Kategoriarkiv: Politik

Anmeldelse: “De lærdes tyranni”

Udgivet den af
Svar

Folkemødet er forbi, og den politiske sæson nærmer sig også afslutningen inden sommerferien, men måske afgøres Danmarks fremtid ikke hverken på Bornholm eller på Christiansborg. Ikke kun i hvert fald.

Der er nemlig et Danmark uden for de store byers attraktive postnumre, og der findes masser af danskere, som ikke tilhører den ellers så magtfulde kreative klasse. Og nu har de danskere – som altså er flertallet målt i hoveder – fået en stemme i medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Kaare Dybvad Bek, der har skrevet bogen ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.”

I bogen gøres der præcist og rammende rede for, hvordan den kreative klasse, som består af akademikere i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen, sidder tungt på ikke kun avisernes dagsordner, men også på hvad der sættes politisk fokus på – og gøres noget ved, fx indenfor uddannelse og fordelingspolitik. Til egen fordel selvfølgelig. At det så sker på bekostning af mere svage befolkningsgrupper og produktionserhvervene er den kreative klasse tilsyneladende ligeglad med, da den ser sig selv som mennesker, der kun gør det, som alle andre ville gøre, hvis de havde den samme viden (!).

Den kreative klasse skiller sig dermed ud fra den klassiske økonomiske overklasse ved ikke at anerkende sit ansvar – og sin store magt, og deri ligger nok et af de allerstørste problemer. For i et samfund, der er bygget på solidaritet, og på at de brede skuldre bærer de store læs, er en udvikling, hvor nogle få (læs: den kreative klasse) hele tiden får mere og mere, mens resten marginaliseres og udelukkende ses som nogen, der skal tjene denne kreative klasse, den gale vej at gå.

Den sociale blindhed er derfor et af den kreative klasses mest udtalte kendetegn, hvad Kaare Dybvad Bek også så glimrende gør opmærksom på, når han for eksempel nævner, at SRSF-regeringen gik med til dagpenge-besparelser for i stedet at afsætte flere penge til universiteter.

Mange af den kreative klasses mest ivrige repræsentanter har naturligvis forlængst været ude og kritisere Kaare Dybvad Bek og sagt, at uddannelse er godt for hele samfundet, og det er da rigtigt, men det rykker ikke ved, at manden har en pointe, når han taler om den magtfulde klasses svigt af den danske under- og middelklasse. Tværtimod bestyrker især de radikales og Alternativets indvendinger, at de kreative ikke er istand til at se kritisk på dem selv, deres egen fremkomst og magt.

Det er så en udvikling, der har lange historiske rødder, hvilket man også kan læse i bogen ”De lærdes tyranni”, hvor der gøres fint rede for forskellen på Georg Brandes moderne gennembrud og Jeppe Aakjærs folkelige gennembrud, og de linjer, som den kamp trækker op igennem 1900-tallet, inden det kulminerer med den kreative klasses fremkomst i slutningen af århundredet. En klasse, der dækker cirka 10% af befolkningen, men som har meget mere magt end dens størrelse berettiger til.

Der er dog en modreaktion i gang – selvfølgelig i provinsen, hvad man så mest tydeligt ved Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem i netop Vestsjælland og Sønderjylland, to landsdele hvor den kreative klasse stort set aldrig kommer, men hvor Kaare Dybvad Bek selv kommer fra – nærmere bestemt Vipperød ved Kalundborg.

I bogen rejser han derfor også til Vipperød, og man hører om flere konkrete skæbner fra dem, som Kaare gik i skole med, og om byens historie. For engang var Vipperød et sted, hvor der boede alle slags mennesker, måske ikke lige som naboer, men man kendte alligevel hinanden, og børnene gik i skole sammen, i byens folkeskole. Hvor ellers?!

Sådan er det ikke længere. I Danmark lever vi mere og mere opsplittet. Den kreative klasse inde i storbyerne, mens dem, der servicerer denne klasse, må pendle fra forstæderne eller endnu længere ude – hvis man er så heldig at have et arbejde.

Det er altså tydeligt, at det går den gale vej, hvis vi fortsat ønsker at leve i et samfund, hvor der er lighed og frihed.

Derpå fortsætter Kaare Dybvad Bek med at fortælle om sporten som demokratisk faktor, og hvorfor et sammenvævet og forpligtende lokalsamfund er bedre for den enkeltes muligheder end storbyens anonymitet og løse forbindelser.

Det er en interessant pointe, som dog savner at nævne den mangel på tolerance, frihed og originalitet, som der også findes ude i de små lokalsamfund, og som kan gøre det svært at udvikle sig og bare være sig selv, hvis man er anderledes end flertallet, hvad undertegnede var det i min opvækst i 70´erne og 80´erne en by meget a la Vipperød.

For lillebyen kan godt have meget og også for snævre rammer, mens storbyen kan noget med netop frihed og udfoldelse – og storbyen var også engang både samlende og forpligtende, hvad man fx så på Vesterbro under besættelsen, og stadig kan se indimellem i enkelte af den kreative klasses bastioner som fx Christianshavn, hvor undertegnede bor. Her er vi stadig en del, der tror på solidaritet og fællesskab, også ude i det danske land og mellem storbyen og de små byer. Men vi er i undertal, så ja, Kaare Dybvad Bek har en pointe og har helt ret, når han mener, at vi skal prioritere ligheden.

Lighed i undervisning, i sygepleje og i alt andet, men også satsning på erhvervsskoler, på sundhedsplejersker, på blandede boligområder (afskaf forældrekøb og indfør bopælspligt, lyder Danmarksbloggens anbefaling) og ikke mindst høje mindstelønninger vil være redskaber, der vil gøre en stor forskel og modvirke overakademiseringen, altfor velbetalte kreative og altfor underbetalte service-arbejdere – samt centraliseringen uden ende som er den kreative klasses tre hovedmål, som det så glimrende gøres rede for i bogen.

Det handler derfor om at gøre oprør mod de lærdes tyranni, og her er der ifølge Kaare Dybvad Bek tale om tre oprør. For det handler om kampen for det folkelige Danmark, som ikke nødvendigvis kun er en socialdemokratisk kamp, men som kan hente gods fra store dele af det politiske spektrum.

For det drejer sig om hele Danmark, om at alle skal have lige meget indflydelse, og om at der skal være respekt for alle professioner og håndværk, om at vi trods sociale skel skal kunne leve side om side, fordi forskellene så heller ikke er større. Men især på det sidste område går det stærkt den gale retning i disse år, hvor overklassens unge får lejligheder og biler, når de fylder 18 år, mens underklassen ikke har råd til den nødvendige medicin.

Første oprør er derfor: Drop uligheden i uddannelserne, hvilket konkret vil betyde, at en fjerdedel af universiteternes studiepladser skal nedlægges, mens der skal øges på erhvervsskolerne. Det offentlige tilskud til privatskolerne skal også igen ned på 71%.

Andet oprør er: Hellere industrijobs end skopudsere. Det siger næsten sig selv, at vi tjener flere penge på at producere noget, der kan sælges end på at nogle servicerer nogle andre, og helt slemt er det, når østarbejdere, flygtninge og andre gør det til en løn langt under en i forvejen altfor lav mindsteløn. Derfor anbefaler Kaare Dybvad Bek også, at der indføres kædeansvar, og at der ansættes 500 medarbejdere yderligere indenfor skattevæsen og arbejdstilsyn til at føre kontrol med illegal og udenlandsk arbejdskraft.

Tredje oprør er: Skær de udemokratiske fedtlag ud af det offentlige, som især er det ledelses- og kommunikationslag, der i en stigende centraliseret kommunal og regional sektor sidder med sugerøret godt ned i kassen, mens samfundsfunktionerne og de lokale politiske beslutninger afdemokratiseres. Løsningen er selvfølgelig blandt andet at udvide byrådene og give tilskud til opretholdelse af lokale enheder indenfor områder som uddannelse, politi og daginstitutioner.

Danmarksbloggen giver Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni” seks Dannebrogsflag ud af seks mulige. Det er et velskrevet og relevant indspark i debatten om, hvad der skal ske med Danmark i de kommende årtier – hvis altså vi vil bevare/genskabe det solidariske velfærdssamfund, som resten af verden kæmper for at få.

Det er People´s Press, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliv klogere på det hængte britiske parlament

Udgivet den af
Svar

Det kan godt være, at Storbritannien (UK) har stemt sig ud af EU, og snart skal i gang med forhandlingerne. Om briterne så reelt forlader EU er en anden ting. For sagen er, at det britiske parlament skal godkende ud-aftalen – og hvis ikke Parlamentet gør det, så kan UK (nok) blive i EU.

Men det venter længere nede af vejen, selvom det er helt vildt, at der nu er et ”Hung Parliament” i UK, og at man i fx den superrige og ellers altid konservative Kensington-kreds i det centrale London, hvor man er store EU-tilhængere, måske har stemt en Labour-kandidat i Parlamentet i protest mod Theresa May. I skrivende stund skal der en tredje omtælling til, da det kun er 40 stemmer, som skiller kandidaterne fra Labour og De Konservative.

For i første omgang stemte briterne – over hele landet – FOR mere lighed, FOR flere krav om at de øverste i samfundet også bidrager og FOR alt andet, der bidrager til et solidarisk samfund. Der er nemlig – overalt i Europa – et oprør på vej mod liberalismens vær-dig-selv-nok-samfund og henimod et samfund med mere lighed, mere solidaritet og mere velfærd.

Det giver håb for UK og for Europa, også selvom vi opererer med et ”Hung Parliament”, og Theresa May pt. bliver siddende i Downing Street 10. For hun får det helvedes hedt i samarbejdet med nordirerne, og Labours leder Jeremy Corbyn har også sagt, at han vil gribe chancen for at blive premierminister, hvis den kommer. Det kan ske meget snart, når man ser på det smalle mandat, som May MÅSKE sidder på – og som måske ikke engang holder til efter Parlamentets åbning på tirsdag d. 13. juni.

Så ingen ved, hvad der sker – men læs her hvad BBC skriver og bliv klogere på, hvordan systemet fungerer i UK: http://www.bbc.com/news/election-2017-40209087

For flertallet af danske medier har ikke hele med. Langtfra. Det britiske system er ikke som det danske, så det giver faktisk mening, når Corbyn går ud og siger, at han vil danne en mindretalsregering – selvom det ikke lykkedes i første omgang. Men anden omgang eller et nyvalg kan komme lige om lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

Udgivet den af
Svar

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk arbejde til danske arbejdere

Udgivet den af
Svar

Man skal ikke gå over åen efter vand, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke desto mindre lige det, som Dansk Erhverv ønsker, når de mener, at vi skal importere udenlandsk arbejdskraft. Se mere her:

http://www.avisen.dk/top-nyt-opgoer-om-udenlandsk-arbejdskraft-lurer_446617.aspx

Men nej, intet vand fra den anden side af grænsen, medmindre der er tale om specialister, som vi ikke selv har her i landet.

Men nu kræver det hverken en lang uddannelse eller et specielt erhvervsforløb at skifte sengetøj, plukke agurker eller andre opgaver i den service-industri, hvortil der i stor stil importeres udenlandsk arbejdskraft – ene og alene fordi den arbejdskraft er billigere (fordi den underbetales), og giver ejeren et større overskud.

Men det er samfundsundergravende virksomhed – og det skal stoppes. Så længe vi har danske arbejdsløse – og det har vi, endda i stor stil – så skal vi ikke importere polakker og andre til at klare opgaver, som danske arbejdere kan klare. Så enkelt er det. Solidaritet, mine damer og herrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Forenede Stater tættere på end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Europas Forenede Stater er tættere på i dag end de var det i lørdags.

For i søndags blev Emmanuel Macron indsat som fransk præsident, og i går besøgte han Tysklands kansler Angela Merkel, og de to blev snart enige om, at en ændring af EU-traktaten sagtens kunne foretages, hvis det kunne bringe samarbejdet i Euro-land videre.

Danmarksbloggen er bekymret. For nok vandt højrepopulismen ikke magten i hverken Holland eller i Frankrig, men begge steder fik de flere stemmer end nogensinde før, og det rigtige middel til at få Europas borgere til at elske EU (hvis man altså ønsker dét) er ikke at presse mere EU ned over hovederne.

Tværtimod vil tryk avle modtryk, så stop nu EU-toget, inden det løber af sporet – og måske trækker en hel verdensdel med sig i faldet. Det kan vi ikke have. For der er ingen tvivl om, at vi skal holde sammen her i Europa og handle med hinanden, men den overnationale organisation, som EU er og gerne skal være endnu mere, hvis det står til Macron og Merkel, er der ikke mange europæere, der stempler ind på.

Så lyt til jeres befolkninger – også her i Danmark. Det er i bund og grund også det, som demokrati handler om.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/macron-og-merkel-maaske-skal-eu-traktaten-aendres

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens gerninger på Christiansborg

Udgivet den af
Svar

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

En politisk kandestøber som præsident

Udgivet den af
Svar

Har det nyligt afholdte præsidentvalg i Frankrig noget med Danmark at gøre? Ja, om ikke andet så til skræk og advarsel.

For franskmændene kunne i søndags vælge mellem en ekstrem højre-populist og en mand stort set uden politisk erfaring, der først nu EFTER valget skal til at sætte sit hold. Det var altså absurd, uanset hvem der vandt. Nu blev det Macron, som blev hyldet foran Louvre i Paris, og som nu har bedt folk om at ansøge om at komme med på hans regerings-hold. Det har omkring 15.000 så indtil videre gjort. Men hvordan skal de udvælges? Udfra X-Factor-lignende auditions eller hvad?

For sagen er, at Frankrig har fået en præsident, der er at sammenligne med den politiske kandestøber – Holbergs velkendte figur, der henne på kroen sammen med vennerne vidste alt om, hvordan samfundet skulle indrettes, men som fejlede fælt, da han fik muligheden for at bestemme. For ét er et søkort at læse, noget andet er et skib at føre.

Og det gælder også i nutidens politik, som er et håndværk, som det tager år at lære, så ja, det giver god mening ikke at lukke alle mulige ukendte og især kendte amatører ind i politik, men holde sig til dem, der har beskæftiget sig med politik i årevis. Det gælder også i Danmark, hvor kendisser som regel bliver meget dårlige politikere, uanset om de kommer fra underholdnings-, sports- eller den såkaldte virkelige verden, hvad det så end er.

For ethvert fag, enhver branche har det med at lukke sig om sig selv, så bare fordi man har en baggrund som kuglestøder, plejehjemsleder, universitetsrektor eller fast indslag på den røde løber, er man ikke automatisk egnet til noget politisk erhverv, der kræver viden, indsigt, forhandlingsevne, kompromis-evne og meget andet, som skal øves og øves igen, inden man kan bruge det.

Det er således ikke noget tilfælde, at Lars Løkke stadig sidder på magten i Venstre – han kan nemlig den politisk metier, og det samme kan Mette Frederiksen. De har også begge to været med, fra de var helt unge, og de slynger ikke om sig med tomme visioner, som populisterne gør det, uanset hvilken fløj de tilhører. Nej, de trænede politikere taler fornuftens og kompromisets sprog. Heldigvis, mener Danmarksbloggen, for skal samfundet have en chance, skal erfarne politikere og ikke amatører med fine visioner stå i spidsen for det.

Gid vi derfor aldrig får en Macron – eller Le Pen – som statsminister, og gid så mange danskere ville stoppe med at stemme på populistiske partier med få budskaber, men en total mangel på forståelsen for helheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Twin Peaks, House of Cards og Matador

Udgivet den af
Svar

Om ikke så længe kommer to berømte tv-serier tilbage til skærmen med nye sæsoner.

Den ene er 90´er-kult-serien ”Twin Peaks”, og den anden er den politiske dystopia-serie ”House of Cards”.

Den første serie omtales ofte som værende rigtig uhyggelig med dæmonen Bob, besættelser af mennesker og hvad der ellers sker af paranormale ting i den lille by Twin Peaks på grænsen mellem USA og Canada.

Danmarksbloggen finder dog den anden serie ”House of Cards” cirka tusind gange mere uhyggelig, fordi den imodsætning til David Lynchs surrealistiske univers rent faktisk skildrer virkeligheden i en verden, hvor politik er ligeså beskidt og handler ligeså meget om magt og menneskeforagt, som den altid har gjort det. Eller det vil sige: Virkeligheden overgår som altid fantasien.

For virkeligheden – som den skildres i de seriøse og fakta-baserede nyheder, der trods alt stadig findes – er mere end en million gange mere uhyggelig end selv Frank Underwoods værste svinestreg … også selvom noget tyder på, at House of Cards-præsidenten i den nye sæson vil gå Tyrkiets Erdogan i bedene og udvikle sig fra POTUS til en ren diktator. Noget som Trump heldigvis ikke har kunnet endnu, selvom de sorte skyer trækker op i horisonten.

Danmarksbloggen spår derfor også, at mange danskere (midt i en tid mere usikker end nogensinde siden 2. verdenskrig) med en sikker fornemmelse for tryghed og nostalgi vil søge til tv-skærmene de næste lørdage, når DR1 genudsender de første seks afsnit af Matador i en ny og forbedret udgave. Det er så også den bedste danske tv-serie til dato, så det er helt forståeligt, og undertegnede skal da også se med.

Men Danmarksbloggen vil dog også opfordre til at løfte blikket fra livet i Korsbæk i sidste årtusind og til livet i den globale virkelighed i dag, selvom det er en kompliceret og svær størrelse, og de 99,999999999999% af os er så uendelig magtesløse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

4. maj – og vor tids frihedskamp

Udgivet den af
Svar

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Vi mangler lighed

Udgivet den af
Svar

Storkonflikten kom ikke for en uges tid siden. Det kan undre, når vi har et samfund, hvor den ene gruppe bliver syge og dør af stress – og nu skal arbejde endnu mere, hvis det står til arbejdsgiverne, mens den anden gruppe holdes udenfor arbejdsmarkedet og det på ydelser, som det ikke er til hverken at leve eller dø på.

De eneste, der vinder på denne systematiske udnyttelse af mennesker, er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Lyder det gammeldags og marxistisk – selv på en 1. maj? Ja, måske – men det er ikke desto mindre sandt. Så kan kedeldragten og det hårde slid i fabrikken for nok så mange være skiftet ud med et spændende job i vidensindustrien, men selve det grundlæggende har ikke ændret sig.

Det er stadig dem, der ejer produktionsmidlerne, der sætter dagsordenen – og når den sættes, så mennesker udnyttes og udbyttes i en grad, som der lægges op til med arbejdsgivernes nye forslag til overenskomst, ja, så burde ikke kun de direkte involverede, men også alle vi andre sætte hælene i og sige NEJ, nu stopper det, nu strejker vi.

For samfundet trænger til endnu en revolution, en stille revolution uden vold – men ikke desto mindre en revolution, hvor den overklasse, der har vokset sig frem og som belønner hinanden med gyldne håndtryk m.m., skal lære at dele ud af deres overflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen