Løkke – en kalif på vej ned

Et nyt folketingsår åbner i dag med den sædvanlige røde løber, den sædvanlige små-trætte kongefamilie og alt det andet, som hører til den sædvanlige runddans første tirsdag i oktober.

Det er ikke særlig spændende. Men det er det til gengæld, at Løkke er en kalif på vej ned. At Løkkes tid udløber, når han – som det må forventes med den rekordlave tilslutning til Venstre – taber næste valg. For nu er selv Løkkes støtter åbenbart delte i fraktioner, der kæmper om magten i Venstre.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/haard-magtkamp-i-venstre-efter-minister-fyring-loekkes-stoetter-splittet-i-to

Som Danmarksbloggen ser det, kan købet af nogle kampfly og en sherif-justitsminister ikke redde Pind-Christensen-Holst-gruppen. Slet ikke faktisk, når en af mændene i den anden gruppe hedder Søren Gade. For som Danmarksbloggen har skrevet tidligere, så er Søren Gade fremtidens kalif i Venstre – og måske også i Danmark.

Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6752

Om den moralske habitus så er bedre i dén gruppe, kan man godt tvivle på. For udover Gade tæller den også Troels Lund Poulsen og Lars Chr. Lilleholt.

Det store spørgsmålstegn ang. moral gælder også Inger Støjberg, der som en anden ensom rytter efter sigende kører sit eget løb, loyal over for Løkke, men ikke medlem af nogen gruppering. Og dét er måske det mest spændende. For hvor står hun så efter et valg? Stadig i Venstre i anglen efter at blive kalif – eller på vej over til DF?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De fattigste betaler for topskattelettelser

Ja, det er jo ikke nogen overraskelse. Efter at have sænket kontanthjælpsloftet og lavet andre nedskæringer, så de fattigste og mest udsatte i Danmark har endnu mindre at leve for, kommer V-regeringen med forslaget til skattelettelser.

Allerhelst ville V-regeringen have givet deres bedste venner – Danmarks rigeste – de største skattelettelser, men det kan V-regeringen åbenbart ikke få igennem. Men til gengæld foreslår Venstre at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat fra 459.000 kroner. til 750.000 kroner.

Det betyder, at 350.000 danskere IKKE længere skal betale topskatten på 15% – og det er da vældig positivt (!), at de mennesker nu får råd til en ekstra weekend i London med indlagt shopping i løbet af året samt endnu flere fladskærme og nye mobiler til sig selv og deres børn – og alt det andet forbrug, som pengene kan bruges til.

Eller er det nu det? For prisen for de i forvejen velpolstredes luksus er, at stadig flere danske børn vokser op i fattigdom og ikke har råd til en tur i biffen, at holde børnefødselsdag eller at tage med til kammeraternes fødselsdage.

Så nej, det er en skændsel, en omvendt Robin Hood – og så usolidarisk, at det skriger mod himlen, når de fattigste i Danmark skal til at betale for topskattelettelser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kontanthjælpsloftet ødelægger Danmark

Vi skal give mennesker mulighed for at vælge det gode arbejdsliv. For det har de ikke idag med de nuværende kontanthjælps-satser, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen som argumentation for at sænke kontanthjælpsloftet.

Med det siger han samtidig, at danske kontanthjælpsmodtagere er dovne og ikke vil arbejde.

Det er ikke den virkelighed, som dem, der arbejder med kontanthjælpsmodtagerne, kender. Tværtimod så vil næsten alle på kontanthjælp hellere end gerne have et job. De kan bare ikke få sig et arbejde.

Hvorfor? Fordi Neergaard Larsens venner – dem der stemmer på og støtter Venstre og de andre i blå blok – hellere vil ansætte polakker og andre til lønninger, der ikke er på overenskomst-niveau. Og det vil de, fordi grådigheden i det private erhvervsliv er så stor, at man tror det er løgn.

Men det ødelægger det danske samfund – og den danske velfærd.

Så nej, skytset skal ikke rettes mod de svageste, kontanthjælpsmodtagerne – men mod de stærke, mod dem der har midlerne til at skabe og give andre mennesker jobs til en ordentlig løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet ude af drift – i Grækenland

Som de fleste nok ved, er Grækenland pt. havnet i en nærmest håbløs økonomisk sump, hvor grækerne skal spare og stramme og leve op til 150 økonomiske punkter, som selv mere velfungerende europæiske lande som fx Danmark ikke kan gøre det. Men det forlanger EU – med Merkel i spidsen – altså af Grækenland.

Ganske umoralsk af EU – og politisk dumt tillige. Sidst vi havde en lignende situation i Europa med kæmpegæld, høj arbejdsløshed og ingen fremtidsudsigter var i 1930´ernes Tyskland, og man skal ikke være særlig historiekyndig for at kende udfaldet på dén krise.

Det er én ting. En anden er, at demokratiet reelt er sat ud af drift i Grækenland, idet ethvert lovforslag, som er økonomisk eller som indeholder økonomi (og det gør næsten alle), skal godkendes af den såkaldte trojka, inden det kan præsenteres for parlamentet.

Men hvem er den trojka i grunden? Ja, det ved man faktisk ikke. Ja, du læste rigtigt. De mennesker, som bestemmer Grækenlands skæbne, kan offentligheden ikke få at vide, hvem er!!!!!!!!!!!!

Trojka´en er nemlig en såkaldt ad hoc-gruppe, der af og til mødes. Og som for lukkede døre – og uden at skulle tage ansvar for noget som helst – træffer afgørelser, som retteligen burde være det græske folks egne beslutninger.

Læs mere her: http://www.information.dk/486210

Danmarksbloggen er rystet. Demokratiet er en grundsten i Europa – og i EU – men alligevel sløjfes det i Grækenland – her hvor dets vugge stod i antikken. Men det er åbenbart en pris, som grækerne er parat til at betale for at være en del af Europa. Sørgeligt, meget sørgeligt – ikke kun for Grækenland, men også for Europa.

Demokratiets fjender er nemlig ikke kun religiøse fundamentalister, men også de politikere og finansfolk, som ser penge, før de ser mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden må være absolut

Vi skal kun tale den religiøse fundamentalisme imod , når det er nødvendigt, læste jeg i går på Facebook hos en vens ven – og så blev en masse ting remset op som kvindesyn, homoseksualitet, omskæring m.m., som noget af det, man åbenbart godt måtte diskutere med fundamentalister.

Men altså ikke retten til at sige, mene, skrive og tegne det, som man vil – nej, det var bare noget, som folk gjorde for at provokere, var holdningen på profilen. Fy-fy. Skamme!!!! At det så var dødelig alvor både i Paris og i København i vinters, var åbenbart allerede glemt.

Men: Undskyld lige et øjeblik. Hvis ikke vi må provokere og irritere og såre og oprøre hinanden med ord og tegninger, så har vi ikke et samfund med menings- og ytringsfrihed. Så har vi sådan et vattet alt-er-lige-gyldigt-og-derfor-også-ligegyldigt-samfund, som er kvælende at leve i, da det dræber alt, som afviger bare lidt fra den barre, som fundamentalisterne per definition altid sætter lige i gulvhøjde.

Nej, vi skal allesammen være hernede i støvet. Ingen må sige, skrive, gøre, tænke eller tegne noget!!! Så er vi glade, så tager vi hensyn, lyder det fra min vens ven på FB.

Men det giver jo ikke mening. Og desuden: Hvem skal bestemme, hvad der er godt nok til at blive diskuteret? Skal vi have sådan et slags debat-politi?

Nej, ikke rigtig, vel?

Vi skal have frihed – og vi skal insistere på frihed, også til dem, der vil fornærme os, grine af os, provokere os – eller når vi selv vil fornærme, provokere og lave grin med. Vi skal ikke gemme krudtet til noget som helst. Det skal fyres af hver eneste gang – og især når vi taler religiøs fundamentalisme – uanset religion – er det nødvendigt hver eneste gang!!!!!!!!

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bøllen som forsvarsminister

Peter Christensen, der blev vraget af vælgerne til folketingsvalget, bliver ny forsvarsminister.

Er det overraskende? Næppe.

Løkke har brug for alle de støtter, som han kan skaffe sig. Og her er den tidligere skatteminister Peter Christensen en rigtig Løkke-mand: Brutal og uden moral – men til gengæld med masser af “målet-helliger-midlet”-adfærd, som også hans forgænger Carl Holst, Troels Lund Poulsen, Hjorten – og Løkke selv besidder i rigeligt mål.

Jo, det er en køn bande, der styrer Danmark – og nu kommer bøllen så tilbage i dansk politik. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Troels Lund Poulsens manglende moral

Carl Holst kan sagtens fortsætte som minister, har erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen lige sagt i et direkte interview på TV2 News efter det er kommet frem, at en af regionsrådet ansat kommunikationsmedarbejder ulovligt har arbejdet med Carl Holsts valgkampagne.

Danmarksbloggen undrer sig så ikke over udtalelsen.

Troels Lund Poulsen er nemlig den samme mand, som lækkede fortrolige skatteoplysninger i Thornings skattesag, mens han selv var skatteminister.

Mandens moral er altså tilsyneladende: Målet helliger midlet – så pyt med om det er lovligt eller ej, sålænge vi bare skader modstanderne og gavner os selv.

Danmarksbloggen er rystet over en sådan arrogance og ligegyldighed overfor love og regler. Rystet, men ikke overrasket – ikke når det kommer til den gruppe af Venstre-mænd, der omgiver Lars Løkke, hvilket netop gælder Lund Poulsen og Holst. Men også andre, der ligesom Løkke har en moral, som man i bedste fald kan kalde anløben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En finanslov uden visioner

Man skulle tro, at et parti som Venstre ville støtte op om erhvervsliv og vækst. Men det gør regeringspartiet ikke med sit forslag til finanslov, hvor der skal spares hele 1,4 mia på uddannelse og forskning – Danmarks eneste råstof og det, som vi skal leve af i fremtiden.

Det er mere end almindeligt kortsynet – men symptomatisk for en V-regering, der ikke er bleg for at ødelægge miljøet og klimaet, så landmændene kan få nogle flere penge. Eller skære i de sociale ydelser og samtidig give skattelettelser, så de rige kan blive rigere og de fattige fattigere. Fattigdomsgrænsen har V-regeringen også afskaffet, men derfor er der fattige i Danmark alligevel – og deres antal er stigende.

For der skal nemlig også spares på indvandrere og flygtninge – og på kontanthjælpen. Kulturen skal der også spares på – og pædagogerne. Men ikke bolig-job-ordningen, som genindføres.

Det kalder V-regeringen sund fornuft – og med det mener de, at det giver mere mening, at dem, der i forvejen har råd, kan få sat et nyt køkken ind – end at der er flere pædagoger til vores børn, rent drikkevand og at vi kan hjælpe de svageste i vores land – og i resten af verden!!!

Der er med andre ord tale om en forventet V-finanslov. En uden visioner og uden medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta og flygtninge: 3 millioner på et år

FN anslår, at der i øjeblikket kommer 8000 flygtninge ind i Europa hver dag.

Hvis man laver lidt regning, bliver det til næsten 3 millioner mennesker på et år. Eller det, der svarer til 4 % af Europas nuværende befolkning på lidt over 740 millioner mennesker.

Det kan man læse i nedenstående, der oprindeligt kommer fra Ritzau: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/flugt/fn-8000-flygtninge-kommer-til-europa-hver-dag/5749551

3 millioner mennesker er mange at integrere – og nok også for mange, hvis Europa skal hænge sammen, især fordi mange af dem, som kommer, ikke er uddannede. Samt fordi Europa i forvejen har mange arbejdsløse med ingen eller kort uddannelse, som føler sig truet. Risikoen for sociale spændinger vil derfor kun stige.

Behovet for en løsning i Mellemøsten er derfor skrigende nødvendig. For slet ikke at tale om, at det også viser, hvor dårlig EU håndterer krisen, når alt de kunne blive enige om var, hvordan 120.000 flygtninge skal fordeles.

Og nej, vi kan ikke lukke grænserne og omdanne Middelhavet til en kirkegård. Vi skal hjælpe i medmenneskelighedens navn. Men skal det batte noget, skal Syrien, Irak og Afghanistan igen være til at leve i – og her kræver det en militær indsats samt opbakning fra de rige, arabiske lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bange for klovne og andre dumheder

Som barn synes jeg, at klovne var sjove … eller ihvertfald uskadelige og harmløse … en slags arv fra fortidens markeder og cirkus.

Sådan har jeg det ikke længere!!!!!

Idag er jeg bange for klovne – og især i versionen KLOVN med Casper Christensen og Frank Hvam, som lige har haft premiere på filmversion 2.

For KLOVN-universet repræsenterer ikke kun den moderne mand, som mange medier ellers hævder det. Det repræsenterer hele vor tids anglen efter berømmelse for berømmelsens egen skyld. Så pyt med om man kan noget, bare man viser pik eller patter!!!

Og en ting er, at kendis-kulturen med dens X-factor og iscenesatte og derfor slet-ikke-reality-virkelighed er dum og fladpandet. Talentløse landsbytosser har vi altid haft. Så det kunne vel endda gå an, hvis resten af samfundet lagde vægt på dygtighed, stræbsomhed og substans – og de dyder eksisterer da også endnu.

Men dumhederne og en konstant leflen for laveste fællesnævner breder sig i det politiske liv, i det kulturelle liv, i erhvervslivet – alle steder. Og det gør mig bange. For når dumheden går ind, går egoismen med – og så har fællesskabet og substansen trange kår.

Det vil Danmarksbloggen kæmpe imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk