og det samme gør Finlands tusind søer, og de småbyer, som det vrimler med både i Danmark, Norge og Sverige – og Finland. Og hvad med de både og skibe – og det at sejle, som i over tusind år har været så stor en del af det at være nordisk? Det er heller ikke nævnt, men havet og søvejen er vores livsnerve, det som binder os sammen her i Norden. Vores fælles historie og sprog er heller ikke berørt med et eneste ord.

Til gengæld er der ingen grund til TRE gange at skrive ”jeg elsker” efterfulgt af ligegyldige selvfølgeligheder og popmusik-agtige banaliteter, som det vrimler med i den såkaldte hymne.

Kim Leine har selv sagt, at han egentlig havde mest lyst til at sige nej til opgaven. Det skulle han have gjort. For det er i dén grad noget makværk. Danmarksbloggen giver en meget venlig lys nat ud af seks mulige, og håber at hymnen er glemt i morgen. For nordisk – dét er den ikke. Den er dansk-grønlandsk.

Læs selv hymnen her:

Nordisk Hymne: Nordika
Tekst: Kim Leine
Melodi: Sunleif Rasmussen

A:
Mit kære og store og lyse land
Med skummende kyst og is og fjelde
Du er mit hjerte, alt mit vid og min forstand
Du er mit udgangspunkt, du er mit helle
B:
Mit kære og store og mørke nord
Og Karasjok og Tunnelbanans krypter
Og Amager Fælled og Sognefjord
Jeg elsker din bredde dine dybder
A:
Du er mine kirker, min kult, min tro
Du er solopgang og solnedgangen
Du er min sorg, min glæde, min sjælero
Du er mit sind på retten og på vrangen
B:
Når nordlyset slynges i dissonans
Hen over nattens store himmelapsis
Så hvirvles jeg ned i en bundløs dans
Men genopstår af morgenens katharsis
A:
Mit store og iskolde land, jeg er din
Send blæst, send mig sne og send blot storme.
Men skænk mig sommernatten rød som en rubin
Et kort sekund, et kys af sol og varme
B:
Jeg elsker dig, svimlende, skønne sted
Jeg elsker dig over alt på jorden
Du er min sjæl og du er mit vid –
Min hjerne og mit hjerte, du er Norden. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk