Månedsarkiv: december 2013

Julefred, juleøl og jule-navnet

Udgivet den af
2

Julen nærmer sig med stormskridt – og julefreden er ved at sænke sig over det ganske land.

Danmarksbloggen holder også julefri i juledagene, men indtil da vil vi skrive om juletid, juletraditioner samt selvfølgelig tænde det sidste lys i adventskransen.

For nu er adventstiden – endelig – ved at blive til juletid.

Den tid på året, hvor vi – ihvertfald officielt fejrer – at Jesus blev født. Men hvor vi – lang tid inden kristendommen nåede herop nordpå – fejrede, at lyset nu vender tilbage.

Men hvorfor hedder det egentlig jul?

Ja, man mener, at ordet jul stammer fra vikingerne, som kaldte midvinter-højtiden for yule eller jól, og som talte om at drikke jul.

Som der står i kvadet om Harald Hårfager:

Ude vil han drikke jul,
den højtstræbende fyrste,
om han skal kunne ene herske,
ude vil han øve Frejs leg.

Vikingerne tog nemlig ud på havet for dér i deres vikingeskibe på de tilisede fjorde (og langt væk fra kvindfolkets varme stuer og dunfyldte vanter) at drikke mjød i så store mængder, at det skabte grundlag for den drikke-kultur, som vi stadig har i Danmark.

En alkohol-kultur, som trækker en lige linie fra vikingernes umådeholdende jule-drikkeri til nutidens ligeså våde og alkoholrige J-dag og julefrokoster.

Forskellen er imidlertid til at få øje på. Vikingerne holdt nemlig fred – julefred, når de drak jul. Det gør en del af deres efterkommere desværre ikke. Slåskampe på barer og gader, og endnu værre: Uro og problemer i familierne er idag en fast julegæst i mange hjem, og altid med børnene som de store tabere.

Den kristne kirke brød sig i øvrigt ikke om hverken juledrikkeriet eller ordet jul, så den forsøgte i dens tidlige tid i Danmark at indføre ordet kristmesse istedet for jul. Det var jo gået så godt i England, hvor jul hedder Christmas. Men i Danmark var der ingen, der syntes, at det var en god idé.

Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi stadig synger det i “Sikken voldsom trængsel og alarm”. Det gælder juleøllet, og det gælder jule-navnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælp, muslimer og dét at være kristen

Udgivet den af
3

Skal muslimer have julehjælp?
Danmarksbloggen mener ja, ja og atter ja.

For julehjælp er noget, som man som kristen giver til ens trængende medmennesker uden at at spørge om medlemskort til foreningen “Den kristne kirke”.

At være kristen er nemlig at deles om goderne og at give af sit overskud uden forbehold og uden betingelser. Som kristen får man heller ikke rabatter på udvalgte produkter og point i en eller anden himmelsk shop for sine gerninger. Man får istedet nåden, evigheden og visheden om at hvile i Guds hånd.

Ja, men kristne bliver jo forfulgt i muslimske lande: Så hvorfor skal vi være gode ved dem og give dem julehjælp?, kan man høre kritikerne spørge. Ja, det er jo netop derfor.

Vi skal vise alverden, at der findes et alternativ til tand-for-tand-og-øje-for-øje-mentaliteten, der vinder så altfor meget indpas i disse år. Vi skal tale og handle imod den egoisme og den grådighed, som truer vores samfund mere end nogen anden religion nogensinde kan gøre det. En egoisme og en grådighed, der ikke har noget med religion at gøre.

Kristendommens store gave til Danmark er budskabet om at deles om goderne. Det er vores sande kulturarv – og den skal vi værne om.

For er man kristen – sådan for alvor og ikke kun en kulturkristen, der blot bruger kirken som en fin kulisse til jul og bryllup, så ved man, at det at være kristen er – HELE TIDEN, også når man er forfulgt – at vise næstekærlighed og deles og give.

For at være kristen er ikke bare noget med salmer og gamle historier. At være kristen er ikke at være hygge-religiøs. Det er en livsindstilling baseret på troen på at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. At være kristen er derfor et ubønhørligt krav om hele tiden at gå udover sig selv og sin egen bekvemmelighed og egoisme – og give til ens medmenesker.

At være kristen er en indre identitet, der kun giver mening, når den ytrer sig som en ydre adfærd, hvor fokus er på at deles om goderne uden at gøre forskel på mennesker.

Så jo, julehjælp er også for muslimer … og for jøder og buddhister og hinduister og ateister og kristne og alle mulige andre. For julehjælp er hjælp til ens medmennesker i nød. ALLE ens medmennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Udgivet den af
3

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Santa Lucia kommer med lyset i en mørk tid

Udgivet den af
1

Santa Lucia er en mærkværdighed her i Norden. For hun er såre katolsk, men alligevel er hun allermest populær her højt mod nord. Måske fordi vi har mest brug for hende heroppe i den mørke tid. Hun er jo helgeninde for lyset, og idag d. 13. december er det hendes helgendag.

Oprindelig er Santa Lucia en katolsk helgeninde, der døde martyrdøden i byen Syracuse i Italien, dels fordi hun ikke ville afsværge sig sin kristne tro, og dels fordi hun hjalp andre kristne, der måtte skjule sig for kejseren.

Op igennem 1700-tallet fik hun dog mere og mere fodfæste i det ellers så protestantiske Sverige, inden hun for alvor slog igennem i slutningen af 1920´erne, hvor en svensk avis arrangerede den første “Sveriges Lucia”.

Sidenhen har broderlandet hvert år fundet Sveriges Lucia, der findes blandt de forskellige svenske byers Lucia. For hver by i Sverige kårer sin egen Lucia, som udover at være ung og smuk, også skal være forsynet med en god sangstemme og gerne involveret i frivilligt arbejde for andre eller for miljøet.

For i Sverige er Lucia andet end bare at være iklædt en hvid kjole og synge Luciasangene – ja, netop sange. For i Sverige har man flere Lucia-viser udover den klassiske Santa Lucia-sang. I Sverige drejer det sig i det hele taget om at sprede lys og glæde på Luciadag, både samfundsmæssigt og derhjemme.

Og det starter allerede om morgenen, hvor én i familien (og det kan godt være faderen) tager lyskrone på hovedet og vækker de andre i familien med sang, kaffe, kakao og de såkaldte Lussekatter (boller bagt med safran, der giver både en smuk gul farve og en helt speciel smag).

Og siden går det slag i slag med Lucia-optog på skoler, plejehjem, arbejdspladser og alle andre steder, hvor folk færdes i løbet af dagen. Om aftenen er der så Lucia-koncerter i kirker og kulturhuse. Alle steder spredes der på den måde lys i mørket på Lucia-dagen. Lys og håb om at verden bliver bedre, og at det bliver forår og sommer igen.

Danmarksbloggen prøver også at tænde lys og give håb, ikke kun på denne mørke Lucia-dag, men også resten af året. For Danmarksbloggen tror på, at mennesker kan forandre verden. Tror på at vi mennesker vil det gode for hinanden, når alt kommer til alt.

Som Nelson Mandela sagde det: “Det falder mennesket mere naturligt at elske end at hade. For menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”

Dét skal vi holde fast ved i en på mange måder mørk tid. God Lucia.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oppositionen vil misbruge samråd i demokratiets navn

Udgivet den af
2

Når en minister kaldes til samråd, skal det være, fordi der er noget alvorligt på færde. Som fx de to meget dugfriske samråd med henholdsvis tidligere justitsminister Morten Bødskov i PET-sagen og socialminister Annette Wilhelmsen i sagen med millionen til Huset Zornig.

Begge var samråd, som var mere end berettigede, da det var rimeligt at antage, at de to ministre havde foretaget sig handlinger, som de ikke burde. Handlinger, der havde betydning for vigtige politiske sager, embedsførelse og offentlige midler.

Men det er at gå i mere end for små sko, når oppositionen som den gør det her til aften vil kalde Danmarks nye udenrigsminister Holger K. Nielsen i samråd, fordi han i afskedstalen til den gamle udenrigsminister Villy Søvndal nævner Cuba i rosende vendinger på grund af landets solrige og varme klima.

En afskedstale i et ministerium er en uformel tale i forbindelse med en overdragelse af et ministerium, og hverken talen eller overdragelsen har noget politisk sigte eller indhold.

Ja, en sådan overdragelse er en af de få lejligheder, hvor den gamle og den nye minister skal have lov til at træde ud af politiker-rollen og bare være mennesker.

Men det mener man altså ikke hos fx Venstre, som farer frem med bål og brand og nu vil kalde Holger K. Nielsen i samråd.

Danmarksbloggen mener, at det er galimatias at kalde i samråd på grund af en munter bemærkning ved en overdragelse i et ministerium. Hvis alt skal være så stramt og kontrolleret, som Venstre og meningsfæller i denne sag ønsker, så er der ikke plads til mennesker i det danske samfund. Eller til demokratiet, hvis navn i den grad misbruges af den borgerlige opposition i denne sag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministre kommer, ministre går – men systemet består

Udgivet den af
1

Så er det igen tid til nye ministre i regeringen.

Morten Bødskovs og Villy Søvndals farvel til posterne som henholdsvis justitsminister og udenrigsminister betyder en større rokade i regeringen, således at Holger K. Nielsen bliver ny udenrigsminister, Karen Hækkerup ny justitsminister, Jonas Dahl ny skatteminister og Dan Jørgensen ny fødevareminister.

Det er altsammen business as usual.

Det er det også, at det bagvedliggende embedsværk altid er det samme, uanset hvem der er i regering.

Det er der så nogle, der vil have lavet om. De vil have politiske embedsmænd, således at enhver ny regering kan indsætte sine egne folk på centrale poster i administrationen, som man fx har det i USA.

Det er så noget nær den dummeste ide, som er fostret i forhold til at sikre, at tingene kører, som de skal i det danske samfund.

For en ting er politiske beslutninger. Deres natur er at være værdiladede og skille sig ud fra hinanden.

Noget helt andet er hverdagen for danskerne. Her skal man sikre lige behandling – og en stabil kurs. Noget som kræver en administration, der ikke skifter retning og metode efter hvem der har fået flest stemmer, men som i stedet benytter sig af fastlagte procedurer og måder at arbejde på.

Men ja, en sådan administration som den danske kan godt betyde, at en ny minister kan føle sig som Bambi på glatis mellem de garvede embedsfolk, der kender alle love, regler, betænkninger og måder at gøre tingene på.

Men det er stadig lysår bedre end at Danmark skal administreres efter hver enkelt regerings politiske farve, ideer og projekter. For bliver de politiske embedsfolk realiteten, vil vi opleve en slingrekurs i det danske samfunds måde at fungere på, som ingen er tjent med.

Vi skal derfor beholde og værne om den danske embedsmands-model: Neutrale embedsfolk, der hjælper deres minister – uanset partifarven på samme minister. For kun sådan sikrer vi et stabilt samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad ville Nelson Mandela have sagt til Thornings selfie?

Udgivet den af
2

Et foto af statsminister Helle Thorning, der laver en selfie sammen med USA´s præsident Barack Obama og Englands premierminister David Cameron har gået verden rundt, siden billedet blev taget i går ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

De tre statsledere hyggede sig åbenlyst i hinandens selskab, og der blev smilet og leet – og altså også fotograferet til stor forargelse for dem, der mener, at sådan opfører man sig ikke til en mindehøjtidelighed. Og rigtigt, sådan opfører man sig ikke til en dansk mindehøjtidelighed, som er en alvorlig og værdig begivenhed.

Men i Sydafrika ser man anderledes på de dele. Der fejres Nelson Mandela og hans liv mere end man begræder hans død. Og det må gerne gøres med tårer og alvor, men også med latter, glæde og dans. På mange måder en sund måde at håndtere på, at en 95-årig mand endelig har fået fred, hvor meget han end var en af de største personer, der nogensinde har levet.

For det var Nelson Mandela. Det er hævet over enhver diskussion. Han var en mand, der gjorde det umulige med lige dele passion for sagen og kærlighed til mennesket, også hans modstandere. Han var – og er – et ideal for en hel verden på grund af netop hans store medmenneskelighed.

Danmarksbloggen er derfor også sikker på, at hvis Nelson Mandela fra sin himmel har kigget ned og set Helle Thornings selfie, så har han smilet og leet og tænkt, at det ser da meget sjovt ud – og det er ihvertfald dejligt, at de har det godt sammen.

For mennesker der trives i hinandens selskab, de har også større chancer for at gennemføre projekter sammen. Så lad endelig verdens ledere lave nogle flere selfies sammen med andre ledere. Der er ihvertfald mere brug for smil og selfies mellem verdens nationer end for fjendtlige ord og afvisende attituder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så kom ulven alligevel til Pia Kjærsgaard

Udgivet den af
1

Husker I eventyret om drengen, der råbte ulv?

Det er historien om drengen, der står i skovbrynet og flere gange råber ulven kommer, så folkene fra hans landsby kommer farende – nogle endda med våben – for at hjælpe ham og jage ulven på flugt. Men hver gang er der ingen ulv. Kun en dreng, der står og skriger af grin over, at han – igen – har narret alle de kloge.

Til sidst ender det (selvfølgelig) galt. Ulven kommer, men ingen gider mere reagere på drengens råb, så han bliver spist af ulven, og så er den historie slut.

Eller rettere: I dagens Danmark har historien måske fået en pendant og en fortsættelse i form af Pia Kjærsgaard og hendes beskyldninger imod alt og alle. Pia Kjærsgaard har nemlig ligesom drengen i historien i mange år efterhånden råbt ulven kommer om både indvandrere, flygtninge, myndigheder og alle andre, som hun (og Dansk Folkeparti) mener kun er ude på at genere Danmark i al almindelighed, og hende selv og Dansk Folkeparti i særdeleshed.

Og hver gang er en masse vælgere – og af og til også myndigheder – kommet styrtende – og altid har det været til påstande, der ikke har holdt vand til en nærmere undersøgelse.

Men nu er ulven måske alligevel kommet. Meget tyder nemlig på, at Pia Kjærsgaard er blevet ligeså forkert behandlet af PET og justitsministeriet i den famøse kalendersag, som hun selv hele tiden har hævdet det. Og det er i så fald ikke i orden.

Ja, det er lodret forkert at snig-kigge i en politikers kalender for at se hvilke datoer, som man som myndighed skal sætte i spil for at kunne undgå eller aflyse besøg af samme politiker.

Man kan være uenig med Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller herfra og til evigheden, men hun og alle andre skal have en fair og ordentlig behandling af de offentlige myndigheder og en minister som justitsminister Morten Bødskov, der i dag skal i samråd om sagen.

Sådan skal det simpelthen bare være i en retsstat. Ellers er ulven for alvor løs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Udgivet den af
4

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk